The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
6949Visninger
AA

14. Os

"Hej." Hendes stemme virkede mere spinkel, end jeg huskede den, fra da vi sad ude på badebroen med de andre. "Må jeg komme ind?"

Som et resultat af overraskelsen ved at se hende, kunne jeg ikke sige noget - jeg kunne ikke engang nikke. Indeni mig var alt ligesom frosset til, men verdenen kørte stadig rundt udenfor. Quinn lænede sig lidt frem, utålmodigt. Efter et par sekunder fik jeg mere kontrol over min krop, og jeg trådte et skridt bagud, så hun kunne træde ind på mit territorium.

"Du undrer dig sikkert over, hvorfor jeg er her," mumlede Quinn. Hun så ikke længere fornærmet ud, som hun havde gjort lige før, da jeg ikke sagde et ord - i stedet undgik hun mit blik, og det gik op for mig, at jeg måske ligefrem havde gjort hende usikker.

Det virkede fuldstændig absurd, at en pige som Quinn kunne fremstå som 'den usikre' ved siden af én som mig. Hvad mon hun frygtede?

"Ja, det gør jeg," sagde jeg langsomt, og prøvede at rette min ryg lidt op, så jeg ikke stod og hang. Quinn trådte indenfor, og jeg lukkede døren bag hende. Efter meget kort tids spekulering, blev jeg enig med mig selv om, at det var bedst, hvis vi gik ind på mit værelse - uden for rækkevidte, hvor min mor kunne høre os.

Noget sagde mig, at Quinn ikke var kommet for at spørge mig, om noget så almindeligt som om vi ikke skulle holde kontakten - det ville hun selvfølgelig have gjort, da vi var stadig var på TAT. Nej, ud fra hendes usikkerhed vidste jeg, at det her var noget seriøst, og måske ligefrem også noget, jeg ikke havde lyst til at vide.

Da vi kom ind på mit værelse, satte vi os på min seng. Quinn tog sine lysebrune bamsestøvler af, så de ikke efterlod spor af den fugtige efterårsjord udenfor.

Jeg satte mig i skrædderstilling, mens Quinn feminint og en smule anonymt lagde sine ben over kors.

"Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal få det her sagt," smålo Quinn, og prøvede at grine lidt af situationen - selvom jeg ikke kunne grine med. Jeg havde meget svært ved at vende noget nervepirrende om til noget humoristisk. Det var ganske enkelt ikke min rolle.

"Øh ... vil du have en kop te?" spurgte jeg, i håb om at det måske kunne hjælpe hende lidt på vej at komme på andre tanker. Heldigvis sagde hun ja - så havde jeg også en undskyldning for at smutte ud i køkkenet et øjeblik.

Mens vandet kogte i elkedlen, åbnede jeg køkkenskabet og fandt en gansk alminelig kamillete frem. Jeg havde netop stillet to krus på bordet, da min mor dukkede op i dørkarmet, kun iført sin lyserøde badekåbe med snor om livet.

"Hvem var det?" spurgte hun nysgerrigt.

"Bare en ven fra skolen," løj jeg hurtigt, og kom et tebrev i begge krus.

Jeg prøvede at smile overbevisende til hende - jeg havde en stærk formodning om, at min mor undrede sig over, hvorfor jeg ikke havde været social de sidste par dage, nu når jeg var "rask". Nu jeg havde chancen, kunne jeg ligeså godt lade, som om at det her faktisk var et rigtigt venindebesøg, også selvom der sikkert ville gå lang tid, inden jeg fik et ægte besøg af en af mine veninder. Min mor var ret let at overbevise, heldigvis, sikkert fordi hun havde den dårligste evne til at finde ud af, om folk løj.

Denne gang var hun overbevist.

"Okay," svarede min mor ligegyldigt, og forsvandt hurtigt igen med et lille smil på læben.

Jeg trak vejret dybt ned i mine lunger, satte de to krus op på en bakke og nåede lige at smide et par digestives ned i en skål, inden jeg trådte ind på mit værelse igen.

"Så er der te," sagde jeg, og stilte bakken på mit skrivebord. Quinn smilede høfligt og sagde, at det lød lækkert. Jeg gik ud fra, at hun ville tage en digestive, efter hun havde sagt det, men hun rørte sig ikke ud af stedet.

