The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
6951Visninger
AA

12. Ingenting og alting

"Du skal sige til, hvis du ikke har lyst," sagde han - en bemærkning som kom så meget bag på mig, at jeg stivnede.

Det var ikke fordi, at jeg ikke troede, at Justin var betænksom, han havde bare virket en smule lukket, som om at han ikke ville snakke, mens vi kyssede. Jeg havde egentlig ikke tænkt så meget over det, for Blake var heller ikke snaksalig, når vi var sammen på nært fysisk hold, så det kom meget bag på mig, at Justin brød tavsheden.

"Hvad mener du?" spurgte jeg. Det var en refleks.

Vi lå mellem de tætte træer cirka halvtreds meter fra søen. Stemningen var en smule nervepirrende, ligesom da man var lille, og gemte sig i gemmeleg, og jeg var glad for, at det var så godt som umuligt at få øje på os - så tæt stod de trætte bøgetræer.

Nu var det ikke kun mig, der stivnede. Justin trak sig langsomt væk fra mig, men jeg skyndte mig at tage fat om ham og hive ham tilbage i den liggende stilling, vi lå i.

Jorden var kold og fugtig, men jeg var ligeglad. Justin havde brugt sin jakke som underlag, og hele det meste af min krop kunne godt ligge der. Desuden lå vi så tæt, at vi godt kunne holde varmen.

"Jeg mener ..." begyndte Justin, men jeg afbrød ham, inden han nåede at tale færdigt.

"Nej nej, jeg ved godt, hvad du mener. Bare fortsæt, okay?"

Jeg var nok lidt nervøs; nervøs for, at der var dele i denne handling, som ville gøre mig ked af det fremover, men jeg ville ikke se min frygt i øjnene. Jeg havde aldrig prøvet at pjække før, men jeg kom til at tænke på, det sikkert var sådan, følelsen var - at gøre noget, man egentlig vidste var forkert, men som man alligevel gjorde.

Mine læber søgte efter Justins igen, men han lagde sin pegefingre på min mund og holdt mig tilbage. Hans øjne var mærkeligt usikre. Jeg havde ikke set ham på den måde før.

"Jeg mener det, Evelyn. Jeg vil ikke bare knalde dig som en eller anden pige, jeg lige har mødt. Jeg ... jeg vil bare gerne høre, om det er okay med dig. Det her skal være anderledes," mumlede han, uden at se mig i øjnene. Han fjernede sin finger fra mine læber, så jeg kunne tale igen.

Jeg lod mit hoved dumpe ned på den bløde jordbund. Luden var dump, ligesom en sten, der falder ned i en brønd. Jeg kunne ikke lade være med at relatere mig selv til hans eksempel, og rynkede mine øjenbryn i forundring.

"Det er jo ikke anderledes," sagde jeg, og kunne mærke en klump samle sig i min hals. Jeg var ikke så vandt til at snakke om følelser på den her måde - bestemt ikke, når jeg var en smule ked af det. Jeg brød mig ikke om at tænke på, at Justin havde "knaldet" med andre piger, også selvom det ikke var en overraskelse for mig. Det gjorde mig utilpas.

Min bemærkning fik Justin til med det samme at se mig i øjnene. Jeg vidste, at jeg skulle passe på nu, for det, jeg sagde nu, kunne måske gøre ham vred. Men jeg blev ved alligevel. "Jeg er jo en pige, du lige har mødt."

Han rystede overdrevet på hovedet.

"Men du er ikke som de andre," konstaterede han, og smilede skævt. Smilet blødte den ubehagelige følelse i min krop lidt op, men jeg var stadig ikke helt så afslappet som før.

Vi begyndte at kysse igen, men det var som om, at han begyndte at indse, at jeg helt oprigtigt var i et dilemma, og derfor gerne ville overtale mig - og sig selv - om at jeg skulle vælge ham frem for Blake.

Han holdt strammere om mine arme, kyssede mig længere og så mig i øjnene, når vi engang imellem holdt pauser. Hans øjne var som de altid havde været, brune som hasselnødder, og med et stænk varme oveni, som om at vi befandt os i en hyggelig hytte med stearinlys, og ikke en fugtig skov.

