I Wish

Drengene er ikke kendte i denne movella.
Maxim Malik er Zayn Malik ( the Bradford bad boy) 's lille søster. Maxim (Max) er lidt i et dilemma, hun har nemlig både følelser for hendes brors bedste ven Louis, men også hendes egen bedste ven Simon.
Hvem ender med hvem? Hvorfor?
Hvad har Max's og Zayn's fortid at sige?
Gør det ondt?
Hvem ender med lorten?
Find svar på disse spørgsmål og mange, mange flere ved at læse denne movella.
(Det er min første movella, så har skal lige lære det helt at kende. Håber i kan lide den.)

12Likes
2Kommentarer
430Visninger
AA

2. Kap. 2

*Max's synsvinkel*

Det var da også bare typisk mig. Jeg havde allerede en ting for Simon, men selvfølgelig skulle jeg da også falde for Louis.

Hvorfor lige Louis? Hvad har jeg gjordt galt? Jeg kan ikke være sammen med min bror's bedste ven, jeg ville knuse Zayn.

Lige siden far døde har Zayn beskyttet mig som om jeg var hans lille baby, han overtog fader-rollen.

Da mor begyndte at cutte slog det klik, Zayn blev helt vild overbeskyttene.

Jeg måtte knap komme udenfor en dør. Simon var den eneste dreng udover Zayn der måtte være i lejligheden. Hvis han og drengene skulle være sammen var det aldrig hos os, det var altid ved en af de andre drenge.

Den dag Zayn fandt mor på badeværelsesgulvet var han et stort rod. Han afskærmer os fra omverdenen, vi kom ikke i skole i lang tid og endte op med at flytte skole, vi købte en ny lejlighed og skiftede telefon numre. De eneste vi beholdt i vores liv var drengene og Simon.

Simon var der til mor's begravelse, men ellers var det bare Zayn og jeg. Zayn havde været lidt skeptisk omkring det med at Simon var med, men havde så givet ham lov fordi jeg havde sagt at mor virkelig holdte af Simon og at det ville gøre hende så glad. Så havde jeg kaldte ham "Zayni" det hjalp jo altid.

Jeg ville ikke kunne få mig selv til at tage Louis fra Zayn, men jeg kan jo ikke selv vælge hvem jeg bliver forelsket i. Vel?

Jeg ved at Louis forstår mig, men stadig… Jeg kunne høre en der trak vejret meget dybt og vendte mig om, Zayn.

Jeg havde helt glemt tiden. Zayn's øjne var helt røde. Hans kinder var helt våde. Han må have hørt os, havde han så også set os?

Mig:" åh Zayn!"

Zayn:" Max, hvorfor… hvorfor sagde du ikke noget?"

Mig:" Zayn, jeg… unds-"

Zayn afbrød.

Zayn:" lad være at sige undskyld, det er mig der undskylder. Hvordan kan jeg ikke have set at min egen søster er vild med min bedste ven?"

Jeg gik lidt over mod Zayn som bare stod der helt stille og kiggede på mig. Jeg gik helt over til Zayn og krammende ham, han græd ind i min skulder. Jeg aede ham op og ned af han svedige ryk.

Mig:" shhhh Zayni det er okay, shhh, det skal nok blive okay."

Zayn rettede sig op så godt han nu kunne, han kiggede mig dybt ind i øjnene og åbnede munden. Der kom ingen ord, ingen lyde. Det var som om ham bare gjorde det for at få frigivet et eller andet. Verde? Sorg? Stres? Jeg anede det virkelig ikke.

Louis kom over til os, han aede Zayn blidt i håret og kiggede på mig.

Louis:" Max, jeg går ind til de andre, jeg tror du har brug for at snakke med Zayn."

Mig:" Louis, kan du ikke lige sende Simmi her ud?"

Louis:" selfølgelig alt for dig prinsesse."

Jeg elskede at han kaldte mig hans prinsesse, det må han meget gerne blive ved med, fra nu af og til dommedag.

Louis gik ind i stuen og Simon kom ud.

Simon:" hvad så? Skal jeg hjælpe mod noget?"

Mig:" hør Simmi, jeg tror altså jeg er nød til at snakke med Zayn i aften. Tro mig jeg ville ellers gerne være sammen med dig, men kan du ikke komme over imorgen efter skole?"

Simon så lidt bedrøvet ud.

Simon:" selfølgelig, alt for dig min engel."

Hvad? Jeg ville elske at være Simon's engel, uden tvivl, men kan han nu lide mig tilbage? Det er da ikke meningen. Er det? Men hvem kan jeg så bedst lide? Ville den anden ikke blive sur hvis jeg ikke valgte ham? Jeg vil jo ikke ødelægge Simon's og mit venskab, men jeg vil jo heller ikke ødelægge Zayn's og Louis' venskab.

