Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9797Visninger
AA

15. Hvad sker der?

”Hej skattepige.”

Hilste Carsten, og satte sig ved vores faste bord i kantinen. Jeg syntes kort at jeg kunne lugte noget på ham, men så var det væk.

”Hej.”

Hilste jeg træt, og var faktisk totalt udmattet. Jeg havde haft fire ud af syv timer den dag, og jeg følte det som om at jeg kunne finde på at falde i søvn ved bordet. Det var nok ulempen ved at jeg havde lagt stille så længe. Jeg havde ikke engang måtte gå ture, i forhold til mine lange løbeture.

”Er du okay, skat?”

Spurgte Carsten, og gjorde sit bedste for at lyde bekymret. Han var dog mere fokuseret på sit hold, som ivrigt vinkede efter ham.

”Jeg er træt.”

Sagde jeg lavt. Han nikkede, som om at jeg havde sagt noget godt. Så han rejste sig, og vinkede tilbage til holdet.

”Ses, skatter.”

Sagde han, og så var han væk igen. Jeg følte en overvældende lyst til at slå ham, men det ville bare komme til at gøre ondt i min skulder, så jeg blev siddende.

”Du?”

Spurgte Sarah, så jeg så på hende. Hun havde som jeg, sin egen smurte madpakke med og var derfor den eneste anden ved bordet. Resten af pigerne var stadigt oppe og købe mad.

”Ja?”

Spurgte jeg, da hun ikke svarede. Hun lod sine øjne glide ud til den ene side, inden at hun så på mig igen. Så gjorde hun det igen, så jeg forstod at jeg skulle kigge derhen. Jeg drejede let hovedet, og forhindrede mig selv i at give et forskrækket sæt fra mig. Brutus stirrede direkte på mig. Han sad helt stille, havde ikke rørt sin mad og hans blik mødte mit. Han gjorde intet for at afbryde øjenkontakten, så jeg skyndte mig at se væk. Vildt mærkeligt.

”Man skulle tro, at de kunne finde ud af at lave en anstændig pizza.”

Klagede Maria, og fremviste sin halvslatne pizza. Jeg kom til at grine.

”Men alligevel køber og spiser du dem.”

Sagde jeg muntert. Hun trak på skuldrene, og begyndte at spise den. Jeg fangede Sarahs blik. Hun gjorde det samme igen. Pis, Brutus holdt stadigt øje med mig. Så jeg kiggede hen på ham igen. Han havde ikke rørt sig en tomme.

John prikkede let til Brutus, som for at bede ham om at være opmærksom på noget, som de snakkede om. Brutus’ blik fandt mig dog hurtigt igen. John gjorde en utilfreds trækning, og gav sig så til at lede efter hvad Brutus så på. Men inden at han kunne opdage at det var mig, som Brutus så på. Så så Brutus væk, og lod som om at han fulgte med i deres samtale. John rullede med øjnene, og så var de ellers fordybet i deres samtale igen. Underligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...