Det hjalp mig - lyden fra vores munde, der mindede om havet, der bruser ... vores kroppe, der passede sammen, som to verdener, der blev forenet ... den sitren, som virkede så afhængighedsdannende, at jeg ikke ville have, han nogensinde skulle stoppe ...

Jeg var ikke bange mere. Jeg ville ikke være bange mere. Kun for én ting.

At jeg ville miste ham.

***

Da det blev sen eftermiddag, blev jeg nødt til at lægge mig tilbage i teltet igen, for jeg kunne jo ikke lege skjul resten af mit liv, selvom det var det, jeg havde mest lyst til. Justin og jeg tog vores tøj på, som heldigvis var nogenlunde tørt, og så fulgtes vi tilbage til teltpladsen.

Alle var ret spredt - de fleste befandt sig rundt om bålet eller på de bænke, som stod rundt omkring, men der var også en del, som snakkede om at gå ned til søen for at bade.

Godt, at Justin og jeg havde besluttet os for at gå - ellers ville der sikkert blive ragnarok, tænkte jeg.

På turen over til Blakes og mit telt, var det svært ikke at have fysisk kontakt til Justin, for vi havde trodsalt lige været så tæt på hinanden, som man kunne blive. Jeg havde lyst til at tage hans hånd eller i det mindste bare være så tæt på ham, at jeg kunne mærke hans duft i mine næsebor, men jeg blev nødt til at bide tænderne sammen.

Hvis jeg bare kunne holde ud hele resten af weekenden uden at afsløre noget, så skulle det hele nok gå. Så kunne jeg tage hjem, slå op med Blake af karikerede grunde og derefter finde sammen med Justin. Sådan rigtigt. Det var det, jeg havde lyst til.

Hvis Blake vidste, at jeg ville slå op med ham, fordi at jeg hellere ville være sammen med Justin, så ville han blive virkelig såret. Hvis jeg bare forsikrede ham om, at jeg snarere så os som venner, så ville vi måske fortsat kunne være det efter bruddet.

Ja, det var det, jeg ville. Min plan.

"Gå op til fodboldbanen og find dine venner," mumlede jeg til Justin, inden jeg skulle til at lyne mig diskret ind i teltet igen. Jeg havde hele tiden sørget for at gå hurtigt og med intentionen om, at ingen skulle se mig, og det virkede som om, at min plan gav pote: Ingen vendte sig om mod os. "Der er ikke nogen, der må se os."

"Evelyn, helt ærligt," sukkede Justin, og lagde sit hoved på skrå. Hans ansigt var fuldstændig modsat sådan, som mit sikkert så ud. Han var rolig, mens jeg var målrettet.

"Hvad er der?" spurgte jeg. Han stemme drog nysgerrigheden frem i mig. Jeg ville så gerne kunne sige 'pyt', og så bare gøre, som jeg havde lyst til lige nu og her, men det var vigtigt, jeg beherskede mig - og det begrænsede selvfølgelig også Justin.

Jeg kunne ikke tillade mig selv at være åbenlyst sammen med ham her på TAT. Hvis folk vidste, hvis Viola og Blake vidste, at jeg lige havde gjort det, som strittede fuldstændig i modsatte retning af min natur, så ville de ikke kendes ved mig igen. Selvom jeg havde været ovre på den anden side, ville jeg stadig godt være i stand til at kunne leve nogenlunde normalt, som jeg havde gjort før, bare sammen med én ekstra person.

Jeg ville ikke miste mine venner derhjemme fra. Jeg ville ikke miste mit liv.

"Du opfører dig som om, at det her er farligt," forklarede Justin, og rullede med øjnene af mig.

Jeg trak vejret dybt ind, så det til sidst føltes, som om at mine lunger var balloner, der kunne springe. "Det er farligt," sagde jeg.

Åh, jeg havde virkelig ikke brug for, at han skulle begynde at prøve at få mig overtalt til at gå med ham allerede nu - jeg havde brug for at ligge i min sovepose og tænke, tænkte, tænke.

