The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
6991Visninger
AA

9. Jeg falder

Vi snakkede i så lang tid, at jeg til sidst kunne mærke en sitren i mine ben, fordi jeg havde siddet ned så længe. Fornemmelsen mindede mig om når man har haft en uaktiv dag i skolen - bortset fra, at jeg ikke kedede mig i Justins selvskab.

Han var anderledes, end jeg havde regnet med. Der var stadig den der glødende, udfordrende udstråling i hans måde at bevæge sig på, men jeg syntes, jeg også kunne mærke en blødhed, som jeg ikke havde set før.

Vi snakkede om meget, eller - jeg snakkede om meget. Ind i mellem syntes jeg, at det var pinligt, at det næsten kun var mig, der førte ordet, men da jeg spurgte ind til Justin, rystede han bare på hovedet og spurgte mig om noget nyt.

Jeg fortalte ham mere, end jeg havde troet var muligt. Jeg fortalte ham om mit forhold til Blake, men ikke meget, for hver gang jeg nævnte ham, skar Justin ansigt, som om at han havde fået en citron i munden. Jeg snakkede også om mine barndomsminder, mine venner, mine mærkelige interesser. Justin virkede interesseret. Faktisk tænkte jeg nogle gange, at hans pludselige nysgerrighed mindede om et barn, der pludselig oplever verden på en helt anden måde.

Eller ... snarere mindede det mig om en kriminel, der interesseret hørte om en velfungerende familie. Selvom Justin havde oplevet meget mere end jeg sikkert nogensinde ville komme til, undrede hans nysgerrighed mig, for han burde da vide, hvad det vil sige at servere en hjemmelavet kage for sin familie, eller glæden ved at få en god karakter i skolen. Det virkede umuligt at forestille sig en Justin, som havde været på denne måde hele sit liv. Der måtte have været sket noget i hans liv, som ændrede ham - spørgsmålet var bare, hvad det så end var.

"Helt ærligt," fastslog jeg, og dinglede lidt med mine ben ud over kanten på badebroen. "Nu har vi hørt nok om mig. Må jeg ikke godt vide noget om dig?"

Jeg håbede, at han ville føle sig smigret over min nysgerrighed, og i et kort sekund kunne jeg også se hans mundvige finde sin vej opad, men så blev glæden slettet, og hans ansigt så stramt ud.

"Jeg har ikke noget at fortælle," sagde han. Min naturlige side ville have mig til at stoppe, netop fordi han selv gjorde det. Men når Justin nu selv var så gennemborende, så ville han da ikke have noget imod, at jeg selv var noget i den retning, vel?

"Kom nu. Jeg har lige fortalt dig en helt masse om mit liv - jeg har fortalt dig om min opvækst, mine forældre, min kæreste ..." begyndte jeg, og fortsatte, inden Justin fik citronansigtet igen - "jeg fortjener også at vide noget om dig."

Justin så ned på sine sorte sneakers. "Hvad vil du vide?"

Der var så meget, jeg gerne ville vide; hvorfor han ikke ville fortælle mig det, jeg gerne ville vide, for eksempel.

For at det ikke blev for overdrevet, startede jeg let ud.

"Hvor kommer du fra?" spurgte jeg langsomt og tydeligt. Det var et meget uskyldigt spørgsmål.

"Stratford"," svarede han.

"Går du i skole der?"

"Ja, det kan man godt sige."

"Er du god i skolen?"

Ups. Måske skulle jeg ikke have sagt det højt. Enhver ville vide, at Justin med garanti ikke gik op i skolen overhoved. At lave diktater og færdighedsregninger var nok det sidste, Justin forbindede med noget, han havde lyst til, og af den grund kunne jeg også sagtens forestille mig, at han ikke var særlig god.

Til min store overraskelse smilede han. Ikke fornærmet, ikke som en, der var dækkede over en flovhed. Nej - han smilede oprigtigt, som om at jeg lige havde gjort ham glad ved at stille ham sådan et spørgsmål.

"Nej, jeg er ikke særlig god i skolen," svarede han, ganske simpelt, stadig med et tryllebindende smil på læben.

Han var så modsat Blake, at det gjorde ondt. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at sammenligne Justin med ham hver eneste gang, jeg fik noget nyt at vide, som adskilte dem fra hinanden. Da jeg lige var kommet sammen med Blake, fik jeg sådan en kilden i maven, hver gang at Blake så på mig - og jeg måtte indrømme, at den første kildende fornemmelse i min mave begyndte nu, da Justin smilede til mig. Det var et let smil, men nok til at fylde min mave op til randen med sommefugle. Jeg følte mig som en blomst, der havde ventet på at springe ud hele vinteren.

