A past. -Jason McCann

Victoria er en ung pige på 17 år, som har fået fjernet alle minder fra sin fortid. Hun kender derfor ikke noget til hendes tidligere liv. Hun bor hos sine plejeforældre, som i en længere periode ikke har ville fortælle noget om hendes fortid, og hun ved kun, at hendes rigtige forældre er blevet myrdet. Til en fest overværer Victoria et mord, hvor hun bla. ser en blå konvolut. Konvolutten genkender hun, og inden hun for set sig om, er hun blevet taget væk fra hele hendes nuværende tilstedeværelse. Den hårdkogte kriminelle bad boy Jason McCann tager Victoria til sig, og det bliver hurtigt starten på et kriminelt forhold mellem de to. Hendes dystre fortid bliver til en korrupt fremtid. Hun bliver hevet ud og ind af biler, for hurtigt smag for blod og bliver forfulgt af selveste FBI. Hun bliver genforenet med gamle venner og veninder fra fortiden og finder langsomt ud af, at hun ikke er den uskyldige pige, som hun troede hun var.
A Past - Jason McCann ft Victoria Rays

23Likes
9Kommentarer
1526Visninger
AA

1. Kapitel.1

Tårene strømmede ned af mine kinder. Min sorte kjole gled sig langsomt omkring min krop. Alkoholen fra festen som jeg lige var smuttet fra, gjorde mig ør i hovedet. Mit lange hår svajede let i vinden. Jeg snøftede grådkvalt og tankerne om Jacob blev ved med at komme frem. At han kunne gøre det mod mig, vidste jeg ikke. Vi havde ikke haft noget sammen, eftersom han var den største player af alle. Men han havde fået mig til at stole på ham, og så havde han bare forrådt mig. Tænk at han kunne gøre det.

Mine skridt genlød i det mørke natteliv. Klokken var omkring et, og festen var ikke engang slut endnu. Jeg skulle heller ikke hjem. Men plejeforældre var ligeglade, og de gad mig alligevel ikke, så jeg forstod ikke hvorfor jeg gik. Det var nok Jacob, fordi han havde været sådan en idiot. Tårerne løber stadig, så det er heldigt at min mørke makeup på øjnene er vandfast. Jeg lod blikket glide rundt i det skumle kvarter. Det var Liam som holdt festen, og da han selv var lidt små kriminel havde han holdt det i et slumkvarter. Jeg boede selv i et meget fornemt hus, men det var ikke fordi jeg var specielt lovlig planlagt. Jeg havde aldrig været den super søde pige, og folk kaldte mig også for en Bad-Girl. Jeg var ligeglad. Jeg levede bare livet, og skulle gøre nogle regnskaber op som måske ikke var helt lovlige. Jeg havde aldrig brugt vold, og heller aldrig slået nogle ihjel. Jeg græd helt lydløst, og hvis det ikke var fordi at mine højhælede klirrede så forfærdelig meget. Så havde der vært stille som i graven.

I det samme hørte jeg en hæs stemme råbe. "Hey Vic, jeg siger undskyld okay. Det var en fejl, og den skal ikke gentages igen!" Jacob kom løbene over mod mig, med sin hånd på hjertet. Han var lækker som han stod der i skumningen, men bestemt ikke en jeg ville date igen. "Jeg er ligeglad Jacob, gør hvad du vil!" Sagde jeg tvært, og forsatte min vandring. "Men hvor vil du tage hen?" Han lød bekymret hvilket jeg syntes var underligt, da han aldrig var bekymret. "Jacob det forbi, kom nu bare videre!" Sagde jeg irritabelt og slog med håret. Jeg begyndte igen at gå, men mærkede i det samme, hans stærke arme omkring mig. "Undskyld" hviskede han hæst i mit øre. Men jeg var ligeglad, jeg hadet jo den idiot. Jeg skubbede ham surt væk, men hørte i det samme et skud.

Det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg hørte et gisp fra Jacob. Han havde aldrig været kriminel, havde aldrig stjålet eller gjord noget ulovligt. De fleste ville kalde ham en dengse, men sådan var det slet ikke, når man havde det udsende. Pigerne dånede for hans fødder, og drengene ville ønske at de var ham. Men ikke jeg. For mig var han en dum idiot som kunne rende mig. Jeg kiggede surt over mod vejen, hvor skudet kom fra, og noget at syn mødte mig.

