The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
6918Visninger
AA

6. Spejl

Indretningen i Quinn og Marias telt var præcis, som jeg havde forestillet mig - den mindede nemlig om deres tjekkede tøjstil. Deres soveposer var foldet fint og pænt ud, og værdigenstandene var lagt ned i bunden af dem - i rækkefølge efter hvornår de skulle bruges, selvfølgelig.

Øverst i teltet hang der en kraftig lommelygte, som lyste så meget op, at man slet ikke behøvede at bekymre sig om at holde den samtidigt. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage mine sko af, inden vi gik ind, så jeg bøjede lidt i mine knæ og begyndte at binde mine snørrebånd op, mens jeg sad halvt inde.

"Er du sikker på, at det her er en god idé?" spurgte jeg, for selvom jeg faktisk godt ville prøve at drikke, var tanken om at jeg ville fortryde, bekymrende.

"En gang skal jo være den første!" lo Maria overbevisende, og førte mig indenfor. Vi satte os på midten af gulvet, som cirka var på størrelse med et stort kosteskab, og jeg begyndte at bide lidt i indersiden af min læbe. Af en eller anden grund slappede jeg altid af, når min mund var beskæftiget.

Maria lynede teltåbningen efter os, stadig mens hun sad ned. Vi sad så tæt, at vores fødder ramte hinanden. Jeg så til med forsigtige øjne, da hun fandt en plasticpose frem fra sin taske, som spillede den melodiske lyd af flasker, der støder sammen.

"Hvor meget skal der til, før man bliver fuld?" spurgte jeg. Jeg brød mig ikke så meget om den sprittede fornemmelse af alkohol, der foreksempel fandtes i fyldte chokolader, så jeg håbede, at det ikke var meget.

"Det er forskelligt," svarede Maria, og tømte indholdet af posen foran os.

Der var en lyseblå flaske med vodka, en karton juice, fire flasker mørk øl og en jordbærcider med højere alkoholprocent end normalt. "Men med vodka går det stærkt."

Jeg følte mig som et lille barn, der skulle til at lære at cykle. Selvfølgelig havde Maria ret - en gang skulle jo være den første - men jeg blev ved med at forestille mig Blakes ansigt, hvis han så mig fuldstændig rundt på gulvet med røde kinder og skinger stemme. Det ville bare være  frygteligt.

Men på den anden side, så var Blake jo min kæreste. Jeg burde ikke frygte, at han så mig i fuld tilstand, for han ville jo støtte mig ud fra den beslutning, jeg havde taget. Den beslutning, som indebar, at jeg ikke længere ville være fastfrosset i kedelige lørdage aftener med brætspil og sodavand. Han ville respektere mig.

Ville han ikke?

"Okay, jeg synes, vi skal starte ud med øllene. Så kan vi skylle efter med cideren, for den er sød. Lad os lege noget imens vi drikker - en eller anden snakkeleg ..." Hun fandt to plasticbægere frem, og åbnede den første øl med en gaffel, som hun fandt frem fra en mindre pose. Jeg trak mine knæ ind til mig, som en siddende fosterstilling.

"En snakkeleg?" spurgte jeg afventende og stadig en smule nervøst, og tog imod indholdet af ølflasken i mit plasticbæger. Væsken var ligeså mørk som søens vand.

"Ja, du ved, ligesom S, P eller K, som man altid legede rundt om bålet i de små klasser." Hun åbnede den anden øl til sig selv. Jeg så ned på det lyse, boblende skum, og kunne næsten allerede smage den bitre ølsmag, inden jeg overhoved havde taget den første slurk.

"Maria ..." begyndte jeg, bare for at distrahere mig selv fra mine tanker lidt. Det var noget, jeg gerne ville have på det rene; noget, som jeg havde undret mig over. "Hvorfor er det, du pludselig gerne vil hjælpe mig? Jeg mener, vi kender jo ikke rigtigt hinanden. Hvorfor vil du gerne gøre gengæld mod nogen, hvis forhold du slet ikke kender?"

Jeg mødte hendes øjne, der havde samme farve som swimmingpools, og håbede ikke, at hun tog min uforståelighed som fjendtlighed. Jeg var ikke vred på hende, slet ikke - jeg syntes, at hendes hjælpsomhed var rar. Det eneste, der ikke gik op i en højere enhed inde i mit hoved, var hvorfor. Maria vidste jo dybest set ikke, hvor tætte veninder Viola og jeg var. Hun kendte os ikke.

