The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
7055Visninger
AA

7. Påbud

Jeg strittede ikke imod. Ikke engang da han så uforstående på mig, da det gik op for ham, hvor lidt tøj jeg havde på. Ikke engang da han lynede sin lange, sorte hættetrøje af, og befalede mig om at tage den på. Ikke engang da han gjorde det selv, fordi jeg ikke lystrede - ikke engang da han tog fat i mine arme og førte dem gennem hver sit ærme.

Ikke engang da han lagde sin stærke hånd - den hånd, som mindede mig om en andens - om mit liv og førte mig udenfor, til han fandt en bænk i skovbrynet ved siden toilethytten.

Jeg følte mig en smule hjælpeløs, som et stykke legetøj, der blev leget med. Min hjerne bad mig om at løbe væk, men min krop hørte ikke efter. Noget sagde mig, at det var fordi Justin var meget stærkere end jeg: Jeg gav op på forhånd, og følte mig omtumlet og ret dårlig, syg eller ej.

"Man skal aldrig drikke på tom mave," mumlede Justin, mens han hjalp mig med at sidde ordenligt på bænken, så jeg lå ned med hovedet mod det kolde træ. Han satte sig ved siden af mig, og sørgede for at have sit hoved lige over mit, så jeg kunne have øjenkontakt med ham.

Hans bemærkning provokerede mig ikke, og det var faktisk en lettelse, for meget af det, jeg ellers havde hørt ham sige, havde ellers givet mig et negativt indtryk af ham. Det var næsten lidt komisk, at han sad der ved siden af mig, og lærte mig om druk, som om han var en erfaren mester indenfor området.

Nu jeg tænkte over det, så var han det sikkert også.

"Der er ikke nogen af de voksne, som står for det her hyttehalløj, som må kontaktes efter det her, okay?"

Justin så ned på mig med bestemte øjne. På trods af, at jeg ikke havde lyst til at svare, vækkede hans påbud en nysgerrighed i mig.

"Hvorfor ikke?" spurgte jeg hæst. Al den opkast havde slebet min hals. Det gjorde en smule ondt, da jeg talte, ligesom når man ligger hjemme en efterårsdag med forkølelse og ondt i halsen. Måske var det faktisk også det, der gjorde ondt - en forkølelse. Jeg havde jo trodsalt stadig ikke særlig meget tøj på.

"Det er ikke nødvedigt for dig at få at vide," mumlede han, og flyttede sit blik fra mig og videre hen mod træerne.

Jeg stak mine hænder ned i lommerne foran den hættetrøje, Justin havde givet mig på. Den var overraskende varm, selvom stoffet hverken var uld eller tykt. Mine ben var stadig blottede, men jeg frøs ikke særlig meget om dem. Kulden satte tydeligste spor om mine kinder og min nakke.

Jeg lukkede øjnene i et par sekunder; skulle lige samle mig. Jeg havde brug for at tænke. Var jeg stadig fuld, eller var jeg mon ved at blive ædru, fordi jeg lige havde kastet dobbelt så meget op, som jeg havde drukket?

Jeg kom frem til den konklusion, at jeg nok stadig var en smule beruset, for jeg følte mig ikke genert. Jeg var ikke bange for at tage min hånd op ad lommen og prikke lidt til Justins bare arm - han havde ikke andet end en hvid undertrøje på, som var en smule falmet i farven - og jeg holdt mig heller ikke tilbage, da jeg ville konfrontere ham med min uforståelighed.

"Hvorfor er det ikke nødvendigt?" Jeg rynkede min pande og prøvede at lægge to og to sammen. Der måtte være en grund til, at han ikke ville lade mig fortælle de voksne om det her. "Kender du da arrangørene?"

"Nej," sagde Justin, men han sagde det så hurtigt, at det blev utroværdigt.

"Jo, du gør," pressede jeg. Jeg havde brug for at vide, hvordan han kunne have kendskab til nogle voksne, der stod for et arrangement for unge i et område, han ikke engang selv boede i. Det her var lidt for mystisk.

"Det er lige meget. Bare vi har en aftale om, at der ikke er nogen, der ved, at du har drukket dig så fuld, at du kastede op. Er du med?"

Hans tonefald skræmte mig næsten. Jeg nikkede.

"Godt." Han spændte sine kæbemuskler et par gange, og så ud på natten omkring os. Stilheden var beroligende. Jeg havde det slet ikke så dårligt længere, som jeg havde for blot et par minutter siden ude på toilettet. Det eneste, jeg havde lyst til lige nu, var at smutte ned i en lun sovepose, og så bare sove, sove, sove. Min krop var øm og overbelastet.

Jeg tror, jeg ville have faldet i søvn, hvis det ikke var fordi, at jeg kunne høre et par stemmer komme nærmere og nærmere. Først tænkte jeg, at det sikkert bare var nogen, der var på vej hen til toiletterne for at børste tænder - men så kunne jeg høre stemmerne tættere på OS, og ikke på toilettet, så jeg spærrede mine øjne op og satte mig langsomt op ved siden af Justin.