En ældre herre lå med blod ud over det hele. Hans mund var lukket, og øjnene vidt åbent. I hånden hvide han en pistol, men jeg kunne tydeligt se at det ikke var den pistol, som havde dræbt ham. Blodet flød ud over fortovet, og løb ned i rendestenen. Jacob gik et par skridt tilbage, hvor jeg tog et par skridt frem. Jeg rakte hånden ned til liget, og fik fat på en blå konvolut. Det var sikkert den konvolut som morderen, var ude efter. Konvolutten virkede så bekendt, men det kunne vel ikke være rigtigt. Jeg havde jo aldrig været i nærkontakt med sådan en konvolut. Alligevel var det som om jeg havde set den før. Måske havde det noget med min fortid at gøre. Jeg  havde jo aldrig boet hos mine plejeforældre som helt lille, det var først da jeg var ca. 16-altså for kun to år siden, at de blev mine plejeforældre. Jeg husker ikke min fortid, da mine plejeforældre fik den fjernet hos en hypnotisør. Jeg har tit gerne ville vide, hvad der hente i min fortid siden de ville have den fjernet fra min hukommelse, men aldrig havde jeg fået klart svar, dog havde jeg haft flashback. Mange flashback som kun jeg vidste noget om, for hvis jeg fortalte det, ville de sikkert gå til endnu en hypnotisør med mig. Dog havde de henvist til min fortid, hver gang jeg havde gjordt noget ulovligt, hvilket jeg havde syntes var mærkelig. De plejede at sige til mine ulovlige optræden -"Lad være med det! Victoria! Du skulle jo nødigt ende op med at være, som du var før i tiden!" Jeg havde aldrig forstået det, men jo mere jeg kiggede på konvolutten, jo mere begyndte min hjerne at summe. Små billeder og klip, rendte rundt i mit hoved. Jeg fik langt om længe samlet det op, og en scene udspilede sig for mine øjne. Et flashback...

"Vic!" Kaldte hun og lagde sin hånd på min. "Du gør det ikke! Han slår dig jo ihjel!" Hun lød oprigtig i sin sag, men jeg måtte få klar besked. "Jeg er ligeglad, jeg må vide det!" Sagde jeg hårdt, mens en tåre gled ned fra min kind. Hidsigt tørrede jeg den væk. Jeg lod pistolen veje i min hånd, og tog et skridt frem. "CSI er efter ham, og du kan ikke gøre noget!" Hviskede hun skræmt. Jeg nikkede kort. Vidste godt at det var en stor risiko, for at dø. "Men Lo... Han dræbte mine forældre, og er også ude efter mig. Den konvolut er den eneste som kan rede mig, og det ved du også godt!" Jeg bed mig hårdt i læben, og lod mit blik blive koldt. "Jeg vil jo bare det bedste for dig..." Hun kiggede på mig med tåre i øjnene. Jeg nikkede kort og gav hende et stille kram, inden jeg forsvandt ind i lagerbygningen. Jeg lod mit syn scanne hver en lille krog i bygningen. Pistolen lå godt i min hånd, og et enkelt lille pres på aftrækkeren, og en mand ville dø. Jeg smilede let ved tanken og begav mig videre. Med tunge skridt gik jeg gennem en lang gang af stålplader, som lå oppe af væggen. Mit hjerte bankede hårdt mod brystkassen og jeg måtte skynde mig, hvis jeg skulle nå det. Mine skridt gav genlyd i gangene. Mit åndedrag var tungt, og mine næsebor let opspilede. Jeg kiggede frem for mig, og så en gul dør på højre side. Jeg begav mig der hen og åbnede langsomt døren. Jeg skimtede kort rummet, men fandt ikke noget vitterlig interessant. Mit blik landte dog alligevel på en blå konvolut. Jeg tog et skridt derhen og lod langsomt mine fingre glide over konvolutten. " Top Secret!" Stod der med røde bogstaver. Jeg vendte langsomt konvolutten om på bagsiden. "B.I.G L.I.O.N" Det gøs mig koldt ned af ryggen, for det var nemlig den organisation som havde dræbt mine forældre. Min opgave var at finde morderen til mine forældre, og dræbe ham. Det navn. Det navn som tilhørte mine forældres morder, lå gemt i denne konvolut samt mange andre ulovlige oplysninger. De fleste ville nok bare åbne konvolutten og tage et hurtigt kig, men jeg var for klog. Lige så snart jeg åbnede konvolutten ville en eksplosion starte. Det vidste jeg bare. Jeg lukkede øjnene og holdt konvolutten tæt ind til mig. Et skridt gav genlød i gangen bag mig. Jeg vendte mig forskrækket om, og så ind i et par dybt blå øjne. Manden som øjnene tilhørte var klædt i en grøn uniform. "Politi" Stod der med blå bogstaver. Jeg tog et skridt tilbage og stirrede på pistolen, som var rettet mod mig. "Slip venligst den blå konvolut" Sagde han tørt og kiggede ind i mine kolde øjne. Jeg rystede på hovedet. I lige net op denne konvolut lå navnet på mine forældres mordere. Jeg kunne ikke bare lade det gå, jeg ville få min hævn. Om det her så var mine sidste minutter, så ville jeg hædre mine forældre no matter what. Han tog et skridt frem "Vi finder ud af det her" Prøvede han. I to sekunder vendte han sit hoved væk fra mig. I to vigtige sekunder vendte han sit hoved væk fra mig. Det var en fejl. Den største fejl, for i selv samme sekunder trak jeg pistolen op af min baglomme. "Nej nej nej! vi finder ud af...." Råbte han bange, men nåede dog ikke at tale færdig, før mit skud lød...

