Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
10004Visninger
AA

20. Mig over dem?

”Okay.”

Sagde Brutus, som om at det var helt normalt, at han lige havde inviteret sig selv hjem til mig. Og vi havde ellers aldrig rigtigt snakket sammen før.

”Jeg ville nok have et problem med at komme over til dig, hvis du ikke giver mig din adresse.”

Kommenterede Brutus, og mindede mig på at jeg igen var gået i stå. 

”Ja, ja. Selvfølgeligt.”

Sagde jeg, og lød helt forvirret igen. Jeg skrev min adresse ned på siden i mit hæfte, og fik en ide. Det kunne jeg ikke skade at han også havde mit mobilnummer. Så jeg skrev det op nedenunder. Jeg rev hurtigt siden ud, og foldede det sammen på midten, inden at jeg gav ham det. Han nikkede, og stoppede det ned i sin bukselomme.

”Tak.”

Sagde han kort, og kiggede hurtigt opgaverne igennem igen.

”Tja, vi burde blive færdige i dag. Men man ved jo aldrig hvad der sker.”

Sagde han gådefyldt, og rejste sig i samme sekund som klokken ringede. Jeg så mig forvirret omkring. Var timen allerede ovre? Så hurtigt?

”Hey John!”

Kaldte Brutus, og gik hen til sine stirrende kammerater.

”Du holder skansen i aften.”

Sagde han kort til John, som pludseligt lignede jeg ved ikke hvad. Det lignede næsten at Brutus havde introduceret sig selv om øksemorder i pink strutskørt. Det kunne jeg nemt forestille mig, og det ville have fået mig til at fnise, hvis det ikke var for Johns chokerede ansigtsudtryk.

”Jamen… jamen… hvad med…”

Spurgte han, men uden at afslutte sætningen, så jeg forstod ikke meningen med den.

”Jeg tror at jeg springer over denne gang. Jeg har en aftale.”

Forklarede Brutus. Jeg udstødte en punkteret lyd. Den aftale var jo med mig. Han sagde nej til en aftale, som han havde med flokken, fordi at han ville lave lektier sammen med mig.

”Er du sikker?”

Spurgte John. Brutus nikkede med et skævt smil, som bare fik hans kammerater til at glo endnu mere dumt på ham. Hvad skete der lige her? Han var normalt så dyster og... tja, uhyggelig. Nu virkede han mere behersket og afslappet. Hvad havde ændret sig? Hvem havde ændret sig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...