Der var tre; to fyre og en pige på min alder. Jeg kendte den ene fyr bedre, end jeg kendte nogen anden på TAT. Blake.

Den anden i gruppen, pigen, kendte jeg også bedre end de fleste, men hun var stadig en fremmed. Maria.

Den tredige, fyr nummer to, var også fremmed, men jeg vidste hvem det var, da jeg så, at han hjalp pigen med at gå ved at lade hendes krop støtte sig op ad ham. Det var ham, Maria havde fortalt os hun havde noget kørende med ude på badebroen. Jamie.

Selvfølgelig var det Blake, der gik forrest. Han var den fødte ledertype.

"Evelyn?" spurgte han, og på trods af mørket kunne jeg se, at han kneb øjnene sammen. En pludselig lettelse skyldede hen over mig, også selvom jeg overhoved ikke havde følt mig utryg i Justins selvskab. "Er det dig?"

"Ja!" udbrød jeg, og skulle ivrigt til at rejse mig op. Ikke så god en idé - jeg vaklede. Fordi Justin var den, som var tættest på, var det naturligt - i hvert fald i mine øjne - at det var ham, som rejste sig op og forhindrede, at jeg faldt.

Blake fandt det derimod ikke naturligt. Han småløb det sidste stykke hen til mig, da han så, at det var Justin, der havde hænderne om mig, og ikke en eller anden tilfældig hjælpsom fyr. Blake tog over med selvsikre hænder, trak mig ind til ham, og satte mig ned på hans skød på bænken. Justin sagde ikke et ord. Jeg kunne mærke en lynende stemning af fordomme mellem ham og Blake. Set i Blakes øjne var Justin sikkert en ballademager, og set i Justins øjne var Blake sikkert en duksedreng.

Det mindede mig så meget om naturoptagelser på fjernsynet, når man ser hundyrets mage beskytte hende mod andre mulige hanner, der er ude efter hende.

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg syntes, det var lidt barnligt.

"Hvorfor har du ikke noget tøj på?" Han lød næsten forfærdet, og jeg kunne høre, hvad han tænkte.

Han troede, at jeg havde lavet noget med Justin.

Shit. Blake var ikke særlig nem at overbevise, når han havde sat sin konklusion. Jeg åbnede munden for at begynde at forklare, at Justin blot havde hjulpet mig, fordi jeg var blevet dårlig efter at have drukket for meget - men Justin kom mig i forkøbet.

"Evelyn har fået influenza, tror jeg," forklarede han med overbevisende stemme. Hans ansigt var sat i skak, uden smil, uden hævede øjenbryn. Det var lige før, at jeg selv troede på ham, men så kom jeg i tanke om, at han kun sagde det, fordi at han ikke ville have, at andre vidste, jeg havde drukket.

Hvorfor ville han ikke det? Det begyndte at irritere mig en smule. Det var jo ikke Justins problem, hvis folk fik at vide, at jeg havde drukket mig så fuld, at jeg havde kastet op.

Men da jeg så Blakes ansigt, kunne jeg ikke lade være med at falde lidt tilbage til den tankegang, jeg havde haft, før jeg overhovedet havde mødt Maria - at jeg ikke ville drikke mig fuld som en eller anden partygirl, fordi det ville skuffe ham.

Blake vidste ikke, at jeg havde drukket.

Og jeg ville faktisk heller ikke have, at han vidste det, for hans ansigt var skruet fast i en slags afsky, da han i et kort øjeblik skævede over til Maria, som man tydeligt kunne se var påvirket. Han ville få samme afsky ganget med tusind, hvis han vidste, at jeg også havde drukket så meget.

"Influenza?" Blake rykkede sig lidt under mig. Jeg vidste, at han ikke brød sig om at være i nærheden af folk, der var syge. Så følte han sig også selv syg, havde han engang fortalt mig, da jeg gerne ville have en forklaring på, hvorfor han ikke havde besøgt mig, da jeg lå hjemme i ti dage med roskildesyge.

"Ja, influenza." Justin stirrede på mig. Hans ønske stod skrevet i hans øjne.

Bare vi har en aftale om, at der ikke er nogen, der ved, at du har drukket dig så fuld, at du kastede op ...

Jeg prøvede at hoste så overbevisende jeg kunne ned i ærmet på hættetrøjen. "Ja, jeg har det ikke så godt ..." improviserede jeg, og fordi min stemme var hæs efter al den overbelastning af opkastet, lød det præcis, som jeg håbede.

Blake glemte vidst, at han ikke havde fået en forklaring på, hvorfor jeg ikke havde nogen strømpebukser på. Det var en kæmpe lettelse, for jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle komme med en nogenlunde troværdig undskyldning.

I stedet rettede han fokus på, hvorfor jeg så så grå ud, som jeg sikkert gjorde.

"Du ser også ret sløj ud," sagde Blake, og rykkede sig under mig igen. Han prøvede at smile med medlidenhed, men det blev ødelagt af et mere dominerende ansigtsudtryk - væmmelse.