"Victoria? Victoria!?" Lød Jacobs desparate stemme for at få mig ud af mit flashback. Tænk at jeg havde dræbt ham,. Tænk at jeg havde dræbt manden fra politistyrken. Det var uvirkeligt. Måske var det derfor at mine plejeforældre ville have mig hypnotiseret. Måske gjorde de mig egentlig en tjeneste ved at rense min samvittighed. Jeg nikkede og kiggede hen på konvolutten i min hånd. Jeg åbnede den ikke. Flashbacket blev ved med at kører rundt i mit hoved, og jeg vidste at hvis jeg åbnede den, ville det starte en eksplosion. Jeg stod lidt og vejede den i hånden. Den var let, i forhold til hvor meget byrde den indebar. Tanken fra flashbacket om at der i denne konvolut stod oplysninger om mine forældres død, gjorde mig ør i hovedet. "Skal vi ikke gå tilbage til festen bebe?" Spurgte Jacob med en lille stemme. Jeg tog et skridt hen mod ham "Du er bange var'" Et lumsk smil spillede sig på mine læber. "Hvad er der galt med dig?!" Udbrød han forvirret. "Du har lige set en mand dø, og så laver du bare sjov og smiler!?" Drengen var jo skræmt fra vid og sans, så jeg blev vel nød til at fortælle ham hvad der foregik. "Jeg har set den før..." Sagde jeg stille og nikkede ned mod konvolutten. "Den har noget med mine forældre at gøre..." Jeg kiggede skræmt op på ham. Han nikkede blot og trak mig ind i et varmt kram. "Vi bliver nød til at ringe til politiet" Sagde han bedstemt og stod med hjertet oppe i halsen. Jeg nikkede, men var alligevel bange for at blive genkendt som en morder. Hvilket jeg i den grad ikke var eller.... ikke havde troet jeg var. "Jeg har aldrig fortalt det, men mine forældre er ikke mine rigtige forældre..." Jacob kiggede mistroisk på mig, og trak mig ud af krammet. "Sååå..." Mumlede han og kiggede på mig med medlidenhed i blikket. Hvilket var nyt for sådan en badboy som ham, der aldrig havde værdiget mig et eneste kærligt blik. "De er mine pleje...."

Mere nåede jeg ikke at sige før et par krampagtige arme havde fået fat i mig. Personen pressede mig hårdt op af muren, og hans mørke øjne borede sig ind i mine. Han strammede grebbet om min arm, hvilket i den grad mindede om første skoledag hvor Jacob havde gjord præcis det samme. Hjertet sad oppe i hasen på mig, og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg gispede og prøvede ihærdigt at trække mig ud af hans greb. "Forhold dig helt i ro" Hvæsede han ud gennem de sammenpressede tænder. Han lagde en klud over min næse og bad mig trække vejret. Jeg nægtede og slog ud efter ham. Det mislykkedes, men en intens ide udspillede sig for mit indre. Hvis bare jeg kunne få lokket ham til at tage klædet væk fra min næse, så kunne jeg stikke af. Jeg lod mine øjne glide i, og lod som om jeg var besvimet. Hvilket virkede, da han i selv samme øjeblik rev klædet fra min næse. Jeg indåndede hårdt den friske luft, som sneg sig op gennem mine næsebor. Jeg bankede mit venstre knæ op i skridtet på ham, og mærkede straks hvordan han slap grebbet om min arm. Jacob stod mundlam og så på, men ham kunne jeg ikke tage mig til lige nu. Jeg vidste at min voldsmand ikke ville lade mig slippe, så det gjaldt bare om at finde et hurtigt gemmested. Igen mærkede jeg de stærke hænder tage fat om min kæbe. Han holdt sit ansigt kun få centimeter fra mit, og hvæsede. "Det gør du aldrig igen!" Jeg mærkede straks noget hårdt mod min tinding. En pistol. "Træk vejret!" Beodrede han igen. Der var intet jeg kunne gøre, eftersom jeg havde en pistol mod mig. Egentlig kunne jeg vel bare få ham til at skyde mig, eftersom det egentlig ikke gjorde mig noget at skulle forlade denne her verden. Men tanken om at der i denne konvolut lå besked om mine forældre, fik mig til at overgive mig. Langsomt åndende jeg den sløve luft fra kluden ind. Trætheden -som kluden forsagede- fik mine øjenlåg til at glide i. Det sidste jeg så inden jeg gled ind i søvnen, var Jacob liggende på jorden mens slagene fra personen vældede ind over ham. 

