Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9797Visninger
AA

3. Dyret

”Gud, hvor var den time kedelig!”

Klagede Ann, lige højt nok til at fysiklæreren kunne høre det. Han vidste udmærket godt, at selv lærerene ikke var fri for rygter, og han holdt derfor sin mund lukket og lod som om at han ikke hørte det.

”Ej, skattetøs. Du har slet ikke nævnt Carsten endnu.”

Mindede Ann mig på, og lignede en kat på jagt efter fløde. Jeg lo let, og forsøgte at ryste den dårlige følelse af mig, som jeg fik, hver gang Carsten blev nævnt. Hvilket var totalt åndssvagt, når han skulle forestille at være min kæreste.

Næsten i samme øjeblik, dukkede de op. Anført af den sædvanlige dystre skikkelse, som hurtigt spredte det vand af elever, som var på vej til deres næste time. De var bange for dem. Hvem var ikke det? Hvilket egentligt var uden grund.

De lignede slagsbrødre. Alle tårnhøje, så de ragede over de fleste, og fandens muskuløse. Jeg havde aldrig set nogle af dem tage blusen af i sommerheden, men jeg vidste fra drengene af, at de var godt bygget. En sixpack var næsten obligatorisk ved dem.

Men på trods af deres skræmmende udseende, så havde jeg aldrig hørt at de skulle have gjort nogen ondt. Ikke det mindste. Der var selvfølgelig rygter, men hverken vidner eller blåmærker til at bevise det. De var frygtet alene på grund af udseendet.

Den mest dystre af dem, uden tvivl lederen, var samtidigt også den mest fjendtlige. Som om at de ikke var sky nok i forvejen. De talte ikke med andre, medmindre at de blev nødt til det. Og andre talte ikke til dem, medmindre at de blev nødt til det. De holdt sig som regel for sig selv, og talte kun sammen indbyrdes.

Det var kun takket navne-opråbninger i idræt, at vi vidste hvad de hed. Joe, den mindste af dem. Men alligevel vel med nogle overarme, som skreg, at man ikke skulle ligge sig ud med ham. Marcus, Matthew og Ben. Medlemmerne. Den højre hånd, John. Han var venlig nok, havde engang hjulpet mig med at nå en bog på biblioteket. Men han holdt sig nu alligevel til gruppen, eller flokken, som de var blevet døbt. Og selvfølgeligt, ham, som man bare ikke kunne glemme. Brutus. Selv hans navn lød voldeligt. Han lignede en, som kunne finde på at rive de største af angriberne på fodboldsholdet, her kom jeg tilfældigvis til at tænke på Carsten, midt over, så let som ingenting. Han så bare perfekt ud, på den der mega skræmmende måde.

Halvlangt sort hår, som bare lignede perfekt silke. Gad vide hvordan mon det føltes, ikke at jeg turde røre ved det. Nøddebrune øjne, som til gengæld så ud som om at de kunne finde på at æde en. Skarpe, markante træk, som ville have fået de fleste piger til at dåne, hvis det ikke var for hans fuck-dig-attitude. Tatoverede overarme, som den eneste i flokken. Jeg forstod ikke de fleste af tegnene eller skriften, som var flettet sammen på hans brede arme. Kun et ord forstod jeg. Det huskede jeg fra en af mine mors bøger. Dyret. Men hvorfor han havde det stående? Tja, det kunne jeg bare ikke regne ud. Og jeg kunne heller ikke finde den bog, hvor jeg havde læst det, så jeg kunne tyde resten af tatoveringerne.

Selv hvis jeg fandt den bog, så vidste jeg ikke rigtigt om jeg var interesseret i at tyde tatoveringerne. Jeg kunne jo ikke rigtigt bruge det til noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...