Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9807Visninger
AA

13. Mine ar

”Seriøst, du får ar på skulderen? Hvad så med afgangsballet?”

Spurgte Ann, og så på mig, som om at det var jordens undergang at jeg ikke ville kunne have en stropløs kjole på. Jeg var bare glad for at være i live, og lod det ikke påvirke mig.

”Far har sagt, at jeg altid kan få arrene fjernet, hvis jeg vil.”

Forklarede jeg, og lænede mig tilbage imod det bjerg af puder, som pigerne havde stablet op.

”Jeg er bare glad for at du er okay. Jeg… vi blev vildt bekymrede, da du ikke kom i skole i tirsdags. Og så da rektor pludseligt ville tale med os…”

Sarah gøs, og rystede på hovedet, som for at ryste mindet af sig. Jeg nikkede let. Jeg havde lagt på hospitalet i flere dage, så jeg var gået glip af en del skoledage. Først nu havde pigerne fået lov til at besøge mig. Og de var mødt op med armene fulde af gaver.

”Gør det ondt?”

Spurgte Marie forsigtigt. Jeg rystede på hovedet. Sårene var stort set helet allerede, så jeg fik stille og roligt mindre og mindre smertestillende. Det var dog stadig lidt et problem at bevæge armen. Men det hjalp genoptræningen heldigvis med.

”Ikke desto mindre skal jeg gå med slynge et stykke tid, for at skåne min skulder.”

Forklarede jeg, og snuppede et stykke chokolade med nougat fra den enorme æske på sengen. En gave fra Carsten, som havde fået lov til at kigge forbi i går. Han blev dog ikke særligt længe. Han skulle til træning, og det gjorde ondt at han ikke ville blive ved mig.

”Men din arm bliver vel okay igen?”

Spurgte Maria. Jeg trak på den raske skulder.

”Far siger at den burde blive som før, men jeg vil altid kunne mærke at den har været kommet til skade.”

Forklarede jeg, og vidste at hun forstod hvad jeg mente. Hun havde brækket sit ben som barn, og det kunne hun nogle gange mærke, når det var rigtigt koldt. Hun nikkede i hvert fald forstående.

”Hvor lang skal der gå, inden at du kan få plastikkirurgi? Altså for at fjerne arrene?”

Spurgte Ann, og var sikkert ved at forestille sig at hun måske kunne blive afgangsballets dronning, fordi at jeg ville have ar. Jeg var dog ikke sikker på at jeg ville have dem fjernet. Jeg svarede dog alligevel, bare for at ødelægge Anns drøm lidt;

”Et par måneder, så det er sikkert at arene er helet som de skal. Så det burde være væk til afgangsballet.”

Pigerne smilede straks glad, Ann dog ikke så meget.

”Fedt.”

Fik hun fremstammet, men lød ikke som om at hun mente det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...