Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9968Visninger
AA

27. Ikke et ord

Mine arme gjorde ondt, og i nogle få lykkeligt sekunder, kunne jeg ikke huske hvorfor. Så kom jeg i tanke om det, og slog øjnene op. Det var ikke rigtigt nogen overraskelse, at jeg igen lå i min seng. Brutus sad på min kontorstol ved siden af sengen, og havde vist skændtes med John, som stod helt henne ved min dør. De resterende flokmedlemmer stod enten lænet op af noget, eller sad på gulvet.

”Lily…”

Begyndte Brutus. Jeg fløj op fra sengen, så jeg sad op. Flokken rørte straks uroligt på mig.

”Ikke et ord. Ikke et ord.”

Sagde jeg surt, og tog hovedet i hænderne. Det her kunne bare ikke passe. Det hele var et langt, forfærdeligt mareridt. Om lidt ville min mor vække mig, og så ville jeg skulle i skole. Tilbage til pigerne og Carsten, og alt ville være normalt.

Min mobil brummede let i min lomme, så jeg flåede den op. Ann havde sendt mig noget. Men hvis det her var ægte nok, så ville hun da ikke længere have kontakt til mig. Ville hun? Jeg strøg fraværende mit hår om bag øret, og afspillede den vellagte video.

Godt nok var min mobil på lydløs, men jeg behøvede ikke lyd for at forstå hvad der foregik i Anns soveværelse. Det gav mig på samme tid kvalme, og gjorde mig ufatteligt vred. Før at jeg fik set mig om, havde jeg knust mobilen i min hånd.

”Lily, altså.”

Udbrød Brutus bebrejdende, og tog min hånd. Han fik mine fingre pillet fra hinanden, og taget den totalt ødelagte mobil fra mig, så jeg ikke skar mig på det knækkede plastik.

”Du skal til at styre dit temperament.”

Sagde Brutus forsigtigt, og lod resterene af min mobil dumpe ned i skraldespanden.

”Ellers hvad?”

Spurgte jeg, og havde lyst til at slå ham. Jeg anede ikke hvor al den vrede, den lyst til at udøve vold kom fra. Det skræmte mig ærligt talt. Brutus så utilpas ud, og svarede ikke. Så John valgte at gøre det, men kom først over til sengen, hvor jeg sad.

”Ellers risikerer du at miste kontrollen. Du er ikke stærk nok til at skifte helt endnu. Det kommer først senere, men… Hvis du lader vreden blive for stærk, så kan du nå stadiet imellem. Men da du ikke er stærk nok endnu, mister du højst sandsynligt alt kontrol og lader din vrede gå ud over hvem som helst. Så kan du ende med at påføre en anden samme skade, som det er sket med dig.”

Forklarede han roligt, i et forsøg på at få mig til at slappe af.

”Det var med vilje.”

Udbrød jeg, og tænkte tilbage på den nat, som havde vendt hele mit liv på hoved. John så skævt på mig.

”Ulven fulgte efter mig hele vejen fra arbejde, men angreb først, da jeg befandt mig det perfekte sted. Et øde sted, skjult i skyggerne, men… men hvorfor angribe der? Det var jo så tæt på hospitalet. Der var andre muligheder, hvis jeg skulle slås ihjel.”

Mumlede jeg tænkende.

”Du har ret. Det var med vilje.”

Sagde Brutus, og lænede sig tilbage i kontorstolen. Hvad mente han med det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...