The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
7061Visninger
AA

2. Solskinsdrengen og efterårspigen

Jeg havde aldrig været den utro type: For mig havde det altid været en absurd tanke at gå imod en, man var knyttet til på så følelsesmæssig en plan, at såre sin elskede; være egoistisk. Hele mit liv havde jeg haft sådan en opfattelse af utroskab, men det ændrede sig, da jeg netop var fyldt sytten år.

Det var der, jeg tog med min kæreste til TAT, også kendt som "The Autumn Tour". Han hed Blake, og jeg elskede ham - det gjorde jeg virkelig. Jeg elskede hans hænder, som var så trygge, og som lagde sig mellem mine skulderblade når vi krammede, for at han kunne presse mig tættere ind til sig. Jeg elskede den måde, han var dygtig til at formulere sig på, helt så man ikke var i tvivl om noget. Fuldkommen intellektuel, som min mor plejede at sige om ham.

Han var lyshåret, og når det var sommer, skinnede hans hår i solen som et stykke guld. Jeg var mørkhåret. Ikke så det var umuligt at se mit hår om natten, men alligevel så det stod i en tydelig kontrast til Blakes solskinslokker.

Mit hår var samme farve som de kastanjer, jeg plejede at lave om til kastanjedyr med min lillesøster, når jeg havde fødselsdag i efteråret. Samme farve som Blakes fodboldsko, når han havde spillet kamp i regnvejr. Som brændt sukker.

Min veninde, Viola, elskede at flette mit hår. Hun gjorde det hver eneste gang hun havde muligheden for det, og gerne om og om igen, selvom jeg vidste, hun aldrig ville blive tilfreds med resultatet. Jeg havde ret uhåndterligt hår; det var i hvertfald nok af det, til man havde hænderne fulde. Derfor var det, ifølge Violas mening, den perfekte manke at øve sig på.

Jeg sad på en træstub. Den var en smule fugtig, så jeg sad helt ude på kanten af den, akkurat så det ikke ville blive mærkbart synligt, hvis den smittede af med grønne eller brune farver på mit tøj. Himlen var, gudskelov, blå. Det ville have været et helvede, hvis det regnede på dette års The Autumn Tour. Jeg havde godt hørt historier om dem, som prøvede at overleve weekenden, på trods af de store regnskyld, der til tider havde været. Jeg kan vidst kort sagt bare sige, at de ikke så tilbage på sådan et minde ved at grine og trække på skuldrene.

Klokken var lidt i fire om eftermiddagen, og Blake, Viola og jeg havde været på TAT i et par timer. Vi havde taget toget herop - ligesom størstedelen af alle de andre unge, som ikke havde kørekort.

Jeg husker Violas blege hænder glide ind i mit hår, så hun kunne flette det, mens jeg sad på træstubben. Jeg elskede fornemmelsen af de små ryg, der kom, når en af de tre lokker af mit hår skulle krydse over en anden. Det var ligesom massage i hovedbunden, bare mere ... hårdt. Direkte. Overvældende.

Det kunne jeg godt lide.

"Fortæl mig noget," bad jeg, mens hun flettede. Stilheden var begyndt at blive en anelse for lang, og jeg ville gerne udnytte, at det kun var Viola og jeg, mens jeg kunne.

TAT var en weekend, nærmere betegnet den første weekend af efterårsferien, hvor cirka hundrede unge i Bayfield-området mødtes på en lille rund teltplads ude i skoven. Arrangementet stod vidst nok af de omkringliggende kommuner, som var i Bayfield-området, men der var faktisk ikke rigtig nogen, som vidste, hvem der præcist var arrangørene.

TAT var for unge, og det var med tyk, sort streg under "for unge". Mine venner, som modsat mig havde været der før, gjorde mig opmærksom på, at der ikke var nogle voksne til stede hele weekenden. Det var ikke, fordi forældrene ikke vidste besked. De vidste naturligvis godt, at det fandt sted, men de troede, der var nogen med, som kunne have ansvaret for alle de hundrede i slutningen af teenageårene, som var med. Men nej - for lidt kommunikation og for meget travl efterårsferiehysteri havde gjort det muligt at lave en weekend for os alle sammen uden voksne.

Himlen?

Det var i hvert fald det, jeg havde hørt.

Mens Viola og jeg sad der på træstubben, og jeg ventede på, hun svarede mig, spekulerede jeg på, om jeg var glad for den fact. Nul voksne. En weekend. Hundrede unge. Og sikkert en hel masse sprut og handlinger, man ville fortryde. Viola flettede langsomt videre og svarede mig med sin lyse stemme.

"Hvad vil du have, jeg skal fortælle dig?" spurgte hun, mere tilstedeværende, end jeg havde oplevet hende før, når hun flettede mit hår.

Jeg så ud på træerne foran mig. Et stykke fra hvor vi sad, på teltpladsen, kunne jeg høre nogle højlydte drenge grine brummende over et eller andet. Lyden mindede mig om fulde fodboldfans eller overgearede pubertetsdrenge, der har drukket for meget energidrik.

Jeg vendte tilbage til mit tankespind og lod hende vide, hvad jeg havde på hjertet.

"Er TAT en weekend, hvor alle er ... du ved ... fulde og sådan?"

Jeg så ned på mine næsten nye, røde adidas. De virkede pludselig meget rene, meget uskyldige, i forhold til min forestilling om, at den her weekend var meget vildere, end jeg havde regnet med. For -- seriøst, jeg havde ikke engang prøvet at drikke før. Det havde nok bare aldrig interesseret mig. Jeg var ikke blevet tilbudt det før - Blake var jo også så fornuftig.

