Can't cry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2014
  • Status: Igang
Resume følger.

4Likes
3Kommentarer
491Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg kniber mine øjne i. Min kube er totaltsmadret, og jeg ligger på glasskår. Jeg har heldigvis ikke ramt gulvet, som mange af de andre børn. Det er dækket af lig. Støvet er stoppet med at virke. Jeg vender mig efter drengen med arret. Ham kan jeg i det mindste huske. Ingen dreng, med ar. Jeg ved jeg skal ud. Min ryg er ridset op i sår. Mine øjne er en grønlig blå for her er koldt. Her er meget koldt. Farven før orange efter lilla. 39 grader. Jeg klæber tæppet om mig. Jeg skubber tæppet under mine fødder og går lidt på det. Jorden. Vi er på jorden.

Jeg rejser mig besværret op. Jeg har ikke ligget her i særlig lang tid, Mine sår er smurt op med plamage. Vi indånder det samme som menneskerne. Sha-kira. De kalder mig Shakira her. Det vil sige Shakira er et jordnavn og brugbart. Der er et kæmpe hul på siden af rumskibet. Det kravler jeg ud af. Luften er frisk her. Den er rar og fuld af ilt, selvom den er vinterkold. Jeg tager en dyb indånding. Og en til. Sandet er varmt. Dejligt varmt, og jeg ruller mig i det, og mine øjne bliver violette. Skønt, skønt, skønt.

Det svier men det er skønt, for det er dejlig varmt. Min hals brænder. Vores art er meget ligesom menneskes, vi er bare meget bagud. Vi drikker H2O ligesom dem. Jeg tager en slurk af vandet. Det smager underligt og jeg spytter det ud i frygt for at det er giftigt. Så gemmer jeg mig i sandet igen, bare for at føle en normal varme. Det giver stød i gennem min hud og jeg elsker det.

Jeg rejser mig op. Kulden er overvældende. Jeg er nød til at finde noget til at holde varmen. Foran mig er en skov. Det har jeg lært fra billeder af jorden. Træerne er overvældende. Vi burde spise nogenlunde det samme som menneskerne. Jeg går derhen. Varme er det første. Jeg burde måske kigge i skibet. Mine øjne flakker mod det ødelagte skib. Jeg dækker mine fødder og kravler ind af hullet. Der er meget koldt, og længtes efter sandet. Nogle dragter ligger, og jeg tager dem og smøger dem om mig. Der er mange derinde. De fleste kabiner er smadrede men nogle få er hele. En dreng indsnuser stadig pulveret. Trækker stadig vejret. Pigen under ham var ikke ligeså heldig for han landede på hende. Hvis bare jeg kunne komme ind til ham.

Jeg kravler rundt og prøver at finde noget tungt. Jeg finder en metaldims og slår den mod glasset. Jeg slår den 3 gange før den smadre. Jeg tager fat om drengen, for han er muligvis det sidste overlevende hankøn af mit folk. På jorden dræbte de alle og tog kun de her gidsler. De halshuggede min familie, skød alle. Tog et par hundrede stykker og skred. Så bombede de planeten for at fjerne alle overlevende og så puttede de os i kabiner og fløj væk.

Han er tung. Jeg husker at ligge ham på et tæppe så hans øjne forbliver violette. De er tætte på blå. Øjenændring er livstegn. Jeg hiver ham ud. Jeg hælder lidt sand på ham for at få hans øjne op på en lillablå farve. Det lykkedes. De er violette. Måske er der flere. Jeg omgiver ham af sand, og kravler så derind igen. Der er lig over det hele og jeg prøver at finde hele bokse. Dem der er landet på gulvet er døde. Efter at have søgt i lidt tid, finder jeg en stadig virkende boks med en pige i. Hun sover tungt og øjnene er violette. Kabinerne er for tunge at bære så jeg er nød til at tage jerntingen i brug igen.

Pigens boks tager lidt længere tid. Omkring 11 slag før jeg når ind. Jeg hiver hende ud, men skære hendes arm så plamage render over mine fingre. Jeg før lagt hende på sandet og hendes øjne får samme farve som drengens. Jeg strækker mine arme. Det her er nogen af de sidste af mit folk. Jeg må kunne finde flere. Jeg kravler ind igen. Her stinker af død og plamage. De fleste bokse har taget voldsom skade. Ligesom min. Jeg høre en svag bankelyd. Jeg leder igennem kasserne. Lyden bliver stærkere, og jeg flytter en ødelagt kasse væk. Mine arme er indsmurt i plamage da jeg finder bankelyden.

En grædende pige. Fire år yngre end mig. Alderen 2. Det svare til 4 i menneske år. Hendes støvpuster er i stykker og hendes øjne er en gulliggrøn. Farlig farve. Hun banker og forsøger at komme ud.

"Bare sid stille, så slår jeg hul"

Jeg slår med metaldimsen og slår et lille hul efter 2 bank. Hun rækker skræmt armen op. Jeg prøver at rive glasset op. Mine fingre flyder med plamage. Jeg får revet et stykke af og kan nu hale pigen op. Hendes øjne er gule nu. Jeg ligger hende på tæppet. Så hiver jeg tæppet ud, og får smidt hende i sandet. Hendes øjne får langsomt en blålilla farve. Hun kigger mod de andre. Græder stadig. Mest af chok.

"Så.. Bare bliv der.. Jeg skal få de andre ud"

Jeg tørre mine sviende fingre af i mit tæppe. Jeg dækker mine fødder til. Jeg vender mig aldrig til ligene. Jeg holder mig for næsen, og kravler ind igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...