*Simon's synsvinkel*

Jeg var selfølgelig trist. Jeg mener, jeg havde altså glædet mig. Sådan lidt, du ved.

Jeg elsker virkelig Max. Mere en som bare en ven. Jeg ville gøre alt for hende. Jeg ville opgive alt, alle mine håb og drømme, hvis det betød at jeg kunne få hende i den sidste ende. Men hun kan tydeligvis ikke lide mig på den måde. Hun er mere interesseret i Louis.

Jeg væmmes ved tanken om Louis komme gående hånd i hånd med MIN Maxi. Han giver mig kvalme, jeg kan virkelig ikke se hvad Max ser i ham.

Jeg ved ikke om det er jalousien der taler nu, men jeg har bare sådan lyst til at banke ham, sunder og sammen.

1: fordi han bare er en klam stodder der ikke er godt for nogen eller noget.

2: fordi han vil knuse Max. Det kan jeg ikke lade ske. For hvis Max er ked af det, så er jeg ked af det.

3: for at vise Max at jeg ikke er et skvat, men at jeg kan beskytte hende, mod typer som Louis.

4: fordi han ikke skal have lov at tage Max fra mig, jeg har kæmpet for hende længst.

Jeg blev hurtigt hevet ud at mine tanker da jeg mærkede noget varmt, blødt og lettere fugtigt på min kind…

Max.

Hun kyssede mig på kinden. Vent er det godt eller skidt. Lad mig lige se. Det er godt fordi hun fREAKING KYSSEDE MIG! Det er skidt fordi det var på kinden og ikke på munden, og enhver ved at et kys på kinden betyder, at men er 'friendzoned'.

Jeg havde bare så meget lyst til at tage fat om hendes hovede og kysse hende hårdt på munden. Så det gjorde jeg, eller det vil så sige næsten.

Lige som jeg skulle til at tage hendes kinder, forsvinder kontakten mellem hendes bløde læbe og min kind, med små antydninger at skægstubbe på.

Jeg kunne græde. Men jeg skulle mande mig op. Så jeg krammer hende, giver Louis et 'kno-kys', går ind i stuen og siger farvel, og så tager jeg ellers hjem.

Da jeg kommer hjem sætter jeg mig tungt i sofaen. Min mor kommer ind i stuen til mig. Hun sætter sig ved min side. Jeg kigger ned i mit stød. Min mor lægger hendes hånd på min ryg, og nusser mig blidt.

Mor:" hvad så skattemus?"

Mig:" jeg forstår det ikke mor. Det gør jeg virkelig ikke."

Mor:" hør her Simon skat. Dengang jeg lærte du far at kende, så tro det eller ej, var der faktisk mange piger der ville have ham."

Mig:" ej mora!"

Mor:" hør min pointe er, at far valgte mig, fordi vi var skabt for hinanden. Så hvis i også er skabt for hinanden, så skal det hele nok gå."

Mig:" virkelig, tro du det?"

Mor:" ja, det hele skal nok ende godt i den sidste ende. Tro mig."

Mig:" tak mor."

Mor:" det var da så lidt. Men kan jeg ikke få dig til at gøre noget for mig?"

Mig:" jo selfølgelig mor, hvad skal jeg hjælpe dig med?"

Mor:" aw skat, det er ikke mig du skal hjælpe."

Mig:" men hvem er det så? Er det far?"

Mor:" nej, det er dig selv Simon."

Mig:" mig selv, hvad mener du?"

Mor:" imorgen i skolen, så snak med hende, fortæl hende hvad du føler. Der inde * hun peger på mit bryst*, inde i hjertet."

Mig:" men mor, jeg vil ikke midste hende, og desuden kommer hun ikke i skole imorgen."

Mor:" hvorfor? Er der noget galt?"

Mig:" altså, Zayn har roder sig ud i noget skidt igen."

Mor:" åh nej, ved hun det?"

Mig:" altså det er ikke lige så slemt denne her gang, men hun ved der er noget galt, bare ikke hvad."

Mor:" ved du hvad det er?"

Mig:" nej, Louis fortalte det."

Mor:" så snak med hende om det, vis hende at hun betyder noget for dig."

Mig:" men mor, jeg vil ikke såre hende."

Mor:" åh Simon, du er nød til at tage nogle chancer."

Mig:" det ved jeg godt mor."

Mor:" skal i være sammen efter skole imorgen så?"

Mig:" ja, hvorfor?"

Mor:" så tal med hende der. Okay?"

