A past. -Jason McCann

Victoria er en ung pige på 17 år, som har fået fjernet alle minder fra sin fortid. Hun kender derfor ikke noget til hendes tidligere liv. Hun bor hos sine plejeforældre, som i en længere periode ikke har ville fortælle noget om hendes fortid, og hun ved kun, at hendes rigtige forældre er blevet myrdet. Til en fest overværer Victoria et mord, hvor hun bla. ser en blå konvolut. Konvolutten genkender hun, og inden hun for set sig om, er hun blevet taget væk fra hele hendes nuværende tilstedeværelse. Den hårdkogte kriminelle bad boy Jason McCann tager Victoria til sig, og det bliver hurtigt starten på et kriminelt forhold mellem de to. Hendes dystre fortid bliver til en korrupt fremtid. Hun bliver hevet ud og ind af biler, for hurtigt smag for blod og bliver forfulgt af selveste FBI. Hun bliver genforenet med gamle venner og veninder fra fortiden og finder langsomt ud af, at hun ikke er den uskyldige pige, som hun troede hun var.
A Past - Jason McCann ft Victoria Rays

23Likes
9Kommentarer
1625Visninger
AA

4. Kapitel. 4

Det gjorde utroligt ondt i mit hoved, og det føltes som om, at min krop var lavet af bly. Jeg pressede øjnene hårdt sammen og sank en klump. Smerten dunkede i hele min krop, og der lugtede klamt af øl og cigaretter. Mine hænder greb fat omkring dynen og trak den længere op omkring min krop, mens jeg stønnede kort i smerte. Hvor var jeg? Og hvorfor gjorde det hele så ondt?

Jeg åbnede langsomt øjnene og kom et gråt loft i møde. Solen skinnede fra vinduet ved min side, og jeg kunne svagt høre fuglefløjt komme der fra. Jeg smilede og mærkede i det samme en skarp smerte. Jeg skar en grimasse og vendte mig irriteret om på siden. Jeg krummede mig sammen i sengen, og kom derfor til at lægge i en slags forsterstiling. Mit hoved hvilede på en stor pude, og jeg trak vejret ind i små, korte ryk. Jeg vendte mig endnu engang i sengen og hørte i det samme en svag skrattende lyd. Undrende satte jeg mig op i sengen. Jeg var kun iført undertøj, og jeg følte det pludselig ubehageligt. Der var ingen andre i rummet, men jeg husker ikke at have taget mit tøj af. Faktisk husker jeg ingen ting om den forrige aften. Det var helt slørrede for mig, når jeg tænkte tilbage. Ikke engang brudstykker kunne jeg huske, så jeg blev nødt til at spøge Jason senere, om hvad der skete i går aftes.

Jeg rynkede kort næsen og opdagede et lille krøllet stykke papir ligge på sengen. Jeg tog fat omkring papiret og folede det omhyggeligt ud.

"Vi er på et hotel. Jeg sidder nede i receptionen og venter på dig. Tag et bad, børst dine tænder eller gør hvad i piger plejer at gøre. Skynd dig og kom så ned til mig. Skynd dig! -Jason"

Jeg sukkede tunget og lod en hånd glide gennem mit mørkebrune, krøllede hår. Jeg rettede kort på min bh, inden jeg rejste mig op fra sengen. Jeg trådte forsigtigt ud på det kolde trægulv, og begyndte at gå mod en sort dør, som nok førte ind til badeværelset. Det var ikke et specielt dyrt hotel, som Jason havde fundet. Det var ret almindeligt og lille, hvis man tog i betragtning af hotelværelset, som jeg befandt mig i. Der var kun to døre, en seng, et lille vindue og et højt klædeskab, som stod tæt på sengen.

Jeg åbnede langsomt den sorte dør, og et smalt badeværelse kom til syne. Jeg trådte forsigtigt ud på det iskolde flisegulv, og mærkede straks gåsehuden krybe op langs mine arme. Jeg fnys kort og kiggede ind i et ridset spejl, som reflekterede mit spejlbillede. Jeg kunne ikke lade være med at grine svagt. Min sorte mascara var tværrede ud i hele mit ansigt, og hen over min kind var et stort rødt læbestift mærke. Mit hår strittede ud til alle sider, og tunge poser hang under mine øjne. Jeg strøg en hånd over min kind, inden jeg langsomt strippede mit tøj foran spejlet. Jeg tog forsigtigt fat omkring forhænget og trak det til. Der var ingen brusekabine eller et badekar, så derfor måtte jeg bade sammen med toilettet og håndvasken (Hvis i forstår). Jeg tog fat omkring bruseren og lod langsomt det varme vand løbe ned over min krop. Jeg fugtigede kort mine læber og vaskede mig hårdt i hovedet via mine hænder.

Efter lidt tid slukkede jeg bruseren, og trådte ud fra badeværelset. Jeg tog fat i min gamle sorte kjole, og trak den ned over hovedet. Jeg havde jo ikke andet tøj, hvilket også irriteret mig en del. Mit hår tørrede jeg kort via hårtørren, og bagefter smuttede jeg ud fra hotelværelset. Jeg gik ned af de mange trapper, og indsnusede duften fra den shampoo som jeg havde brugt i badet. Jeg smilede svagt og satte farten en smule op. "Hey!" Jeg vendte mig langsomt om, og så til min undren Chloe komme løbende imod mig. Et perfekt smil spillede på hendes tynde læber, og det lyse hår var sat op i en høj hestehale. Hun var iført i en lyserød sweatshirt samt et par stramme sorte bukser. Om halsen havde hun en lang guldhalkæde, og om håndledene havde hun tonsvis af sølv -og gularmbånd. Sikkert stjålne. 