Vi var stille lidt, men det var kun fysisk. Inde i mit hoved flaksede der mindst ligeså mange tanker rundt, som der var sommerfugle i min mave. Min underbevidsthed bad mig om at standse den følelse, som kildede mig en maven, men den var så behagelig, at jeg ikke kunne standse den. Uden at have lagt mærke til det, gik det op for mig, at jeg sad og smilede som en stor idiot, og jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde gjort det.

Jeg var ikke den eneste, som lagde mærke til det.

Justin lagde ganske kort sin hånd på mit ben, men fjernede den hurtigt igen. Hans smil blev større for hvert sekund, og en flot række lige tænder kom til syne, som stod i tydelig lys kontrat til de hævede, mørke øjenbryn.

Gad vide, hvordan vi måtte have set ud. Totalt smilende og ligesom to små børn, der leger med hinanden.

"Hvorfor smiler du?" spurgte Justin, men fordi han selv smilede så meget, kunne jeg næsten ikke tage ham seriøst.

"Fordi ..." svarede jeg. "Fordi det gør jeg!"

Jeg svarede igen på hans lille berøringsangreb ved ogås at lade min hånd røre hans ben. Det var helt fast, fordi han havde spændte muskler.

"Nå, men skal jeg få dig til at stoppe?" spurgte han, også selvom det var et retorisk spørgsmål.

"Nej." Men jeg smilede stadig.

I det næste øjeblik lå jeg i vandet. Hans bevægelser havde været så hurtige, at jeg knap havde nået at give et skrig fra mig, før han løftede mig op og kastede mig i vandet. Der gik et kort stykke tid, så hoppede Justin også i - med hovedet først.

Vandet var meget koldt og slet ikke så behageligt, som jeg havde troet. Jeg spruttede efter luft, mærkede vandet glide gennem min hovedbund, og kunne samtidig ikke lade være med at grine om og om igen. Det var længe siden, at jeg havde haft så sjov en eftermiddag. Han havde en beroligende, tryg virkning på mig, også selvom han var det modsatte, og jeg burde være bange. Hvis det var alle andre end ham, ville jeg måske også være bange, endda med Blake.

Han kunne nemlig ikke svømme særlig godt.

"Hvad gik det ud på?" spruttede jeg, og fjernede noget af vandet, der sad i mit højre øje. Mit tøj havde allerede absorberet vandet fuldstændig, og jeg kunne mærke, at jeg skulle træde vande meget mere overdrevet, end jeg var vandt til, fordi jeg pludselig vejede mere.

Da jeg så på Justins ansigt, var han ikke glad og jokende længere, i stedet så han alvorlig ud. Han lignede en, der netop havde besluttet sig for noget drastisk, men han så ikke usikker ud, som de fleste andre sikkert ville have gjort. Det var noget jeg helt sikkert skulle begynde at vende mig til - at han simpelthen ikke kunne føle usikkerhed eller frygt, selvom jeg forventede det.

"Evelyn, der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle til dig," afslørede han. På mange måder var det lidt grotesk, at han besluttede sig for at fortælle mig hvad han nu havde at sige nu, for vi lå og pjaskede rundt med tøj på i en sø, der var koldere end et køleskab.

Ud fra hans tonefald vidste jeg, at jeg ikke kunne sige ham imod. Han havde åbenbart virkelig brug for at fortælle mig det.

"Øh, ja?" spurgte jeg, nysgerrig og en smule fortumlet. Jeg blinkede overdrevent med øjnene, prøvede at slappe af i vandet. Det gik ikke så godt. Jeg var ikke så god til at slappe af, så længe jeg ikke kunne røre bunden.

"Jeg ..." begyndte han ligeså stille.

Jeg nikkede let, prøvede at smile lidt også. Han virkede så alvorlig. Jeg afventede hans uddybning, men den kom aldrig, for netop som han åbnede munden, blev vi afbrudt.

Der var en lyd af et menneske inde fra land - lyden af fodspor. Grene, som knækkede. Pludselig bange så jeg op på det ansigt, lyden kom fra.

Det var Viola, og hun stirrede på os.

***

Jeg har lyst til ikke at skrive noget her, for det er efterårsferie, og øjeblikket i historien bliver ødelagt lidt, hvis jeg snakker for meget om min meget aktive motionsdag og glæden ved, at jeg fik tolv i en læseprøve i engelsk. Så det gør jeg! Kys og kram

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...