"Jeres skænderi mindede mig om noget, jeg selv engang har været ude for," fortalte Maria. Hendes tonefald havde pludselig en snert af noget dystert, syntes jeg.

"Har du også haft sådan et venindeskænderi selv, eller hvad?" spurgte jeg, men bremsede pludselig mig selv inden jeg fortsatte, fordi Maria kiggede væk. Jeg opfattede det som et tegn på, at hun ikke havde lyst til at snakke om det. "Åh, undskyld, jeg ville ikke snage ..."

"Du snager ikke," sagde Maria bestemt. Hun vippede sit hoved lidt fra side til side, som om at hun stod over for et pludseligt dilemma, og stivnede, da hun havde besluttet sig. Jeg mødte hendes blik igen. "Faktisk har jeg selv været som dig. Jeg var tretten, og så stadigvæk Disneyfilm om fredagen og gyngede i skolegården, når det var frikvarter. Det ændrede sig, da en ny pige startede i klassen - Diana. Hun fik mig til at stjæle slik i kiosken, gå med makeup, være flabet over for lærerne i skolen og lavede fem huller i mine ører med en nål. Vi blev næsten ligesom bedste veninder."

Jeg absorberede hendes fortælling, og lod mit blik glide hen til Marias ører. Ganske rigtigt - hun havde to huller i hvert øre, samt endnu et i det øverste af venstre øre. Jeg havde altid syntes, at det så ret råt ud på en sej måde, når man havde så mange huller i ørene.

Maria åbnede munden igen for at fortælle videre, da jeg nikkede let.

"Vi blev vildere og vildere med tiden. Når jeg ser tilbage på det nu, tror jeg virkelig at det ville være gået galt, hvis ikke at Diana blev taget på fersk gerning, da hun røg ude på et af skolens toiletter. Hun blev bortvist fra skolen, og vi havde et skænderi, som satte en streg over vores venskab. Det gav mig noget af en øjenåbner: Og så fandt jeg sammen med Quinn. Hun gik i min parallelklasse, og var ikke ligeså vild i sin personlighed som Diana, men hun kedede mig ikke. Hun fik mig ned på niveau med de andre på årgang igen," sagde hun. "Jeg fortæller dig det her, fordi dit og Violas skænderi mindede mig og Dianas og mit skænderi. Siden hun forsvandt ud af mit liv, har jeg nemlig fortrudt, at jeg ikke sagde fra - at jeg ikke beviste over for hende, at jeg godt kunne klare mig selv. Og den situation, som du står i, kan være en slags comeback. Min chance for at vinde over mig selv - og Diana."

Jeg blinkede et par gange med øjnene. Det virkede som en helt anden person, Maria snakkede om. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at hun havde lavet en masse ballade i sine første teenageår.

Pludselig fik jeg en gennemtrængende lyst til at undskylde. Hun så ud som om, at hun blev mindet om et familiemedlems død.

"Jeg håber ikke, at det var ubehageligt for dig. Jeg vil nødig have, at Violas og mit skænderi også går ud over andre," undskyldte jeg. Heldigvis rystede Maria bare en smule på sit hoved og smilte lidt.

"Bare rolig, jeg har det helt fint. Jeg vil gerne hjælpe dig."

"Og din plan er, at vi skal drikke mig fuld?" Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, fordi det lød en smule absurd i mine ører. Maria løftede sit glas og slog det mod mit, smilende.

"Ja. Så kan vi vise Viola, at man skal passe på med, hvad man siger - for det kan komme tilbage som piskeslag. Vi skal vise hende, at du godt kan. Er du med? For jeg ved, du kan, Evelyn. Skål."

Jeg nikkede og slog mit glas mod hendes. Det hvide ølskum ramte mine læber, inden jeg overhovedet havde fået min mund helt ned til glasset.

Okay. Selvbevidsthed. Hævn. Den nye mig.

Så var det nu.

***

Det tydeligste, jeg kan huske efter vi var begyndt at drikke, var da jeg mærkede den brandvarme væske nede i min mave omdanne sig til noget, min krop ville have ud.