Hun slyngede sine arme omkring mig, og trak mig ind i et varmt kram. "Fuck det gik til for sig igår, hva?" Jeg rynkede let brynene over hendes kommentar. "Hvad mener du?" Spurgte jeg og trak mig ud fra krammet. "Du blev mega fuld og faldt i søvn på sofaen!" Grinede hun og blinkede med de falske øjenvipper. "Seriøst!?" Udbrød jeg, og hun nikkede. Havde jeg virkelig drukket mig fuld igår? Så gav det jo hele meget mere mening. Så var det derfor, at jeg intet kunne huske. Shit, så havde jeg sikkert gjordt alt muligt dumt! 

Jeg skar en grimasse og snoede en brun hår-tot rundt om min pegefinger. Chloe smilede og fugtigere kort sine læber. Hun vendte sig om og pegede hen mod dør nr. 27 (værelsesnummer). "Alexis og jeg sov der inde" Sagde hun med et smil, like I care... "Fedt!" Smilede jeg. Hun nikkede og rømmede sig kort "Hvis jeg var dig, ville jeg nok passe lidt på i forhold til Alexis" Sagde hun pludselig og bed sig nervøst i læben. De funklende blå øjne kiggede på mig, og det lyse hår skinnede svagt i lyset fra hotelvinduerne på gangen. Jeg rynkede brynene og gav hende et undrende blik. Hvorfor skulle jeg passe på Alexis? Så vidt jeg huskede havde jeg intet gjort imod hende, og det virkede som om vi var venner, taget i betragtning af i går. "Hvorfor skal jeg passe på? Er Alexis da sur på mig?" Chloe smilede undskyldende "Alexis er min beste veninde, og jeg har virkelig ikke lyst til at fortælle dig det her... men hun er jaloux" Sagde Chloe. "Jaloux?" Jeg mærkede forvirringen tage over i min krop, og jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. I forehold til mit liv var der intet at være jaloux over. Jeg var jo bare en helt normal... kriminel gennemsnits pige, som havde mistet sine forældre. Jeg var da alt andet end en man kunne være jaloux over. "Hun er jaloux over dit forehold med Jason" Sagde hun pludselig, og fik dermed mine øjenbryn til at ryge i vejret. Mit forehold med Jason? -Sig mig hvad fanden snakkede hun om. Jason og jeg havde da ikke noget specielt forehold, jeg kendte knapt nok drengen (Jeg husker ham ikke så godt). Så kunne man bedre sige at Alexis og Jason havde et forehold, som jeg burde være jaloux over. Ikke at jeg var det!

"Hvad mener du så med, at jeg skal passe på?" Spurgte jeg undrende Chloe om. "Bare hold lav profil, og lad være med at hænge dig for meget op af Jason" Hun trak på smilebåndet og klemte min hånd i sin. "Bare snak med nogle af de andre i stedet. Det er jo også vigtigt at få de gamle venskaber tilbage igen ik?" Jeg nikkede lamslået over hendes ord. Kunne det passe, at Alexis virkelig var sådan en jaloux bitch, som Chloe gav udtryk for. Det kunne umuligt passe, men samtidig kunne det godt. Hun havde trods alt ikke brudt sig om, at jeg kom tilbage i første omgang.

Så vidt jeg husker.

Jason slikkede sig kort over læberne og rullede jointen mellem pege -og tommelfinger. "Victoria Rays" Idet han sagde mit navn stivnede de alle sammen (på nær Jason og Aiden) "Mener du det?" Hviskede drengen med det sorte hår forskrækket. Jeg sank en klump og tog noget hår bag mit øre. "Hvorfor har du taget hende med?" Spurgte den rødhåret en smule surt og skuffet om. -Allerede der havde hun givet udtryk for jalousi, så måske havde Chloe alligevel ret. 

"Nå men jeg må altså gå. Jason venter på mig nede i receptionen" Chloe kigge mistroisk på mig, inden et lyst grin kom fra hende. "Sig mig hørte du ikke hvad jeg sagde?" Grinede hun og skævede hen til mig. Jeg kiggede undrende på hende og rystede langsomt på hovedet. "Lad være med at hænge dig op af Jason" Jeg sukkede svagt og kiggede på hende. "Jeg kan ikke bare blive væk. Det har jo intet med Jason at gøre, at jeg går ned til ham. Han vil vel bare have at vi skal videre. Altså væk fra hotellet" Chloe kiggede kort på mig og nikkede. "Jamen så kan vi jo følges derned" Smilede hun. "Har Jason da også spurgt efter dig?" Jeg fugtigede kort mine læber mens jeg betragtede hende. Hun grinede tørt og sendte mig et skævt smil. "Vi andre skal da ikke bare efterlades her!" Grinede hun og kastede håret tilbage i en glidende bevægelse. Jeg smilede svagt undskyldende og begyndte at gå. Mine skridt gav genlød i den lange hotelgang, mens jeg gik direkte hen til elevatoren. Chloe kom luntende bag mig fuldkommen opslugt af sin mobil, som hun havde fisket op af lommen. "Ved du hvor vi skal hen?" Spurgte jeg, og dørene til elevatoren gik op. Chloe nikkede og gik ind i elevatoren. Hendes blå øjne stirrede ned på den lille mobilskærm, mens fingrene fløj ind over displayet. "Hvor?" Spurgte jeg nysgerrigt.

Elevatoren begyndt et køre, og det gav et ubehageligt sus i maven. En dyb smerte fandt sted i mit hoved, og trætheden vældede ind over mig. Jeg prøvede desperat at holde øjne åbne, mens hovedpine tog til. Forbandede tømmermænd. "Hjem" Svarede hun kort og tastede videre på telefonen. "Hvems hjem?" Spurgte jeg undrende, og prøvede desperat på at forstå hvad fanden det var hun mente. Hun flyttede langsomt sit hoved fra mobilen og så på mig. "Lad nu være med at spille dum! Du har sku da altid kaldt det et hjem!" Hun borede sin blå øjne dybt ind i mine, så jeg mærkede hvordan det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg anede ikke hvad hun snakkede om, og hendes pludselige humørsvingning gav slet ingen mening. Hvorfor blev hun pludselig så irriteret på mig? Det var ikke min skyld, at politiet slettede min hukommelse.

