Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9865Visninger
AA

12. Min lille pige

”Min lille pige. Min lille skat.”

Hviskede far tæt ved mig. Jeg blinkede træt mod loftlyset, men fik slået øjnene op.

”Far? Mor?”

Kaldte jeg ynkeligt. Jeg følte mig underligt stiv i kroppen, og jeg var simpelthen så træt.

”Min lille skattepige.”

Jublede mor, og for op fra sin stol. Hun tog forsigtigt min hånd, og holdt den ind til sin kind. Far sad i stolen ved sengen. Han var helt bleg i ansigtet, og han havde stadigt sin kittel på. Han tog forsigtigt ved samme hånd, som mor, og begyndte at græde.

”Min lille pige. Min stakkels lille pige.”

Græd han lettet. Jeg forstod ingenting, udover at de var græd af glæde. Jeg forsøgte at løfte min anden hånd, for at gribe fars hånd, men straks skar en skarp smerte igennem hele min arm.

”Du må ikke bevæge armen lille skat. Det har den ikke godt af, når du har sting i.”

Hviskede far, og kyssede blidt min håndryg.

”Hvorfor har jeg… hvad skete der?”

Spurgte jeg, og var slet ikke med længere. Jeg kunne se på mine omgivelser, at jeg var på hospitalet, men hvad lavede jeg her? Var min arm blevet syet? Og hvorfor?

”Kan du slet ikke huske det?”

Spurgte mor, og lød både lettet og chokeret på samme tid. Jeg rystede på hovedet, og så på far.

”Jeg var så bange. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så magtesløs, da du kom væltende ind på hospitalet. Dit tøj… og blodet. Åh min lille pige.”

Hviskede far imod min hånd, og kyssede den igen.

”Du blev overfaldet af et vildt dyr. Du har været bevidstløs i flere timer. Din far og jeg, vi frygtede det værste.”

Forklarede mor endeligt, og havde sluppet min hånd, så far kunne så den for sig selv. Han holdt den imod sin kind, så jeg kunne mærke hans tårer. Mor strøg i stedet min kind og pande. Hun snøftede lidt, men var da holdt op med at græde.

”Din arm… åh min skat. Det så så voldsomt ud. Men det skal du ikke tænke på. Sårene er blevet syet sammen, og det skal nok hele fint. Du får nok… du får nok nogle ar, men det kan vi altid få fjernet, hvis du vil det.”

Forklarede far, og tørrede let sine tårer væk. Jeg nikkede døsigt, og forstod at jeg følte mig træt fordi at jeg var blevet bedøvet.

”Det er jeg ked af, far. Men jeg ville bare hen til dig… jeg ville hjem.”

Undskyldte jeg træt, og en smule forvirret. Far forstod hvad jeg hentydede til, at han havde set mig komme ind på hospitalet på den måde. Han begyndte at græde igen.

”Åh min lille pige. Min lille skat. Det skal du slet ikke tænke på. Jeg er bare så glad for at du er uskadt.”

Hviskede han glad, og holdt igen min hånd imod sin kind. Jeg lukkede igen øjnene, og faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...