~

Jeg vågnede ved lyden af en bil der kørte. Lydene fra andre biler omkring mig blev både højre og lavere, af den grund om bilen kom kørende mod mig eller forlod mig. Et par lysglimt fra billygterne forstyrede min søvn, så jeg kunne lige så godt rejse mig op. Mit hoved dunkede og jeg lagde mærke til noget størknet blod på min venstre hånd. jeg tog mig til hovedet og satte mig op på et blødt sæde. Jeg lod blikket glide rundt, og opdagede at jeg lå i en bil. Mit blik gled over på de gule vinduer, og på de let støvede sæder. Bilen var rummelig, og faktisk meget nydelig hvis man så bort fra de anstødelige billeder, som lå i sæde-lommerne. Jeg satte mig lettere op, og vendte så blikket mod vejen uden for bilruden. Ifølge mine iagttagelser befandt jeg mig i en bil på motervejen. De mange biler som overhalede mig, lysene fra de mange reklameskilte og vejvisere. Ingen butikker eller andre former for by-interesser, jep det kunne kun være en motervej. Men hvordan jeg var endt her se det vidste jeg ikke. Jeg husker kun, ja jeg husker kun... Nej, jeg kan ikke huske noget? Jeg vender blikket hen mod chaufføren. "Undskyld men ved du hvordan jeg er endt her?" Ender jeg med at spøger. Han vender hovedt mod mig, og i det øjeblik stivner jeg. Pludselig udspiller scenerne fra den døde mand og personen sig for mine øjne. Det var ham. Det var ham som var morderen. "Hvad har du gjord af Jacob?" Hører jeg mig selv spørge i et koldt og roligt tonefald. Han vender igen blikket mod vejen og strammer grebet om rattet. "Jeg efterlod ham, da strisserne kom." Forklarede han kort som om det var indlysene. "Dræbte du ham?" Spøger jeg med et tydeligt strejf af væmmelse i stemmen. Han rystede langsomt på hovedet. "Havde ikke tid" Han lod langsomt tungen fugtig-gøre sine læber, og vendte så atter blikket mod mig. "Du husker ikke noget vel?" Spøger han koldt, mens han igen retter blikket mod vejen. "Jo, jeg husker udmærket hvordan du dræbte..." - "Jeg mente om din fortid" Afbryder han koldt og vender sit ansigt mod bakspejlet.

Vores øjne mødes kort i det svage billys via bakspejlet. Jeg ryster langsomt på hovedet og bider mig let i læben. "Mine plejeforældre fik den slettet hos en hypnotisør" Forklare jeg kort, for så at vende blikket mod vejen gennem den gule rude. Ud af øjenkrogen ser jeg hvordan han stift retter sit blik mod vejen. Hans hænder dirre en smule, og hans indånding bliver tungere. "Det var ikke dine plejeforældre" Hans blik er stadig rettet mod vejen, og adamsæblet går langsomt op og ned. "Og hvor ved du så det fra?" Spøger jeg i et hånligt tonefald. "Fordi jeg kender dig Victoria Rays, alt om din baggrund og fortid ligger i min viden" Jeg sider længe helt mundlam over hans ord Rays, det havde jeg da godt nok aldrig hørt om før. Jeg skuler over mod ham, da mit efternavn altså er Blom og ikke Rays. "Mit efternavn er ikke Rays...Blom, er mit efternavn" Svare jeg kort, og kigger over mod ham. Han mumler et eller andet forståeligt  og drejer så i et skarpt sving til højre. "Det er ikke dit efternavn Vic, det er dine plejeforældres efternavn" Han kigger på mig gennem bakspejlet og laver en grimasse med munden. Jeg nikker kort, da jeg heller aldrig helt har følt mig hjemme i efternavnet Blom. Måske har jeg bare kunne mærke, at det ikke var mit rigtige efternavn. Jeg sukker tung og rynker let brynene, idet hans kaldenavn for mig siver ind. "Undskyld , men kaldt du mig lige Vic?" Spøger jeg, mens jeg kejtet klør mig i baghovedet. Han griner en sød lille latter, og nikker så. "Det har jeg altid kaldt dig" mumler han, og det var nok ikke meningen, at jeg skulle hører det. Jeg skal lige til sige noget igen, da jeg virkelig ikke mindes at have set eller talt med ham før. Men måske kan han fører mig til mine forældre og fortid, så jeg laddet det ligge. Jeg kigger over mod ham "Men hvis det ikke var mine plejeforældre som ville have mig til at glemme... hvem var det så?" Spøger jeg med en anelse forvirring i stemmen. "Politiet" svare han kort med afsky i blikket. Jeg nikker sagte "Men hvorfor ville de dog gøre sådan noget?" Ender mit spørgsmål med at være. "Fordi at de ville have dig til at glemme alt om din hævn, dine ofre og ikke mindst om dit had til politiet" Svare han kort med foragtelse i stemmen. Jeg nikker og læner hovedet ind mod ruden. "Hvad er det du vil med mig?" Mit svar er tungt og hænger længe i luften. Hans åndedrag bliver en smule hårdere, og der samler sig et par dybe panderynker ved hans tinding. Han vender sig om og lader de brune øjne møde mine. "I need you, like you need me" Mere sagde han ikke og vendte derfor hovedet mod vejen. Der var stille et par sekunder, hvor vi begge ikke sagde et ord.

