Mareridtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Efter at vågne fra dette mareridt, blev jeg nødt til at skrive det ned, for at få det ud af mit hoved, og så tænkte jeg at jeg lige så godt kunne udgive den.
der er nogle få personlige dele der er uddraget, men ellers er alt som det var i mareridtet.

jeg har meget med heste at gøre i min fritid, så selvfølgelig er de lidt til stede i min drøm.

I må meget gerne komme med kritik - ikke om selve historien da det ikke er noget jeg frivilligt har opdigtet, men om min skrivestil. (jeg ved godt det ikke er skrevet til et 12 tal)

0Likes
0Kommentarer
253Visninger
AA

2. Mareridtet - del 1

Først sad jeg hjemme med mine forældre og Oliver, og snakkede om, hvad vi skulle lave på deres bryllupsdag, vi blev enige om først at tage på stranden og derefter i tivoli.

 

Vi tog til stranden, og jeg gik hånd i hånd med Oliver,  gennem det tunge sand langs vandet, vi gik et stykke fra mine forældre, og pludselig var de væk – ude af syne de af tankerne, ikke at jeg opdagede at de var væk, de var der bare ikke længere.

 Der var en lille skov strækning langs stranden, hvor der stod store bøgetræer med mørkegrønne blade, gennem træerne så jeg en af mine gamle klassekammerater komme ridende, på hendes store mørkebrune hest. Jeg siger til Oliver, at han bare kan gå ned og finde en plads til os på stranden, der er mennesker over alt, og det går ikke op for mig på noget tidspunkt hvorfor alle på stranden sidder med blikket rettet stift mod horisonten over vandet, de vil vel bare se solnedgangen.

 

Da jeg kommer ind i skoven, kan jeg se, at hun har en del problemer med sin hest. Wilmer som han hedder, vil slet ikke stå stille, normalt er han en af verdens roligste heste, men lige nu tripper han rundt om sig selv, og vender der hvide ud af øjnene. Præcis den adfærd heste viser når de er skræmte over noget. Men der er ingen tegn på at der skulle være fare på færde, en blid brise får grenene på træerne til at svaje blidt, men det virker på ingen måde farligt. Selvom man tydeligt kunne se ind i skoven fra stranden, kan man dårligt skimte stranden på den anden side af træerne. Jeg tilbyder at hjælpe med at berolige Wilmer, men Sandi, som min gamle klassekammerat heder, takker hurtigt nej.

 

Jeg følger hende op ad stien, og ser min gamle ride-lærer, selvom han står i og snakker med en mand i en slags uniform, og samtidig prøver at berolige sin ophidsede unghest, blinker han til mig over og siger til manden i uniformen at det må vente til senere. Vi følges ned ad stien i stilhed først, han på hesten og jeg til fods, indtil jeg spørger hvordan det går med det hele, han forklarer at det er alle hestene der er urolige i dag, - man siger jo at dyr kan mærke når der er fare på færde, på et niveau som mennesker slet ikke kan begynde at forstå. Jeg tænker selvfølgelig ikke yderligere over det på det tidspunkt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...