Can't cry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2014
  • Status: Igang
Resume følger.

4Likes
3Kommentarer
493Visninger
AA

2. Kapitel 1

Gløder. Gløder som en svag flamme. Nej. En gløde. Ikke engang en flamme. Hvis, vil det nok være den mest usle flamme. For hvilken flamme ville gemme sig under et tæppe? Ingen. Tæppet vil brænde op. Men mit tæppe brænder ikke. For jeg er for lille og svag til at være en flamme. Svag. Ordet for mig. Min lille barnekrop, der rammer det kolde blå ternede gulv.

Jeg gyser da det kolde gulv, sender en stikflamme af smerte op af mit ben. Jeg stønner. Jeg er vandt til 68 af de såkaldte grader. Vores koldeste vinter er på 34 grader, hvilket svare til en sommer på jorden.

Rumdragten svøber sig om min krop. Jeg er tvunget til at flygte. Menneskerne har ødelagt vores planet. De er så stærke. Vi er små primitive individer i forhold til dem. Alligevel er jeg på et menneskerumskib. Det ved jeg. På vej til Simokratyra. Eller Earth som det hedder på menneskesprog. Jeg kan engelsk. Vi lærte det sidste år i resterne af skolen, for at give os alle sammen en lille chance for at overleve. Alligevel ved jeg, trods jeg er 6 år, at jeg er dødsdømt. For altid.  Hvorfor er her så koldt? Her må være højst 25 grader.

Nej. Den er under 25. Det er kun sket en gang på vores planet at det sneg sig ned på 24,9. Det var skrækkeligt. Folk døde af kulde, og deres lilla øjne blev orange. Jeg kan se flammerne i mine øjne. De laver et orange omrids af alt.

Vores folk kan klare op til 108 grader. Og på tropeøer er det 98. Der er dejligt varmt. Her er så koldt. Mine fingre isner. Jeg ryster, og prøver at vakle tilbage til den blå køjeseng, med glasoverflade. Der var kun 67 derinde, men det er bedre end dette. Det giver en stiksmerte af kulde vær gang jeg træder på en blåternet firkant. De må være cirka 9 grader, hvilket gør at det samme sekund jeg træder bliver mine øjne røde, mens de når jeg løfter foden slapper af til orange. Rød er faretruende. 8 grader er døden. Så falder mine ben af. Det har forskere bevist. Måske kan jeg vende mig til den her kulde? Det virker umuligt.

I det samme begynder en bibalarm. Jeg tager mine hænder til mine øre og presser af alle kræfter. Lyden er enorm, og jeg vælter rundt på gulvet. Mine øjne bliver purpurrøde og jeg græder. Jeg prøver at komme op, og små stråler af kulde skyder konstant op i mig. Det er som tortur.

Et menneske kommer ind, og jeg piber med mine sidste kræfter. Hun sukker, og løfter mig op, og ligger mig i sengen og lukker glaslugen.

"Og så bliver du der Shakira. Du kunne jo have været død! Og så ville vi være nød til at hente en ny. Og det ville tage 3 dage"

Jeg nikker forsigtigt. Jeg smiler stort da hun tænder, og varmen stiger fra 49 til 67. Jeg kravler under dynen. Jeg skal aldrig ned på det gulv igen. Mine øjne bliver lilla igen, og får en violet farve, der betyder at jeg har det fint. Det bliver pink når temperaturen er så jeg nyder det. Men jeg kan ikke nok ord til at forklare Forskerne farvekoderne. De vil alligevel ikke lytte et sekund på mig. Så hvad ide er der i det? De tror jeg har det perfekt med violet, og lad dem gå og danse i den tro.

Jeg drejer forsigtigt hoved for at se om der er flere af min art. Ja. En dreng med gulorange hår og violette øjne. Hans ansigt er ligesom midt, gråligt, og hans hænder små. Håret ligger vedsiden af ham, og han har et brandsår på hans venstre arm. Meget lille, men dybt nok til at danne et ar. Dreng med ar. Så kan jeg skrive det ned i mit hoved.

Han har den samme klædedragt på som mig. Et lyst tæppe, der er syet sammen, og dækker hans ansigt og krop. I hvert fald det meste af hans ansigt. Hans ansigt er aflangt, og trods hans små hænder, er hans muskuløs og robust bygget, som om han er bygget af de bedste råvare. Stærk.

Min kropsform er bygget op af tændstikstynde ben, med en lille tynd mave, og en tynd rygrad. Et rundt og barnligt ansigt, og noget mennesker kalder hår. I virkeligheden er det små sorte planter der vokser på mit hoved, men hos menneskerne er det hår. Hvis nogen rørte ved det, ville jeg suge livskraften ud af dem. Det virker desværre ikke på mennesker. Mit eneste og stærkeste våben virker ikke på mennesker.

Jeg får øje på en pige under mig. Hendes øjne er lukket i, og hendes mund er halvåben. Noget slim falder ud af hendes mund. Det glider ned af hendes hage. Desuden har hun den samme klædedragt. Hendes hår er mørkelilla, og kort, og prøver at dræbe puden.

Så ser jeg det. Hundredvis. Både over og under mig. Mængden af børn forsvinder vedsiden af mig, og op i loftet. Jeg gisper, og hiver min dyne over mig. Jeg ser en smule håb, og leder febrilskl efter min søster, men ser ingen. Ikke en eneste har hendes grønne hår. De ligger alle i en søvntilstand, og indånder noget støv. Det er det der får dem til at sove.

"Vi styrter! Fuck! Lort!" jeg høre menneskernes stemmer, og kigger mig til siderne. "Kvinder først! Vi må ud"

Det er som om det bliver tvunget mod jorden, og jeg slår hovedet ind i noget glas flere gange. Jeg prøver at holde mig fast. Men kan ikke. For jeg er ikke et stærkt rumvæsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...