Jeg åbnede langsomt munden i et forsøg på at få den akavet stemning til at gå væk, men blev i det samme afbrudt af en høj rusten stemme. "Kalder alle vogne! Kalder alle vogne! ældre mand er fundet død på L.Set 69. Vi har samtidig også fået talt med en hvis Jacob Malcow som fortæller at-" Nå så de snakker altså om ham som min bortføre dræbte og så om Jacob?, var den første tanke der ramte mit sind. Jeg pillede lidt ved en neglerod, mens jeg opmærksomt hørte efter, eftersom jeg gerne ville vide hvad der ellers skete i følge Jacob (eftersom min bortføre fik mig besvimet). Stemmen i radioen blev ved. "Hans kæreste-" Jeg hostede voldsomt, og var næste ved at besvime igen. Havde han lige sagt kæreste? Godt nok havde vi været mere en bare venner, men da slet ikke kæreste. Slet, slet ikke taget i betragtning af at han var mig utro, ifølge hans beskrivelse af at vi var kærester. "Blev overfaldt og bortført af en dreng med brunt hår, brune øjne og en meget muskuløs krop. Alt tyder på at vi har igang i en 1876-" Et nummer? Det var da kun noget man fik hvis man røg i fængsel."Bedre kendt som Jason McCane..." Nå så min bortføre hed altså Jason McCane. Jeg lod mit blik ramme hans og blev hurtigt bekræftet i at det var hans navn, eftersom hans rynke i panden var blevet dybere. "Alt tyder så igen på at han har bortført vores alle sammen's 1324-" OMG! Endnu et nummer... Det ville altså sige at jeg selv havde været i fængsel ligesom Jason. Forskellen var bare at jeg ikke kunne huske det. "Bedre kendt som Vanessa Rays." Jep, der har vi så beviset. "De blev sidst set på Avenue Crag." Stemmen døde hen og her sad vi så i tavshed. Jeg lod mit syn fange den radio som stemmen kom fra. Det var en gammel grå radio hvor støvet havde samlet sig i bunker på skærmen. Den stod med fronten mod Jason, og det så bestemt ikke ud som om han selv havde købt den. På den ene side af radio'en var der klistret en blå mærkat som bestemt ikke så ud til at have det alt for godt. Jeg lænede mig en smule forover for at kigge nærmere på mærkaten. Jeg kneb øjnene sammen og lod mit blik skærpe den "police" -det løb mig koldt ned af ryggen. For det ville jo sige, at han altså havde stjålet en politiradio. Så det vi nu hørte var altså en besked til samtlige politibiler i området. De havde endda nævnt et nummer for at beskrive Jason, hvilket betød at han altså havde politiet efter ham. De havde dertil også nævnt et nummer for at beskrive mig, hvilket betød at jeg altså også havde været i fængsel. Det betød så at vi havde et helt politikors efter os....Fuck....

~

Jason som jeg gik ud fra han hed, slukkede for radioen. Vi sad lidt i en stille tavshed, mens vi begge stirrede stift ud på vejen. "Har jeg været i fængsel?" Mit spørgsmål kom vidst en lille smule bag på ham, eftersom han kiggede forbavset og forunderligt på mig. Det brune hår var sat op med et tykt lag voks og munden stod let åben. Han nikkede og vendte sig om. Bilerne fejede stadig over mortervejen, men at jeg havde være kriminel? Nej, det kunne næsten ikke passe, men alligevel. Hvis man for eksempel tænkte på mit tidligere flashback, hvor jeg rent faktisk skød én fra politiet. Ja, så kunne det vel godt tænkes at jeg ikke helt havde været på den rigtige side af loven. Jeg lænede mit hoved ind mod ruden og så en pige kigge på mig. Hendes smoky-eyes var helt ødelagte, og de røde læber var blevet mere lyserøde. Det sorte hår lå ikke mere fladt på hendes hoved, men uglede i stedet. Hun tog hånden op til den matte kind og lod en tåre trille. Den pige var mig. Mit eget spejlbilled.

Jeg lod fingerspidserne ramme glasruden og endnu en tåre løbe ned af min kind. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg brændte inderligt efter at finde frem til min forsvundne fortid, men alt virkede bare så uvirkeligt lige nu. Jeg lod mit blik møde Jasons ryg og tog mig i at stirre. "Dit navn er Jason ikke?" Jeg løftede et øjenbryn og lagde armene over kors. Han nikkede sammenbidt og strammede grebet om rattet. De små gadelygter tændes og kulden fra den kølige natteluft tog til. "Hvorfor ved du egentlig så meget om mig?" Jeg havde gået med det spørgsmål i noget tid nu, og brændte bare efter svar. "Jeg kender dig, og på et tidspunkt vil du forhåbentlig huske mig" Hans svar kom en smule bag på mig, da jeg havde forventet et lidt mere konkret svar. "Så du vil altså ikke fortælle?" Spurgte jeg en smule forbavset og rykkede mig længere tilbage i bilsædet. "Du skal selv finde ud af det" Svarede han koldt, og strammede igen grebet om rettet, så hans knoer blev hvide. Jeg sukkede og gloede olmt ud på vejen, hvor bilerne langsomt kørte forbi i den kølige natteluft. "Hvor skal vi hen?" Mit spørgsmål hang let i luften. Det varme bilsæde brændte, og jeg måtte virkelig koncentrere mig om ikke at falde i søvn. Mine øjenlåg føltes tunge, men det var jo også klart eftersom klokken var ved at blive halv tre om morgnen. "Det får du at se" svarede en kold Jason på mit tidligere spørgsmål. Jeg sukkede og krøb længere sammen i bilsædet. Det var pisse irriterende at han ikke kunne finde ud at svare mig ordentligt. Jeg lod blikket hvile på ham. Den let muskuløse overkrop, håret som sad på den helt rigtige måde og de brune øjne som spejde ud mod vejen.