Hvis han var så opsat på at få mig til at føle mig tilpas, hvorfor kunne han så ikke bare acceptere, at jeg havde truffet en beslutning: At der ikke kunne være noget 'vi' indtil at jeg fik gjort noget ved min civilstatus?

Jeg skulle netop til at skubbe Justin insisterende væk, da jeg kunne høre en stemme, som fik blodet i min krop til at fryse til is. Stemmen var hård og kontant, og jeg kunne mærke, hvordan mine øjne blev tørre og derefter fyldt med vand, fordi at jeg glemte at blinke.

Jeg stirrede frem foran mig, og det samme gjorde Justin - han skyndte sig at dreje hovedet mod stemmen bag sig.

Blake.

Hans kinder var røde af anstrengelse. Jeg havde set ham på den måde mange gange før, men det var i en helt anden sammenhæng. Det var anstrengelse efter en lang dag eller efter at han havde spillet en hård fodboldkamp, som hans hold selvfølgelig havde vundet.

Den eneste forskel var, at det her var en helt anden kamp. Hans øjne var lettede efter en bekymring, og jeg prøvede at fastholde hans øjnekontakt i håb om, at han dermed kunne undgå at se Justin. Men det var lettere sagt end gjort.

En blind ville kunne se, at Justin og jeg lige havde været sammen. Vores tøj var vådt på samme mørke måde, og vi havde rester af blade i håret. Jeg håbede ikke, at mine læber var ligeså rubinrøde som Justins. Hans hårde, insisterende kys havde sat sine spor.

Blake kom gående hurtigere hen mod os nu. Hans kropssprog udstrålede, at han var klar til at kæmpe, hvis det var det, der blev nødvendigt. Justin var afslappet og havde hævede øjenbrynene under i køligt blik.

Jeg var lige ved at glemme at trække vejret.

"Hvor fanden har du været, Evelyn?" råbte Blake.

Selvom vi på en måde stod i skjul bag teltet, var det ikke højt nok til at dække vores hoveder, så jeg kunne mærke, hvordan opmærksomheden begyndte at lime sig fast til os som en magnet fra omverdenen.

Blake fortsatte i sit hastige tempo, og var nu så meget oppe og køre, at han løb.

Og han standsede ikke.

Med et ordenligt slag ramte han ind i Justin: Blakes hænder lagde sig om hans brede skuldre, og skubbede dem bagud i arrigskab. Det var som at se en løve, der gik til angreb, og et offer, som var ... ligeglad.

"Fald til ro," beordrede Justin, men han gjorde ikke noget for at stoppe Blake. Han sagde ikke et ord, da Blake begyndte at hvæse, eller da han spyttede i agression i jorden.

"Har du været sammen med hende?" Blakes øjne var så spidse som pile. Jeg havde aldrig set ham sådan før. Jeg havde aldrig oplevet ham temperamentsfuld.

Jeg gispede efter vejret, da det gik op for mig, at jeg ikke havde trukket vejret i lang tid, og så sprang jeg op og prøvede at dække Justin med min krop, inden at Blake ville gøre noget mod ham. Han var tættere end noget andet på at hæve sin hånd og lade den med svirpende effekt ramme Justins kind. Jeg blev nødt til at gøre noget.

"Blake, stop!" råbte jeg insisterende. Bag mine håndflader, som var presset ind mod Justins fugtige trøje, kunne jeg mærke, at han prøvede at bevæge sig tættere på Blake. Hans blik fortalte ligeledes, at han heller ikke var bange for at slå.

Jeg snappede efter vejret og prøvede at skabe overblik, men så slog det mig, at Blake ikke var vred på både mig OG Justin, men at det kun var Justin, hans øjne lynede mod.

Sig mig, burde Blake ikke være ligeså vred på mig, som han var på Justin? Vi var jo lige gode om det ...

"Evelyn, hold dig væk fra ham - kom her over!" beodrede Blake, og hev i min arm, så jeg blev kastet tilbage om bag ham. Afstanden mellem Justin og Blake var nu faretruende tæt. Jeg turde næsten ikke holde mine øjne åbne, i frugt for at mit syn ville blive plettet af blod og slag for hvert sekund.

