A past. -Jason McCann

Victoria er en ung pige på 17 år, som har fået fjernet alle minder fra sin fortid. Hun kender derfor ikke noget til hendes tidligere liv. Hun bor hos sine plejeforældre, som i en længere periode ikke har ville fortælle noget om hendes fortid, og hun ved kun, at hendes rigtige forældre er blevet myrdet. Til en fest overværer Victoria et mord, hvor hun bla. ser en blå konvolut. Konvolutten genkender hun, og inden hun for set sig om, er hun blevet taget væk fra hele hendes nuværende tilstedeværelse. Den hårdkogte kriminelle bad boy Jason McCann tager Victoria til sig, og det bliver hurtigt starten på et kriminelt forhold mellem de to. Hendes dystre fortid bliver til en korrupt fremtid. Hun bliver hevet ud og ind af biler, for hurtigt smag for blod og bliver forfulgt af selveste FBI. Hun bliver genforenet med gamle venner og veninder fra fortiden og finder langsomt ud af, at hun ikke er den uskyldige pige, som hun troede hun var.
A Past - Jason McCann ft Victoria Rays

23Likes
9Kommentarer
1516Visninger
AA

2. Kapitel. 2

Jeg sukkede og kiggede ud mod vejen. Vi havde efterhånden kørt i flere timer, og det var begyndt at blive lyst udenfor. Et par frodige grønne træer kunne svagt skimtes længere forude, og det fik mig til at bide mig i læben. Sådan nogle træer stod bare helt stilfærdigt og behøvede ikke at bekymrer sig om noget. De  behøvede ikke at være bange for at blive voldtaget eller kidnappet. Jeg derimod havde en hel del at frygte. For hvad Jason ville med mig, vidste kun Gud. Jeg lænede mig længere tilbage i det sorte læder-sæde og klemte øjnene hårdt i. Jeg var enormt træt i kroppen, da jeg kun lige havde sovet, i den tid jeg var bevidstløs. Jeg kørte en hånd gennem mine brune krøller, mens jeg kiggede ud af vinduet. Politiet havde droppet efterfølgensen af os, hvilket jeg var glad for. Jeg orkede simpelthen ikke mere drama, det var nok at være komplet forvirret i forvejen. Jeg anede jo intet om min fortid, og det så ikke ud som om, jeg kunne hente informationer fra Jason. Det var som om, han selv ville have, at jeg skulle finde ud af det.

Jeg rystede opgivende på hovedet af mig selv og kiggede rundt i bilen. Der var ikke det største at lave, og Jason sad alligevel bare og kørte bil. En gang imellem kiggede han dog herhen gennem bagspejlet, men det var vel kun for at jeg ikke skulle stikke af. Mit blik faldt på de anstødlige billeder som lå i sædlommerne. Det forstilede et par nøgne piger stående med en flakse sprut i hånden. Jeg rynkede på næsen og lagde armene over kors. Det var godt det ikke var mine billeder som lå i sæderlommerne. "Kan du ikke lide hvad du ser?" Lød det grinende fra Jason, som åbenbart havde fulgt med i mit lille moment. Jeg rystede på hovedet og kiggede misfornøjet på ham. "Hvorfor har du egentlig sådan nogle billeder" Spurgte jeg, hvilket bare fik han til at grine. "Det er en drengeting" Svarede han på en sjov måde. Jeg sendte ham et skævt smil, mens jeg trak ned i den sorte kjole. Af en eller anden grund følte jeg mig en smule utilpas.

"Hvornår har du tænkt dig, at fortælle hvor vi skal hen?" Spurgte jeg med en monoton stemme. "Det skal du slet ikke bekymre dit lille hoved med?" Svarede han irriteret over at jeg spurgte. Jeg sukkede rystende på hovedet og lagde armene over kors. Hvorfor skule han også være sådan. Kunne han ikke bare svare på mine spørgsmål, istedet for at være så hemmelighedsfuld. "Jeg har vel ret til at vide det, da jeg er med på denne tur!" Mumlede jeg surt. Egentlig var det ikke meningen, at han skulle hører det, men det gjorde han åbenbart. "Jeg bestemmer! Da dette er min tur. Jeg har taget dig med på turen, men det gør den ikke til din!" Han var vred over min bemærkning, det kunne tydeligt ses. Jeg rullede kort øjnene og kiggede ud af vinduet. På en måde havde han ret. Hvis det ikke var for ham, så ville jeg aldrig være her. "Kan du så ikke bare smide mig ud?" Spurgte jeg håbefuldt. "Jeg gider alligevel ikke at være her" Det sidste kom ud som en slags mumlen. men jeg mente hvert et ord. "Du kommer ikke ud" Sagde han bestemt, mens hans læber var formet son en stram tynd streg. "Du kan jo ikke huske en skid" Sagde han lidt efter, hvilket fik mig til at rynke øjenbrynene. Det havde da intet med sagen at gøre.

