Rise Of The Humans

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre hvis du lige pludselig vågnede op i år 2213? Det ved du ikke vel? Det gør 16 årige Kitwa heller ikke, da hun en dag vågner op i år 2213 præcis 200 år fra nu. Verden er et helt fremmed sted, styret af Mortin Osment, hele verdens diktator halv menneske halv robot. Samfundet er helt anderledes og mærkeligt. Alting er så perfekt.
Måske lidt for perfekt…

2Likes
1Kommentarer
321Visninger
AA

1. Velkommen til år 2213

Stille helt stille, absolut ingenting, kun mørke og intet andet. Men for første gang i hvad føltes som en evighed kunne jeg mærke noget, et eller andet. Hvad det var, vidste jeg ikke, men det var der og denne gang var jeg ikke i tvivl. Bib, bib, bib… For allerførste gang kunne jeg endelig høre noget.

- Kitwa, kan du høre mig?

Jeg prøvede på at svare, men kunne ikke få mine muskler til at reagere.

- Kan du prøve på at åbne øjnene?

Jeg tager mig sammen og prøver alt hvad jeg kan, men mine øjenlåg føltes så forfærdelig tunge. Jeg fik endelig åbnet mine øjne og blev blændet af et skarpt hvidt lys.

- Hun er vågen! Kitwa du befinder dig på Primson Hospital, mit navn er Cindaya154 og jeg er din personlige sygeplejerske.

Efter ca. 10min kunne jeg endelig se ordenligt. Jeg stirrede direkte ind i øjnene på en smuk ung blondine med uhyggeligt blå øjne, de lyste helt.

- Hvad er der sket?

-  Kan du slet ikke huske noget Kitwa?

Jeg tænkte mig om, det eneste jeg kunne huske var, at jeg var ude og køre i bil med mine venner, da en spritbilist kom imod os også mørke ikke andet en mørke.

- Du var ude for en bilulykke den. 16-08-2013 og har ligget i koma lige siden.

 

-I hvor lang tid har jeg været i ko…

Jeg nåede ikke at afslutte sætningen før jeg kastede op. Er du gal hvor jeg dog kastede op. En hel masse flydende lilla væske kom ud af min mund i stråler og det føltes som om det aldrig ville stoppe. Jeg ved ikke hvordan sygeplejersken bar sig ad, men inden jeg overhovet var begyndt at kaste op, havde hun fået en metalspand op på skødet af mig, som jeg heldigvis nåede at ramme.

- Du har ligget i koma i præcis 200 år.

Jeg fattede ikke en dør af hvad hun lige havde sagt.

- Du må jo være sindssyg, fik jeg fremstammet.

-  Nej, du har ligget i koma i præcis 200år og levet af flydende kost gennem den gennemsigtige slange i siden af din mave. I var fire i bilen, to døde, en lå i koma ligger stadig i koma og du er lige vågnet.

-  Hvem ligger i koma!!

Sygeplejersken stod længe og stirrede ude at blinke. Hun stod der faktisk så længe uden at blinke, at det begyndte at skræmme mig. vent lige hun blinkede faktisk overhoved ikke.

- Ph---ie. Phie hedder hun.

- Er Phie stadig i live!!?

 

- Ja, men det skal du overhoved ikke bekymre dig om. Jeg går ud og henter noget medicin til dig.

Jeg kiggede op for at sige noget til hende, men hun var væk.

- Hallo!

Men intet svar.

Døren gik op og ind kom en ung dreng i halv slidt tøj. Han havde blå øjne og lysebrunt halv langt hår. Han så faktisk ekstremt godt ud.

- Kitwa vi har ikke meget tid, så hør godt efter! Vi er i år 2213, du har ligget i koma i 200år og du kan derfor ikke rigtig bevæge dig særlig meget. Drik det her.

Han rakte et glas med noget flydende blåt væske frem til mig. kan jeg mon stole på ham, tænkte jeg.

- Stol på mig kitwa, hviskede han forførende og hans smukke blå øjne mødte mine.

Alt stod stille i det øjeblik.

- Jeg stoler på dig, hviskede jeg og han hjalp mig med at kommer op og sidde så jeg kunne drikke.

Det smagte af sød lakrids, det var skønt lige hvad jeg havde brug for.

- Det skal nok gå kitwa, om lidt vil du kunne gå, også flygter vi herfra okay? Dig og mig, vi flygter sammen ik?

- Jo, bare dig og mig, gentager jeg.

Hvad sker der? Kitwa du har lige mødt ham og du allerede helt forgabt i ham. Du må til at tage dig sammen, tænkte jeg.

