Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9973Visninger
AA

23. "Den varme ting"

”Mmm…”

Udstødte jeg utilfreds, og klyngede den varme ting tættere ind til mig. Jeg havde det rent ud sagt elendigt. Det føltes som om at alle mine muskler var overbelastede. De gjorde så ondt. Jeg havde ikke lyst til bevæge mig, eller være vågen.

”Lily.”

Blev der blidt hvisket. Jeg udstødte igen den utilfredse lyd, som for at bede personen om at være stille, så jeg kunne sove.

”Lily.”

Blev der igen hvisket blidt. Jeg blinkede træt, og fandt da ud af hvor jeg var henne. På mit værelse, liggende i min enorme dobbeltseng. Problemet var bare, at jeg ikke lå alene. Og den varme ”ting”, som jeg holdt om, var Brutus. Jeg udstødte et forvirret gisp, men mine muskler gjorde for ondt til at jeg kunne gøre andet end at slippe ham.

”Tja, det var nok ikke det, som du havde i tankerne, da du lukkede mig ind.”

Sagde han overraskende rolig, næsten drillende. Det gav mig bare lyst til at slå ham. Men det gjorde simpelthen for ondt til at jeg overhovedet kunne løfte armen.

”Du har ondt.”

Hviskede han, og rakte forsigtigt ud. Jeg ville krybe mig, søge væk fra ham, men jeg kunne ikke røre mig. Hvad havde han dog givet mig? Et eller andet måtte han have givet mig, ellers ville jeg ikke have det sådan.

”Sh…”

Tyssede han blidt på mig, og aede min kind. Jeg faldt overraskende til ro, og så bare forvirret på ham. Han vendte let blikket mod mit vindue, hvor fuldmånen stod højt på himlen. Det måtte være midt om natten.

Han vendte sit blik imod mig igen, så jeg kunne se at de nøddebrune øjne var skiftet over til en dyster, mørk farve. Han blinkede let, og så var de normalt farvede igen. Hvad, undskyld mit sprog, fanden foregik det? Man kunne jo ikke bare skifte øjenfarve bare sådan.

”Jeg er ked af det.”

Sagde han forsigtigt, og strøg mig over kinden.

”Jeg ville ønske, at du ikke skulle have ondt. Men det blev ikke sådan.”

Sagde Brutus, og lød ganske trist. Jeg forstod bare ikke hvorfor. Han trak mig forsigtigt ind i sine arme igen. Varmen fra hans krop lettede straks mine smerter. Jeg havde stadigt ondt, men det føltes bedre nu.

”Du er ikke stærk nok til at skifte endnu.”

Hviskede han blidt, og holdt mig tæt. Jeg lå med hovedet mod hans bryst, og kunne lytte til den beroligende lyd af hans hjerte.

”Sov Lily. Det hjælper mod trangen.”

Hviskede han. Jeg ville spørge hvad han mente, men jeg havde ikke kræfterne til at forme ordene i min mund.

”Jeg går ikke fra dig.”

Hviskede Brutus. Hans ord virkede underligt varmende og beroligende på samme tid. Jeg lukkede igen øjnene, og faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...