Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9865Visninger
AA

30. Brutus, Waldemar, Drakus, Baront

”Så du er Lily.”

Sagde en høj, slank mand, som lignede Brutus helt vildt. Hvis man altså lige så bort fra muskelmassen. Brutus var enorm ved siden af sin mere spinkle far. Jeg var dog ikke i tvivl om at Brutus far også var tatoveret. Det var bare skjult under den frakke, som han havde på. Han måtte være på vej hen på hospitalet.

”Det hedder goddag, far.”

Mindede Brutus ham på, da hans far blev ved med at stirre på mig.

”Selvfølgeligt, selvfølgeligt. Det må du undskylde. Men som min søn nok har nævnt, så er du en sjældenhed.”

Sagde han, og lød vildt interesseret i mig.

”Du skal på arbejde, far.”

Mindede Brutus ham på, og var begyndt at lyde irriteret. Hans far nikkede let, og fjernede øjnene fra mig.

”Vi ses min dreng. Der er kød i fryseren, eller penge på køkkenbordet til pizza. I bestemmer selv.”

Sagde han smilende, og samlede sin taske op fra gulvet. Han så en ekstra gang på mig.

”Vi ses vel igen.”

Sagde han til mig, og smuttede så ellers ud af hoveddøren. Brutus rystede opgivende på hovedet.

”Det må du undskylde. Min far har svært ved at styre sin begejstring.”

Sagde Brutus opgivende. Jeg trak på skuldrene.

”Jeg følte mig lidt som en delikatesse, sådan som han så på mig.”

Mumlede jeg usikkert. Brutus kom til at le.

”Ja, men det er så min far. Waldemar.”

Forklarede Brutus. Jeg vendte mig imod ham igen.

”Du hedder da Waldemar til efternavn?”

Spurgte jeg undrende. Brutus nikkede.

”Det er en tradition i vores familie. Vi er jo en lang række af alphaer, så tja… det tænktes vel at det skulle være noget specielt.”

Forklarede Brutus med et skævt smil.

”Og din far hedder Drakus til efternavn, så det er…”

Begyndte jeg på en sætning.

”… var min farfar. Ja, og han hed igen Baront til efternavn.”

Afsluttede Brutus sætningen for mig, og viste mig så vej ind i stuen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...