Mig:" okay."

Mor:" det var godt min dreng. Du bliver så stor. Det næste bliver vel at jeg står og holder tale til min lille babys bryllup."

Mig:" jaja mor, kom nu ikke for godt igang. Hun skal jo lige blive min kæreste først."

Mor:" detalje, detalje."

*Maxim' synsvinkel.*

Da drengene var gået, satte Zayn og jeg os ind på sofaen. Jeg havde lavet os hver en kop te. Citron, Zayn's ynglings.

Jeg tog Zayn's hånd i min. Jeg prøvede at fange hans øjne, men han sad bare der, og stirrede ud i luften. Hans blik var tomt, og han øjne var våde.

Mig:" Zayn?"

Zayn vendte hovedet mod mit, men han sagde stadig intet.

Mig:" tal til mig Zayn. Please."

Zayn åbnede munden. Tog en rigtig dyb indånding. Pustede ud. Og talte så endelig, efter tre kvarters komplet stilhed.

Zayn:" Max. Der er ikke rigtig noget at tale om. "

Mig:" men Zayn, kan du i det mindste ikke fortælle mig at du ikke er sur på mig?"

Zayn:" men jeg er ikke sur på dig Max. Jeg er bare i… sjok."

Mig:" i sjok? Over hvad?"

Zayn:" jeg havde hvis bare ikke regnet med at der var dig og Louis der skulle ende med at såre mig mest."

Mig:" Zayn det er altså ikke som du tror."

Zayn:" men du ved jo ikke hvad jeg tror."

Zayn var begyndt at hæve stemmen, hvilet skræmte mig, for det var noget han aldrig gjorde.

Mig:" hvad er det så du tror?"

Zayn:" jeg tror det er sådan her: Louis og du har været sammen et stykke tid nu, men i har ikke turet side noget til mig, fordi i var bange for at gøre mig ked af det, men så fandt jeg jer kysse i gangen, også ødelagde jeg det helt."

Mig:" nej, det er slet ikke sådan, Louis og jeg er slet ikke sammen."

Zayn:" men hvorfor kyssede du ham så?"

Mig:" det ved jeg ikke. Altså Zayn, jeg kyssede jo også Niall og Harry, men vi er jo heller ikke sammen. Vel?"

Zayn:" nej, men… hey, vent. Var Niall dir første kys?"

Mig:" altså… faktisk ikke."

Zayn:" nåre, hvem var der så?"

Mig:" det var Simon."

Zayn:" pyha. Jeg troede lige at der havde været en eller anden tilfældig, eller noget. Du ved jo godt, at som jeg altid siger, dit første kys er næsten ligeså vigtigt som din første gang."

Jeg rødmede lidt, men han havde ret. Hvilket fik mig til at tænke over noget. Simon havde jo været mit første kys. Det var også en del af vores pagt, for ikke at gøre det lige så akavet. Måske var Simon den rigtige.

Zayn:" er du egenlig stadig jomfru? Hvis jeg må spørge, eller er det bare sært?"

Mig:" det er helt okay. Og ja det er jeg."

Zayn:" nogen i tankerne?"

Mig:" ZAYN!"

Zayn:" undskyld, er bare nysgerrig."

Jeg var egentlig ret lettet i øjeblikket. Zayn var ikke længere så trist, og han havde virkelig allerede hjulpet en del uden at vide noget var galt.

Mig:" det er fint Zayni, men faktisk så har jeg."

Jeg ved godt at jeg løber en kæmpe risiko lige nu, men han skal jo vide det før eller siden.

Zayn:" nåre, og hvem er så den heldige kartoffel?"

Mig:" altså. Ham og jeg lavede en slags pagt den gang vi var mindre, pagten gik ud på at vi skulle være hinandens første. Og et eller andet sted håber jeg nok også på at vi skal være hinandens sidste."

Zayn:" må jeg gætte?"

Han lød lidt som en lille dreng, jule aften, som om han lige havde fået den største pakke under træet, og nu skulle til at pakke den ud.

Mig:" det er vel inden skade til, skyd løs."

Zayn:" jeg tror det er… SIMON!"

Mig:" du er ikke helt galt på den."

Zayn:" så altså, du kan sådan 'lide lide' Simon?"

Ja det var spørgsmålet, enkelt som det var, kan jeg 'lide lide' Simon? Og gid hvor ville jeg gerne var kunne sige ja, eller nej, men det var ikke så let. Altså der var en del der skulle regnes på, men det måtte altså vente. Lige nu handlede der bare om at hygge mig med Zayn, så svarer for nu lød.

Mig:" det ved jeg ikke Zayn, jeg ved det virkelig ikke."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...