The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
6924Visninger
AA

4. Nej

Han var mørkhåret, ikke ligeså mørk som mig, men alligevel nok til at det var svært at få øje på hans hår i aftenluften. Hans øjne var store, nøddebrune, og de mindede mig om et elegant dyr - en smuk hjort eller sådan noget - store og varme. Til gengæld var hans kropsudstråling langt fra elegant og varm.

Brystet var rettet, så han fik en angrebsagtig, løvelignende identitet, nærmest som om at han var ude på at virke frygtindgydende, og havde øvet sig på det.

Men det var ikke nogle af disse ting, som gjorde størst indtryk på mig. Det var hans smil; den måde, han smilte på, som om han ville fortælle folk, at det, han smilte over, var en hemmelighed. En hemmlighed, som jeg aldrig måtte få at vide.

Jeg lagde mine hænder bag mig på badebroen, som om at jeg var klar til at kravle væk hvert øjeblik. Mit ansigt dunkede af flovhed, og jeg havde lyst til at flygte fra situationen. Dog ville jeg ikke komme særlig langt, hvis jeg valgte at lade mine ben følge med, så jeg kunne krybe baglæns i krabbegang - jeg ville nemlig lande lige i vandet, hvis jeg gjorde det.

Pis.

"Forstyrrer jeg?" spurgte Justin, og hævede sine mørke øjenbryn. Noget sagde mig, at han bare spurgte for at være flabet - for hans smil fortalte, at han var ligeglad med om han forstyrrede os eller ej.

Ingen svarede. Quinn og Maria sad begge to med åben mund, som om at de lige havde set Leonardo DiCaprio træde ud fra træerne. Viola stirrede bare. Hendes ansigt var dødt som sten, men jeg kunne bare mærke, hvor hurtigt hendes hjerte bankede. Jeg selv stod som den eneste bevægelige, og lod mine øjne flakke fra den ene person til den anden, mens mine ben bevægede sig rastløst. Fuck, hvor ville jeg ønske, at vi ikke var begyndt at snakke om sex.

Justins to venner var stadig inde mellem træerne, og jeg kunne ikke se nogen af dem, kun høre lydene af deres grin og bevægelser.

Der gik et par sekunder, inden Justin trådte et par skridt tættere på os, så han stod ved starten af badebroen. Jeg vidste, det var ham, der var Justin, for han virkede præcis ligeså dominerende og - for at sige det ligeud - ligeså attraktiv som den Justin, pigerne havde talt om så længe.

Jeg bed mig i læben. Følelsen af blottelse boblede stadig i mig, og jeg krøb mine skuldre en smule sammen, som om jeg ville beskytte mig.

"Det lød som om, at I hyggede jer gevaldigt," poienterede Justin, og gik nu i langsomt tempo hen tættere på. Broen knirkede under hans skridt, og det var som om, at denne lyd af træ, der giver sig, vækkede pigerne til live igen. Quinn rystede let på sit hoved, som om hun ville vågne op fra en drøm, der stadig hængte fast i hendes hoved, og pludselig begyndte hun at smile imødekommende.

Hvordan kunne hun gå fra fuldstændig overrasket til casual på 0,5?

Jeg var selv ret dårlig til pludselig at ændre på mit humør og min udstråling, så jeg stirrede på hende med vantro øjne.

"Det gjorde vi," fniste Quinn, og lagde sine ben over kors. Viola smilte også nu - hun var ikke ligeså 'vågen' som Quinn var, men hun formåede at vise interesse ved at fnise med og gøre plads til Justin.

"Ja, det er jo også første dag, ikke?" sagde Maria, som også var normal igen, og slikkede sine røde læber. Hun fik det til at lyde som om, at alle vidste, at førstedagen på TAT skulle være en slags åbningscermoni - det havde jeg aldrig tænkt over. Men det her var jo trodsalt også min første gang, så jeg vidste, om der var traditioner for den slags.

Justin havde, ifølge sladderen, heller ikke været på TAT før. Ingen vidste faktisk, hvor ham og hans to andre venner egentlig kom fra - endnu en smule foruroligende info, syntes jeg. Da han satte sig ned mellem Viola og Quinn med benene over kors, som om vi var gamle venner, kunne jeg mærke fordommene regne ned over mig som et uvejr, og jeg blev nødt til at stirre ned på mine røde adidas, for at kunne holde fokus.

Han har sikkert stoffer med, tænkte jeg.

Og regner med, at han kan få en af os i kanen.

Er det der en tatovering? Og hvad med arret lige over hans øjenbryn?

"Så ... piger, hvem er I så?" spurgte Justin. Hans stemme var overraskende hæs, som en erfaren rockmusikers.

Maria så på mig, jeg så på Quinn, Quinn så på Viola og Viola så på Maria. Ingen af os vidste, hvem der skulle svare.

