Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9868Visninger
AA

25. Afsat

Det her var vanvittigt. Brutus og hans kammerater. Dem, som i så mange år altid havde været kendt som flokken, var rent faktisk en flok. En flok af mennesker, som forvandlede sig til ulve, når fuldmånen kom frem. De kunne vælge ikke at gøre det, men det var svært. De kunne også skifte, uden at det var fuldmånen. Men det var for farligt, efter at jeg var blevet overfaldet.

Brutus havde forsikret mig, at det ikke var nogen fra hans flok. Han havde selv været sammen med dem alle i skoven den aften, i ulveskikkelse, som han kaldte det. Det virkede fuldstændigt vanvittigt at tænke på.

”Lily…”

Begyndte han igen.

”Niks. Jeg vil ikke tale om det.”

Sagde jeg stædigt, og begyndte at gå hurtigere ned af gangen på skolen.

Brutus var lusket af, inden at min mor var kommet op for at vække mig. Og så var han dukket op igen, så snart at mine forældre var taget af sted på arbejde. Og over en skål cornflakes havde han forsøgt at forklare mig det basale om min ”tilstand”, og han havde kort fortalt om flokken. Indtil at jeg altså havde nægtet at ville høre mere på ham, og var stormet af sted for at komme i skole. Stik imod hvad Brutus havde rådet mig til, og nu fulgte han mig altså i hælene som en forvokset stalker.

”Lily, hør nu på mig.”

Tiggede han nærmest. Det var sjovt at høre desperationen i hans stemme, når han tidligere havde været en, som kunne skræmme livet af folk bare ved at kigge på dem. Men mig skræmte han ikke længere. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med ham lige nu.

”Øhm… Brutus?”

Kaldte John efter ham, da vi gik forbi. Brutus ignorerede ham komplet, og forsøgte igen at nå igennem til mig. Jeg ignorerede ham fortsat. Og inden at jeg fik set mig om, så havde jeg fået en del tilskuere på. Pis, Ann ville blive stiktosset. Hvor end hun var henne.

”Skrid.”

Sagde jeg surt, og udstødte en tør lyd, som kildede på en sær måde bag i min mund. Jeg fik lyst til at prøve igen, bare for at se hvad det var for en lyd. Men så blev min opmærksomhed krævet af noget andet.

”Hvad…”

Udstødte jeg forvirret. Ann grinede bare fortsat, som om at hun slet ikke havde set mig. Hvilket hun helt klart havde. Hun hev Carsten ind til sig, og kyssede ham længe og inderligt. Tøserne stod omkring hende, og smilede lykkeligt. Som om at det var helt normalt. At det ikke var min kæreste, som Ann kyssede rundt på.

Jeg forstod endeligt hvad der var sket. Jeg var blevet afsat. Ann havde overtaget min plads som leder af gruppen. Og ikke alene havde hun taget pigerne fra mig, hun havde også taget min kæreste fra mig. Det var derfor at de ignorerede mig. Jeg eksisterede ikke længere i deres øjne. Jeg for omkring, og stormede væk. Mine øjne sved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...