Jeg havde det meget surrealistisk. Mit blod kogte og brusede ligesom sodavand, og jeg havde meget varme ører og kinder. Hver gang jeg grinte, var det som om, at jeg blev mere og mere varm.

Og jeg grinte meget. Pludselig var alt bare sjovt: De mange huller i Marias ører, lyden af flaskerne, der slog mod hinanden, og da Maria og jeg begyndte at hikke synkront. Jeg lo så meget, at det gjorde ondt.

"Åben den næste flaske!" bad jeg, og tog det sidste lag tøj, jeg havde på, af - nu sad jeg kun iført min hvide undertrøje med de små blomsterblonder på og min nederdel. Mine sorte nylonstrømper var også sparket af.

Teltet var så varmt, at man kunne ane små dråber af dug på indersiden af teltstoffet. Og jeg havde det stadig varmt, selvom jeg næsten kun sad iført undertøj.

Maria drejede sig lidt, så hun kunne undersøge vores lille forråd af sprut ved siden af sig. Hun vendte bunden i vejret på hver flaske, og så kom den ubehagelige overraskelse: Der var ikke mere tilbage.

"Hovsa ..." lo Maria, og lod den tomme ølflaske, hun havde i hånden, falde ned på jorden igen. Jeg begyndte også at grine, men jeg syntes det var ærgeligt, at der ikke var mere at drikke.

Efterhånden som tiden gik, var det ikke svært at regne ud, at mit humør var meget påvirket af, at der ikke var mere at drikke. Maria og jeg var netop i gang med at lave en klappeleg, da jeg besluttede mig for at gå udenfor, og spørge nogle af de andre i de andre telte, om de havde noget, vi måtte få. Imens jeg fik mine sko på igen, undrede jeg mig over, hvorfor det nu var, vi var begyndt.

Det var også lige meget. Det vigtige var bare, at jeg havde det skidesjovt i dét øjeblik. Tænk, at det her var min første gang, jeg drak. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde prøvet det noget før.

"Jeg bliver lige her og ... slapper af," sagde Maria sløvt, og lagde bagsiden af sin hånd på sin pande. Jeg lagde mærke til, at hun gabte, selvom jeg allerede var kommet ud af teltet, og jeg kun kunne se hende bagfra.

Jeg vidste, hvordan hun havde det. Alkoholen havde også gjort mine muskler sløve og ret ugidelige. Jeg tænkte, at jeg heller måtte skynde mig, så Maria ikke var faldet i søvn, når jeg kom tilbage.

Det var meget køligere udenfor end inde i teltet, men kulden var ikke ubehagelig. Faktisk var det lige den temperatur, jeg havde lyst til - vinden kyssede mine bare skuldre og rodede op i mit løse hår. Jeg gik med hurtige, og måske lidt ujævne, skridt hen til det første telt. Jeg skulle lige til at kalde på dem, der sad derinde - for jeg kunne ligesom ikke banke på - da det gik op for mig, at teltet var helt mørkt.

Jeg stivnede og så mig omkring. Alle de andre telte var også sorte.

Var folk gået i seng? Så sent var det da heller ikke. Vent, det var måske ikke alle, der var gået i seng, for Quinn var jo ikke mødt op i hendes og Marias telt, så de måtte befinde sig et sted. Måske var de stadig nede ved badebroen.

Jeg mærkede en bølge, som slettede den ensomhed, der ellers var lige ved at bide sig fast i mig. Men så mærkede jeg noget andet.

Det var en smerte, en smerte i min mave, som overdøvede både fornemmelsen af den kølige vind mod min hud og alt det, som jeg syntes var sjovt. Smerten prikkede i mig, og gled op til min hals, som om jeg skulle kaste op - som refleks åbnede jeg min mund, fordi jeg troede, at der allerede ville komme noget ud. Men nix - intet. Jeg prøvede at tænke logisk, selvom jeg mest havde lyst til at lave noget skørt, som at slå koldbøtter. Jeg orkede ikke at tænke på konsekvenser lige nu. Det havde jeg brugt hele mit liv på.

Smerten kom igen, og så begyndte min logiske sans at træde til, selvom jeg ikke havde slået den til. Det gik op for mig, at det, som min krop ville have ud, alkoholen, ikke var kommet op fra min mavesæk endnu. Men jeg kunne mærke det bygge sig op, hurtigere og hurtigere, som en slange af ubehag gennem min mave og min hals, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at handle.

