Tyven- one direction fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2014
  • Status: Igang
"HEY. STOP, EN ELLER ANDEN STOP HENDE!" Det lød mere som et brøl end som et råb.

Jeg kiggede mig over skulderen, og så han prøvede at mase sig igennem den menneske mængede der lige var gået ind foran ham. Jeg blev panisk, og begyndte at løbe. Jeg løb hen mod den gyde, jeg var kommet fra. Pungen kom jeg ind i en inderlomme på min læder jakke. Jeg nåede ind i gyden, og fortsat løbet. Jeg kom hen til den anden side, som førte ud til en mere befærdet vej. Jeg stoppede for at kigge om der var noget politi, og for at se om den blonde fyr stadig var efter mig. Det var han ikke. Han havde indhentet mig!!!

Han greb mine skuldre og bankede mig ind i den nærmeste murstens væg.

30Likes
18Kommentarer
1726Visninger
AA

11. Safe

11. Safe

Nialls synsvinkel

AV, AV, AV!!! Flere og flere næver ramte min kæbe, mine kinder, ved siden af mine øjne, kort sagt hele mit ansigt. Fyren stod med et hoverende smil, og blev ved med at slå mig. Jeg lå på ryggen nede på den kolde asfalt, han sad overskrævs på mig. Jeg kunne knap bevæge mine arme, og de få slag jeg fik blokeret, fik stød til at gå igennem mine arme. Blodet løb af mig, noget fra min flækkede læbe, andet fra min næse, og noget fra mit højre øjenbryn som også er flækket.

Men der var en positiv ting ved at jeg lå her. Det er at jeg ved Sofia slap væk. Eller jeg så hende løbe væk, jeg ved ikke hvad der ellers er sket. To fyre løb efter hende, og vi nåede ikke at stoppe dem! Jeg var ellers begyndt at løbe efter dem, da en hånd greb min skulder og smadrede mig ned i jorden. Fyren havde straks sparket mig i siden, det gjorde han flere gange. Smerten havde været uudholdelig, og det blev kun værre da han valgte at angribe mit ansigt.

Lige pludselig rammer lyden af sirener mig. Jeg sukker lettet, endelig er der nogen der vil hjælpe os ud af denne kattepine. Eller det håber jeg da?!

Fyren stopper straks da han også kan høre sirenerne. Han hopper af mig, og begynder at løbe væk. Jeg lukker kort mine øjne, og sukker endnu en gang. Hele mit ansigt brænder, sammen med mine arme og min højre side. Da jeg åbner øjnene igen, er sirenerne stoppet. Jeg sætter mig op og kigger mig omkring. De andre tyveknægte er også forsvundet. Pis! Nu slap de jo væk! Så kommer en hånd ind i mit synsfelt, jeg tager den og kigger op. Det er Liam. Han har ikke fået de store skrammer, men han er jo også god til boksning/brydning.

Liam for mig op at stå, og støtter mig hen til den nærmeste ambulance. Der var kommet to ambulancer og to politibiler. Louis sad derinde og havde næseblod. Lægerne fik mig straks til at lægge mig ned, og begyndte så at undersøge mig.

"Ja I har været heldige. Ingen alvorlige skader udover dit øjenbryn som lige skal sys. Du vil få en masse blå mærker, og være godt øm den næste uge, men så skulle alt også være i orden igen." Lægen smilte til mig, mens han talte.

Jeg kunne bare ikke koncentrere mig om det han sagde. Jeg havde noget andet i tankerne. Lige så snart  han havde lagt et plaster over mit øjenbryn, hoppede jeg ud af ambulancen og begyndte at løbe. Der blev råbt efter mig, men jeg ignorerede deres råb, de ville sikkert løbe efter mig alligevel. Jeg drejede af der, hvor jeg havde nået at se Sofia havde drejet. Jeg stoppede kort, og lyttede. Der var ingen mennesker i nærheden, kun tomme pakhuse. Jeg begyndte at gå ned af gaden, med både øjne og ører åbne. Jeg burde da kunne høre hvor hun befandt dig ikke?!

Jeg var kommet et stykke ned af denne gade, da en svag hulken hørtes. Jeg fulgte den og kom hen til et af pakhusende. Jeg åbnede hurtigt døren, og der lå hun! Hun lå der på den hårde beton, bundet, og uden en trævl på kroppen. Jeg skyndte mig at rive min jakke af og ligge den over hende. Hendes mund var dækket,  og det var sikkert kun på grund af hendes høje hulk jeg fandt hende. Jeg fik hurtigt bundet hendes bånd op, og fundet hendes undertøj som lå spredt over hele rummet. Jeg rakte det til hende og vendte mig om. Endnu havde hun ikke sagt et ord, og det havde jeg heller ikke. Da jeg hørte lynlåsen på min jakke, lyne op, vendte jeg mig rundt.