Vi havde siddet i noget tid i tavshed. Ingen havde sagt en ord, og der var heller ingen som havde gjord bare en mine for at sige noget. Jason sad stadig som før helt opslugt af vejen. Han lænede sig en smule forover og lod blikket glide ned til sidespejlet. Han stivnede "Fuck..." Hårdt trykkede han speederen i bund. Hjulene hvinede og bilen vippede faretruende. Et gisp røg over mine læber, mens svedperler begyndte at samle sig i mine pande. Jeg vidste at der var noget galt,og det gjorde det ikke meget bedre, af at han var ved at styre os i afgrunden, med den fart som han kørte. "Fuck, fuck, fuck..." Lød det fra ham mens han febrilsk søgte efter noget i hanskerummet. Gamle bøger og kort fløj op ørene på os, mens bilens fart ikke kunne måles, og han roede videre i hanskerummet. Jeg kunne tydeligt mærke adrenalinen køre på højtryk i min skæmte krop. Lugten af brændt gummi steg mig til næsen, og det var som om en hvinene lyd tog plads i min øregang. Hylene blev højre sammen med at Jason kørte hurtigere. Jeg vendte langsomt hovedet for at se hvad der foregik, og noget af et syn mødte mig.

Fem store politibiler kom med en hulens fart i mod os. De blå og røde blink kom bare tættere og tættere på, og sireners skrig skar højt i min øregang. "Jason de kommer!" Lød min desperate stemme. Han ignorerede mig og forsatte bare med at lede. Jeg mærkede hvordan sveden begyndte at pible ned fra min pande, og hvordan mit åndedrag blev hurtigere og mere uregelmæssigt. Mine fingre begyndte desperret at klamre sig til de varme bilsæder, mens jeg prøvede at få en nogen lunde overblik. Det føltes koldt sådan som vinden krøb ind af det let åbne bilrude, men jeg ænsede det næsten ikke. De blå blink kom tættere på og begyndte at skubbe os tættere mod kanten. "Jason!" Min stemme var hurtig og bestemt. "Hold kæft!" Svarede han hårdt tilbage, mens han irriteret roede rundt i handskerummet. De flakkende øjne ledte febrilsk, mens han hårdt havde trykket speederen endnu mere i bund. Vinden fra det svagt åbne bilrude hev hårdt fat i mit hår. Jeg bandede højlydt mens jeg banke mine knyttede næver mod bildøren. "Jason jeg vil ud!" Råbte jeg bange, mens de blå blink kom tætterre og tætterre. Han ænsede mig næsten ikke.

Efter noget som føltes som evigheder, lod han endelig handskerummet værre. Endnu engang var de blå blink kommet tættere, og en mand i blå uniform, holdt en stor mikrofon tæt ind til sig. Forsigtigt lod han mikrofonen glide op til munden, inden han udtalte ordene "Stands bilen Jason McCane og Victoria Rays" Mit hjerte hoppede et slag over da mit navn blev udtalt. Troede de virkelig, at jeg med egen fri vilje, havde sat mig ind i bilen, for at blive borført af Jason McCane? Det måtte sku' være år'ets joke."Victoria...?" Hans stemme var hård men alligevel svag. Jeg lod langsomt mit blik møde hans, mens en tåre stille faldt. Hans brune øjne stirrede ind i mine, mens en sveddråbe langsomt faldt fra hans pande. Jeg bed mig hårdt i læben. Mit blik flakkede en del, men jeg prøvede dog alligevel at holde fokus. Han lænede sig en smule frem inden jeg mærkede noget hårdt mellem mine hænder.

Han vendte sig om og lod hænder glide tilbage på rattet. Endnu et hårdt skub fra bilen fik mine brune krøller til at hoppe på min ryg. Den stramme kjole fik min vejrtrækning til at blive endnu hurtigere. Jeg lod blidt mine tænder fange mine tynde læber, inden jeg lod blikket glide ned, på det Jason havde lagt i min hånd. En pistol. Jeg sad længe og stirrede på pistolen. Det var som om alt andet langsomt forsvandt. De blå -og rødeblink forsvandt. De høje sirene lyde, og Jasons dræber kørsel forsvandt. Tilbage sad jeg bare med pistolen i hånden. "Det kan jeg da ikke..." Min stemme skælvede og var meget nervøst. "Du bliver nød til det..." Hans kolde blik var stift rettet mod ruden. Endnu en svedperle faldt fra hans pande. "Det kan jeg ikke, jeg..." -"Det skal du!" Afbrød han og lod de kolde øjne møde mine. En hver anden ville have brudt sammen under det blik, men ikke jeg. I setdet sendet jeg et ligeså dødbringende blik tilbage. Det lod ikke til han blev bange, men heller ikke til at det kom bag på ham. Jeg sukkede tunget, imens mit blik langsomt faldt på politibilen. Manden med mikrofonen råbte stadig, men vi lagde overhovedet ikke mærke til ham. "Jeg gør det ikke!" Sagde jeg bestem og blev helt overrasket, over at jeg turde sige ham igen. "Jo du gør!" Råbte han og vred sig i hænderne stadig med blikket rettet mod vejen. "Jeg kan Ikke!" Råbte jeg vredt da vredestårrende langsomt løb ned af mine kinderne. "Nu!" Råbte han højt mens den blå politibil begyndte at skubbe os længere mod skrænten...