"Hvor kommer du egentlig fra?" Spurgte jeg måske en smule surt, men jeg var også godt pisset. At han ikke ville fortælle mig noget som helts, gjorde mig en del sur. Jeg skulede over mod ham, selvom det eneste jeg kunne se var hans ryg. Han havde jo valgt at sætte mig på bagsædet, så der var svært for mig at se hans ansigt. "Hvad mener du med 'hvor kommer du egentlig fra'?" Hans stemme fik mig hurtigt revet ud af mine tanker. Jeg tænkte mig lidt om. Hvad mente jeg egentlig med det? Jeg anede jo egentlig intet om drengen, og der var så meget jeg gerne ville vide. "Hvor du er født? du ved hvilket land?" Han kiggede stift ud af forruden. "Canada" Svarede han kort. Jeg nikkede. "Jeg er fra-" "Spanien" Afbrød han. Jeg grinede svagt og rystede på hovedet. "Nej jeg er her fra" Jason sukkede, mens det nu var han tur til at ryste på hovedet. "Det er det de vil have dig til at tro" Forklarede han. "I virkeligheden er du fra Spanien" Jeg sank en klump og jeg tænkte det hele igennem. Jeg havde godt nok ikke troet at jeg af alle lande, skulle være lige fra Spanien. Spanien. Kan du forstille dig det? Men så... På en måde kunne det godt passe. Jeg var jo en smule brun, og mit hår var også langt, krøllet og dybt brunt. Jeg sukkede og lænede mig tilbage. "Der er godt nok meget jeg ikke kan huske så..." Mumlede jeg. Jason nikkede og strammede grebet om rattet.

Tænk at jeg havde levet på en løgn. At mine plejeforældre havde bildt mig alt det ind, havde jeg godt nok svært ved at forstå. Fik de mon penge for at gøre det. Der må vel være en hvis motivation, siden de ville bruge så meget tid på det. Jeg sukkede og strøg fingrene gennem håret. Jeg var virkelig forvirret og anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var alene, og der var intet jeg kunne gøre. Det eneste jeg kunne, var at blive med Jason. Måske han kunne føre mig til min  fortid. Så jeg ville forstå det hele, måske komme til at huske og ikke være så forvirrede og uforstående hele tiden.

~

Jeg bed mig i læben. I det samme lød en høj brummen fra min mobil. Jeg vidste slet ikke at jeg havde min mobil på mig, men måske kunne det blive min redning På en måde ville jeg godt blive med Jason. Opleve noget spænende og udfordrende. Han kunne måske få min fortid tilbage, få mig til at huske. Men på den anden side. Det var farligt det her. At blive ført ind i en gammel fortid, som åbenbart havde været fuld a ulovligheder, vold, misbrug OSV. Det var ikke et godt miljø for mig, og jeg ville ikke kunne klare mig i det. Der fandtes vel andre måder, hvor på jeg kunne få flere informationer om min fortid. Der fandtes andre udveje, det var jeg sikker på. Og måske kunne denne mobil være min løsning. Jeg kunne måske stikke af, og ringe til politiet eller noget lignende. Også selvom de nok var efter mig, i dette øjeblik. Jeg havde jo allerede fået dræbt en politimand. En af deres egne -hvis man kunne sige sådan. De var nok ikke just glade over min lille hændelse, og på en eller anden måde kunne jeg ikke lade være med at beskylde Jason. Jeg lod mit blik glide ned til mine hænder. Morder-hænder. Ordet svømmede rundt i mine tanker, mens jeg blev ved med at få små klip, fra hændelsen med politimanden. Jeg var en morder. Intet mere, og intet mindre. Jeg sukkede dybt, det var nok bedst at jeg kom væk.

Jeg fik fat i mobilen og kiggede på displayet. Min plejemor's navn var skrevet ind over skærmen. Jeg skulle lige til at slide tomlen over skærmen, da hans stemme stoppede mig. "Du skal ikke tag den!" Jasons stemme var hård og kold, mens han holdt øjenkontakten, gennem bilspejlet. Jeg trak vejret dybt og bed mig hårdt i læben. "Hvorfor?" Mit spørgsmål kom vidst en smule bag på ham. "De finder os" Svarede han koldt, mens han stirrede ud af bilruden. Jeg rystede langsomt på hovedet, og lagde min ene hånd på sideruden. Ruden føltes koldt mellem mine fingre, men i det øjeblik kunne jeg ikke være mere ligeglad. "Hvem var det overhovedet?" Spurgte han pludselig. Jeg kiggede kort op på ham. Det var nok en smule dumt, at sige hvem det præcis var, for så ville mine chancer for at flygte nok ikke være så store. "Emily... En af mine bedste veninder" Jeg sendte et troværdigt smil i hans retning. "Er du nu også sikker på det?" Lød det en smule drillende fra ham. Jeg nikkede ivrigt og lænede mig længere tilbage i sædet. "Hun ringer næsten altid til mig" Jeg foldede pænt mine hænder i mit skød, i mens en idé formede sig i mit hoved. "Jeg må nok hellere ringe tilbage, ellers ville hun jo få mistanke. Du har jo trosalt kidnappet mig" Jeg fik fat i mobilen. Skulle lige til at ringe, men i det samme stoppede bilen. Jeg kiggede forskrækket på Jason, som vendte sig imod mig.