"Altså, mig, Jason, Alexis, Joshua , Aiden og Samuel er en del af en bande, en del af crew'et. Vi bor alle sammen i en bygning, kun en halv time herfra... Forstår du?" Jeg bed mig kort i læben og nikkede. Så vi skulle altså hjem til dem. Men... var jeg ikke også en del af den bande. Ifølge Jason og Aiden var jeg, men måske ikke i forehold til de andre, eller hvad? "Hvis det er jeres hjem... Hvorfor plejede jeg så også at kalde det et hjem?" Spurgte jeg kækt og lænede mig ind mod elevatordøren. "Inden du blev taget af politiet, var du en del af banden" Forklarede hun med et falsk smil. "Men eftersom at du ikke har været her i to år, betragter jeg dig ikke længere som en del af vores crew" Hendes ord var kolde som is, og det fik en lille intens vrede til at sitre inden i mig. Jeg vidste ikke hvorfor, men de ting hun sagde såret mig. Om det var tanken om, at jeg var blevet smidt ud af min gamle bande, eller at hun stod og nærmest afskyede mig fordi at jeg ikke havde været til stede i to år, anede jeg ikke. Det såret mig bare.

Jeg stirrede tomt på hende, mens hendes fulde opmærksomhed var på telefonen i hendes hånd. Jeg sukkede og lænede mig ind mod elevatoren. Idet samme stoppe den, og de to automatiske døre gik op. Chloe skreg højt af glæde og spurtede ud fra elevatoren. Jeg fulgte forskrækket hendes bevægelser, mens hun løb over til...Jason? Som åbenbart havde været på vej ind i elevatoren. Hendes arme slyngede sig omkring ham, og hun så dybt ind i hans øjne. "Jeg kan slet ikke fatte, at du er kommet tilbage Jays!" Hvinede hun og strøg ham over kinden. Han blinkede kort med det ene øjne og lod langsomt sine hænder glide væk fra hendes ryg og ned mod hendes røv. Et lydløst gisp undslap mine læber, idet hans hænder greb fat omkring Chloes røv, som han hårdt klemte. Chloe grinede og rette på hans røde skovmandskjorte, som han havde taget uden på en hvid V-neck bluse. Hun lænede sig ind til ham, og snuste blidt til ham og lukkede de blå øjne. "Den duft har jeg virkelig savnet" Smilede hun flirtende.

"Bare hold lav profil, og lad være med at hænge dig for meget op af Jason" Kunne jeg høre Chloes ord ringe i mine øre. Nå ja, for du hænger eller flirte da overhovedet ikke med ham, Chloe! Jeg var ikke jaloux, men Chloe havde virkelig dummet sig der. Hun have både stukket Alexis i ryggen, og været mega dobbeltmoralsk over for mig. Jeg fattede ikke at jeg et kort øjeblik havde troet, at hun ville hjælpe mig. Havde troet at vi havde været veninder før i tiden! På den anden side overragerede jeg måske lidt meget. Hun havde ikke set Jason i lang tid, så jeg kunne ikke bebrejde, at hun savnede ham. 

Jeg sukkede og mærkede pludselig Jasons blik på mig. "Det var du længe om" Sagde han og slikkede sig kort over læberne. "Du havde måske travlt med at tilfredsstille dig selv?" Sagde han med et liderligt smil og læberne. God, jeg havde lyst til at banke det smil af han fjæs! Jeg kunne udmærket godt regne ud, at han hentyde til, om jeg havde... om jeg havde... ja...! "Jaaassoon!" Udbrød jeg og mærkede mine kinder bluse op. Han grinede og blinkede kort med øjet. Chloe begyndte også at grine og lavede derefter et kort highfive med Jason. Jeg fnys irriteret og gik hente til en stor, rød sofa, som var placeret tæt ved udgangen fra hotellet.

Jeg satte mig ned på det bløde sofastof. Min voldsomme hovedpine tog til igen, og hele min krop føltes pludselig tung. Jeg smældede med tungen, og så ud af øjenkrogen, hvordan Chloe og Jason var igang med en dyb samtale sammen. Chloe grinede højlydt og slog for sjov ud efter Jason, som dukkede sig grindende. Hun smilede og hviskede kort noget til ham, som fik ham til at le. Jeg sukkede svagt og pressede mine øjne hårdt sammen, idet endnu en smerte bredte sig i mit hoved. Jeg bed mig hårdt i læben, og en ubehagelig smag af metal dannede sig i min mund. Jeg kastede et kort blik hen på Chloe og Jason som stod dybt koncentrerede og snakkede. Jason nikkede sammenbidt til noget Chloe havde fortalt. Han tog fat i sin mobil, og viste hende et eller andet på displayet. Hans brune øjne borede sig ind i hendes, idet han spurgte hende om  noget. Hun svarede ham grindende og kyssede ham på kinden. Sikke en forræder hun var over for Alexis. En rigtig falsk bitch! tænkte jeg sammenbidt. 

Du er jaloux Victoria, indse det! Jeg blev næsten helt forskrækket over mine tanker. Jeg var sku' da ikke jaloux. Jeg syntes bare, at det var strengt overfor Alexis. Like you give a fuck! Du er jaloux! Stemmen blev ved og en ukontrolleret vrede begyndte langsomt at boble i mig. Jeg var forhelved ikke jaloux! Jeg lukkede irritabelt øjnene og ignorerede stemmen i mit hoved.