Jeg vidste ikke hvad der skete, men langsomt lod jeg øjenlågene glide i. Mine hænder fandt rundt om skærfet på pistolen. En tåre løb langsomt ned af min kind. Min vejrtrækning blev tung og kontrolleret. Alt var i slowmotion. Lugten af læder greb fat i min næse. Jeg trak pistolen op for mit ansigt, mens øjnene stadig var lukkede. Med de lukkede øjne tog jeg sigte. Mine øjne åbnes. De var fyldt med et guldigt skær, mens en brændene ild løb igennem den. Jeg lænede mig en smule frem med de kolde øjne stirrende på den nu skæmte politimand. Et skævt smil landede på mine tynde læber, inden skuddet lød.

Politibilen rullede hurtigt over vejen mens endnu et skud lød. Mit skud. Et brag lød mens store flammer langsomt skød op fra politibilen. Jason grinede en latter som fik det til at skælve. Ilden fra politibilen spejlede sig i mine tårefyldte øjne. Råbene og skrigene overdøvede mine tanker. En gul bil røg med i faldet, mens flammerne stadig stod helt oprejst. Langsomt lod jeg blikket glide ned på pistolen i min hånd. Jeg var en morder. De blå blink var stoppet, og Jason satte hårdt foden mod speederen. "Måske har du stadig lidt af dit gamle jeg tilbage i dig" Lød hans grinende stemme mens blikket var stift rettet mod vejen. Jeg rynkede let brynene. Hvad mente han med det? Pludselig udspillede flashbacket sig fra tidligere i mine tanker. Jeg havde dræbt en politimand også dengang, så nu havde jeg altså to politimænd på samvittigheden. Jeg sukkede højlyd mens hans grin fyldte bilen. Det grin havde jeg hørt før. Det let hæse men alligevel en perlelatter... Jeg havde hørt det før....