Han havde kørt bilen ind til siden og havde lænet sig forover. "Kig mig i øjne, og fortæl at det er din veninde" Bad han. Jeg sank en klup og løftede langsomt mit hoved. Idet jeg kiggede dybt ind i hans øjne, gav det et lille ryk i både ham og jeg. "Emily min bedsteveninde har ringet..." Forklarede jeg, mens jeg stift holdt øjenkontakten. Jason kiggede på mig, inden han gjorde noget uventet. Han lagde sin hånd på min kind og smilede charmerende. Jeg mærkede en sirende varme, mens han langsomt åbnede munden. "Du lyver" Han blinkede kort med øjet og fjerne hånden fra min kind. "Fortæl sandeheden" Beordrede han. Jeg gav ham et undrende blik, jeg synes altid jeg var god til at lyve. "Du er god til at lyve men-" "Hvorfor tror du så ikke på mig!" Afbrød jeg fustreret. Et grin fløj over hans læber. "Jeg sagde du var god til at lyve, men jeg sagde ikke du var god til at lyve overfor mig" Jeg sukkede irriteret over ham. "Fortæl så hvem det var" Sagde han bestemt med en eftertone a irritation. Jeg kiggede gennem ruden, og sagde langsomt "Min plejemor". Egentlig var det lidt underligt for min plejemor -og far, plejede altid at være ligeglad med mig. Jeg tror faktisk det var første gang, at de nogensinde bekymrer sig over mig. "De kontakter dig ikke så tit vel?" Lød det fra Jason, mens han sad og betragtede mig. Det var som om han var tankelæser. Jeg rystede langsomt på hovedet og bed mig i læben. En enkel tåre trillede ned af min kind. De var jo ligeglade med mig. "Det er okay" Smilede Jason og tog min hånd. "Det viser bare at det allerede er sluppet ud" Jeg kiggede mærkeligt på ham. "Hvad er sluppet ud?" Spurgte jeg undrende. Han sukkede. "Man kan godt mærke, at du har glemt denne branche" Jeg lyste op i et smil, inden jeg sagde "Ja, og jeg er stolt af, at jeg ikke er i din branche. For jeg bryder mig nemlig ikke om at skyde andre mennesker" Jeg mente hvert et ord, og elskede at se ham bide tænderne hårdt sammen. Jeg troede faktisk at jeg havde ham. Lige indtil et kækt smil formede sig på hans læber. "Jeg sagde ikke at du ikke har eller er i denne branche. Jeg sagde bare at du havde glemt den" Jeg mærkede hvordan det løb mig koldt ned af ryggen. Hans ord ramte, og det værste var, at de var sande. Jeg var jo blevet hevet ind i det her mareridt. Jeg var jo allerede på flugt fra politiet og havde jo også dræbt en af deres egne. Pisse irreterende men der var intet jeg kunne gøre. Jason havde sørget for at jeg var godt inde i det her lort. Og det dræbte mig indvendig.

Jeg nev mig hårdt i armen, for ikke at skrige i raseri. Hvorfor var mit liv også sådan noget rod. Kunne jeg dog ikke bare have et normalt liv!? "Nu giver du mig den mobil!" Jeg kiggede langsomt op på Jason. Lyden fra de mange forbipasserende biler larmede i min øregang. De kørte jo stadig forbi os, eftersom vi havde hold ind til siden. Jeg rystede hårdt på hovedet og lagde armene over kors. Jeg kiggede surt på ham, mens jeg pressede mig ned i sædet. "Aww, bliver Vic nu sur?" Spurgte han så det gav en kuldegysning igennem mig. "Jeg giver dig ikke mobilen" Mine øjne stirrede direkte ind i hans. Jeg var fuld af alvorlighed  da jeg ikke syntes han skulle bestemme over mig hele tiden. Hans ansigtsudtryk lavede sig hurtigt om, så det blev lige så alvorligt som mit.

Han trak pistolen frem og pegede den direkte mod mig. Et gisp sprang over mine læber, mens jeg begyndte at ryste. "Giv mig mobilen Rays" Mit 'nye' efternavn gav genlyd i bilen. Jeg lod mine tænder bide ned i min læbe og lagde mærke til, hvordan selvtilliden langsomt blev suget ud af mig. "D-d-det tø-tør d-du ik-ikke" Stammede jeg og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Han løftede et øjenbryn. Jeg sank en klump og rakte ham langsomt mobilen. Jeg var ikke 100% sikker på at han ikke ville skyde mig. Et smil landede på hans læber idet han tog imod mobilen. Han satte foden på speederen og drejede ud på motorvejen igen. Jeg klemte øjnene hårdt sammen, og nåede lige at hører ham mumle "Dygtig pige".

