Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9785Visninger
AA

38. ... dummest

”Hvordan gik det?”

Spurgte Brutus, og fulgte mig hjem. Jeg sukkede utilfreds, og havde netop gjort noget dumt.

”John og Ben kom op og slås.”

Forklarede jeg deres afledningsmanøvre. Brutus trak på skuldrene.

”Fordi?”

Spurgte han. Jeg sukkede utilpas, og stoppede op ude foran mit hus.

”Fordi at jeg blev vred på Ann, og punkterede en fodbold.”

Forklarede jeg, og var mega sur på Ann, som var grunden til at jeg havde et stort blåt mærke på armen. Hun havde kastet en kastekugle efter mig, og havde overraskende nok ramt.

”Hvordan punkterede du den?”

Spurgte Brutus undrende. Jeg udstødte en utilfreds lyd, og demonstrerede med hænderne hvordan at jeg holdt bolden i mellem. Så trykkede jeg dem sammen, og kunne huske lyden af bolden, som sprang.

”Hold da op. Du er vist næppe nogen svækling.”

Sagde Brutus i et forsøg på at få mig til at grine. Jeg syntes dog ikke at det var særligt sjovt. Det var umenneskeligt at kunne punktere en bold på den måde. Jeg sukkede utilpas, og begyndte at gå ind af indkørselen til huset.

”Hey, det går nok. Du skal bare lære at styre det.”

Forsøgte Brutus at opmuntre mig. Jeg havde dog ikke rigtigt lyst til at blive opmuntret. Jeg havde lyst til at være alene, til at gemme mig under min dyne og aldrig komme ud igen. Jeg var kommet udenfor Brutus’ rækkevidde, så han indhentede mig hurtigt og trak mig ind i sine arme. Jeg sukkede tilfreds, da jeg mærkede den beroligende effekt falde over mig.

”Jeg er ikke noget særligt, jeg er noget mærkeligt.”

Klynkede jeg, og udstødte en trist ulvelyd. Brutus strøg mig forsigtigt over håret.

”Det skal nok gå.”

Lovede han, og strøg mig igen over håret, denne gang lidt nærmere min kind. Åh, jeg ville ønske at han ville stryge mig over kinden. Jeg ville mærke hans hud imod min. Jeg ville mærke ham, men så trak han sig let væk fra mig, og jeg stod igen alene.

”Vi må hellere komme indenfor.”

Sagde han kort. Jeg nikkede, og begyndte at gå. Bare jeg dog vidste hvad Brutus tænkte på, hvad han tænkte om mig. Bare jeg dog vidste noget som helst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...