Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9875Visninger
AA

24. Ulven på mit gulv

Jeg lå stadigt i hans arme, da jeg vågnede. Nu lå jeg i stedet ovenpå ham, med hovedet mod hans bryst. Og jeg følte mig helt tryg. Al smerten var væk igen, forsvundet som dug for solen. Jeg satte mig op i sengen. Min krop føltes brugt, som efter en lang løbetur, men det var langt fra de smerter, som jeg havde oplevet i løbet af natten.

”Har du det bedre?”

Spurgte Brutus, og havde slået øjnene op. Jeg nikkede, og lagde mig ned igen. Ved siden af ham. Så tæt at der kun var få centimeter imellem vores hud, men alligevel fjernt nok til at vi ikke rørte hinanden.

”Har du stadigt ondt?”

Spurgte han bekymret.

”Nej, men jeg føler mig brugt. Som efter en meget lang løbetur.”

Forklarede jeg. Han nikkede let.

”Det er normalt efter fuldmåne.”

Forklarede han. Jeg så skævt på ham, normalt? Normalt for hvad? Han sukkede utilpas, og rejste sig fra sengen. Før at jeg kunne komme med nogen som helst reaktion, havde han smidt sin bluse og bukser. Og før at jeg overhovedet kunne udstøde nogen form for lyd, stod der en enorm ulv på mit gulv. Der hvor Brutus havde stået få sekunder inden. Jeg var mundlam, og stirrede bare på ulven.

Den gik op på to ben, og blev igen til Brutus med de mørke øjne. Hans øjne blev igen normale, mens at han lynhurtigt trak sit tøj på igen. Jeg havde stadigt ikke sagt noget, og det bekymrede ham vist.

”Lily?”

Spurgte han tøvende, og satte sig på sengekanten. Jeg reagerede endeligt, og for op. Desværre for hurtigt til at min udmattede krop kunne følge med, så jeg faldt på gulvet. Det gjorde ondt i mine led at bevæge sig. Jeg følte mig så træt.

”Hvad fanden var det?”

Spurgte jeg vantro.

”Det tror jeg godt, at du ved.”

Svarede Brutus, og samlede mig op fra gulvet, som om at jeg vejede ingenting. Han lagde mig fra sig på sengen igen, hvor min hjerne var kværnede løs.

”En varulv.”

Formede jeg endeligt nogle ord efter hvad, der havde virket som en evighed. Brutus udstødte en utilfreds lyd.

”Godt nok har fuldmånen en indflydelse, men jeg ville ikke kalde os for varulve. Jeg ville nok nærmere sige at vi er født med en evne.”

Sagde han, og lød utilfreds over at jeg havde kaldt ham en varulv. Så lagde jeg mærke til hvad han havde sagt.

”Os?”

Spurgte jeg. Han sukkede igen utilpas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...