Det var sikkert fordi hun ikke ville indtage kalorierne, tænkte jeg, og kunne mærke en lettere irritation blusse op i mig. Hvorfor var hun så ... perfekt?

I en slags oprør tog jeg med det samme en kiks i min hånd, og spiste den så hurtigt, at jeg fik krummer ned i mit skød.

"Okay," begyndte jeg, efter jeg havde tygget færdig. "Var du kommet for at sige noget, eller?"

Den mærkbare stilhed, der også altid opstår i biografen, når nogen har glemt at slukke deres mobil, var næsten ubehagelig. Jeg ventede længe på, at Quinn i det mindste bare åbnede munden, men hun stirrede bare frem for sig, ude af stand til at forklare sig.

Jeg spiste en kiks til. Tog tekruset op i min hånd, pustede ned i den dampende væske.

Det var først, da jeg var på nippet til at spørge hende endnu en gang, at de første sætninger begyndte at forme sig i hendes mund og fylde mit lille værelse. Hun kørte en lille lok hår om bag sit øre.

"Jeg kan godt forstå, hvis du blev meget chokeret over at få at vide, at Justin har været en vaskeægte hjerteknuser," mumlede Quinn, og lod sit blik hvile på træerne udenfor, som bøjede sig i vinden. Jeg bed mig lidt i indersiden af kinden. Okay - åbenbart var hun kommet for at snakke om ham, som jeg lige havde brugt hele weekenden på at glemme. Fedt. Super.

"Og jeg kan endnu bedre forstå, hvis du ikke har lyst til, at jeg kommer her op til din private adresse, bare for at snakke om ham. Faktisk kan jeg bedre forstå det, end du aner - for jeg har engang siddet i præcis samme situation som dig."

Jeg rynkede mine øjenbryn, og kunne mærke forvirringen skylle ned over mig. Som om at jeg ikke havde fået nok overraskelser i løbet af den sidste uge, forventede jeg næsten, at der ville ske et eller andet sindssygt endnu en gang - som at Viola kom springene ind fra vinduet iført abekostume, eller sådan noget.

"Hvad snakker du om?" spurgte jeg, overraskende nok ikke så chokeret, som jeg havde troet. Jeg var jo trodsalt stadig i stand til at tale.

"Justin og jeg har engang datet," forklarede Quinn, og sukkede, som om at hun kom i tanke om noget, hun følte ubehag ved. "Eller, måske er 'datet' det forkerte ord. Kort sagt forelskede jeg mig i ham ligesom så mange andre, og fordi han var single, var han åben over for min flirting. Vi opførte os vel ligesom kærestepar gør. Vi gik ture sammen, kyssede i parken ... ja, den uge var nok den eneste romantiske uge, jeg har haft i mit liv. Men så kom ugen efter," sagde hun, og standsede brat midt i sætningen. Jeg stillede mit tekrus fra mig. "Og jeg fandt ud af, at Justin ikke havde været så single, som jeg havde troet. Faktisk havde han gang i seks andre piger, mens han var sammen med mig."

Jeg sukkede - af flere årsager. For det første, fordi at jeg var træt af at høre, hvordan Justin havde vendt ryggen til så mange piger, mens jeg var en af dem. Jeg var træt af at føle, at jeg var blevet holdt for nar. Der var så mange ting om ham, som jeg ikke vidste, og som jeg følte, jeg burde.

Men på den anden side, så var der jo en grund til, at han ikke havde fortalt det til mig, tænkte jeg, og knyttede mine hænder, der lå i mit skød. Jeg var jo bare den næste pige i rækken. Ingenting. Jeg var ingenting for ham. Min uvidenhed havde været en del af Justins plan, jo.

"Hør, Quinn," sagde jeg, og prøvede at smile lidt. "Det er virkelig sødt af dig, at du er kommet, men jeg har bare virkelig ikke lyst til at danne sådan en hadeklub mod en person, jeg ærlig talt bare prøver at glemme ..."

