Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
102Kommentarer
9971Visninger
AA

6. Afløseren

Den mest spinkelt-udseende mand, som jeg længe havde set, trådte ind af døren. Hans små stikkende øjne så sig ivrigt omkring, som om at han ledte efter noget. Så smækkede han døren efter sig, så det gav et ordentligt brag. Han var ikke så svag, som han så ud.

”Goddag klasse.”

Hilste han med en tør, hæs stemme. Han satte den slidte lædertaske fra sig, og skubbede sine briller op fra den krumme næse, så han kunne se sig ordentligt omkring.

”I undrer jer nok over, hvor jeres matematiklærer er henne.”

Sagde han. Ikke rigtigt. Jeg havde allerede hørt om ulykken fra min far, som arbejder på hospitalet som overlæge.

”Det beklager mig at sige. Men jeres kære matematiklærer, Frue Hansol, er faldet ned af trappen i sit hjem i sidste uge. Hun ligger derfor stadigt på hospitalet, og er ude af stand til at klare undervisningen det næste stykke tid.”

Forklarede han. Jeg vidste bedre. Frøken Hansol, hun var ikke gift, trods sin høje alder, var ikke bare faldet ned af en lille trappe. Nej, hun var faldet en hel etage eller to ned. Hun var slemt kvæstet, og lå stadigt i koma på hospitalet. Far havde dog lovet mig, at hun nok skulle komme sig igen.

Han ventede kort på at der kunne blive udstødt nogle forfærdede gisp, men da der begyndte at komme snak, rømmede han sig, så der blev ro igen.

”Det er selvfølgelig en meget beklagelig situation. Så indtil da, har jeres skole bedt mig om at overtage undervisningen.”

Forklarede han med sin tørre stemme. Det lød næsten som om at han havde sandpapir som stemmebånd. Han samlede nogle papirer op, og slog op i matematikbogen.

”Undskyld, men ved du hvor langt vi er?”

Spurgte Ann dumt, og sprang endnu en tyggegummiboble. Læreren samlede skraldespanden op, og kom hen til bordet, hvor han rakte den ud. Ann spyttede modvilligt sit tyggegummi ud.

”Ja, jeres rektor var så venlig at lade dette års pensum falde i mine hænder.”

Sagde han køligt, og så undersøgende på Ann, som begyndte at rulle sit hår mellem fingrene. Han så kort stift på hende, men vendte sig så hurtigt væk igen.

”Godt, slå op i jeres bøger på side 23. I løbet af denne time forventer jeg at vi når dertil.”

Forklarede læreren, og gik op til tavlen. Han begyndte at skrive sidetal ned, og hvad underemnerne var. Jeg slog hurtigt op, lagde mit bogmærke ind og begyndte så ellers forfra med at læse bogen igennem, indtil at jeg nåede den rigtige side. Først da, begyndte jeg på at løse opgaverne. Så jeg var sikker på at jeg forstod dem rigtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...