Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9873Visninger
AA

29. Pjækketid

”Måske du skulle lyve dig syg et par dage, så du slipper for… du ved, henne i skolen.”

Foreslog John. Brutus og jeg rystede begge på hovedet.

”Hendes far er læge på hospitalet. Det ville tage ham mindre end to sekunder at finde ud af at hun ikke er rigtigt syg.”

Forklarede Brutus for mig. Jeg var stadigt ved at gennemgå alt det, som Brutus lige havde sagt oppe i mit hoved.

”Hmm… hvad gør vi så med hende? Der bliver nok en værre ballade de næste par dage, hvis jeg kender Ann ret.”

Spurgte Ben Brutus og John. John trak på skuldrene, han var løbet tør for ideer.

”Jeg har hende hos mig de næste par dage. Du lader som om at du går i skole, som du normalt plejer. I stedet samler jeg dig op. Vi har jo stadig den der biologi-opgave, som du kan bruge som en undskyldning for at blive hos mig efter skole.”

Foreslog Brutus. John så sært på ham, men lod som ingenting, da Brutus så i hans retning. Jeg nikkede. Okay, det var vel i orden. Jeg følte mig jo mere rolig sammen med Brutus.

”Hvad med dine forældre?”

Spurgte jeg. Brutus’ svage smil forsvandt.

”Min far ved hvad jeg er. Det er jo ham, som jeg har arvet det fra. Jeg ringer til ham om lidt, og forklarer situationen. Han ville ikke have noget imod det.”

Forklarede Brutus. Jeg bed mærke i at han ikke havde nævnt sin mor. Hvor var hun henne? Så slog det mig. Hvad ville der ske, hvis jeg selv fik børn? Ville de også arve evnen?

”Øhm… Brutus?”

Spurgte jeg. Han nikkede.

”Hvis jeg får børn, får de så også…”

Spurgte jeg, men kunne ikke rigtigt få afsluttet sætningen. Han trak på skuldrene.

”Det kommer an på hvem du får børn med. Hvis det blev en fra flokken, så ja. Det ville være meget sandsynligt. Hvis det ikke er en fra flokken, så nej. Der er chancen meget lille. Men den er der nu alligevel.”

Forklarede han. Joe kiggede let på mig, og da jeg kiggede tilbage, blinkede han flirtende.

”Lækkert.”

Sagde han. Jeg udstødte instinktivt en knurren, som vist nok betød at han skulle holde sig væk.

”Det var vist en nej til dig, Joe.”

Sagde Brutus, og knækkede så sammen af grin. Han grinte, så det rungede. Flokken med. Joe trak på skuldrene, som om at han trods alt havde prøvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...