Jeg sad nu så langt væk fra ham, at jeg nærmest sad på det yderste af hans knæ. Fordi det var en ubehagelig måde at sidde på, rejste jeg mig op og sukkede. Det var ikke et suk, som udstrålede, at jeg syntes han var irriterende - for selvom det lyder skørt, havde jeg den opfattelse af fobi for smitte, at det var almindeligt. Jeg havde aldrig oplevet medfølelse af den slags fra ham før, når jeg var syg, så jeg så det som noget, der var normalt.

"Hvad er der med Maria?" spurgte jeg forsigtigt, kun fordi jeg havde opdaget, at han var faldet i søvn op ad Jamie allerede. Han holdt om hende på en lidt akavet måde. Noget sagde mig, at hun måske havde fortalt ham noget, han ikke havde lyst til at vide.

"Hun har drukket," sagde Jamie. Blake nikkede og så alvorligt på mig, som om at jeg var den eneste her, der havde samme mening om druk, som Blake havde.

"Åh," mumlede jeg, og så ned på mine sko.

"Hun har åbenbart siddet i sit telt hele aftenen og drukket alene," fortalte Blake, og rullede åbenlyst med øjnene. Man kunne tydeligt se på ham, at han synes, det var en idiotisk handling.

Vi var stille lidt. Jeg tror, at Blake havde glemt, at Justin var typen, der modsat Blake ikke havde væmmelse over for alkohol. Og selvom Justin var en lille smule lavere end Blake, var jeg ret sikker på, at Justin var den stærkeste af de to - at Justin sagtens kunne sætte Blake "på plads".

Det vidste Blake også - og derfor hørte jeg ham ikke disse Marias påvirkning resten af aftenen. Det var ret rart.

"Hvor har du egentlig været?" spurgte jeg Blake, så stilheden ikke blev så tæt, at den blev kvælende.

"Der ligger en boldbane lidt længere nede ad vejen," fortalte han, og lavede et par bevægelser med fødderne, som om at han spillede fodbold med en usynlig bold. Jeg nikkede og smilede lidt, da jeg opdagede, at han havde en smal stribe jord langs panden.

"Hvad med dig, skat?" spurgte Blake, og jeg stivnede, da han sagde det sidste ord i sætningen. Jeg havde aldrig haft kælenavne, specielt ikke fra Blake. Det var ikke, fordi at jeg ikke selv kunne lide kælenavne, jeg havde bare rigtig haft nogen - og hvis jeg nu endelig selv måtte vælge, var 'skat' nok det sidste, jeg ville blive kaldt. Jeg vidste godt, det var kærligt ment, men jeg syntes det var pattet og ikke så sødt, som det havde ry for. 'Skat' var misbrugt for meget af både veninder, mødre, bedsteforældre og ja; kærester. Så ville jeg hellere blive kaldt noget andet.

"Jeg har været nede ved badebroen med Justin og Viola," sagde jeg langsomt og lavt. Jeg vidste ikke rigtig, om det var sikkert at sige, men det var jo ikke en løgn, så jeg gik ud fra, at det var fint.

"Okay." Blake nikkede. Jeg trak vejret dybt ned i min mave, og trak i en hurtig bevægelse mine skuldre op til mine ører, og så ned igen. Det hjalp på den anspændthed og kulde, der sad i min krop.

"Jeg tror, jeg går i seng," sagde jeg. "Jeg mangler bare lige at børste tænder."

"Jeg går med dig," sagde Blake hurtigt. Han rejste sig hurtigt op, og var parat til at gå ned mod vores telt. Da jeg ikke gik med lige med det samme, lagde han sit hoved lidt på skrå, som om at han overhoved ikke kunne forstå, at jeg ikke fulgte efter ham.

I det sekund følte jeg bare, at det var nødvendigt at vise lidt menneskelighed overfor ham, som lige havde hjulpet mig - to gange.

Justin havde både været en beroliger oppe ved toiletterne, og en redning for, at Blake ikke fandt ud af, at jeg havde drukket mig fuld.

Uden at tænke på, det var noget, Blake helt sikkert ikke ville bryde sig om, gik jeg hen til Justin. Jeg stillede mig op på tæerne, lagde mine arme om hans nakke - krammede ham. Jeg havde brug for at sige tak, og det her virkede som den letteste måde.

Han krammede mig tilbage som om, at det var noget han vidste, jeg ville gøre. Som om at vi var to skuespillere, der kendte deres manuskript til punkt og prikke. Derfor kom det heller ikke som en overraskelse for mig, at Justin bøjede sig ned, så hans mund var ud for mit øre. Ganske lavt - og diskret, selvfølgelig, så Blake ikke så noget - hviskede han: "Mød mig i morgen ude på badebroen klokken halv et."

***

Hej venner. Jeg er tilbage med endnu et kapitel. Det blev lidt kort, men det er også stopfyldt med information, så jeg tænkte, at jeg lige ville lade jer ånde op, inden jeg fortsatte. Jeg håber, I har det godt, og jeg håber, at I gider smide en kommentar - det gør mig så glad :-)

Nu vil jeg lave mig en kop te og nyde min (endelig!!!!) lektiefrie aften. Hvad med jer? Har I også mange lektier for tiden, eller er det bare mig? 

Kys og masser af varme efterårsknus herfra ;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...