Heldigvis nåede Justin at åbne munden igen, før det blev mærkeligt, at vi ikke sagde noget. Han lænede sig lidt tilbage, så han kunne råbe efter sine to venner, der stadig befandt sig bag træerne. "Alex! Samuel! Få nu jeres røv her over, så aftenen ikke bliver ligeså kedelig, som I gør den til."

Et par sekunder senere kom to drenge med meget forskellig højde ud. Den ene havde klare, blå øjne og lysebrunt hår. Hans krop lignede næsten en mands: Høj med muskuløse arme og brystkasse, men hans ansigt var glat og smalt, som en lille drengs. Det irriterede mig, hvordan han så på os. Som om vi med det samme kunne stilles under ham ligesom i et hierarki, som om vi var genstande, ikke mennesker.

Jeg følte mig utilpas og nedgjort i det sekund, hans øjne flakkede over mit ansigt.

Den anden dreng var lyshåret ligesom Blake og havde også blå øjne, bare mere grålige. Hans har var tætklippet ned til hovedbunden, og hans hud var solbrændt efter en sommer udendørs. Modsat den anden, var han både tynd og lille, men han så i det mindste ikke på mig, som om jeg var en, der bare stod i vejen.

"Hej," hilste de to drenge, da de var kommet ud til os for enden af badebroen. Vi udviddede vores lille rundkreds ved at rykke lidt længere væk fra hinanden, og hver af drengene satte sig ved siden af mig, fordi det var der, der var mest plads.

Justin rykkede sig ikke, da vi høfligt gjorde plads til de andre. Han var i gang med at finde noget i sine jeanslommer, som åbenbart var svært at få fat i, fordi han sad ned.

Drengene lugtede kraftigt af røg, og det var ikke den røg, som kommer fra bål. Det var røg, som kommer fra cigarretter.

Uden at Justin havde fundet det, han ledte efter, vidste jeg, hvad det var, der lå i hans lomme - cigarretter.

Mine fingre begyndte at blive kolde indefra. Jeg kunne mærke, at min krop, min natur, fortalte mig, jeg skulle passe på. Jeg havde aldrig prøvet at ryge før, for hele min familie havde altid ment, at rygning var en af de mest absurde ting, man kunne foretage sig, og derfor var det per automatik, at jeg afskøg tanken.

Men derfor kunne det vel godt være, det var sjovt?

Vent. Stop. Det tænkte jeg bare ikke.

Justin fandt den lille, kvadratiske pakke cigarretter frem efter en smule fumlen, og samtidig forsøgte jeg at finde den samme bekymrede reaktion hos pigerne, som ulmede i mig. Jeg ønskede lidt, at de ville rynke på næsen, og sige, at det her altså ikke var noget, de var interesserede i, men ingen af dem viste det mindste spor på usikkerhed.

Det var først efter et stykke tid, hvor jeg bare havde pillet lidt ved en neglerod, og ladet som om at jeg var travlt beskæftiget, at det gik op for mig, at der var stille omkring mig. Jeg så op og lod mine øjne flakke fra ansigt til ansigt, som alle sammen stirrede på mig.

Så kom jeg i tanke om, at Justin havde spurgt, hvem vi var, og rømmede mig. Både Viola og Quinn så ud som om, at de var mere interesserede i Justin end i hvad jeg havde at sige, men Maria sendte mig et opbakkende smil.

"Ja?" spurgte Justin afventende, og kneb sine brune øjne en smule sammen. Hans blik var anderledes, end da jeg så på ham for første gang, for bare et par minutter siden. Han virkede ... øm. Som om at han var fascineret over, at jeg ikke havde svaret ham med det samme.

"Evelyn," sagde jeg hurtigt. Det var en refleks. Jeg vidste selvfølgelig ikke, om han havde spurgt mig, hvad jeg hed.

Der var stille lidt. Så grinede en af drengene ved siden af mig, ham den høje, ubehagelige type, og brummede med tydelig overgangsstemme: "Hende, der ikke er jomfru."

På trods af den yderst ucharmerende kommentar smilede Justin, så to rækker lige, hvide tænder kom til syne. Han fik nogle små rynker ved øjnene, samtidig med at lyden af et grin undslap hans læber.

Jeg stirrede frem for mig, ikke i stand til at smile eller grine, fordi jeg følte mig så forkert.

Det var ikke, fordi at jeg ikke brød mig om at være der - for underligt nok kunne jeg mærke nysgerrigheden pumpe rundt i mig, da Justin lod den første rørformede cigarret ramme sine læber og tændte den med et lighter. Jeg vidste bare, at det her pludselig ikke var den Evelyn, jeg var vandt til, og som jeg altid havde været. Ligesom hvis jeg hele mit liv havde fået at vide, at jeg elskede blå, og troede på det, men så alligevel købte en bluse i rød.

Hvis det altså gav mening.

Han tog endnu et sug. Jeg kunne mærke lysten til at undersøge, om det virkelig kradsede i ens hals, når man røg. Lysten til at udforske de grænser, jeg aldrig havde tænkt på at bryde.

