Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9971Visninger
AA

51. Mit eksplosive humør

”Helt ærligt, det der college stinker!”

Brokkede Marcus sig, og fjernede tilmeldelsesblanketten fra bunken over muligheder. Flokken skulle jo helst blive sammen, så vi brugte en eftermiddag på at finde ud af hvilket college det skulle være, nu hvor de sidste eksamener snart ville være overstået.

”Enig.”

Erklærede Matthew, og rev det i småstykker. John rullede opgivende med øjnene. Der var altid et eller andet galt, så mindst en af dem sagde nej. Og de var blevet enige om at de alle skulle være enige, for engangsskyld.

”Hvad har du fundet?”

Spurgte John og ville læne sig over til Brutus. Brutus forsøgte at pakke papirerne væk, men for sent.

”Hvad satan?”

Spurgte han, og fik hevet papirerne fra Brutus. Brutus udstødte en utilfreds lyd, men faldt til ro, så snart at jeg lænede mig op af ham.

”Hvorfor kigger du på et hus?”

Spurgte han. Brutus udstødte en halvkvalt lyd, som fangede flokkens opmærksomhed. Jeg prustede utilfreds, og kunne mærke min kvalme røre på sig. Jeg hev utilfreds ud efter papirerne, og fik dem hevet til mig. Jeg smed dem på bordet, så hele flokken kunne se det hus, som Brutus havde tænkt sig at købe.

”Hvorfor kigger du på hus?”

Spurgte Ben, og læste detaljerne. Jeg kunne se at han pænt læste forbi delen med de to soveværelser, og det gjorde mig vred. Var det ikke åbenlyst?

”Fordi at Brutus har bollet mig tyk.”

Svarede jeg utilfreds. Flokken stirrede på Brutus med åben mund, og han blev rød i hovedet. Det gjorde mig endnu mere vred, at han ikke sagde noget, så jeg samlede den nærmeste stak papirer op og slog ud efter ham.

”Idiot!”

Hylede jeg, og var vred over at jeg ikke ville komme på college, når jeg så ud til at ville afslutte med årsgangens bedste karaktere. Alt det hårde arbejde spildt.

”Ud!”

Tordnede Brutus, da han fornemmede at jeg var ved at få et af mine vredes-anfald igen. Flokken lystrede straks og skyndte sig ud i haven. Jeg nåede at smadre stuebordet og fjernsynet, inden at Brutus fik mig beroliget igen. Og så sad jeg ellers i hans arme og hylede over at jeg havde kaldt ham en idiot. Jeg mente det jo ikke. Det var bare de åndssvage hormoner, som fik mit humør til at gå helt amok.

Da flokken kunne få lov til at komme ind igen, var jeg nogenlunde faldet til ro igen. Men jeg sad nu alligevel i Brutus’ skød, og lå med hovedet imod ham, så jeg holdt mig nogenlunde i ro.

”Jeg tror at vi alle har besluttet os for at tage det lokale college.”

Sagde John. Jeg begyndte straks at tude igen, fordi at det var for min skyld, at de ikke ville rejse væk på et langt bedre college. Brutus sukkede opgivende, og sendte flokken hjem. Så bar han mig i seng, smed tøjet og gjorde det eneste, som kunne få mig til at falde helt til ro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...