Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9869Visninger
AA

45. Matematiklæreren og Frøken Marion

Nora snakkede i et væk med drengene om hvor glad hun var for blomsterne, og hvor pæne de var. Så jeg benyttede den lille pause til at snige mig væk fra Brutus, så jeg kunne hente mig noget at drikke. Det var varmt inde i den lille sal, hvor vi alle var samlet.

”Undskyld jeg forstyrrer, Lily. Men kunne du lige hjælpe mig?”

Spurgte matematiklæreren, den samme som havde taget parbillederne. Jeg så mistroisk på ham, og over på drengene, som morede sig over lille Nora, som var helt væk i blomsterne.

”Det er Frøken Marion. Hun var vist fået et insulinchok. Kan du ikke holde øje med hende, mens at jeg finder hende noget at spise?”

Spurgte han, og lød oprigtigt bekymret. Jeg vidste at det var farligt at få et insulinchok, så jeg skyndte mig at nikke.

”Hvor er hun henne?”

Spurgte jeg bekymret. Han vinkede mig med sig, så jeg skyndte mig efter ham uden tøven.

”Herinde. Bare hold øje med hende et par minutter, mens at jeg henter noget til hende.”

Bad han, og lignede at han allerede var på vej væk. Jeg åbnede døren ind til fysik, og undrede mig over at lyset var slukket. Jeg trådte ind, for at finde kontakten, så jeg kunne tænde lyset. I det samme blev jeg ramt over hovedet af noget hårdt, og jeg sank svimlende om på gulvet.

”Det tog sin tid!”

Vrissede en kvinde, som lød meget som Frøken Marion. Jeg blinkede forvirret, og opdagede at jeg befandt mig over skulderen på matematiklæreren. Jeg udstødte en forvirret lyd, som ikke blev til meget, fordi at jeg havde fået et stykke tape over munden. Jeg forsøgte at vriste mine hænder fra hinanden, men også de var tapet for stramt sammen.

”Prøv du at snige ballets dronning væk, uden at der var nogen, som opdagede det.”

Vrissede han igen, og smed mig på jorden. Jeg udstødte en øm lyd, og så op på de to.

”Ja, den havde du ikke regnet med, lille frøken populær.”

Sagde Frøken Marion hadefuldt, og fnøs utilfreds.

”Om jeg fatter hvorfor at du valgte hende.”

Sagde hun surt til matematiklæreren, som bare smilede grumt til mig.

”Jo, ser du søster. Ikke alene er hun smuk, men også langt klogere end sin hjernedøde veninde. Og jeg kunne jo ikke gøre hvem som helst til en af os vel?”

Spurgte han, og smilede tilfreds til Frøken Marion, som så åbenbart var hans søster. Ikke at de lignede hinanden for en skid. Og ja, nu er jeg ret ligeglad med mit sprog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...