~

Igen kørte vi i tavshed. Jeg sukkede dybt og trak benene ind under et af sæderne. Bilerne kørte om kap for at overhæle os, men jeg kunne dog ikke undgå et opdage, at vi også havde overhalet en del. Tanken om at han ville dræbe mig blev ved med at køre rundt i mit hoved. Jeg anede ikke at han kunne finde på sådan noget, og på en måde blev jeg også ret såret. Jeg bed mig hårdt i læben, så en metallisk smag af blod fyldte min mund. "Jeg havde ikke tænkt mig at skyde dig" Lød det pludselig fra Jason, som om han kunne læse mine tanker -igen. Jeg sukkedede og roede lidt rundt i en neglerod. "Jeg truede dig bare lidt" Jeg kiggede kort på ham. Hans blik var fuldt med sandhed, så jeg valgte at tro på ham. "Jeg vidste du ikke ville have stolet på mig" Lød det en del såret fra ham. Jeg skulle til at sige noget. Åbnede munden og lænede mig en smule frem, men i det samme landede mit blik på de anstødlige billeder i sæde lommerne. Det var noget underligt ved et af billederne. Det var af et slags brunligt papir, og man kunne kun lige se hjørnet af det. Det så ud som om, at det var noget Jason havde prøvet at gemme.

Jeg lænede mig frem,og lod hænderne glide ned i sæde-lommerne. Jason kiggede mærkeligt på mig, og jeg bebrejdede ham ikke. Det kunne måske godt se lidt mærkeligt ud, at jeg roede i hans billeder med nøgne damer. "Finder du noget godt?" Lød det grindende fra ham. Jeg svarede ikke men hev bare det brunlige papir op. Det var en forside fra en avis. Jeg rynkede brynene og lod blikket glide videre ned af avisforsiden. "Victoria det ville jeg ikke gøre hvis-" Jeg stivnede. Det var en forside om mig. 'Victoria Rays -medskyldig i mord' Stod der med en snørklet skrift. Jeg lod langsomt blikket glide ned af avisen, mens små svedperler havde samlet sig på min pande. Et stort billed på forsiden i farverne sort og hvid, viste mig. Det så ud som om jeg løb. Mit mørke krøllede hår stod ud til alle sider, mens det blæste voldsomt i baggrunden. Fem mænd i uniformer styrtede efter mig. I hånden havde jeg en pistol hvor enden af den var smurt ind i blod. Længere nede i baggrunden, kunne jeg svagt skimte et par mænd ligge døde ned. Ifølge artiklen var det dem jeg havde dræbt. En morder. Jeg var og er, en morder og har åbenbart altid været det. Men hvorfor? Hvad godt kommer der ud af at dræbe?

Jeg sank en klump og mærkede Jasons blik på mig. "Vic jeg-" "Hvornår er det her taget?" Afbrød jeg med en kold stemme. Han så hurtigt ned og bed sig hårdt i læben. De brune øjne turde ikke se ind i mine. Et par dybe panderynker kunne tydeligt ses på panden, mens han trak vejret langsomt. "To dage inden de tog dig..." Svarede han kort. Jeg nikkede og mærkede en lettere prikken mod mine øjne. Jeg vidste udemærket hvad han mente med 'inden de tog dig'. Det var selvfølgelig politiet han mente. Dem som slettede min hukommelse... "Hvorfor dræbte jeg dem?" Mit spørgsmål hang let i luften. "Det ved kun du" Jeg sukkede irriteret over hans svar. "Jason svar mig! Jeg har fucking alt ret til at vide det!" Jeg blev helt overrasket over hvor skarp jeg kunne lyde. Det var som min stemme havde forvandlet sig til en kniv, og hvis man ikke passede på, kunne man let komme til at skære sig. "Du fortalte det aldrig" Forklarede han og så ikke ud til at have skåret sig på min stemme. "Jason jeg gider ikke dine små julelege du-" "Du fortalte det fucking aldrig!" Afbrød han mig hårdt. "Jeg aner ikke hvorfor du dræbte de mænd... Jeg ved kun at du må have oplevet noget før det. Noget som muligvis havde noget med dine forældre at gøre." Jeg sank en klump. Hvis det var rigtigt så... Jeg tav. Ubevidst havde jeg ført mit blik ned til avisen. En genkendelig kniv kunne svagt skimtes til højre for en af de døde mænd. Kniven var af guld, men skaftet var af et rødt slags stof. På toppen sad en lille skulptur af en ørn. Jeg havde set den før, det var tydeligt. Et par billeder flød gennem mit hoved. Rødt. Skrig. Hævn. Død. Flashback...

