Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9867Visninger
AA

32. Det er ikke åbenlyst, før det er sket

Vi kom igennem filmen uden det store drama. Der var kun Matthew, som beklagede sig over at der altid skulle være en eller anden åbenlys kærlighedshistorie involveret.

”Det er der ikke i Underworld.”

Påpegede jeg, og trak benene op til mig, så jeg kunne ligge hovedet imod mine knæ.

”De knepper ikke før i toeren, og det er ikke lige frem før at det er sket, at det er åbenlyst.”

Tilføjede jeg, og kom til at grine af en sætning, som hovedpersonen sagde.

”Du har en pointe.”

Sagde Brutus.

”Ikke desto mindre hader jeg den måde, som varulve er filmatiserede på. Som nogle frådende vilddyr, som ikke ønsker at gøre andet end at slå ihjel og slås.”

Sagde Ben utilfreds.

”Du elsker at slås.”

Påpegede John, og tilføjede:

”Specielt i ulveskikkelse.”

Ben, eller Big Ben, som han også blev kaldt af dem. Intet under. Han var rent faktisk større end Brutus, som var enorm. Ben trak på skuldrene.

”Men det er for sjov. Det er ikke lige frem fordi at jeg har forsøgt at bide hovedet af en af jer.”

Sagde han, og så på skærmen igen. Marcus kom til at grine, og skubbede til Ben.

”Hvad med den gang, hvor Matthew nævnte hende pigen der, som du har brændt varm på?”

Spurgte han. Ben trak opgivende på skuldrene.

”Okay. Okay. En gang har jeg forsøgt at bide hovedet af Matthew, men det var kun en gang. Et forsøg. Så slem er jeg heller ikke.”

Sagde Ben irriteret.

”Nej, du har bare et allerhelvedes temperament.”

Påpegede Brutus.

”Og det har du ikke? Hr. jeg-er-stor-og-skræmmende-og-fylder-hele-gangen-Uhh-frygt-mig.”

Sagde jeg, og greb straks mig selv i at tænke hvor helvede de ord kom fra? Brutus så på mig, som om at han kunne finde på at æde mig. Flokken så kort bekymret på os, indtil at John altså knækkede sammen af grin på gulvet.

”Løsgængere. De er herlige.”

Sagde han, og græd af grin. Brutus brummede bare utilfreds. Der var vist ikke nogen af flokmedlemmerne, som turde tale sådan til ham. Eller måske måtte de ikke. Det var lidt svært at finde ud af. Jeg var nødt til at få bedre styr på det, så jeg måtte spørge Brutus om det senere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...