Tyven- one direction fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2014
  • Status: Igang
"HEY. STOP, EN ELLER ANDEN STOP HENDE!" Det lød mere som et brøl end som et råb.

Jeg kiggede mig over skulderen, og så han prøvede at mase sig igennem den menneske mængede der lige var gået ind foran ham. Jeg blev panisk, og begyndte at løbe. Jeg løb hen mod den gyde, jeg var kommet fra. Pungen kom jeg ind i en inderlomme på min læder jakke. Jeg nåede ind i gyden, og fortsat løbet. Jeg kom hen til den anden side, som førte ud til en mere befærdet vej. Jeg stoppede for at kigge om der var noget politi, og for at se om den blonde fyr stadig var efter mig. Det var han ikke. Han havde indhentet mig!!!

Han greb mine skuldre og bankede mig ind i den nærmeste murstens væg.

30Likes
18Kommentarer
1727Visninger
AA

14. Skjulte ansigter

14. Skjulte ansigter

Lyden af varmt vand der faldt mod hvide klinker, kunne høres i hele rummet. Det samme kunne den lave nynnen der kom fra mig. Niall havde givet mig et håndklæde og sendt mig i bad. Jeg havde jo ikke noget tøj at tage på, så Louis havde lånt mig noget af hans kærestes tøj, som hun havde glemt sidst hun sov her.

Det var rart endelig at få et bad, og så enda et brusebad! Sidst jeg havde været i et brusebad var flere år siden. Der var også masser af forskellig shampoo og balsam, og andre hårprodukter. Jeg havde puttet shampoo og balsam i håret, og var igang med at skylle det ud.

Min nynnen fik ord eftersom jeg begyndte at kunne huske teksten.

"You and I. We don't wanna be like them. We can make it till the end. No, nothing can come between, You and I"

Det var den sang Niall sang for mig igår nat, da jeg vågnede efter mareridtet. Den drøm hvor jeg drømte at jeg blev fundet af Jack. Jeg synes stadig at kunne høre hans fløjten. Der gik en gysen igennem mig, og jeg slukkede vandet.

Jeg trådte ud af bruseren og viklede håndklædet rundt om min nøgne krop. Da jeg kiggede op igen så jeg en spinkel pige, med blå mærker over det hele, stå overfor mig. Hendes øjne kiggede direkte ind i mine, men de virkede tomme, som om alt livet i dem var blevet brugt op. Hendes hud var bleg, og hænderne næsten hvide som de knugede hårdt om håndklædet hun var svøbt i. 

Jeg kiggede væk, kunne ikke holde mit eget spejlbillede ud. Jeg tænkte tilbage på igår, til der hvor vi sad i stuen hele dagen og bare hyggede. Det var som en dag i eventyrland, en dag uden problemer, en dag der holdt mig væk fra virkeligheden. Men virkeligheden er der stadig, de blå mærker forsvinder ikke med det samme og de ar min sjæl har fået vil sikkert aldrig forsvinde.

Jeg prøvede at lade vær' med at tænke mere over det, men det var svært. Tøjet jeg havde lånt var, en sød sommerkjole der gik til knæene og havde en masse farverige sommerfugle på. Jeg tog mit eget undertøj på indenunder, men jeg trængte til at få skiftet det ud. Det er meget gammelt, og det begynder sikkert snart at lugte grimt.

Jeg havde bare ingen penge til at købe noget nyt. Og jeg havde slet ikke lyst til at gå tilbage til pakhuset, for at hente det jeg allerede havde. Lige nu virkede det hele så håbløst, jeg har ingen penge, jeg er kinda på flugt, jeg har intet tøj og jeg bor hos nogen jeg nærmest lige har mødt. Men selvom jeg lige har mødt dem, føler jeg allerede at jeg kender dem.

Jeg blev færdig og gik ud af badeværelset. Jeg følte mig meget sårbar eftersom mine blå mærker var synlige, og jeg ikke kunne dække dem med noget, sådan som jeg plejede. Jeg gik nedenunder og ind i stuen, der var ikke nogen derinde. Det var lidt mærkeligt, hvor kunne de være henne?