Min vejrtrækningen var hurtig, da jeg bed tænderne hårdt sammen. Mine mørke krøller var blevet glattet i løbet af morgnen og havde fået en lysere farve. Kasketten var sat omvendt på mit hoved, og vreden susede igennem mig. Jeg havde slet ikke fået sovet i nat, og det gjorde ondt at tænke på, at det var ham. At han var den mand som var i ledtog med min værste fjende. Jeg havde endelig fundet ham, efter årevis af eftersøgninger. Godt nok var han ikke chefen af B.I.G L.I.O.N - Den bande som havde dræbt mine forældre, men han var da med. Han var en del af den bande. Faktisk en meget stor del, da man godt kunne kalde ham chefen's højre hånd - i deres bande B.I.G L.I.O.N. Jeg sukkede dybt og stak hånden i lommen. Jeg mærkede det slidte stof mellem fingrene, i takt med at jeg fik fat i det lille billed. Billedet som forstillede min mor og far, dengang alt var godt. Dengang vi bare var en nogen lunde lykkelig familie. Uden problemer og fjender. Jeg rystede langsomt på hovedet af mig selv 'lad være at leve i fortiden Victoria! Lev i nutiden!' Tænkte for mig selv. Mine øjne søgte langsomt efter et stærkt nok våben. Jeg havde ikke særlig lang tid, inden de ville komme. Inden min fjendes højre hånd skulle komme. Noget han nok ville fortryde, hvis han vidste, hvad der skulle ske. Jeg grinte svagt mens jeg tænkte hele planen igennem. Min hævn skulle jo starte et sted, og at dræbe fjendes bedsteven og højre hånd var perfekt!

Et grin undslap mine læber, og jeg roede et par køkkenskabe igennem efter et våben. Tallerkenerne klirrede mod hinanden, i takt med at jeg roede rundt i det råhvideskab. Til sidst mærkede jeg den hårde genstand mellem mine varme håndflade. Jeg tog et godt tag om den brændende pistol, inden jeg lagde den i lommen. Derefter forlod jeg de støvede skabe for at sætte kursen mod gangen. Jason anede ingen ting. Jeg havde ikke fortalt det. Det her skulle være min kamp, ikke hans. Det var min krig, og han skulle ikke blandes ind i det. Det var mig som skulle dræbe Mr.Twice -fjendes højre hånd og bedsteven. Og alt det behøvede han ikke at vide.

Jeg sukkede og kørte hånden gennem mit hår, inden jeg satte mig ned på det kolde gulv. Her lugtede svagt af røg.. Jeg rynkede let på næsen, iog fik fat i de sorte militærstøvler. Jeg pressede mine føder ned i dem, inden jeg med et ordentlig ryk fik lukket dem i. Dernæst trak jeg en sort hættetrøje over hovedet. Pistolen lod jeg dumpe ned i lommen. Så var jeg klar. Med bestemte skridt gik jeg ud af den gule dør og låste omhyggeligt døren efter mig. Pistolen lå godt gemt inden under trøjen, hvilket var godt, for i det samme kom en ældre dame ned af trapperne. Hun smilede et varmt smil til mig, så man tydeligt kunne se en manglende tand i hendes undermund. Hun strøg en grå tot hår om bag øret. "Godaften min pige" Sagde hun med et par venlige øjne. Jeg smilede kort og gav et lille nik med hovedet. Hun åbnede langsomt munden og skulle til at sige noget igen, men jeg havde virkelig ikke tid. "Farvel" Råbte jeg højt, inden jeg stormede ned af trapperne. Lugten af røg forfulgte mig helt ned til nederste etage. Her stoppede den og blev istedet, erstattet med en sød lugt a blomster fra Susse's -en pige i lejligheden- lejlighed. Jeg havde kun været her et par dage (En slags gennemrejse) og vidste allerede hvor de forskellige boede. 

Den friske luft ramte mig hårdt, idet jeg kom ud. Træerne svajede let i den kolde vind, og solen var gået om bag en sky. Det var iskoldt, men jeg orkede ikke gå op får at hente en jakke. Det var også meget mere praktisk med en hættetrøje. Den kunne man bla. løbe hurtigere i, og man kunne sagtens gemme en pistol i den. Det hele var planlagt til punkt og prikke. Om ca. et par minutter ville Mr.Twice og muligvis nogle tilhængere komme. De ville sætte sig ned til cafeen, kun nogle få meter fra her hvor jeg stod. Så ville de begynde at snakke. Om forretninger selvfølgelig, og de vil være så optaget af deres snak, at de ikke ville ænse mig. Nå de så mindst ventede det, ville jeg komme fra de brun-grønne buske og så slå til. Et smil spillede på mine læber i. Det var det her, jeg havde ventet på. Mit øjeblik.

