Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9936Visninger
AA

49. Bliv ved mig

”Sig det er løgn.”

Mumlede John opgivende. Jeg strammede bæltet om badekåben en ekstra gang, og åbnede døren op. Brutus, som ellers så ret godt ustabil ud, faldt straks til ro. Flokken bemærkede hans reaktion, og rystede på hovederne opgivende.

”Nora?”

Spurgte jeg Ben.

”Bragt sikkert hjem, selvom jeg ikke tror at hun nogensinde skiller sig af med blomsterne, eller holder op med at snakke om dem for den sags skyld.”

Svarede han med et skævt smil. Jeg nikkede glad og sørgede for at bevæge mig langt udenom Joe og Marcus, så jeg kunne komme over til Brutus. Han faldt først helt til ro, da jeg stod overfor ham.

”Sæt dig.”

Bad jeg, og fik lov til at skubbe ham ned at sidde på sofaen. Jeg satte mig ved siden af ham, og lænede mig træt ind til ham. Han trak vejret dybt, og slap den sidste stump af vrede, inden at han lagde sin arm om mig.

”Min.”

Gentog han, inden at han så på flokken igen. De var blevet overraskende stille, og betragtede os. Det var underligt.

”Nåh… men i så fald, så sporede vi dem ud til kysten. Det var hannen, som bed Lily.”

John holdt en kort pause, da Brutus udstødte en utilfreds lyd.

”Tys.”

Rettede jeg på ham. Han nikkede, og jeg gjorde tegn til at John kunne fortsætte.

”Han kommer ikke til at bide i nogen eller noget igen. Lily fik sparket tilstrækkeligt med tænder ud.”

Sagde John med en tilfreds tone i sin stemme. Jeg følte mig også ret godt tilfreds med det, og puttede mig ind til Brutus. Jeg var stadigt lidt træt. Flokken stirrede yderligere på mig, men trak blikkene lidt til sig, da Brutus så utilfreds på dem. Han brød sig vist ikke om at jeg tiltrak mig deres opmærksomhed.

”Men i hvert fald. De blev sat på en båd, og har ikke tilladelse til at sætte så meget som et knurhår på vores floks område. Det gælder så længe at vores floks blod altid vil være her.”

Forklarede John lidt i detaljer, så jeg også forstod det. De to kunne ikke nærme sig vores område, så længe at vi havde levende efterkommere. Jeg blinkede træt, og lagde mig lidt bedre imod Brutus. Det var trygt at sidde ved ham, så jeg tror sagtens at jeg kunne have faldt i søvn. Men det fik jeg ikke lov til.

”Smut hjem med jer. Det har været en lang dag.”

Bad Brutus, en smule mere venligt end normalt. Han samlede mig op igen, og bar mig tilbage i sengen. Men denne gang blev han ved mig, og holdt om mig, mens vi sov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...