Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9862Visninger
AA

18. Biologiopgaven

”Som i nok har opdaget, så er det en række små opgaver. Jeg vil gerne have opgaverne besvaret og afleveret som en rapport på mandag.”

Forklarede læreren. Pis, hvordan skulle jeg nå at læse en hel måneds undervisning op på under en uge? Jeg havde fået de sidste af tingene med, men langt fra det hele. Lærerens næste udtalelse gav mig dog lidt håb.

”Jeg har besluttet mig for at gøre dette til en to mandsaflevering. Lidt usædvanligt. Det ved jeg godt, at jeg ikke plejer. Men nu skulle det prøves.”

Forklarede læreren, og virkede ganske tilfreds med sig selv.

”Men… men…”

Tilføjede han drilsk, og havde opdaget at flere af eleverne allerede var ved at finde sig en partner til opgaven.

”Jeg bestemmer grupperne.”

Informerede han om, og gik så ellers i gang med at splitte de grupper af, som han havde opfanget. Ikke engang tvillingerne fik lov til at blive sammen. Jeg forsøgte at følge med, og se hvem der var tilbage, som jeg kunne blive sat sammen med. Jeg var ret godt med, men blev alligevel overrasket, da læreren sagde:

”Brutus, du kan sætte dig sammen med Lily. Du er jo godt inde i stoffet, og kan hjælpe hende med at indhente det tabte.”

Mente læreren virkeligt det? Resten af flokken havde ellers fået lov til at blive sammen. Men han måtte mene det, for Brutus rejste sig fra det ensomme to mandsbord og satte sig over til mig. Han satte sig i stolen ved siden af mig, som pludseligt virkede uendeligt lille. Jeg var ikke den eneste, som var forundret. John, Brutus’ trofaste højre hånd, stirrede længe efter Brutus, undrende.

”Skal vi komme i gang?”

Spurgte Brutus venligt, da jeg stadig stirrede dumt på ham. Jeg nikkede let, og slog op på oversigten over emnet. Jeg glemte pludseligt hvorfor at jeg gjorde det.

”Hvad kan du?”

Spurgte Brutus, og mindede mig på hvorfor jeg havde slået op på de sider.

”Altså jeg har fået de sidste to underemner med og halvdelen af det her emne…”

Forklarede jeg, og pegede i registeret.

”Men det her og det her… og det her kan jeg godt.”

Tilføjede jeg, da jeg opdagede nogle velkendte navne og benævnelser.

”Jaså?”

Spurgte Brutus skeptisk, og lød som om at han håbede på at jeg ikke var ved at puste mig op overfor ham. At jeg løj for at virke bedre.

”Min far har snakket om det. Han arbejder om overlæge på hospitalet.”

Forklarede jeg. Brutus så skævt på mig.

”Dr. Madsen. Bob?”

Spurgte Brutus overraskende. Jeg nikkede. Han smilede venligt.

”Så kender jeg ham godt. Han og min far arbejder sammen.”

Forklarede Brutus, og stolede nu på at jeg kunne de opgaver.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...