Hun så forfærdelig ud. Eller hun er meget smuk, men det er ikke hendes udseende jeg hentyder til lige nu. Hun så knust ud, helt forfærdelig knust. Hendes øjne lyste ikke med den glæde de havde gjordt tidligere, hendes smukke smil stod omvendt på hendes ansigt, mundvigende vente ned ad. De blå mærker på hendes kinder var blevet tydeligere nu da make uppen er grædt af. 

Jeg trådte hen til hende og slog armene ud. Hun trådte usikkert ind i dem, men så snart mine arme havde lukket sig om hende slappede hun mere af. Hendes hulk begyndte igen, og jeg kunne mærke min trøje blive våd af hendes tåre.

"Shh. Rolig nu. Du er i sikkerhed med mig. Der vil intet ske dig nu, ikke mere. Du er i sikkerhed. Shh." Jeg hviskede beroligende ord til hende, mens min hånd kørte op og ned af hendes ryg.

"T..a..a..ak Ni..a..ll." Fik hun fremsagt mellem hulkende. Hendes hulk blev svagere og svagere, og til sidst stoppede de. Nu var der kun hendes tørre øjne og små snøft tilbage.

"Kom, nu tager vi hjem." Sagde jeg, og tog hendes lille hånd i min.

Da vi trådte ud fra pakhuset kunne vi høre drengene kalde på os. De ledte sikkert efter os. Ja det gør de nok, ellers ville vel ikke kalde på os?!

Sofia gik lidt usikkert på benene, så jeg trak en arm under hendes knæ, og den anden havde jeg på hendes ryg, så jeg fik løftet hende op i brude-stil. I ved sådan som gommen bære sin brud over dør tærsklen til deres hus efter brylluppet? Nå men det var sådan jeg bar hende.

Hendes hoved hvilede på mit bryst, og hun havde lukket øjnene. Kort efter blev hendes vejrtrækning tungere, og hun sov.

Jeg bar hende hele vejen hen til der hvor politi og ambulance bilerne stod. De andre drenge stod med ryggen til, og havde ikke opdaget mig og Sofia endnu. Der var kommet en sort stor bil, som sikkert skulle fragte mig og drengene hjem, frem. Jeg gik over til den åbne dør, og fik lagt Sofia ind på bagsædet, så hun kunne sove videre. Derefter vendte jeg rundt, og så alle drengene stå og kigge på mig.

"Hvad tænker du på Niall?! De der fyre kunne stadig have været derude, og så stikker du bare af på den måde!!!" Liams hårde og belærende tone overrasker mig ikke, han lever bare op sin rolle som Daddy Direction.

"Men de var jo ikke derude, og jeg blev nødt til at finde hende! Jeg fandt hende bundet og uden noget tøj på, liggende i et forladt pakhus på hård kold beton! Jeg ved ikke hvad der er sket, men jeg har en fornemmelse og den er ikke god!" Jeg forsvarede mig selv, og forklarede hvad der var sket samtidig.

Drengene så overraskede ud, og Harry så sur ud. Han slog næverne sammen, og rynkede brynene. "Hvis jeg nogensinde ser dem igen, så for de så mange tæv, så mange at..at..AGRH De for bare tæv!" Harrys hårde ord overraskede mig. Han plejer aldrig at sige sådan noget, men han sagde det måske kun fordi han er sur og meget overbeskyttende over for Sofia.  Måske er det fordi han kan li' hende? Jeg er faktisk heller ikke selv helt sikker på hvad jeg føler.

Hun er virkelig en fantastisk pige! Jeg har aldrig mødt en som hende. Hun er meget smuk, både indvendig og udvendig. Hun er alt jeg har tænkt på lige siden jeg mødte hende. Jeg tror..Jeg tror.. Jeg tror jeg er forelsket!!!

 

 

 

 

 

 

~A/N~

Så kom der endelig et kapitel mere!!!

Jeg er ked af der er gået så lang tid siden sidst, jeg vil prøve om der kan gå kortere tid til næste kapitel, men jeg kan ingen ting garantere.

Hvad synes I??? Jeg kan selv rigtig godt li' kapitlet da det er fra Nialls synsvinkel:o)

Og hvis I gider må I gerne tjekke min nye movella ud, den hedder - Ordinary Girl

Det var alt herfra!!!

- Hilsen Tøzen<3<3<3;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...