Jeg gik ind i køkkenet, men der var de heller ikke. Jeg gik ned mod bagenden af huset, jeg havde aldrig været dernede før. Jeg begyndte at kunne høre stemmer, og jeg åndede lettet op, de havde ikke forladt mig. Jeg kom helt ned til enden og gik ud gennem en glasdør, som førte ud til baghaven. Jeg kiggede mig omkring og fik øje på drengene nede ved træerne i den bagerste del af haven. Jeg begyndte at gå ned mod dem, mens jeg kiggede mig omkring.

De havde en kæmpe have, ligesom deres hus! De havde en stor pool med rutsjebane! Og en kæmpe terrasse, med en stor grill og en masse havestole rundt om et kæmpe bord. Der var et kæmpe areal kun med græs, og nede bagerst var der en lille skov. Det var der jeg var på vej hen nu.

Drengene stod lige i skovbrynet og spillede fodbold. Jeg gik ned mod dem, og da Harry fik øje på mig løb han hen til mig. Han greb mig om livet og snurrede mig rundt. Jeg hvinede overrasket, men på en god måde. Da han satte mig ned kiggede jeg spørgende på ham, men stadig med et smil på læben.

"Undskyld for i morges, du prøvede bare at være venlig og jeg var bare rigtig led." Harry lød meget undskyldene.

Jeg tænkte tilbage til i morges. Jeg var på vej ind i køkkenet, da Harry kom styrtende ud. Jeg havde spurgt om der var noget galt, men han havde bare kigget surt på mig og var gået videre.

"Det er i orden." Svarede jeg ham, med et smil. Han kiggede taknemmeligt på mig.

Han vendte rundt og trak mig med hen til de andre drenge, som stod og kiggede på os.

"Sofie! Kan du spille fodbold?" Spurgte Louis højlydt da vi kom hen til dem. Jeg rystede forsigtigt på hovedet, og han kiggede måbende på mig.

"KODE RØD, DRENGE! KODE RØD!" Begyndte Louis at råbe.

Liam kiggede undskyldende på mig, "Beklager, Sofia, men vi bliver nødt til at lære dig det. Ellers slipper du aldrig af med Louis' bebrejdelser."

Jeg grinede lidt af ham, og nikkede så.

"Så hvis mig hvordan man gør." Sagde jeg, stadig med et smil på læben.

***

Efter flere mislykkedes forsøg fik jeg sparket bolden dybt ind i deres lille skov. Harry skulle til at hente den, men jeg stoppede ham, han havde allerede hentet mange af de bolde jeg havde skudt væk.

"Jeg skal nok hente den." Sagde jeg, og gik ind i skoven.

Det blev straks en del mørkere, eftersom træerne skyggede for solen. Jeg kunne ikke se bolden lige med det samme, men fik hurtigt øje på den. Den lå henne ved en lille busk, langt inde i skoven.

Som jeg gik mod den, følte jeg øjne kigge på mig. Jeg så mig over skulderen, men kunne ingen se, heller ikke drengende. Jeg fortsatte dog, og kom endelig hen til bolden. Jeg rakte ned efter bolden, men havde ikke fået fat i den da der lød en fløjten. Jeg rettede mig op med et sæt! Jeg drejede rundt, men kunne ikke finde den der havde fløjtet. Jeg følte øjnene i nakken og drejede rundt igen. Jeg synes jeg så en skikkelse hoppe ind bag et træ, men var det rigtigt eller bare min fantasi. Der lød endnu en fløjten, og jeg gik lidt i panik. Jeg greb bolden og løb ud af den lille skov.

Da jeg endelig kom ud løb jeg næsten ind i Niall. Han greb mig inden vi styrtede sammen, og kiggede underligt på mig. Han åbnede munden, som for at sige noget, men jeg fik sagt noget først.

"Undskyld, jeg synes bare ikke I skulle vente på mig, så jeg løb." Sagde jeg. Jeg ville ikke gøre ham bekymret ved at sige sandheden.

"Er det egentlig ikke også blevet tid til at få lavet noget frokost, jeg skal nok hjælpe." Jeg prøvede så meget som muligt at undvige det der lige var sket.

"Ja, lad os få noget at æde!" Sagde Louis og begyndte at gå mod huset. Jeg gav Niall et smil og begyndte også at gå mod huset.

Men jeg kunne ikke slippe tanken om den fløjten jeg havde hørt. Den mindede så meget om min drøm. Hvad nu hvis min drøm var en fremtidssyn!!!..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...