I det samme gik elevatordøren op og ud kom Alexis, Aiden, Samuel og Joshua. Jeg smilede kort og lænede mig længere tilbage i sofaen. Alexis sprang i favnen på Jason og Chloe kiggede kort væk fra dem. Underligt... Aiden kiggede rundt i den smalle reception, og fangede tilfældigvis mit blik. Jeg smilede til ham, og han smilede hurtigt tilbage. Han kom småløbende hen til mig med stort smil placeret på læberne. "What's up partygirl!" Grinede han og trak mig ind i et varmt kram. Når jeg tænkte nærmere over det, var det egentlig mærkeligt, at Jason og jeg ikke krammede når vi så hindanden. Ikke at jeg havde lyst til at kramme ham, men det var da mærkeligt at vi ikke gjorde det... ik'? Han gav altid håndtegn med drengene, og han krammede altid Alexis og Chloe. Men når det var Jason og jeg som sås, så kiggede vi kun på hinanden. Vi krammede aldrig, men... når jeg tænker nærmere over det, har Jason og jeg faktisk delt et kram. Da jeg havde mareridt om min fars død, gav han mig en kram for at berolige mig. Et kram der betød noget, og uvidende gled et smil hen over mine læber.

"Forhelved du var væk i går!?" Grinede Aiden og fik mig dermed revet ud fra mine tanker. "Jeg kan faktisk ikke rigtig huske det" Sagde jeg undskyldene. Aiden grinede højt, og jeg mærkede straks de andres blikke på os. "Ej, nu må det stoppe!" Udbrød han grinende. "Det var da helt vildt, så mange ting du ikke kan huske!" Jeg grinnede og bed mig kort i underlæben. "Der er da også gode ting ved mit hukommelsestab" Sagde jeg kækt. Aiden kigge uforstående på mig med hans stjerneflotte blå øjne. "Hvordan det?" Spurgte han og rette på den blå cap han havde på hovedet. Jeg slikkede mig kort over overlæben. "Det har gjort sådan, at jeg har glemt dig. Hvilket jeg er taknemlig for!" Jeg grinede højlydt, da ordene havde undsluppet mine læber. Aidens ansigtsudtryk var prisvindende! Hans blå øjne kiggede overrasket på mig, og hans mund var formet som et rundt 0. Den tynde tanktop sad lettere krøllet på ham, og han udbrød pludselig "Ååååh, den sad!". Jeg smilede triumferende, og vi startede et grineflip.

Jeg holdt mig for maven, og kunne tydeligt mærke Jasons blik på mig. Han stod sammen med Alexis og Chloe og talte om et eller andet. Jeg var på ingen måde jaloux, men kunne godt tænke mig, at han kom og joinede os. Istedet var Joshua og Samuel kommet hen til Aiden og jeg. Og vi stod alle, og var flade af grin. Aiden havde grinende fortalt hvad jeg havde sagt til ham, og det fandt de andre åbenbart også sjovt. Måske trængte vi også bare til at få grinet. Jeg gjorde helt klart efter at være blevet bortført af Jason, samt fået dræbt en politimand, samt været på flugt fra dem og til sidst fået en fortid, som måske ville blive min fremtid. 

"Ja, dine skarpe kommentarer har du helt klart ikke mistet!" Grinede Aiden, så man kunne se hans charmerende smilehuller. "Du har heller ikke mistet din sans for at drikke!" Lød det pludselig fra Samuel, mens han kort blinkede til mig. Jeg nikkede og følte en ubehagelig fornemmelse i maven. Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg havde gjort til festen i går, og det irriteret mig grusomt. Joshua smilede og strøg en hånd hen over det brune hår. "Du har også stadig lungerne!" Pointerede han, og fik mig til at grine. "Selvfølgelig har jeg lunger, ellers ville jeg nok være død?" Jeg kiggede uforstående på Joshua, som var iført et par hvide/sorte dalmatiner-bukser samt en rød hættetrøje med skriften Like I Give A Fuck. Aiden og Samuel stod et kort øjeblik og kiggede på hinanden, inden de brød ud i et højt grin. Receptionisten tyssede irritabelt på os, og flere af de andre hotelgæster gav os fingeren, mens de så bebrejdende på os.

"Jeg snakker om den joint du røg, ikke om du har lunger!?" Sagde Joshua og holdt et grin inde. Jeg smilede svagt og kiggede forskrækket på ham. "Har jeg virkelig røget en joint!?" Jeg gispede ved tanken og stirrede med mine store, brune øjne på ham. "Er det ikke ulovligt!?" Udbrød jeg spørgende inden jeg overhovedet fik nået at tænke mig om. De var jo kriminelle, og gjorde kriminelle ting. Jeg havde selv været kriminel før i tiden, og havde derfor også gjort kriminelle ting. Så dette måtte nok være det dummeste spørgsmål, jeg nogen sinde havde spurgt om gennem hele mit liv. Hvor dum havde man også lov til at være? Selvfølgelig gjorde de/vi kriminelle ting, og meget værre end at ryge en joint. Aiden og Samuel grinede højt, og Joshua kunne heller ikke holde et grin tilbage. Kun få sekunder efter brød Jason, Alexis og Chloe også ud i høje grin, og de bevægede sig hurtigt hen til os andre. Jeg rødmede flovt over mit spørgsmål, mens grindene flød ud over hele hotellet. "Så er det kraftedme ud!" Råbte receptionisten pludselig og stod helt rød i hovedet af raseri. 

Der blev helt stille. Jeg sank en klump og gav ham fingeren, hvilket fik de andre til at grine helt hysterisk. Jason smilede og tog fat i min arm. "Kom" Hviskede han lavt ved mit øre, inden han skubbede mig ud af døren. Den varme sommerbrise ramte mig, og et smil dannede sig om mine læber. Mit blik faldt hurtigt på en sort bil parkeredet ude på vejen, og Jason skubbede mig blidt hen imod bilen. De andre fulgte efter os, og vi gik alle hen til bilerne.