"Hold nu kæft, Samuel," svarede Justin med cigarretten i munden, da han endelig nåede at opbygge en reaktion til kommentaren om, at jeg var hende, der ikke længere var jomfru. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg skulle være glad for, at han bad Samuel om at holde kæft, men jeg valgte bare at lade være med at spekulere over det.

Justins læber omkransede cigarretten med omhu, som om den ikke måtte gå i stykker, som om at han gav den et kys. Jeg så på hans kinder, der efter hans tredige, dybe sug blev en smule røde. Fik man virkelig røde kinder af at ryge?

Samuel fnøs ligegyldigt og tog en cigarret fra Justins pakke uden at spørge. Jeg så på ham, mens han tændte cigarretten på samme måde som Justin havde gjort. Deres hænder vidste præcis, hvordan de skulle arbejde, så det var ikke svært at regne ud, at det her var noget, de gjorde tit.

På trods af mit førstehåndsindtryk af dem - provokerende og en smule ubehøvlede - overraskede Justin mig positivt ved at tage cigarretpakken fra Samuel og række den ud mod os piger, først Viola. Godt nok var det ikke fyldte chokolader, han tilbød os, og det var nok ikke helt så gentleman-agtigt at gøre det med cigarretter, men jeg smilede alligevel.

Viola tog en med sine slanke fingre og takkede med en stemme, der prøvede at kamouflere den egentlige tvivl.

Dernæst var det Maria, han spurgte. Hun stirrede i et par sekunder på pakken, men besluttede sig så alligevel for at tage en, og Justin gik videre, som om han uddelte noget så almindeligt som kopiark i en matematiktime.

Quinn sagde også ja. Hendes øjne havde en anden form for glød, end den jeg havde set, før drengene dukkede op. Hun smilede mere og grinede lidt højere, end hvad jeg syntes var nødvendigt. Justin lod sig dog ikke mærke af det. Noget sagde mig, at han tit var ude for, at pigerne kastede sig om fødderne af ham - men han var jo også så smuk, som de havde påstået, så det var ikke overraskende.

Da det blev min tur, og han med strakt arm holdt pakken mod mig og sagde "og dig?", kunne jeg ikke lade være med at føle mig domineret af mine tanker. Mine tanker, som havde genlyd af de ting, min mor altid sagde til mig, når hun så piger på min alder ryge ude foran supermarkedet i min by. Hun sagde, at det var synd, de langsomt tog livet af sig selv.

Ville min mor finde ud af det, hvis jeg røg? Det var mange af dem, jeg var sammen med tit og hang ud med, som mente, at rygning kun var for svage mennesker, der ikke kunne sige fra eller stå ved, at rygning var usundt. Mine venner, min familie ...

Og min kæreste. Blake. I et sekund kunne jeg mærke en dårlig samvittighed i mit bryst, da det gik op for mig, at tanken om at sige "klart", og ryge cigarretten var tiltalende. Jeg havde lyst, også selvom det virkede forkert. Hvis jeg gjorde det, ville Blake blive meget skuffet af mig - måske ville han oven i købet fortælle det videre til mine forældre. Turde jeg tage den chance?

Med adrenalin i blodet rystede jeg på hovedet. Beslutningen virkede rigtig for mig, men jeg kunne mærke, at det for de andre var mærkeligt. Især for en af drengene.

Ham, som så lidt bedre ud end de andre, ham, hvis øjenkontakt var uhyggelig fastholdende.

Efter jeg havde rystet på hovedet, så han mig i øjnene igen. Nøddebrune. Varme på trods af den kølige udstråling. Jeg kunne mærke en bølge af kuldegysninger glide ned over mine arme.

Justin rykkede lidt på sig og hævede sine øjenbryn. Han lagde cigarretpakken ned i sin lomme igen, tog hånden op til munden og sugede dybt ind, så den gnisten for enden af cigarretten blev helt rødglødende i mørket. I den efterfølgende stilhed kunne man høre små skvulp fra vandet, der ramte ind mod badebroen.

"Evelyn," sagde han lavt og hæst efter suget, som om jeg var et spørgsmål, han ikke kendte svar på. Den måde, han sagde mit navn på, var ikke længere på en måde, som fik mig til at føle mig ligegyldig.

Nej, jeg vidste, at jeg lige havde formået at gøre mig interessant i hans øjne.

Jeg var hende, der havde sagt nej til Justin Bieber.

***

Jeg er glad for, at jeg allerede har fået tyve favoritlister, wehu, så tak for det! Har ikke så meget at sige her ... jeg håber, I kunne lide kapitlet, jeg ved godt at der ikke skete det store, men kan godt lide at skrive langsomt fremad. I må også huske på, at historien strækker sig over tre dage, så ja ... Hvad synes I? :-)

Nu vil jeg tage ud og drikke kaffe med min veninde. Shit, det er koldt allerede! Jeg overvejer at tage vanter på, haha. Nå, vi ses!

Mathilde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...