Jeg kunne høre Viola fnise lidt, og jeg havde lyst til at vende mig om for at se, hvorfor hun gjorde det. Måske tænkte hun tilbage på de andre gange, hun havde været med på TAT - hvor jeg ikke havde kunnet, fordi jeg skulle holde familiefødselsdag i samme weekend - og om de minder, hun kunne relatere til i mit spørgsmål. Jeg vidste godt, at jeg var ret kedelig i forhold til de andre, men det var ikke noget, der havde bekymret mig før.

Altså lige bortset fra nu.

"Nej, ikke rigtigt," sagde Viola, og begyndte at komme ned til enden af mit hår. "Sidste år var folk ret rolige. Jeg tror, det er fordi folk ikke har lyst til at have tømmermænd hele weekenden. Det her er jo ligesom vores eneste rigtige åndehul - der er ikke andre tidspunkter på året i denne røvsyge del af Canada, som tilbyder de unge en weekend, hvor de kan gøre, hvad de vil, uden at blive overvåget af de voksne. Det ville være dumt at ødelægge dagene med hovedpine og opkast."

Jeg spidsede min læber lidt, pludselig mere beroliget. "Nå, okay."

Vi var stille lidt, og Viola bad mig om at række hende den sorte hårelastik, hun havde lagt i min hånd tidligere. Hun lukkede fletningen, og som en refleks rakte jeg min hånd op for at røre ved det færdige resultat. Den var jævn og bulede de steder, som en fletning nu gør.

Jeg rullede mine skuldre tilbage en enkelt gang og indåndede den friske skovluft. "Tak for fletningen," smilede jeg.

Det føltes helt åndssvagt at være bekymret over, om jeg ville være den eneste, som ikke drak noget alkohol denne weekend. At jeg måske var den eneste, som var en smule tilbageholdende med eksperimenter og den slags. Det havde jeg aldrig rigtig turdet, sagt som det var. Men Blake og hans venner - mine venner også, for den sags skyld - var jo også sådan, selv Viola. For det meste.

"Du, Evelyn?" Viola så på mig med sine flaskegrønne øjne. Hendes ansigt var hjerteformet og hun havde en lille, brun skønhedsplet ved siden af hendes venstre øjenbryn. Modsat mig var hun meget, meget høj, havde fregner og et blik, som kunne gøre det svært at regne ud, hvad hun tænkte. Men vi havde samme hår. Samme mørke efterårshår.

"Ja?" spurgte jeg, og vendte mig om mod hende. Hun rejste sig langsomt op og satte sig lige ved siden af mig på træstubben, som om hun skulle til at hviske mig en hemmelighed, og ingen - ikke engang træerne - måtte vide, hvad det var.

"Jeg har hørt, at der er kommet tre drenge hertil i år. Der er ingen, der kender dem, ikke engang dem, som er her hvert år. Rygterne går overalt lige nu, og selvfølgelig ved jeg ikke, hvad der er sandt, og hvad der ikke er - men ved du hvad?" Hendes øjne glinstrede som en våd slikkepind, og jeg kunne mærke på hendes tonefald, at det her var noget, som måske kunne vende op og ned på alting denne weekend.

"Nej," svarede jeg langsomt, for selvom jeg ikke turde særlig meget, var jeg nysgerrig, og havde lyst til at vide, hvad der var så spændende med disse tre ukendte drenge.

Viola fnisede overgearet. Trods den glade lyd vidste jeg, hun var en smule nervøs. Der l også noget andet gemt i det grin - en følelsesmæssig knytning? Umuligt, tænkte jeg - Viola kendte ikke disse drenge.

"De har plettet straffeattest, men der er en af dem, som er så lækker, at man nærmest ikke kan sige nej til ham. Åh, Evelyn, jeg ved, det lyder så desperat og forhastet, men jeg snakkede lige med en af pigerne, der sover i teltet ved siden af os, og hun siger, at han ligner en fotomodel for mandeparfume. Jeg har på fornemmelsen af, at der kommer til at ske noget magisk i år. Måske kan denne ukendte dreng blive ... min kæreste?" sukkede hun.

Jeg kunne ikke holde et grin tilbage og følte mig taknemmelig over, at jeg havde Blake, som var fornuftig og tryg - ikke omvendt. Det virkede så absurd, og af den grund også komisk, at hun allerede overvejede sådan noget.

"Ved du hvad, Viola? Jeg synes, du skal slå til," svarede jeg, stadig grinende. "Ved du overhoved hvad han hedder?" Det var kun et nysgerrighedsspørgsmål - jeg var stadig interesseret.

Viola fik blussende kinder. Det var lige før at hun matchede mine røde adidas.

"Justin. Justin Bieber." Hun lagde sit hoved på skrå, pludselig lidt genert. Sådan en Viola havde jeg ikke oplevet før.

Hun kneb sine øjne sammen, smilede en sidste gang, inden hun åbnede munden. "Den der fletning blev grim. Må jeg ikke lave den om igen?"

Nej. Utroskab havde altid været en absurd tanke.

***

Det var kapitel ét. Jeg håber, I synes om den indtil videre. Jeg glæder mig til at vi kommer rigtigt ind i historien - til vi kommer helt ind under huden på Evelyn og denne omtalte, mystiske Justin ... Skriv endelig en kommentar, det gør mig glad. Kys fra mig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...