Mareridtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Efter at vågne fra dette mareridt, blev jeg nødt til at skrive det ned, for at få det ud af mit hoved, og så tænkte jeg at jeg lige så godt kunne udgive den.
der er nogle få personlige dele der er uddraget, men ellers er alt som det var i mareridtet.

jeg har meget med heste at gøre i min fritid, så selvfølgelig er de lidt til stede i min drøm.

I må meget gerne komme med kritik - ikke om selve historien da det ikke er noget jeg frivilligt har opdigtet, men om min skrivestil. (jeg ved godt det ikke er skrevet til et 12 tal)

0Likes
0Kommentarer
251Visninger
AA

4. mareridtet - del 3

Panikken ramte igen, denne gang som en spand kold vandt i hovedet, da folk begyndte at skrige og kæmpe sig væk fra bølgerne, der nu var højere, og kraftigere. De der havde siddet tættest på vandkanten var nu enten forsvundet helt, eller blev slæbt mod mig som livløse kludedukker. De der stadig var i live kæmpede med at de havde for at befri sig fra bølgens stramme greb, men det nyttede ingen ting. På kort tid var vandet fyldt med flere kludedukke lignende lig, i sommertøj. Det var et smukt men samtidigt rædsomt syn. De klare sommerfarver mod bølgernes blå nuancer, og kroppene der nådesløst blev kastet rundt.

 

Skrækken greb mig for alvor, og jeg kæmpede mig gennem sandet, naturligvis i den mareridtsagtige slow-motion, væk fra vandet. Jeg nåede i det mindste bygningerne, der havde erstattet skoven, før bølgerne tog mig. Jeg ved ikke hvorfor den idé slog mig, men jeg begynde at kravle op ad huset, i håb om at højden ville kunne redde mig. Huset lignede mest af alt, et af de gamle vakkelvorne huse man ville se i en James Bond film, den afpillede og afblegede maling, de dybe udhug til vinduerne, og hullerne mellem murstenene, hvor der nogle steder var plads til at holde fast, eller endda finde fodfæste. Ideelt til at klatre op ad.  Bygningen var ikke mere end tre etager højt, men jeg nåede at passere mindst 6 vinduer, før jeg vendte mig om. Bølgerne bragede stadig højere og højere, og hvad der før virkede som mange lig, var nu fordoblet. Det er en ting at se folk drukne og efterfølgende flyde til overfladen i en film, men en helt anden at se dem så tæt på, og så ægte. Selvom det var minutter siden de var døde, var mange allerede røvet for al farve, og flere var ved at rådne op. På trods af at ansigterne lignede noget fra et dårligt animeret computerspil, var de mere ægte end noget andet på den strand.

 

Jeg vendte mig og forsøgte at klatre videre, men jeg var nået til en etage, hvor skodderne var slået for vinduerne, jeg forsøgte at klatre hen ad bygningen, men hver gang jeg prøvede at holde fast i en krog, eller hvad det end var der stak ud ad væggen, så enten knækkede det eller faldt af. Jeg var fanget på bygningens skrøbelige facade, og bølgerne kom nærmere. De nederste etager var slugt af den evigt stigende vandstand.

 

Endelig opslugte bølgerne mig, jeg nåede at mærke at vandet var overraskende varmt, alt for varmt faktisk, det brændte, jeg åbnede øjnene og opdagede at vandet ikke længere var vand, men den samme mystiske ild der havde brændt langs jordens aksler. Jeg skreg af smerte som min hud begyndte at brænde. Jeg blev blændet af smerten, og fra den smule jeg stadig kunne se, var de andre lig forsvundet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...