The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
6948Visninger
AA

10. Indrømmelse

Der har været øjeblikke i mit liv, hvor jeg i mange sekunder ikke har lagt mærke til, at jeg ikke trak vejret. Det var ikke, fordi at mine lunger ikke fungerede; jeg lagde simpelthen bare ikke mærke til, at de skreg efter luft.

Sådan havde jeg det også nu. Viola stirrede på os, og vi stirrede på hende - det var som at se mit eget spejlbillede, bortset fra at det var ukendt. Jeg var så optaget af at stirre, at alt omkring mig virkede unødvendigt.

Det var først, da Viola åbnede munden, at jeg kunne bevæge mig igen og begynde at respirere, hvilket var ret klogt, for ellers var det vidst næsten gået galt.

"Evelyn!" sagde hun højt. "Evelyn!"

Det eneste, jeg kunne tænke på, var at forsvare mig. Hendes øjne på mig var ikke til at fjerne, og vandet omkring mig føltes som hænder, der omsluttede sig min krop med en kvælende kraft.

"Det er ikke, som du tror," hostede jeg, og blev ved med at træde vande, indtil jeg besluttede mig for at fortsætte ind mod hende på land. Jeg havde ikke glemt vores skænderi, men min vrede var begyndt at blusse af, så jeg havde ikke lyst til at flygte fra hende, som jeg nok ellers ville have haft lyst til i går.

Jeg havde heller ikke glemt, at Viola åbenlyst havde nogle følelser for Justin, som jeg ikke helt kunne sætte ord på. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at føle en form for medfølelse, for ligeså tydeligt som Viola kunne lide Justin, var det tydeligt at Justin ikke kunne lige Viola.

Min ultrakorte forklaring fik Viola til at lægge hovedet på skrå. Hun fjernede sit blik fra mig, og så i stedet på Justin.

Smittet af hendes handling vendte jeg mig også om mod ham, mens jeg stadig var i vandet. Modsat mig kunne Justin stort set godt røre bunden - sådan så det i hvert fald ud - for han virkede sikker, når han bevægede sig, med alle de små bølger omkring sig.

Violas grønne øjne fik et tydeligt snert af vrede, så de ville være røde og fyldt med flammer, hvis vi levede i en tegnefilm.

"Hold kæft, hvor er du bare langt ude," spydede hun til mig, og skulle til at gå.

Jeg svømmede ind mod badebroen og fik kæmpet mig op ad den lille trappe. En del af mig ville løbe efter hende og sige undskyld, og det var nok også den del, som hjalp mig med at komme op ad vandet. En anden del af mig ville ikke have noget med hende at gøre. Det var den del, som stadig var vred på hende - den del, som bremsede mig, inden jeg råbte "stop!", selvom jeg havde lyst til det.

Jeg stod der på badebroen i lang tid, også efter at Viola var gået. Vandet dryppede tungt og koldt af mig, og landede rundt om mine fødder, der stadig var iført mine røde adidas.

Efter et stykke tid kom Justin op til mig. Jeg kunne høre hans krop kravle op ad den lille trappe, ligesom jeg havde gjort.

Jeg vendte mig ikke om, ikke engang da jeg kunne høre ham kalde spørgende efter mig. Til sidst gik han helt tæt på mig, så tæt at vi næsten rørte hinanden.

"Er du okay?" spurgte han, og jeg nikkede, selvom jeg tvivlede.

"Ja," svarede jeg mut. "Jeg er okay."

Jeg huskede i den efterfølgende stilhed, at Justin havde sagt, at han gerne ville fortælle mig noget, inden Viola var dukket op. Det undrede mig stadig - gjorde mig urolig på en utålmodig måde.

Jeg vendte mig om mod ham, som om at jeg forventede, at han ville fortsætte, hvor vi slap, inden at Viola dukkede op. Men det gjorde han ikke.

Hans blik var anderledes, ikke så alvorligt. I stedet så han faktisk glad ud. Hans glæde smittede af på mig, men den undrede mig også - og da han åbnede sine arme op, og gjorde klar til at give mig et kram, kunne jeg ikke lade være med at tænke et virvar af tanker på én gang.

Jeg kunne mærke en spirende fornemmelse af håb inden i mig. Det kunne godt være, at min mave havde forholdt sig rolig i meget lang tid, men denne rolighed betød også tomhed, og mit forhold med Blake var begyndt at føltes kedeligt for mig.

Jeg havde dannet et fundament i al den tid Blake og jeg havde været sammen, et fundament af jord. I løbet af de sidste par timer, hvor jeg havde indset en helt masse ting, indså jeg også nu, at Justin havde plantet et frø i 'jorden' - min mave - og nu var der så begyndt at gro en lille, skrøbelig plante op.

Så lille, at den let kunne gå i stykker, men stor nok til ikke at blive overset.

Pludselig blev jeg overvældet af tanken om, at det, Justin ville fortælle mig, havde noget at gøre med denne lille plante. Mit håb. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, og jeg måske også havde sået et frø i Justins mave - fået dette frø til at spire og gro op.

Jeg var ikke overvældet på en dårlig måde, for jeg var ikke bange. Det var nok også det, som var grunden til, at jeg gjorde det, jeg gjorde - tog imod hans åbne arme uden at tøve.

Jeg var ligeglad med Viola, og ligeglad med, at hun sikkert ville sladre til Blake. Jeg var nemlig også ligeglad med Blake.

Den eneste, jeg kunne tænke på i det sekund, var mig selv. Det kom egentlig ikke som en overraskelse, for jeg havde trodsalt været meget egoistisk på det seneste.

"Åh," sukkede jeg. Sukket var en blanding af lettelsen over, at jeg kendte mig selv bedre, end jeg nogensinde før havde gjort, og frygten ved, at det var en dårlig ting. Jeg krammede ham hårdere.

