Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9806Visninger
AA

46. De hvide sten

”Nu tænker du nok… Jamen hvad vil i med mig?”

Sagde Marion, og grinte dumt. Hun sparkede noget jord i ansigtet på mig, og lo igen.

”Det er svært at udvide en flok, som kun skal bestå af ulve, når der kun er et søskendepar.”

Svarede matematiklæreren, og smilede grumt til mig. Jeg forstod hvad han ville, rullede en halv omgang og sparkede ham midt i ansigtet. Han væltede tilbage, bandende og svovlende.

”Møgkælling. Møgkælling.”

Hviskede han, og lød som om at han havde rigtig godt ondt. Det glædede mig. Marion sparkede mig i maven, så smerten nær havde fået mig til at kaste op. Så skyndte hun sig over til sin bror.

”Lad mig se, dit fjols.”

Vrissede hun, godt sur på mig.

”Møg, hun har sparket nogle tænder ud.”

Bandede hun, og strøg ham bekymret over håret.

”Bare rolig. Hende skal jeg nok få tæmmet for dig.”

Sagde hun vredt, og rejste sig igen. Matematiklæreren holdt sig stadigt for munden, og tilsyneladende var de hvide sten på jorden foran ham ikke sten, men hans tænder.

Hun rakte ud efter mig, med øjne vilde af raseri. Hun nåede ikke længere, før at John fik taklet hende i en overvældende takling. Jeg havde regnet med at den ville slå hende i jorden, men hun fik snoet sig fri og rejste sig som om at ingenting var sket. John stillede sig beskyttende imellem mig og de to. Jeg fik tid til at fjerne tapen, og så mig omkring efter de andre. Men jeg kunne ikke se dem nogen steder. John måtte have opdaget at jeg var væk, og han havde ikke haft tid til at sige det til de andre, før at han havde taklet Marion.

”Flyt dig, dreng. Eller fortryd det!”

Hvæssede Marion med en umenneskelig stemme, og stod klar til angreb. Han nægtede at flytte sig, og det fik hende til at angribe. Halvvejs inde i sit spring havde hun allerede skiftet til en ulv, og sprang på John. Han var lidt langsommere, men nåede at skifte, inden at hun fik sat tænderne i ham. Han bed efter hende, og udstødte en rasende knurren. Jeg fik øje på matematiklæreren, som var ved at gå ned på alle fire. I ren og skær frygt over at også han skulle springe på John, skiftede jeg. Jeg stod bare pludseligt på alle fire, og bed tapen af mine forpoter så let som ingenting. Måske var det slet ikke så slemt at være en ulv.

Jeg lagde hovedet tilbage, og hylede mod månen af en eller anden grund, før at jeg kastede mig over matematiklæreren, inden at han kunne kaste sig over John. Han bed forgæves efter mig, så jeg kunne se at jeg havde fået sparket hele fire tænder ud, og knækket en yderligere. Jeg gav ham et dask med min forpote, som sendte ham i jorden. Han klynkede ynkeligt, fordi at jeg havde ramte hans ømme kæbe. Så for jeg omkring, og sprang på Marion, som var ved at lukke tænderne om Johns hals.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...