Den eneste forhindring var nok offentligheden. Der var jo ret mange mennesker på en cafe, og jeg tror ikke, at de ikke ville opdage hvis en blev skudt lige for næsen af dem. De ville nok gå helt i panik og i værste tilfælde ringe til politiet. Jeg sukkede dybt, mens jeg satte farten en smule op. Det var jo vigtigt, at jeg var der før dem. Før Mr. Twice og hans mænd skulle komme. Jeg bed mig let i læben og snoede en hårtot rundt om min finger. Efterårsbladene lå som et tæpper ud over vejen. Det så egentlig meget flot ud med alle de spillende farver. Rød, grøn, gul, orange og en masse andre farver som skinnede så dejligt. Jeg grinte svagt af mig selv. Her stod jeg på vej til et mord og blev helt opslugt af et par blade. Sikke en forbryder jeg var;)

Jeg skyndte mig over til de mange buske som stod tæt ved cafeen. Der var ikke nær så mange blade på buskene, som jeg ellers havde håbet. De fleste var blæst væk eller slet ikke vokset ud endnu. Dog satte jeg mig alligevel bag en af dem. Jeg kunne lige akkurat se det bord som Mr. Twice havde reserveret, gennem bladene. Her var ret så fugtigt, og mine sko var allerede dybt begravet i mudderet. Der lugtede svagt af jord og græs, en grim lugt som fyldte mine næsebor. Jeg bed mig hårdt i læben i takt med, at mit blik faldt må cafeen. Det var en ret så køn café. En stor gul bygning med aflange, let støvede, vinduer. Et par røde -og hvidternet parasoller som om sommeren var slåede ud. Nu var de lukkede, og det var nok begrund af vinden. En masse border var stillet op uden for cafeen, men så vidt jeg kunne se, var de fleste inde i cafeen. Dernæst var der den store parkeringsplads og en lille legeplads, som tilhørte børnene. Jeg håbede virkelig ikke der ville være børn her i dag. Det ville være synd nu når der snart skulle ske noget. Noget forfærdeligt...

Jeg snoede en tot hår rundt om min finger, mens jeg lagde mig tættere ind mod busken. Et enkelt blad satte sig fast på min let svedige kind, men jeg orkede ikke tage det væk. Jeg kiggede en ekstra gang rundt. Her var ikke så mange mennesker, hvilket var godt. Dog kunne jeg skimte et ældre ægtepar længere henne ad gaden. De gik hånd i hånd mens de småsnakkede om et eller andet sjovt, de grinede i hver til fælde en helt del. Jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smule hen i mod dem. Sådan havde min mor og far også gået sammen... Dengang alt var godt. Jeg fumlede lidt med kanten af min hætte trøje. I det samme lød et højt grin længere henne ad vejen, tæt op ved cafeen. Jeg drejede hovedet en omgang rundt, og gik næsten helt i chok da jeg så dem.

Mr.Twice kom gående med et djævelsk smil spillende om læberne. Han havde ikke set mig. De grønne, klamme øjne blev ved med at flakke rundt, men de landede på alt andet end mig. Heldigvis. Bag ham kom en lille flok mænd gående. De var alle hoppet i et sort jakkesæt præcis som Mr.Twice. Skumlet og dystert så de ud, med dog en smule formelt tøj. Jeg rykkede mig længere ned i busken. Et stik af smerte jog gennem min hud, da jeg fik de mange grebe direkte i hovedet. Okay, måske var det en dårlig ide at lægge sig længere ned i buskene. Det fugtige jord føltes koldt mod mine håndflader, da jeg havde begravet hænderne godt ned i jorden, for ikke at få overbalance. "Jeg har reserveret bord" lydene af hans dunkle stemme gav kuldegysninger gennem min krop. Det lyse hår var sat op i en stram sideskilning, og de blå-sorte øjne så endnu mere dystre ud end de plejede. Hans næse var pænt lille, mens munden var lang og bred. Små sprukne revner kunne anes på de røde læber samt et skævt ar over det ene øjenbryn. Præcis et ar som lignede mit. Det jeg også efter en slåskamp havde over mit venstre øje.

Han begyndte at gå i retningen mod mig. Jeg mærkede hvordan mit hjerte bankede hårdere mod mit bryst. Skulle han nu opdage mig? Jeg klemte mig længere ned mod de stikende buske. Deres grene gravede sig dybt ned i min hud, og efterlod røde streger af blod på mine kinder. Jeg sank et spytklump og dukkede hovedet en smule. Mellem mine sammenklemte øjne, kunne jeg se Mr.Twice blanke skosnuder. De skinnede svagt også selvom der intet sollys var. Han tog endnu et skridt frem, og også denne gang bankede mit hjerte hårdere. Et skridt mere og han ville se mig. 

Lige som jeg troede, at han ville tage endnu et skridt, vendte han sig om og gik den modsatte retning. "Kom drenge jeg har bestilt bord her over" Lød det fra hans læber, tiltænkt til de mænd han havde taget med sig. Jeg skimtede kort mændene som kom gående i sorte jakkesæt, solbriller, kæmpe store tatoveringer rundt omkring i ansigtet. Guld armbånd, ringe, kæder og en par glimterende diamant øreringe. Jeg genkendte igen af mændene, på nær en. Zander tror jeg han hed. En nogenlunde stor mand. Mørk i huden store overarme og en six-pack der sagde spar to. 