Det var tre biler som stod parkeret, og den sorte tilhørte Jason. Med et smil åbnede han bildøren og hentede med hovedet til, at jeg skulle sætte mig ind. Jeg kunne mærke Alexis og Chloes jaloux blikke på mig, men hvad kunne jeg gøre?  Det var ikke min skyld, at Jason ville have mig til at sidde i hans bil. 

Jeg tog fat i bildøren til passagersædet, og satte mig ind. Jason satte sig ind på den anden side, og gav mig et kort smil inden han lukkede bildøren. "Jeg tænker, at vi køber noget tøj til dig i dag" Jeg kiggede kort på ham og bed mig i læben. Han gav mig elevatorblikket og smældede smilende med tungen. "Ved mindre du vil beholde det tøj du har på" Han havde et kækt blink i øjet. Jeg grinede rystende på hovedet "Vi køber noget nyt". Sagde jeg bestemt og lod en hånd glide gennem håret. Han grinede svagt og fik fat i sin Marlboro pakke. "Som du vil" Sagde han og rystede en smøg ud af pakken. Han placeret smøgen mellem hans perfekte læber, inden han pustede en røgring ud mellem sine læber. Den perfekte røgring svævede kort i bilen, inden den gik i opløsning. Han smilede svagt og kiggede på mig ud gennem øjenkrogen. "Tag et billed-" "-Det holder længere" Afsluttede jeg hans sætning og smilede flabet til ham. Han grinede svagt inden han startede bilen. Vi begyndte at køre ned af vejen. Vores bil var lige bag Alexis og Chloes bil, og foran dem var Aidens, Samuels og Joshuas bil. Jeg bed mig hårdt i læben og kiggede hen på Jason. "Hvor kender du dem egentlig fra?" Spurgte jeg og løftede et øjenbryn.

"Hvem?" Han kiggede undrende på mig. "Alexis, Chloe, Samuel, Aiden og Joshua, hvor kender du dem fra?" Forklarede jeg, og lænede mig tilbage i bilsædet. "Hvor jeg kender dem fra?" Gentog han lavt til sig selv. "Hvorfor vil du gerne vide det?" Spurgte han istedet og skiftede dermed emne. "Jeg er bare nysgerrig" Svarede jeg. "Er det måske en forbrydelse?" Et kækt smil spillede på mine læber, mens jeg lænede mig en smule frem i bilen. Han rystede på hovedet og grinede højlydt. "Nej, men det er bare underligt du spøger! Ville du ikke også synes, at det var mærkeligt, hvis jeg spurgte, hvor du kendte ham der Justin fra?" Sagde han og slikkede sig kort over overlæben. Han tog en sug af sin joint og betragtede mig. "Jeg kender ikke nogen som hedder Justin" Sagde jeg underende. Hvem fanden var det han mente? Justin? Det navn kendte jeg sku' da ikke. "Du ved, ham jeg bankede" Forklarede han. Jeg grinede svagt og rystede på hovedet. Jeg lod blikket glide hen over vejen, inden jeg hvilede mit hoved mod vinduet. "Han hed Jacob" Forklarede jeg.

"Jacob? Justin? Same shit!" Grinede Jason og lod en hånd glide gennem det brune hår. "Jamen hvis du vil, kan jeg da godt fortælle, hvor jeg kendte ham fra" Sagde jeg med et skuldertræk. "Så fortæl!" Bad han og blinkede kort til mig. "Hvis du fortæller om, hvor du kender de andre fra bagefter" Jason tænkte sig længe om. Han strammede grebet om rattet og bed sig hårdt i underlæben. Hans adamsæble røg langsomt op og ned langs hans hals, og små panderynker havde samlet sig på hans pande. "Fint..." Mumlede han og lænede sig tilbage i sædet.

"Lad mig se..." Sagde jeg højt, mens tankerne strømmede igennem mit hoved. Jeg havde kendt Jacob siden første skoledag, altså min første skoledag. Hvilket var for cirka 2 år siden. Dengang jeg kun var en lille, nysgerrig 16 årig. "Altså, vil du have den lang version eller den korte?" Spurgte jeg Jason om. Han kiggede kort på mig og smilede svagt. "Den lange version" Sagde han bestemt og pressede sine læber hårdt sammen. Jeg nikkede "Well, som sagt har jeg boet hos mine plejeforældre-" Han nikkede og pustede en hvis røgring ud mellem sine læber. "- Jeg har boet hos dem, siden jeg var 16 år. Det betød altså, at jeg også skulle gå i skole. Så på min første skoledag, stødte jeg lige ind i Jacob-." Jeg kiggede ug gennem bilruden og strøg forsigtigt en hårtot bag øret. Vi var nået ind i byen, og forskellige huse stod i lange rækker foran os. "-Jacob var sådan en lidt badboy, som var ekstremt lækker og-" "Whoa, whoa, whoa, synes du han er lækker!" Udbrød Jason og trykkede en smule hårdere på speederen.

Jeg mærkede mine kinder bluse op, og jeg kom til at grine svagt forlegent. "Altså det er der mange som synes. Jeg har ikke sagt at jeg synes det og-" "Jamen du hentydet kraftigt til, at du synes han er lækker!" Afbrød Jason mig endnu en gang via sin hæse stemme. Jeg rullede kort med øjnene og rystede på hovedet. Han smilede skævt og stoppede kort bilen, da det blev rødt. Han vendet sig imod mig og lod langsomt sin finger glider hen over min kæbelinje. Jeg mærkede en behaglig kuldgysning glide ned gennem mig, og min kraftige rødmen blev ved med at vokse. Hans brune næsten gyldne øjne påvirkede mig kraftigt, og i et kort sekund lande mit blik på hans fyldige, rosa læber. Jeg sank en klump og rykkede mig genert tilbage i sædet. Han grinnede "Jeg kan altid se når du lyver" Smilede han tilfreds. Jeg nikkede og mærkede et jag af dårlig samvittighed. Han tog fejl. Han kunne ikke altid se når jeg løj. Jeg havde løjet over for ham på denne tur omkring Mr.Twice, remember? Manden som jeg dræbte, fordi han var mine forældres morders højre hånd. Han havde fortjent at dø... På en måde var jeg nødt til at fortælle det til Jason, men jeg kunne ikke. For det første ville Jason blive sur over, at jeg ikke havde sagt det til ham i første omgang. Han ville sikkert også lave en scene ud af det, og det orkede jeg altså ikke. Så det ville nok være best at holde mund. 

