Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9801Visninger
AA

26. Min enorme styrke

Jeg hamrede døren i bag mig. Jeg var bare så vred, så rasende. Jeg havde troet at Ann var min veninde. Hvor havde jeg dog taget fejl! Og pigerne, de var ikke et hak bedre. Og Carsten. Han var kun ude efter den opmærksomhed, som han fik af at date den mest populære pige. Som ikke længere var mig.

Jeg smed rasende bøgerne fra mig, og registrerede knap nok at døren blev åbnet bag mig. Jeg sparkede hidsigt mine bøger i den retning, så Brutus og John kun lige nåede at dukke sig.

”Jeg forstår ikke lige hvorfor…”

Begyndte John, henvendt til Brutus, som signalerede at han skulle holde sin mund. Jeg vendte ryggen til dem, ikke det mindste interesseret i at have selskab lige nu.

”Lily.”

Kaldte Brutus forsigtigt, som om at han talte til et hidset barn. Hvilket bare gjorde mig endnu mere vred. Jeg kylede den nærmeste glaskolbe efter ham, som blev smadret imod væggen.

”Forsvind!”

Skreg jeg rasende af ham, komplet ligeglad med at hele flokken stirrede undrende frem og tilbage mellem Brutus og mig.

”Lily, du er nødt til at slappe af. Ellers går det galt.”

Forsøgte Brutus at få mig til at slappe af. Jeg mærkede igen den kildende fornemmelse, og før at jeg forstod hvad det handlede om, knurrede jeg! Jeg knurrede rent faktisk af Brutus, fordi at jeg var så vred.

”Så det var det, hvad dit lille nummer gik ud på!”

Rasede John, og så vred ud. Brutus kunne ikke længere ignorere ham, og nikkede.

”Ja. Jeg var nødt til at være sikker på at hun ikke skiftede.”

Forklarede Brutus, og var vred over at han befandt sig som en lus mellem to negle. Mellem mig, som var rasende og tæt på at koge over, og nu også John, som var vred af en grund, som jeg ikke helt forstod endnu.

”Hvilket hun gjorde.”

Påpegede John utilfreds, og lagde armene over kors. Den resterende del af flokken gav sig til at stirre på mig, og det gjorde mig endnu mere vred.

”Og du mente ikke at det var værd at nævne?!”

Spurgte John rasende, og var engangsskyld ved at miste besindelsen og han var ellers den venligste og mest rolige af dem.

”Hvornår skulle jeg have tid til det?”

Spurgte Brutus surt. Vreden i mig kogte over. Jeg havde lyst til at kaste mig over en af dem, men indså det i tide. Jeg snorede rundt, og hamrede armene ned i bordet. Det gav et øredøvende brag, og så kollapsede bordet. Knækket midt over.

”Hvad i…”

Udbrød John, helt rolig igen.  Jeg stirrede på det smadrede bord, fuldkommen i chok. Havde jeg virkeligt gjort det? Jeg svajede usikkert ved den kendsgerning, og da det endeligt gik op for mig, at det var rigtigt nok, besvimede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...