Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9802Visninger
AA

19. Brutus for mig selv?

”Øhm… okay.”

Sagde jeg ret dumt, og kunne godt høre at samtalerne omkring os, langt fra handlede om biologi. Nok nærmere den fest, som Alice holdte. En du-har-overlevet-første-måned-fest. Igen var hendes forældre ude at rejse. Men jeg havde heldigvis undgået Anns spørgsmål om jeg skulle med. Jeg havde ikke rigtigt lyst, da mine ar nok ville blive bragt op. Og alligevel ville jeg ikke have dem fjernet. De var blevet en del af mig.

”Hmm… der er fest igen?”

Spurgte Brutus, men så ned på opgavepapiret. Jeg trak på skuldrene.

”Alice holder fest igen, og denne gang har hun vist fået inviteret hele skolen.”

Forklarede jeg, og slog op i mit hæfte på en tom side.

”Ikke helt. Vi er ikke inviterede.”

Sagde Brutus surt, men lød nu som om at det ragede ham det mindste.

”Er i ikke det?”

Spurgte jeg undrende. Han så på mig og rystede på hovedet.

”Flokken, som i kalder os… er aldrig inviterede.”

Sagde han, og så for engangsskyld på mig, som om at han ville æde mig.

”Det vidste jeg ikke. Det er jeg ked af.”

Udbrød jeg, og kunne se at Brutus så mistroisk på mig.

”Det er ikke mig, som holder fest. Hvis det stod til mig, så var det alle eller ingen.”

Forklarede jeg kort, og så på ham. Han så søgende på mig, som om at hans øjne ville give sig til at suge sandheden ud af mig. Så blinkede han, og hans blik var igen venligt.

”Javel ja.”

Mumlede han for sig selv, og kiggede på opgavepapiret imellem os.

”Hmm… Det er mange opgaver.”

Sagde han tænkende. Jeg nikkede. Der var ingen måde, at vi ville kunne nå at lave de opgaver i timen. Hvilket betød at jeg ville få Brutus for mig selv, uden en larmende klasse i baggrunden. Den tanke gav mig sjovt nok sommerfugle i maven.

”Det bliver svært at nå dem alle i timen.”

Påpegede Brutus. Jeg nikkede, og ventede bare på at han ville lave en hentydning.

”Hvad siger du til at vi ordner det her hjemme hos dig i aften?”

Spurgte han, og tog mig helt på røven. Jeg havde regnet med en svag hentydning om at det nok var bedst, hvis vi lavede det på biblioteket eller sådan noget. I stedet havde han stort set inviteret sig selv hjem til mig.

”Øhm... okay. Det kan vi godt.”

Svarede jeg, stadig en smule overrasket over at han havde spurgt så direkte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...