- Jeg har taget noget tøj med til dig. undskyld, at det er lidt slidt, men vi har ikke rigtig andet. Tak… Skynd dig, hviskede han og vendte ryggen til så jeg kunne skifte.

Blå jeans, sort bh og en slidt grå ac/dc t-shirt.

- Ac/dc trøjerne eksistere stadig efter 200år, siger jeg begejstret og kigger op.

Han ler. Åh en dejlig latter!

-Du har en god musiksmag kan jeg regne ud, siger han og kigger på mig med oplyste begejstrede øjne.

 

- Selvfølgelig, siger jeg og  ler.

Åh hvor var det skønt endelig at grine. Lyden af trin ude fra gangen fyldte rummet.

- Kom vi må skynde os.

Han rakte sin hånd frem mod mig og hans øjne mødte endnu engang mine. Jeg tog hans hånd og fulgte med ham. Hurtigt og lydløst ud af døren og ned gennem en lang tom, hvid gang. Vi løb ekstremt hurtigt. Efter noget tid begyndte en alarm at ringe og nogle mærkelige mænd løb efter os.

- Denne her vej! Råbte han og trak mig gennem en stor metaldør og ud på en meget ren parkeringsplads.

For enden af parkeringspladsen holdt en stor sort motorcykel. Alle bilerne på parkeringspladsen var hvide og barnevogne ude foran indgangene var hvide. Fliser, ja stort set alt var hvidt og rent undtagen de små træer, som stod til pynt rundt omkring.

- Hop op! Råbte han.

Jeg hoppede op på motorcyklen så jeg sad bagved ham.

- Tag hænderne rundt om mig og hold godt fast.

Jeg gjorde som han sagde og han startede motorcyklen. På ingen tid kørte den ekstremt hurtigt og pludselig uden varsel, lettede den var jorden og vi fløj. På en motorcykel!! De mærkelige mænd lettede også og fulgte efter os.

- De indhenter os! Råbte jeg.

- Ikke i dag! Råbte han tilbage og satte farten endnu mere op.

Han begyndte at flyve stejlt opad og jeg måtte bruge alle mine kræfter på at holde mig fast om ham. Han fløj højere og højere op.

- På tre giver jeg slip på speederen og vi falder okay? Så vil de lede efter os helt nede på jorden, eller retere sagt vores lig. De tror vi dør, de tror motorcyklen går i stykker.

- Giver slip? Er du sindssyg?!

- Stol på mig Kitwa. Klar?

- Ikke rigtig nej. 1..2..3

Vi faldt hurtigt og lydløst. Det føltes som uendeligt lang tid. Vi nærmede os hurtigt jorden.

- Bare rolig! Råbte han.

 

- Jeg er helt rolig!

Han begyndte at grine.

Ca. 10 sekunder før vi ramte jorden rettede han op på motorcyklen, fløj lydløst ca 50 cm over jorden. Jeg åndede lettet ud og kunne ikke lade vær med at grin.

- Sygt adrenalin kik ik? Spurgte han og grinte med mig.

-  Det må du nok sige, svarede jeg.

- Vil skal ikke så langt, klarer du dig? Spurgte han og kiggede beroligende på mig.

Jeg nikkede. Lidt efter drejede vi ned af en mørk gyde og stoppede for enden. Han trykkede på en knap på en mur og det stykke vej vi var på, begyndte at køre nedad. Vi kom ned i et stort rum med biler, fly og motorcykler. Vi stod ad motorcyklen. Og uden jeg kunne nå at reagere kastede jeg op igen.  Han skyndte sig hen til mig for at støtte mig og holde mit hår.

- Klarer du den? Jeg ved hvor forfærdeligt den lilla væske smager.

-  Ja det smager forfærdeligt, men jeg tror, at jeg klarer den.

-Det var godt.

- Og hey vi overlevede da!

- Jeg sagde jo, at du skulle stole på mig.

- Jeg ved, at jeg altid kan stole på dig Teis.

Han løftede hurtigt hovedet og kiggede med undrende øjne på mig.

- Hvordan ved du, at jeg hedder Teis?

- Det ved jeg ikke, svarede jeg og var ligeså forvirret som ham.

Der lyder skridt og en høj veltrænet afrikaner kommer ind.

- Kitwa endelig kom du. Det var du godt nok lang tid om Teis, sagde han og grinte en dyb, men venlig latter.

-Hvor er jeg?

-  Godt spørgsmål Kitwa, men et svar skal du få. Det her er R.O.T.H´s hovedkvarter.

-  R.O.T.H?

-Rise of the humans, svarede Teis og kiggede nysgerrigt på mig.

- Hvorfor Rise of the humans?

- Fordi Kitwa, vi er i krig.

Jeg sank en klump.

- I krig? I krig mod hvad?

- Robotterne…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...