Jeg blev nødt til at løbe hen til toiletterne.

Det var egentlig heldigt, at jeg ikke faldt på min vej derop. Toiletterne lå i en sølle udseende hytte et stykke væk fra teltpladsen, og lysene udenfor var ved at gå ud, så de blinkede ustandseligt. Der var gamle edderkoppespind overalt, og hvide fliser med mørkebrune fuger imellem.

Jeg lagde slet ikke mærke til alle de uhyggelige ting, for jeg havde brug for noget at kaste op i. Alt andet var ligegyldigt.

Da jeg endelig fik flået den første og tætteste toiletdør op, brækkede jeg mig. Jeg kunne mærke hele min krop ryste i krampetrækninger, og jeg spyttede og prustede - helt forpustet, fordi jeg havde svært ved at trække vejret. Min krop var ikke længere varm, den var iskold nu, og jeg havde virkelig lyst til at lægge armene om mig selv, men mine hænder var allerede optagede af at holde mit hår væk fra mit ansigt.

Jeg bøjede mig forover, klar til at kaste op endnu en gang. Hele min krop gjorde ondt, og jeg kunne mærke en stribe af iskold sved glide ned fra min hårgrænse.

Jeg følte mig så alene i det øjeblik.

Næsten fortabt.

"Evelyn?"

Stemmen var på én gang en glæde og det modsatte. Jeg havde lyst til at svare, men jeg kunne ikke, for den næste portion skulle op nu, og jeg trippede utålmodigt med fødderne, for at få tiden til at gå. Desperat prøvede jeg at trække håret væk fra mit ansigt, men jeg kunne ikke. Min krop rystede simpelthen for meget.

Varme hænder hjalp mig; fjernede mit hår fra mit ansigt og støttede min krop, så jeg ikke faldt. Det var en tryghed, som mindede mig om da jeg var barn, og mine forældre tog sig af mig, da jeg var syg. Jeg var ikke længere alene.

"Hvad sker der?"

Han mindede mig meget om Blake. De brede, kloge hænder, som vidste, hvor de skulle lægge sig om min krop, for at jeg fandt bedst mulig beskyttelse. Han hjalp mig en sidste gang, da jeg tømte mig. Mens jeg klemte mine øjne sammen og lod min krop udøve den voldsomme anstrengelse, der skal til for at kaste op, gik det op for mig, at jeg ikke burde være glad for, at han var her. Han var alt det, jeg ikke ville være. Jeg kom mere til mig selv, som sekunderne gik, og jeg vidste, at jeg aldrig skulle være gået med til at drikke, for det her var så forkert.

Jeg havde det ad helvedes til, og en af grundende til, at jeg havde det sådan, var på grund af ham.

Alkoholen påvirkede mig stadig - jeg var jo ikke pludselig bare ædru, så jeg var ikke bange for at sige det, som jeg havde brug for. En voldsom smerte var ikke længere i min mave, men i mit hoved, og jeg følte mig ør og svimmel, da jeg langsomt lod mig stå oprejst igen.

"Lad mig være," sagde jeg. Det skulle have været hvæsende, men fordi jeg var så udmattet, lød det snarere som et suk. Jeg ville gerne have, at han var Blake. Kunne han ikke lige forvandle sig til Blake? Åh, jeg følte mig så forvirret.

Hans øjne virkede mørkere, da jeg så ind i dem. Han rørte ved min skulder, ganske forsigtigt, som om han næsten ikke turde efterlade nogen som helst form for berøring. Alligevel brændte han mig. Jeg trådte et skridt baglæns, så jeg var inde i toiletbåsen igen.

Han var ikke Blake. Han var modsat Blake.

For det, han gjorde, ville Blake aldrig have gjort.

Justin Bieber ignorerede mig, ignorerede mit ønske, og gjorde det, som han var bedst til. Han lod sin krop dominere af sine ønsker. Han trådte et skridt tættere på mig.

***

Det her var endnu et kapitel, og jeg håber, at I kunne lide det. Skriv endelig, hvis der er noget, I synes, jeg burde rette. Jeg tager gerne imod ris og ros! ;-)

Der kommer ikke til at stå så meget her, for jeg har en smule travlt - er i praktik i denne uge, og jeg skal møde om en halv time. God torsdag med masser af solskin!  X Mathilde

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...