"Nå, og hvad skete der så med ham du synes er lækker?" Spurgte Jason med en drilsk stemme. Dog viste hans blik noget andet. Han så ret... jaloux ud??? "Jeg synes altså ikke, at han er lækker!" Udbrød jeg og krydsede mine arme. "Lad være med at lyve over for dig selv shawty" Sagde han bestemt dog svagt grinende. "Shawty?" Spurgte jeg undrende. Han grinnede og blinkede kort til mig. Jeg smilede og kløede mig akavet på armen. " Jacob viste sig at være rigtig ond!-" Forklarede jeg og bed mig hårdt i læben. "-Men han fandt åbenbart interesse i mig. Han skubbede mig i hvert til fælde op af et skab på min første skoledag.-" Jason grinede rystende på hovedet. "-Efterfølgende begyndte vi at hænge lidt ud sammen, og siden hen blev vi rigtig gode venner" Sagde jeg med et falsk smil. Jeg undlod at fortælle omkring de mange kys og kram Jacob og jeg havde delt. Det var som om noget i mig ikke ville have, at Jason skulle vide lige den part af historien. Som om noget holdt mig tilbage for at sige det.

"Hvorfor løb han efter dig og sagde undskyld?" Afbrød Jasons stemme pludselig mine tanker. Jeg kiggede kort op på ham. Hans blik var fastlåst til forruden, og hans hænder lå roligt på det sorte rat. "Hvad mener du?" Spurgte jeg undrede og rynkede svagt mine øjenbryn. "Jacob løb efter dig og sagde undskyld, og så sagde du, at du ikke ville have ham tilbage. Hvad handlede det om?" Pludselig slog det mig hvad han mente. 

I det samme hørte jeg en hæs stemme råbe. "Hey Vic, jeg siger undskyld okay. Det var en fejl, og den skal ikke gentages igen!" Jacob kom løbende over mod mig med sin hånd på hjertet. Han var lækker, som han stod der i skumningen, men bestemt ikke en jeg ville date igen. "Jeg er ligeglad Jacob, gør hvad du vil!" Sagde jeg tvært og forsatte min vandring. "Men hvor vil du tage hen?" Han lød bekymret, hvilket jeg syntes var underligt, da han aldrig var bekymret. "Jacob det er forbi, kom nu bare videre!" Sagde jeg irritabelt og slog med håret. Jeg begyndte igen at gå men mærkede i det samme hans stærke arme omkring mig. "Undskyld" hviskede han hæst i mit øre. Men jeg var ligeglad, jeg hadet jo den idiot. Jeg skubbede ham surt væk, men hørte i det samme et skud.

God damn it! Jeg blev nødt til at finde på en løgn. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at fortælle Jason sandheden. Hvad ville han ikke sige, hvis han fandt ud af, at Jacob på en måde havde været min ven med fordele. " Øhm...Øhh... Jacob og jeg var kommet på samme hold i et matematikprojekt, og han havde fået mig til at lave det hele selv. Så øhh, derfor sagde jeg, at jeg ikke ville have ham tilbage igen som makker" Et spil bredte sig på mine læber, mens jeg fortalte. Jeg må jo have et talent for at lyve. 

Jason rystede langsomt på hovedet til min løgn. Jeg bed mig i læben og blev en anelse irriteret over, at han ikke troede på mig. Nu var min løgn lige så god! " Nej, du sagde noget med, at det var forbi... Var i kærester?" Han lød sur i sin stemme, og hans ellers brune øjne havde fået et mørkt skær. Jeg sank en klump, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at sige sandheden. " Vi var ikke kærester..." Startede jeg ud og fumlede med mine fingre. "Men vi var meget tætte venner, som måske...som måske..." Jeg sanke en klump, jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at sige det. "Som måske hvad?" Spurgte han tørt. "Som måske..." Jeg bed mig hårdt i læben og kigge alle andre steder end på ham. " Sig det nu for fuck sakes!" Udbrød han irriteret. "Jamen jeg-" "-Hvorfor fuck er det så svært at sige!" Afbrød han mig irriteret. "Som måske kyssede okay!? Er du tilfreds!?" Udbrød jeg stresset og stirrede oprevet på ham. Han klappede i som en østers og sagde ikke en lyd. Det var som om, at det havde taget pusten fra ham. Som det gjorde ondt på ham, at jeg havde kysset med Jacob. Men hvorfor? 

En akavet tavshed lagde sig langsomt over os, og jeg turde ikke sige noget for at bryde den. Den var mærkeligt at stemningen kunne ændre sig så hurtigt. For et øjeblik siden havde stemningen været sjov og god, og vi havde haft en konkret samtale. Nu var det hele bare ødelagt. Det var som om, jeg lige havde ødelagt den gode stemning. Hvilket jeg vist også havdet, men det var da også Jasons skyld. Hvis ikke han absolut ville have at vide, hvad Jasons var til mig, så ville alt det her ikke være sket. Vi ville have grinet og snakket sammen, men istedet tør ingen af os sige noget. På den anden side var det jo ikke kun Jasons skyld. Det var ikke nogen's skyld, og jeg fattede ikke hvorfor han blev så sur over det. Jacob var jo fortid, og han havde på ingen måde noget med Jasons at gøre. 