Et hårdt skub fik mig til at tage endnu et skridt frem. Jeg sukkede højlydt, mens det brune hår faldt ned i øjnene på mig. Mine tynde læber dannede sig til en stram streg. Mine brune øjne var fyldt med had, og lyste nærmest af iver efter hævn. Begge mine forældre var blevet dræbt af politiet, og en eller anden dag skulle de bøde for det. Mine lange øjevipper ramte let toppen af mit kindben, hvor en kniv havde sat sit mærke. Arret var gammelt, men stadig ikke usynligt, og det var bestemt ikke det eneste ar jeg havde. Håndjernene strammede omkring håndledet og efterlod en rød streg. Jeg sukkede igen mens mine skridt svagt genlød i den store sal. Den orange dragt var alt for stor og fik mig til at se lille ud. Jeg bed mig hårdt i læben, mens endnu et skub fik mig til at bevæge mig hurtigere. Jeg løftede hovedet en smule og stirrede direkte ind i dommerens øjne. Gispende lænede hun sig tilbage i den høje stol, hvilket fik et smil frem på mine læber. Hun var bange for mig. Forsigtigt lod jeg mig glide ned i stolen for den anklagede, hvilket var mig. Mit mord på politimanden var ikke helt usynligt, og før jeg vidste af det, var jeg blevet omringet. Jeg kneb øjnene hårdt sammen, da jeg ikke kunne se hvad jeg havde gjord galt. Jeg dræbte en mand fordi han havde truet mig, og sandsynligvis også var med til at dræbe mine forældre. Lugten af kaffe sneg sig langsomt ind i mine næsebor. Jeg skulede over mod en ældre som havde sat sig ved siden af mig. Det grå fuldskæg lå tæt omkring hans rynkede ansigt,som viste tydelige tegn på, at han var gammel. Han skulle tag min sag, hvilket jeg i den grad ikke var særlig glad for. Jeg lænnede mig tungt tilbage i den kolde stol, mens mit blik faldt på dommerne. Denne gang var det en kvinde, og ikke ligesom sidste gang, bag tremmer, hvor det var en mand. Det sort pagehår faldt ned i øjnene på henne, mens den sort kappe sad tæt omkring hendes krop. Jeg gav hende elevatorblikket, og lagde armene over hinanden så de formede et kors. Det var iskoldt inde i ret-salen, og det hjalp da heller ikke af den afdøde politimand's kone, sad og græd på en stol bag mig. Jeg vendte mig irretreret om, og lod mit kolde blik møde hendes tårefyldte øjne. Hun snøftede højlydt da hun så mig, mens de blå øjne skinnede af sorg. "Du d-d-d-dræbte h-h-ham og..." -"Man må ikke snakke under ret-salen!" Sagde jeg koldt og mærkede i det samme et par grove hænder mod mine skuldre. Politimandens kone brød sammen, og hulkede højlydt i hendes spinkle hænder. Et par gisp lød fra de mange tilskuerene, men dog kunne jeg ane et lille fnis, hvilket fik mig til at glemme hænderne på mine skuldre et øjeblik. Jeg lod blikket glide ud salen, hvor mit blik i et kort øjeblik ramte en dreng. Hans mørke hår var sat op med et tykt lag voks, mens et smil spillede på hans læber. Hans brune øjne var rettet mod mig, og de mange gisp fra tilskuerene, blev hurtigt til en lav mumlen i min øregang. Han var lækker som han sad der med de mange muskler under trøjen, og det smilende smil på han fyldige læber.I det samme blev jeg vendt om med fronten med dommeren,af de to politimænd. Jeg stirrede ind i hendes øjne, mens mit hår dansede på mine skuldre. "Victoria Rays..." Hendes stemme skælvede en smule. "Sigtes for mord på Mr. Stewert..." Hun undvæg længe mit blik og kiggede i stedet på den ældre mand ved min side, ham som skulle tage min sag. Han rømmede sig let og rejste sig træt op fra stolen. Han roede længe med sine papir, mens han mumlede noget med at det var sandt. Endelig fandt han frem til det han skulle og rejste sig op "Ja det er rigtigt hun har begået mord på..." -"Hey, hey hey!" Afbrød jeg ham og sendte ham dræberblikket. Jeg rejste mig hurtigt fra stolen med retning mod dommerne, men blev i det samme grebet bagfra. Håndjernene raslede let og den alt for store dragt blæste en smule op. "Jeg forsvare mig selv!" Råbte jeg hårdt. En forvirring brød ud i salen, og råbene og skrigene tog til. Politimændene begyndte hårdt at hive i mig for at få mig tilbage til fængselcellen. Hvis man ikke opførte sig godt til en ret-sag måtte man udskyde det. Den regel gældtes i sær for mig, da jeg op til flere gange havde prøvet at flygte. I det samme mærkede jeg en genkendelig ting i min hånd. Et smil bredtes på mine læber, mens jeg vendte mig mod min redningsmand. De brune øjne mødte mine, og et enkelt suk undslap mine læber. Ham fra før stod nu og hjalp mig? Hans øjne var ikke grinende denne gang, nej nu var de alvorlige. "Kom..." Hans stemme var kun en svag hvisken i mit øre, hvilket fik hårene til at rejse sig på mine arme. Politimændene som havde fået taget et godt tag i mig, opdagede ham slet ikke. For dem gjaldt det bare om at få mig tilbage til cellen. "Stop!" Min stemme overdøvede de mange råb, mens pistolen var rettet mod politimanden. Alt blev stille, bortset fra et par skrig over min pludselige hændelse. Et skævt smil ufolede sig på mine læber, mens jeg tog et skridt frem. "Hævn..." Hviskede jeg, inden skuddet lød. En hånd tog fat i min, mens han hurtigt løb afsted med mig. En grin undslap mine læber mens vi løb gennem de mange skrig og forvirrede blikke. Hans ryg bevægede sig hurtigt foran mig, mens mit smil ikke kunne skjules. Jeg ville slippe fri. Det brune hår dansede vildt på mine skuldre, mens jeg løb hurtigere og hurtigere. Ud af ret-salen kom vi. En sort Rang-Rover kunne ses et stykke fra os. Han styrtede os direkte ind i bilen. Et skævt smil ufolede sig på hans læber, inden han trådte speederen i bund...

"Victoria?" Han kiggede på mig med de store brune øjne. Flashbacket kørte stadig inden i hovedet, mens hans brune øjne borede sig ind i mine. De var meget genkendelige? "Var det dig som hjalp mig til ret-salen?" Udbrød jeg pludselig mens de brune krøller faldt ned i panden på mig. Et skævt spil kom frem på de fyldige læber, inden han nikkede. "Hvorfor?" Min stemme var skrøbelig og lille. "Du havde brug for hjælp" Svarede han montont og rettede blikket mod forruden. Jeg sukkede og lænede mig tilbage i bilsædet. Forsigtigt lod jeg en lok komme bag øret, mens jeg ihærdigt kiggede ud mod vejen. Bilerne kørte langsomt med de små fine lys i forlygterne. Jeg sukkede og kiggede drømmende på dem. Natten havde efterhånden fået langt sig trygt omkring os,og stilheden tog igen over. Jeg mærkede en stille tåre falde ned fra min kind. Ville jeg mon nogen sinde få mit gamle liv tilbage.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...