Jeg betragtede dem sætte sig hen til et bord tæt på mig. Godt nok satte de sig inden for, men det kunne jeg ikke bebrejde dem for. Her var iskoldt herude, så hvis jeg havde valget, havde jeg også taget indenfor. Jeg rystede let i vinden mens jeg holdte øje med dem. Bare den mindste bevægelse fik jeg øje på. Mr.Twice havde nu lænet sig en smule frem. Resten af gruppen fulgte hans bevægelser. De sad nu i en lille rundkreds, rundt om det fine bord. Mr.Twice åbnede langsomt munden, mens så vidt jeg kunne se, hviskede han. En enkel servitrice kom gående i mod dem. Mr.Twice stoppede straks med at snakke. Han smilede venligt op til servitricen mens hun tog i mod deres bestillinger  De var for langt væk til at jeg kunne mundaflæse. Jeg kunne også kun se dem svagt gennem de støvede vinduer. Dog vidste jeg udmærket hvad de foretog sig. De lavede som altid forretnings-aftaler. Altså mændene ikke servitricen...

Jeg sad i cirka en halv time. Betragtede dem. Men der var dog ikke rigtig sket noget. De sad helt opslugt af en samtale, og så ikke ud til at ænse andet. Et skævt smil udfolede sig på mine læber. Det her skulle nok blive sjovt. Langsomt fik jeg rejst mig op. Mine ben gjorde ondt og min ryg truede med at falde af. Jeg tog en dyb indånding. Mine kinder lyste rødt op i det rolige lys fra cafeen. Jeg begyndte at små løbe, mens mit brune hår bankede mod min ryg. Jeg prøvede så godt at dække det ved at hive den sorte hættetrøje's hætte over hovedet. Jeg mærkede pludselig en lettere prikken for øjnene. 'Ikke græde! kun børn græder'  tænkte jeg med sammenbidte tænder. 

Jeg nåede hen til indgangen af cafeen -uden at blive opdaget. Jeg sank en klump inden jeg smuttede ind af de store hvide slå-op døre. Jeg sørgede for at holde mig tæt op af de cremefarvede vægge for ikke at blive opdaget. Mit blik landte hurtigt på Mr.Twice og hans mænd. De var stadig opslugt af en samtale og opdagede derfor ikke mig. Pigen med det bankende hjerte som skulle til at begå mord. Mord mod dem. 

"Undskyld kan jeg hjælpe dig med noget?" Det gav et sæt i  mig, idet jeg hørte den kvindelige stemme. Jeg vendte mig langsomt om for at se servitricen stå med et undrende blik. "Nej, det er fint" Skyndte jeg mig at sige. Hun nikkede og sendte mig et smil. "Er du okay?" Spurgte hun lidt efter. Jeg stirrede forskrækket hen på Mr.Twice og hans mænd. De havde alle deres blikke rettet mod servitricen og mig. Fuck! Jeg sugede luft ind mellem tænderne og tog det her som et hint. Jeg glemte alt om servitricen og tog et par skridt frem. Mine øjne var kolde og kiggede direkte ind i Mr.Twice's øjne.Et højt grin lød fra ham. "Burde jeg kende dig?" Spurgte han med en håndelig stemme. Jeg følte vreden boble inde i mig. Zander rejste sig langsomt fra stolen. Hans mørke øjne kiggede på mig, men jeg så ikke på ham. "Du er dum Mr.Twice" Lød det spydigt fra mig, inden jeg med en enkelt bevægelse fik pistolen trukket frem foran mig. Stolene rumstede højlydt i takt med at de alle væltede ned på gulvet, eftersom Mr.Twice, Zander og alle de andre nu havde rejst sig. De så en smule skræmte ud, og jeg kunne hører et højt skrig fra servitricen. Ud af øjenkrogen kunne jeg se hende tage en mobil frem. Sig mig var hun dum?

"Smid mobilen!" Bemande jeg koldt. Servitricen så skræmt på mig med de grønne øjne. Hendes røde krøller klistrede til de tårevælde kinder mens hun lagde sig på knæ og bad til gud om forladelse. Jeg rullede med øjnene og stirrede igen på Mr.Twice. Zander og de andre drenge havde nu taget et skridt frem. De så ikke glade ud, men jeg kunne ikke være mere lige glad. Jeg lod et par skud fyrre i mod Zander og de andre mænd. De faldt omgående ned på gulvet. Blodet flød fra deres kroppe, mens jeg tog mine læber ind i mund for at fører læberne ud igen i en langsom bevægelse. Mr.Twice så helt skæmt ud i ansigtet, hvilket var forståligt. Hans øjne var helt opspillede og munden vidt åben. "Næste gang du vælge at hjælpe en mand med at dræbe mine forældre, så tænk dig om en ekstra gang ik'?" Lød det flabet fra mine læber inden jeg skød. Mit hår fløj i et kort øjeblik op, begrund af lufttrykket fra skudet. Mr.Twice landede med et bump på gulvet. Øjnene var helt opspillede og stirrede direkte op i loftet. Det brune hår hang i små tjavser omkring hans hoved. Blodet løb fra et sted i hans brystkasse. Jeg sank en klump. "Næste gang bliver det din chef..." Hviskede jeg. I det samme lød en høj sirene lyd, jeg kendte så godt som politiet. 