"Jeg er ikke kommet for at lave en hadeklub med dig. Jeg er kommet for at fortælle dig, at jeg synes, du skal tilgive ham," afbrød hun mig, og så kunne jeg mærke, hvordan min lunte for alvor brændte ned til bunden.

"Hvad fanden snakker du om? Tilgive?! Jeg har ikke brug for gode råd af en eller anden tilfældig pige, der pludselig tror vi er bedste veninder, bare fordi vi har siddet i samme båd!" råbte jeg.

Som jeg havde håbet, reagerede Quinn ved et trække sig tilbage og stirre forskrækket på mig. Jeg overvejede i et kort sekund at bede hende om at gå, men selvom jeg var rasende, ville jeg gerne høre hendes argumenter. Jeg kendte ikke Quinn - hvis hun gik nu, ville jeg aldrig kunne finde ud af, hvad hun mente med, at jeg skulle tilgive Justin. Der var jo ikke noget af det, hun sagde, som gav mening, for da jeg var sammen med Quinn på TAT, lignede hun en, der var dødhamrende forelsket i Justin. Skulle hun ikke forestille at ligne en, der var bitter og vred i hans selvskab?

"Evelyn, lad mig nu forklare. Det kan godt være at det ser slemt ud, men det er det i virkeligheden ikke," sagde hun, og trak vejret dybt. Jeg ventede. Jeg gad ikke engang nikke eller gøre andre ting for at opmundre hende til at give mig en forklaring - i modsætning til min natur, frydede jeg mig faktisk over at være flabet.

"Jeg vil prøve at forklare det til dig langsomt, så det bliver lettere at forstå, okay? Justin fortæller aldrig noget om sin familie - han holder det for sig selv. Efter at han slog op med mig, så var jeg så ulykkelig, at jeg søgte på hans navn på nettet for at opsøge ham på sin adresse, så vi måske kunne løse problemerne. Det var der, jeg fandt ud af, at han havde været sammen med så mange andre piger også - hans mor spurgte nemlig, om det var mig, som hed Janice, eller om jeg var hende, der havde glemt en lyserød pung i går? Jeg følte mig utrolig dum og sagde bare til hende, at det måtte være en forkert adresse, fordi jeg ikke havde noget at skulle have gjort dér. Hun var faktisk overraskende sød, men meget, meget ung - jeg tror, hun må have fået Justin, da hun var 17 år, eller sådan noget."

Quinn flyttede endnu en gang sit blik fra mig, så hun kunne se fjernt ud ad vinduet. Jeg absoberede hendes historie, og var meget nysgerrig, fordi jeg jo ikke havde fået et ord at vide om Justins privatliv af ham.

"Jeg skulle netop til at gå, da en mand kom gående op ad indkørslen: Han boede der også, og var enten Justins far eller stedfar, der vidste jeg ikke. Ud fra hans ansigtsudtryk var han meget vred. Justins mor stod stadig i døren, og jeg kunne høre, at hun gispede, da hun så, at hendes kæreste var på vej op til hende. Jeg var lige kommet hen til havelågen, da jeg kunne høre, hvordan døren ind til deres hjem blev smækket, og hvordan Justins mor skreg sekundet efter."

Jeg kunne ikke tro det - godt nok kendte jeg ikke Justins familie, men jeg havde aldrig troet, at han kom fra en voldelig familie. Selvom jeg aldrig havde mødt denne unge mor, følte jeg mig alligevel på en eller anden måde knyttet til hende. Jeg hadede vold.

"Blev hun slået?" hviskede jeg forfærdet, og jeg kunne mærke, hvordan mine knytnæver blev løsnet op. Quinn nikkede, tydeligvis stadig meget berørt over oplevelsen.

"Ja, men det er ikke hele historien. Det her skete nemlig for halvandet år siden," sagde hun.

"Halvandet år? Jamen, vil det så sige ... -"

"Nej, Justin har ikke kørt stilen med at date syv piger hver uge i så lang tid. Det var kun noget, han gjorde, indtil for ganske kort tid siden. Så blev han vel træt af sit ry for at være kongen over casanovaerne, og så valgte han at gå over til noget andet forkert, han kunne foretage sig, nemlig kriminalitet. Det har vel stået på i et par måneder nu - men folk fra byen har stadig ikke glemt hans ry. Jeg tror, det var derfor han tog på TAT - for ligesom at komme lidt væk fra de mennesker, han er omringet af hver dag, som tror, han stadig knalder alle de piger, han kan få øje på."