*

Efter nogle minutter's kørsel (Som føltes som timer) ankom vi til et stort shopping center. Jason kiggede hen på mig, inden han lod blikket glide ud på den store parkerings plads. Han trykkede svagt ned på speederen og hvilede hænderne på rattet. Hans brune øjne lyste svagt op i det skarpe sollys, og hans slikkede sig kort over overlæben. "Like what you see?" Spurgte han grinende og drejede hen på en fri parkeringsplads. Jeg kigge mærkeligt på ham.Var han ikke sur på mig? "Jeg holdt altså øje med bilerne!" Forsvarede jeg mig og trak svagt på smilebåndet. Jason rystede opgivende på hovedet, idet han stoppede bilen. Jeg var den første til at stige ud. 

Varmen slog ned over mig som et lyn, og jeg lod langsomt en hånd glide gennem mit brune hår.  Mit sorte kjole føltes enormt ubekvemt, og jeg glæde mig til at få noget nyt tøj. "Kom" Mumlede Jason og skubbede mig blidt i rykken. Jeg nikkede og gik hen imod shoppingcenteret.

Centeret var stort, meget større end jeg havde forstillet mig. Forskellige butikker kom mig varmt i møde, og en let brise fra ventilatorene gav mig et forfriskende pust. "Hvor skal vi gå hen shawty?" Spurgte Jason og lænede sig ind mod mig. Jeg stirrede smilende op i hans brune øjne og fik en pludselig trang til at kysse ham.... Vent, nej, hvad? "Bukser! Jeg kan ikke leve uden bukser" Sagde jeg bestemt og grinede kort op til ham. Han smilede skævt og blinkede kort med det ene øjne. "Jeg kunne skam godt forstille mig dig i bukser..." Han lænede sig en smule ned, så hans mund kun var en knivspids fra mit øre. "Kun i bukser..." Hviskede han, så det killede ned langs min hals. "Jason!" Udbrød jeg og slog ham fjoget over brystkassen. Han smilede blot og pegede hen mod en butik. "Derinde har de tøj til bitches" Sagde han og hev sin mobil op af lommen. "Undskyld hvad?" Spurgte jeg uforstående og gav ham et mærkeligt blik. Han kiggede langsomt op fra sin mobil og løftede langsomt et øjenbryn. Pludselig gik det op for ham, hvad han havde sagt. "Sorry, jeg mente piger" Sagde han smilende. Jeg nikkede og gik hen til butikken.

Mine hænder strøg omhyggeligt hen over tøjet. Jeg havde allerede samlet mig en stor bunke tøj, og jeg glædet mig til at komme hjem og væk fra shoppecentret. Helt hjem kunne jeg dog ikke komme, men væk fra dette shoppecenter det kunne jeg. Jeg havde aldrig været den perfekte shopper. Tøjet blev jeg selvfølgelig glad for, men jeg orkede bare ikke gå rundt i alle butikkerne. Tro det eller ej, men det var pænt hårdt.

Jason stod kun et lille stykke væk fra mig. Han havde stået med sin mobil i hånden i snart to timer (Så lang tid vi havde været her). Ikke en gang havde han kigget op fra sin mobil. Det var som om hans blik var låst fast til mobilen. Jeg sukkede tungt og strammede grebet om mine to shoppeposer fyldt med tøj i. "Kan vi ikke nok gå nu?" Spurgte jeg Jason om. Han nikkede kort og heller ikke denne gang kiggede han op fra mobilen. Sikke en gentleman. Vi begyndte at gå ud fra shoppingcenteret med fuld hast. Han trængte sikkert også til at komme hjem, vi havde jo været på farten i ca. 5 døgn nu. 

Jeg hørte pludselig et lavt fnis ved min side, hvilket fik mig til at vende mig om. En pige på cirka min egen alder stod og kiggede flirtende hen på Jason. Hendes afblegede hår var sat op i en skæv hestehale, og hun var iført i et lyserødt jogginsæt. Jason vendte sig langsomt imod hende og blinkede kækt med det ene øje. En ubehagelig fornemmelse skyllede ind over mig. "Hvad bringer dig her shawty?" Spurgte han og slikkede sig over læben. Shawty? Det mener du ikke! Det var jo det han kaldte mig. Er det nu noget, som han kalder alle. Det gør man bare ikke. Og hvorfor går det mig så meget på! Jeg vel ikke jaloux eller?... Ej, nu stopper det.

Jeg rullede kort med øjnene og gik hurtigt hen til bilen.  Jason var stoppet op henne ved pigen , og det så ud til at de havde en samtale. Selvom de mere snakkede med kroppen en med munden. Klamt. Han lagde forsigtigt sine hænder på pigens hofter og sagde et eller andet til hende. Jeg sukkede tungt og lænede mig ind mod bilen... 

Langsomt begyndte et tanke at danne sig i mit hoved. Måske jeg kunne stikke af? Et smil dannede sig hurtigt på mine læber. Dette var den oplagte mulighed for at komme tilbage, men samtidig var det også muligheden for at komme væk. Jeg var jo så tæt på at finde ud af noget med mine rigtige forældre. Jeg kunne da ikke bare gå fra det. Fra oplysningen om mine forældres død. "Hvad tænker du på?" Det gav et chok i mig, idet jeg hørte hans hæse stemme tæt på mit øre. Jeg kiggede forskrækket op på Jason som kiggede smilende tilbage på mig. Fedt Victoria, du har lige forspildt din chance om at stikke af. "Har du ikke travlt med noget andet end mine tanker?" Spurgte jeg lidt for skarpt. Han tog sine hænde op til forsvar og grinede svagt. "Der er vist nogen som er jaloux" jeg ignorererede ham og satte mig ind i den varme bil. Shoppeposerne satte jeg nede ved mine ben, og jeg skyndte mig at klikke selen i.

