Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
99Kommentarer
10303Visninger
AA

14. Han så mig

”Af vejen! Af vejen!”

Gik Ann i forvejen, og forsøgt at puste sig op. Eleverne flyttede sig som de plejede, men hun havde åbenbart behov for at gøre folk opmærksom på mig. Min første dag tilbage på skolen efter næsten en måneds fravær. Og jeg gik stadig med slynge. Jeg måtte ikke belaste mig det mindste, så Sarah bar mine bøger og hæfter for mig. Det føltes vildt underligt at folk kiggede sådan på mig. Jeg var vant til det, fra førhen, men ikke nu. Ikke når jeg var pigen, som var blevet overfaldet af et vildt dyr. Det gav mig en uopnåelig status. Og en hel del opmærksomhed.

”Flyt dig, dit store drog.”

Udbrød Ann pludseligt, og lød dybt utilfreds. Der var noget, som bestemt ikke passede hende. Jeg fik banet mig vej, omringet af pigerne, som formede en beskyttende cirkel. Ann stod og forsøgte at nedstirre Brutus, som med sin flok fyldte det meste af gangen. Han så ned på hende, som om at hun var et ubetydeligt insekt.

”Ann.”

Kaldte jeg irettesættende. Hun nægtede at løsrive sig fra magtkampen mod Brutus. Som hun var dømt til at tabe. Jeg besluttede mig for at lyve.

”Ann, kan vi ikke godt komme til time? Min skulder gør ondt.”

Klagede jeg, og håbede at hun ikke opdagede at jeg løj. Hun løsrev sig endeligt, og for hen til mig.

”Det skulle du da have sagt med det samme.”

Kvidrede hun, og så langt mere glad ud, end da min far havde sat mig af på parkeringspladsen. Han og mor nægtede at jeg skulle gå nogen som helst steder hen. De lovede at de ville køre mig alle steder hen. Det var som om at de frygtede at jeg skulle blive angrebet igen. Jeg havde lært min lektie. Alle vinduer og døre blev lukket, inden solnedgang og jeg bevægede mig ikke udenfor, før at solen var stået op igen.

”Vi må hellere komme til time, hvis de da gider…”

Jeg nev hende irettesættende, så hun holdt mund. Brutus vendte sig for at gå videre, da han pludseligt, netop som vi gik forbi hinanden, kortvarigt så på mig. Vores blikke mødtes. Selvom han så på mig, uden at se ud som om at han ville æde mig, så skyndte jeg mig alligevel at se væk. Han trak blikket til sig, og gik til sin egen time, med flokken i hælene. Så kunne jeg komme til fysik imens.

”Jamen dog, Lily.”

Udbrød fysiklæreren, og klappede nærmest begejstret i sine hænder. Han var rent faktisk kommet tidligt i dag.

”Det er godt at se dig på benene igen, min ven.”

Sagde han venligt, så jeg straks forstod at jeg ville få det nemt i timerne. Lærerene havde ondt af mig, og det betød færre lektier og færre spørgsmål i timen. Hvilket egentligt var det, som jeg havde brug for. Jeg havde brug for noget andet at tænke på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...