Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9794Visninger
AA

11. Overfaldet

”Så er filmene slut.”

Nævnte Mr. Manson, og kom ud fra projekter rummene. Det vidste jeg godt. Det havde jeg set på skærmene under kassen. Jeg havde fulgt lidt med i den nye actionfilm, men den virkede ikke rigtigt som noget for mig, så jeg havde opgivet den igen.

”Jeg ordner salene, så kan du tælle kasserne op og gå hjem.”

Sagde han hurtigt i farten, og smuttede så ind i salen med actionfilm, hvor der nok ville være mest rod. Jeg ventede med at ordne kasserne, indtil at alle gæsterne var gået igen. Så talte jeg op og printede bonnerne ud. De stemte overens, og vi havde faktisk tjent ret godt i dag.

”Halvt over forventning.”

Sagde jeg, og stod i døråbningen til biografsalen. Jeg fik tommelfingeren fra Mr. Manson, som stod på hovedet oppe foran. Der var vist sket et uheld med de karameller, som jeg havde solgt en dreng, som så lidt for ung ud til at se actionfilmen.

 Vores lille kodesprog betød at jeg kunne give Mr. Manson beskeder, selv når der var kunder, som det kun var os der forstod. Det var en fordel, så folk ikke vidste hvor mange penge vi havde i kassen. Det gjorde det svære at regne ud, hvornår at det var bedst at røve os. Hvilket desværre er sket en gang før. Men det var en formiddag og kun Mr. Manson var på arbejde. Og det fik tyvene knap nok noget ud af, for der var kassen allerede blevet tømt.

”Vi ses i morgen Mr. Manson.”

Vinkede jeg til farvel. Han vinkede let tilbage, men stod stadigt på hoved oppe foran. Godt det ikke var mig, som skulle gøre rent i dag. Så jeg hentede min jakke, og forlod biografen. Jeg så tilbage på skiltet: Bio’en, og tænkte at jeg var heldig at arbejde så tæt på fars arbejde. For jeg havde allerede kuldegysninger. Godt nok var gadelamperne tændt, men kun hver anden. Det var en del af det der nye spar-energi-program, og det gjorde mig urolig hvor mørkt at der blev imellem lamperne. Det føltes… forkert at gå der. Som om at jeg skulle blive under lampernes skær. At det ville beskytte mig fra mørket. Men jeg ville ikke komme hjem, og jeg ville gøre far urolig, hvis jeg ikke gik nogen steder.

Jeg for om det sidste mørke hjørne, og kunne allerede se lysene fra hospitalet. Så kunne jeg pludseligt høre det, som havde fulgt efter mig lige siden arbejde. Det var det, som havde fået det hele til at føles forkert. Klør, som skrabede imod asfalten. Jeg vendte mig rundt, og kunne se en enorm sort hund. Den udstødte en dyb knurren, som fik mig til at gyse. Dernæst et hyl, som fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en…

Den kastede sig pludseligt frem. Jeg skreg, og mærkede dernæst dens tænder, som borede sig dybt ind i min hud. Jeg skreg igen, og kunne mærke den løfte mig op fra jorden, hvor jeg var faldet. Den var enormt stærk. Den begyndte at ruske mig. Det gjorde ondt, og jeg skreg igen. Den ville slå mig ihjel, indså jeg. Jeg måtte forsvare mig. Men ingen af de forsvars-greb som jeg havde lært, havde forberedt mig på det her. Jeg kom i tanke om min kuglepen, netop som jeg blev tabt på asfalten. Det slog luften ud af mig, men jeg fik lukket hånden omkring den kuglepen, som mor havde givet mig.

Den for frem igen, uden tvivl for at gøre det af med mig. Men jeg ville ikke lade det ende sådan, så jeg stak ud og ramte den. Jeg opfangede ikke hvor jeg ramte. Jeg kunne bare mærke pels, og så var den væk. Stukket af.

Kom op, nu! Tænkte jeg, og kæmpede mig på benene. Ikke kigge, ikke kigge. Beordrede jeg mig selv til, og løb de sidste meter hen til hospitalet. Jeg var allerede ved at gå i chok, men hvis jeg kiggede på såret, så ville jeg uden tvivl gå i fuldt chok. Og jeg ville bare hen til far. Jeg ville hjem.

Sekretæren skreg højt, da jeg kom væltende ind af døren til hospitalet. Personalemødet måtte være slut, tænkte jeg. For jeg opfangede pludseligt en masse hvid kitler, som for frem imod mig, netop som jeg besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...