Jeg kiggede forskrækket rundt for at se servitricen. For det var sikkert hende som havde ringet. Til min skræk var hun ingen steder at se, og det kunne kun betyde at hun var årsagen til at politiet kom. Jeg kiggede mig desperat om efter et flugt forsøg. Men nåede ikke engang at komme med en ide, inden jeg blev grebet bagfra. Jeg skreg højt og rev  mig ud af betjentens stramme greb. Jeg styrtede mod udgangen mens mit hår fløj til alle sider. Et skarpt glimt fra en blitz fik sløret mit syn. Så var paparatsierne altså nåede op. De ville selvfølgelig have en god historie om en pige som gik ind og dræbte en hel samling kriminelle... En pige bedre kend som mig.

Jeg sank en klump i takt med, at jeg kom til bevidstheden. Jeg glippede et par gange med øjne, for at få de kommende tårer til at gå væk. Heldigvis kom der ingen tårer. Kun en enkelt en, som jeg hurtigt fik tørret væk med bagsiden af hånden. "Victoria?" Det gav et sæt i mig ved lyden af hans stemme. De brune øjne så bekymrende på mig, mens han svagt bed sig i underlæben. Tænk at jeg havde dræbt så mange.. Tænk at jeg, Victoria Blom.. Jeg mener Rays -havde dræbt så mange mennesker. Det var jo helt sygt, og hvis jeg ikke tog fejl, var jeg også tæt på at dræbe servitricen. Et helt uskyldigt offer som intet havde med sagen at gøre. Hvordan kunne jeg!? Hvordan kunne jeg være så tankeløs og koldhjertet. Jeg sukkede og fumlede let med mine fingre. Avisen var gledet ned til bunden af bilen, men jeg havde bestemt ikke lyst til at samle den op. Den ville bare skabe for mange minder, og måske ville endnu et flashback dukke op. Det kunne jeg slet ikke klare lige nu! Endnu et flashback og jeg ville mentalt være død. Jeg var jo en morder uden lige, og det kunne ikke beskrives med ord, hvor meget skyldfølelse jeg havde. Men så var der selvfølgelig Mr.Twice (som han åbenbart hed). Jeg havde jo været så tæt på ham. Så tæt på manden, som vidste noget om mine forældre. Han kunne måske havde fortalt mig grunden til mine forældres død, og måske kunne han havde ført mig til B.I.G L.I.O.N's chef -bedre kendt som mine forældres morder. Hvis jeg dog bare havde taget ham som gidsel i stedet for, hævnlysten som jeg er, at dræbe ham.

Jeg kunne dog ikke fortælle noget til Jason om mit flashback. Det var  min egen lille hemmelighed, og jeg måtte gøre alt for at bevare den som hemmelig. Gud måtte vide, hvad der ville ske hvis Jason fandt ud af det med Mr.Twice. Hvis han fandt ud af at jeg havde dræbt *svaret på mine forældres død'. Måske ville han prøve at finde ud af, hvem Mr.Twice var. Jason ville måske kunne finde til Twice, eller også ville han skælde mig ud, over at jeg havde dræbt ham. Jason har magt, det tror jeg i hvert tilfælde. Han er jo kriminel, og i princippet er  han sluppet af sted med at have kidnappet mig. Ergo er har han magt, og jeg er sikker på at han vil bruge den på et eller andet tidspunkt.

Det gav et sæt i mig, idet jeg mærkede hans varme hånd mod min kind. "Vic? Hvad så du?" Lød det fra ham. Jeg sank en klump og pressede et smil frem på mine læber. Godt nok var smilet falsk, men han måtte ikke vise hvad jeg så. Jeg grinede så hans hånd automatisk røg ned fra min kind. "Hvad snakker du om Jason!?" Smågrinede jeg. Han så på mig med et forvirrede blik. "Du havde et flashback ikke?" Spurgte han og borede sine øjne ind i mine. Jeg knytede mine hænder og grinede falsk. "Nej Jason, du ved da at jeg altid vil sige, hvis jeg fik et flashback" Jeg borede mine øjne inde i hans. Præcis som han gjorde med mig. Min løgn var stor og gennemskuelig. Men jeg blev ved med at holde øjenkontakten. Mine store brune, lettere gyldne øjne, kiggede dybt ind i hans. Det var som om, at jeg kunne kigge lige ind i hans sjæl. Som bugtede sig under den dybe, brune, rødlige iris. "I believe in you" Lød det fra ham, idet han satte sig tilbage i bilsædet. 

Jeg havde åbenbart ikke opdaget, at vi var kørt ind til siden. Men nu kørte vi altså ud på motorvejen igen. Jeg pustede noget luft ud, som jeg ikke vidste, at jeg havde holdt inde. 

Jeg løj. Jeg fortalte ikke sandheden. De ord som kom ud fra mine læber var ikke rigtige. De var forkerte. Og det mærkeligste var, at han troede på det. Hvilket viste, at jeg sagtens kunne lyve over for ham. At jeg kunne snyde ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...