Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9804Visninger
AA

22. Månens effekt

Da Brutus endeligt ankom. Da solen var gået ned, og månen var ved at kæmpe sig op på nattehimlen. Da, havde jeg det elendigt. Jeg havde lyst til at sende Brutus hjem igen.

”Hej. Du må undskylde forsinkelsen.”

Undskyldte han, og trådte hurtigt lige forbi mig, så han kom ind i huset.

”Min far insisterede på at køre mig, efter… du ved.”

Sagde han blidt, og skævede til min skulder. Jeg vendte mig hurtigt væk, og havde helt glemt at jeg havde taget min sweater af. Jeg flåede en tilfældig sweater til mig fra gangskabet, og tog den på.

”Und… undskyld.”

Stammede jeg, og fik hurtigt sweateren til at dække min skulder. Mine forældre blev altid så triste, når de så mine ar, så jeg skjulte dem altid. Jeg dækkede mig dog aldrig til, når jeg var alene. Det var der ingen grund til.

”Det er okay. Det gør mig ikke så meget.”

Sagde han forsigtig, og trak på skuldrene. Jeg følte mig en smule utilpas over at han havde set mine ar, men underligt nok havde jeg ikke længere den trykkende fornemmelse, som havde fået mig til at føle mig så syg. Jeg lagde armene over kors, som for at holde sweateren på plads, så den ikke rokkede sig en centimeter på skulderen.

”Jeg tænkte at vi kunne arbejde i spisestuen.”

Sagde jeg, og gik. Jeg ventede ikke engang for at se om han fulgte efter mig. Det havde lagt en dæmper på mit humør, at jeg havde glemt at få sweateren på, inden at han kom. Jeg viste vej ind i spisestuen, og regnede med at han var lige bag ved mig. Jeg havde allerede lagt mit hæfte, biologibog og diverse ting frem, som vi måske kunne få brug for.

”Har du fået aftensmad?”

Spurgte jeg, som den perfekte vært. Brutus nikkede let.

”Så må du sige til, hvis du bliver sulten eller vil have noget at drikke. Mor har sat noget mad i køleskabet, samt noget sodavand. Og der er is i fryseren.”

Forklarede jeg, og tog mig til hovedet. Det var begyndt at hamre igen. Jeg var ved at få det skidt igen. Men jeg havde besluttet mig for at få det hele med Brutus overstået, så jeg ikke skulle tænke mere på det. Opgaverne skulle løses, og så skulle han sendes hjem, og så ville jeg ikke behøve at tænke mere over det.

”Lily, er du okay?”

Spurgte han, og lød bekymret.

”Ja, ja. Jeg har det fint.”

Løj jeg, og rakte ud efter stolen foran mig, så jeg kunne sætte mig ned. Enten flyttede stolen sig af sig selv, eller også ramte jeg ved siden af. Pointen var bare, at jeg kunne mærke at jeg faldt. Men jeg mærkede aldrig at jeg ramte gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...