Jason satte sig ind på førersædet. Han sad længe og stirrede ud af bilruden, mens han utålmodigt stampede i bil-gulvet med sin fod. " De leder hele byen igennem for at finde os" Sagde han pludselig og lod de brune øjne ramme mine. Jeg kiggede ham længe ind i øjnene, og jeg kiggede uforstående på ham. Jeg satte noget af mit krøllede hår bag ørerne, og jeg blinkede nogle enkelte gange med øjnene. Bilen føltes ulideligt varm, og her lugtede svagt af røg. "Hvem er efter os?" Spurgte jeg hvislende med bange anelser. "FBI er efter os..."

Der gik lang tid, inden jeg opfangede, hvad han mente. FBI er efter os. Hans ord blev ved med at køre rundt i mit hoved, og mine bange anelser fik mig til at stirre tomt ud i luften. Hvis de fangede os, ville vi i den grad blive arresteret. Måske ville vi aldrig komme ud og deraf få dødsstraf. Jeg sank en klump og kørte fortvivlet en hånd gennem håret. Vi var så godt som døde, og vi kunne lige så godt overgive os. FBI var dygtige politifolk og 100p de ville få fat i os. Var det på dette tidspunkt, at jeg burde fortælle Jason om grunden til, at jeg kendte Mr.Twice? Eller måske var det dumt at sige. Han ville helt klart blive sur over, at jeg ikke havde fortalt ham det noget før. Og da vi alligevel skulle i fængsel, kunne jeg lige så godt vente. FML!...

"Hvordan slipper vi af med dem? Og hvor ved du det overhovedet fra?" Spurgte jeg. "Aiden ringede og sagde, at de havde snakket om det over politiradioen" Jeg nikkede og bed mig hårdt i læben. De måtte åbenbart have flere politiradioer end den i Jasons bil. "Vi kan ikke slippe af med dem ved mindre, at vi går under jorden" Under jorden? Var det ikke kun sådan noget som skete i film. Jeg grinede svagt ved tanken og kiggede ind i Jasons sexede brune øjne. Come in Vic. Der er ikke tid til at snakke om sexede øjne nu!!

" Hvad mener du med at gå under jorden?" Spurgte jeg og lænede mig tilbage i bilen. Jason trykkede langsomt speederen i bund, og vi begyndte at køre. " Jeg mener at vi ville blive nødt til at gøre os anonyme og passe ekstra meget på!" Jeg nikkede bekræftede og legede nervøst med mine fingre. "Det lyder som en god ide" Kommenterede jeg. Han nikkede og spændte sine armmuskler idet han kørte i den bagende sol. "Eller vi kan rejse til et nyt land for en tid"

"Hell No!" Udbrød jeg og kiggede hurtigt over på ham. Han grinede og trykkede speederen hårdere i bund. "Slap af shawty" smilede han stort. Jeg sukkede irriteret og lagde armene over kors. For et øjeblik siden ville jeg være blevet helt blød i knæene, men efter at han også havde kaldt den anden pige shawty, gjorde det mig bare sur. Det så ud til, at vi måtte gå under jorden for et stykke tid.

~

At gå under jorden lød virkelig som en overreaktion fra Jasons side. Jeg mener, man plejer ikke lige frem bare sådan at gå under jorden. Og var vi virkelig så farlige, at politiet blev nødt til at have assistance? Bullshit! De ville alligevel nok fange os, og vi blev også nødt til at tage vores straf uanset hvad. Desuden burde jeg fortælle Jason om Mr. Twice, men bare ikke endnu. Jeg orkede ikke at skulle igennem snakken med Jason, og desuden betød det sikkert heller ikke så meget. Hvad skulle det overhovedet hjælpe! Ikke en skid. Nu galt det bare om at holde lav profil, og vi burde nok også holde lidt øje med nyhederne og den slags.

Jeg sukkede irretablet og lænede mig tilbage i bilen. Min brune øjne kneb jeg en smule sammen, idet solens stråler blændede mig. Lyden fra bilens motor hamrede i mine øre, og jeg svedte som en gal. Jeg jeg havde ikke lyst til at være mere i denne her bil med Jason, og jeg savnede virkelig en seng og en god kop kaffe lige nu. Jeg kunne nærmest se den brændende, sorte kaffe for mig, og jeg følte tørsten tage over mig.

"Er vi der ikke snart?" Spurgte jeg som et andet børnehavebarn. Jason gav mig en koldt blik, idet han lod en hånd glide gennem det brune hår. "Sig mig, hvor mange år er du?" Spurgte han koldt og overhalede en blå varebil. Jeg rullede med øjnene og trampede med mine fingre mod ruden. Jason gav mig et kort blik og stak en hånd i lommen. Med besvær fik han fisket en pakke smøger om af lommen. Han fik åbnet pakken med en enkelt bevægelse, og stak derefter en smøg i munden. "Gider du ikke lige tænde den?" Spurgte han, stadig med smøgen i mundvigen. Jeg nikkede og satte en tot af mit hår bag øret. "Der ligger en lighter i hanskerummet" Forklarede han og overhalede endnu en bil. Jeg åbnede hårdt handskerummet og begyndte heftigt at lede efter lighteren.

 "Fuck, fuck, fuck..." Lød det fra ham mens han febrilsk søgte efter noget i hanskerummet. Gamle bøger og kort fløj op ørene på os, mens bilens fart ikke kunne måles, og han roede videre i hanskerummet. Jeg kunne tydeligt mærke adrenalinen køre på højtryk i min skæmte krop. Lugten af brændt gummi steg mig til næsen, og det var som om en hvinene lyd tog plads i min øregang. Hylene blev højre sammen med at Jason kørte hurtigere. Jeg vendte langsomt hovedet for at se hvad der foregik, og noget af et syn mødte mig.

Jeg sank en klump, imens jeg huskede tilbage på episoden med politibilen, og mig som skød dem. I was a murder.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...