Blake lod sin høje figur læne sig ned over Justin, som en dominerende hundeejer, der skælder sit kæledyr ud. Den eneste forskel var, at Justin ikke virkede bange eller parat til at trække sig tilbage, tværtimod var det lige før, at han viste tænder, så opslugt var han af sin vrede.

"Du rører hende aldrig igen," sagde Blake. Hans stemme var lavere nu, men stadig knivskarp som et barberblad. "Jeg ved, hvad du har gjort, men du skal aldrig gøre det igen, hører du?"

"Du ved ikke noget!" bed Justin af, og jeg holdt vejret, bange for at han ville afsløre noget, som Blake måske ikke vidste om os.

Det var jo klart, at Blake var så vred, fordi at han vidste, at Justin og jeg havde kysset - men vidste han også, hvad vi ellers havde lavet?

"Nå, så det gør jeg ikke? Jeg ved det hele. Også om din baggrund, dit lille møgsvin," sagde Blake.

Jeg stivnede. Vidste Blake noget om Justin, som jeg måske ikke vidste?

Der var jo en hel del mystik omkring Justin, og jeg var stadig i tvivl, om der var et eller andet ved ham, som han prøvede at holde skjult for mig.

Ligesom mig stivnede Justin. Han lod sit blik forsvinde væk fra Blakes i et øjeblik, og så så han helt fjern ud, som om at han tænkte på ... ingenting.

Og derefter alting.

Jeg så på ham, og han så på mig.

Jeg ventede kun på Blakes åbenbaring - det, som jeg ud fra Justins pinte ansigtsudtryk vidste, kun kunne være noget, som jeg ikke havde lyst til at vide. Noget om hans baggrund.

Blake vendte sig om. Hans hænder var knyttede hårdt sammen, som om at han havde en sten i hver hånd, og var ude på at forvandle den til sand. Jeg stirrede på Blake, bønfaldt ham med mit blik, for nu var der ingen vej tilbage - det vidste vi alle sammen.

Jeg blev nødt til at vide, hvad fanden det var, som Blake vidste.

Og så åbnede han munden.

"Du skal ikke tro på ham, Evelyn - denne dreng, denne egoistiske satan, har ikke gjort noget mod dig, som han ikke har gjort mod andre piger. Han vælger jer ud, påstår at han har en flirt kørende med jer, og så knalder han jer på under to døgn. Jeg ved, at I har været sammen, for Viola så jer i formiddags. Så kom ikke og sig til mig, at han er uskyldig, Evelyn, og at jeg skal lade være med at såre ham. For det, han har gjort, er utilgiveligt. Du skal være glad for, at jeg har fundet ud af det her, inden at han prøvede at komme i kanen med dig."

Stilhed.

Justin åbnede sin mund, men jeg kunne ikke høre noget længere. Det hele snurrede rundt, samlede sig som noget tungt omkring mine ører, og selvom jeg havde mit blik fastlåst på Justin, kunne jeg ikke fokusere på det, der kom ud af hans mund.

Jeg forestillede mig vores kys, hans læber mod mine.

Da vi stod på badebroen så sent som i formiddags, og han fortalte mig, at der var noget, han gerne ville fortælle mig.

Vandet der glimtrede, og lyden af tørre blade, der knaser som popkorn i munden, endnu en gang hans læber mod mine, og så hans ord, hans sætning: "Der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig" - som aldrig blev fuldendt.

Jeg troede, han ville sige, han elskede mig.

Men nej.

Jeg var pludselig en helt anden, men ikke den, som Justin havde gjort mig til, og heller ikke den, som jeg havde været for tre dage siden.

Jeg var ingenting.

***

Uhadada, dramatisk, hva'? Justin har vist lidt vildere et omdømme, end Evelyn troede - han er en værre playboy, og nu er Evelyn hans næste offer.

Hvad tror I der kommer til at ske, og hvad håber I, der kommer til at ske?

Sikke et vejr. Storm og regnvejr, rigtig efterårsvejr ... Jeg håber I har haft nogen gode dage på trods af kulden, med masser af te og hjemmebag og softmusik fra radioen. Det er jo den bedste årstid, ikke?

Kys og kram fra mig :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...