Vi var stille lidt. Mens jeg hørte på Quinns forklaring, blev jeg mere og mere rolig. Det var rart at få svar på nogle af de tusinder af spørgsmål, som havde kørt rundt i mit hoved, efter at jeg havde mødt Justin. Der var bare stadig nogle ting, som jeg skulle have svar på.

"Men hvorfor nævnte du så det med hans mor? Tror du da, at Justins opførsel har noget at gøre med, at han kommer fra et hjem med vold, eller hvad?" Min stemme var ikke længere høj og skinger, og det kunne Quinn åbenbart også høre, så hun valgte at se mig i øjnene igen. Jeg følte mig på en eller anden måde medlem af et team, mens vi sad her og opklarede hele mysteriet, ved navn Justin Bieber - det var helt som at løse en svær gåde.

"Præcis. Jeg tror, at han har haft brug for at føle kærlighed, fordi der netop ikke er noget af dén slags hjemme hos ham. Selvfølgelig kan man så sige, at det ville have været smartere for ham, hvis han bare valgte at få én kæreste, som så også var permanent, i stedet for flere hundreder på et år - men altså - forstår du?"

"Ja. Men der er stadig endnu en ting, jeg gerne vil have svar på ... hvorfor var du så desperrat efter at få Justins opmærksomhed på TAT, hvis du i forvejen var blevet dumpet af ham før?" spurgte jeg. Quinn fniste lidt, og trak på skuldrene, som om jeg havde spurgte hende om noget, hun egentlig var lidt flov over.

"Tja," mumlede hun, og fortsatte: "Selvom jeg er blevet afvist en gang før, glemmer man vel aldrig sin første kærlighed, vel? Men jeg synes helt oprigtigt, at du skal tage og tilgive ham - det kan godt være, at hans fortid ser sort ud, men jeg tror virkelig, du kan hjælpe den på vej til at være lysere. Tro mig: Den måde, jeg kunne se, han så på dig på TAT ... det var altså ikke et blik, han nogensinde gav mig. Eller nogen andre. Han er virkelig vild med dig, Evelyn. Det mener jeg." Quinn gav mig i dén grad det selvtillidsboost, jeg havde brug for.

Nu var hun ikke den eneste, som fniste fjollet og trak på skuldrene - jeg følte mig totalt overvældet af den nye sandhed, og kunne slet ikke lade være med at smile.

En lysere fremtid. Det var helt klart kodeordet, og ikke kun for Justin, men også for mig. For os.

***

Hej søde læsere, tak for den stigende opmærksomhed, det er skønt! Tror mest, det er fordi at Adison har været så venlig at anbefale denne movella, og det er jeg selvfølgelig meget glad for. Men jer, som er her af andre årsager, er selvfølgelig ligeså velkomne ;-)

Normalt kan jeg ikke fordrage, når forfattere her på siden opfordrer deres læsere til at give dem flere likes, men jeg føler lidt, at I "glemmer" det på den her movella - jeg kan jo se, at jeg har en hel masse favoritlister, og kun halvt så mange likes. Fordi at likes'ene er det, som egentlig tæller for at fange folks opmærksomhed, er det selvfølgelig det, jeg foretrækker at få. Men ingen sure miner! Jeg er meget beæret, med eller uden likes, og jeg vil gerne takke hver og en af dem, som læser det her. Tak!

Jeg håber, I forstod kapitlet - det tog mig lidt tid at skrive det. Men i hvert fald - yaaaaaaaaaayyyyyy, som det stod skrevet sidst i kapitlet, så er der vist en lysere fremtid på vej! :-)

Lidt praktiske oplysninger: Jeg har terminsprøver om en uge (skyd mig), så derfor kommer der højst sandsynligt ikke så mange opdateringer lige dér, men jeg prøver selvfølgelig, som altid.

Så er der vist kun én ting tilbage at sige: Glædelig jul! Jubiiiiiiiiiiiiiiiii!!! Håber I har det godt derude!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...