Han duftede mørkt, ligesom hans mystik, sådan ligesom en kold vinterdag med masser af frisk luft. En smule røg, ikke fra bålet, kaffe, sæbe, den mandlige duft af moskus.

Hans stærke arme omkransede mig, og når man tænker over det, så var det måske lidt mærkeligt, at vi krammede - vi havde jo kun kendt hinanden i to dage. Alligevel følte jeg, at jeg kendte ham godt, rigtig godt. Hans personlighed havde i løbet af den korte tid vi havde været sammen allerede smittet af på mig - jeg turde mere, var mere spontan, tænkte mindre på konsekvenser. Muligt eller ej - han var uden tvivl den person, som havde gjort størst indflydelse på mig på kortest tid.

"Lad os bare lige glemme, at hun kom," sagde jeg, og trak mig naturligt tilbage fra Justin igen.

Han hævede sine øjenbryn, som om han ville sige: 'Er du sikker?'

Jeg nikkede og så ned i jorden.

"Okay, vi glemmer hende," fastslog Justin, og jeg kunne se, at hans fødder rørte uroligt på sig.

Typisk, tænkte jeg. Den dreng ville bare have, at der skete noget hele tiden.

Hm, apropos dét ... så kunne jeg vel ligeså godt komme Justin i forkøbet - lade mig inspirere af, at han gerne ville fortælle mig noget. Det var jo ikke en hemmelighed, at jeg havde svært ved at tænke på noget andet end ham for tiden, og burde han ikke vide det?

Jeg så op på ham og mødte med det samme hans blik. "Øhm, der er faktisk også noget, jeg gerne vil sige til dig," mumlede jeg, og blev pludselig nervøs.

Jeg kunne mærke, hvordan jeg havde svært ved at fokusere, og jeg blev nødt til at lade mine øjne flakke uroligt hen over træerne bag ham, for at kunne koncentrere mig.

Selvom jeg ikke så på ham, vidste jeg, at han prøvede at fange mit blik.

"Ja?" opmuntrede han.

"Jeg ved godt, det lyder skørt, for det er jo ikke ligefrem fordi vi minder om hinanden eller har de samme interesser ..." begyndte jeg, og prøvede at grine lidt for at fremtvinge en glad stemning.

"Men alligevel så har jeg ... altså, her på det seneste ... det, som jeg prøver at sige, er ..."

Jeg kunne ikke. Min hals viklede sig sammen, og gjorde det umuligt for mig at gøre mine sætninger færdige. Jeg tror, jeg ville have droppet det hele, hvis ikke det var fordi, at Justin af en eller anden grund vidste, hvor jeg ville hen. Han pillede ganske kort ved sit hår for at rette fokus på noget andet end det, han havde tænkt sig - det første tegn på usikkerhed, jeg nogensinde havde set fra ham.

De fleste andre end mig ville nok blive smittet af usikkerheden, men faktisk følte jeg, at det var en lettelse. Det viste mig, at jeg ikke var den eneste, som var bange for at kvaje mig.

Så bøjede han sig ned og kyssede mig.

***

Jeg har aldrig tænkt særlig meget over, om jeg var lykkelig.

Måske var det netop fordi at jeg var det; jeg havde et godt familieliv, en skøn kæreste og nogle gode, ukomplicerede venner. Det kan også være, at jeg ikke havde tænkt over det, fordi at jeg ikke var lykkelig.

Da Justins læber ramte mine, var det første gang, jeg følte mig lykkelig.

Lykke er en sær følelse. Den får alt omkring dig til at virke hvidt og rent, ligesom sne, man har lyst til at udforske. De mest triste grå træer bliver til smukke væsener, der bukker høfligt for dig i vinden. Pludselig har du en konstant lyst til at skrige, bare for at lukke noget af al den energi ud, som lykken danner indeni dig. Luften virker klarere, friskere, næsten appetitlig.

Ligesom alle de uopdagede ting og mennesker, som findes overalt, er alle dine tanker også fremmede. Spændende.

Lykken er så overvældende, at man aldrig bliver træt af den. Når man først har oplevet den, vil man gøre alt for, at den kommer igen.

Justin lagde sine varme hænder om min nakke, og jeg jublede indvendigt over, at jeg havde fuldendt min sætning uden faktisk direkte at gøre det.

Jeg tror, jeg er forelsket i dig. 

Hans handlinger gjorde mig ør. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at man kunne gå længere end at kysse, når det var første gang, man gjorde det - men Justin var uden tvivl ikke i stand til at styre sig, og hans hænder gled ned over mit hår, kærtegnede mine skuldre, gled ned ad min ryg, lige indtil de hvilede sig på min ...

Pludselig ændrede alt sig, fra hvidt til rødt, og jeg kunne mærke mine alarmklokker ringe.

"Jeg kan ikke," hviskede jeg, og skubbede ham væk. "Men det er ikke fordi, at jeg ikke vil."

Han smilede udfordrende, præcis på den måde, som ingen andre end Justin kunne gøre det.

"Bare rolig," mumlede han, og ignorerede, at jeg lige havde prøvet at skubbe ham væk. Han viklede mig ind i sine arme, så vi var én igen og ikke to, og jeg strittede ikke engang imod, for jeg følte mig så hel.

Hans ord var så selvsikre, at han kunne have overbevist hvem som helst med dem. Da jeg hørte, hvad han sagde, gispede jeg.

 "Du er min nu alligevel," sagde han, og kyssede mig på panden.

***

Jaaa, Evelyn og Justin har kysset, wehu, alt er godt!

Eller næsten da. Viola har set dem, og Evelyn fandt aldrig ud af, om det, Justin ville sige til hende, faktisk havde noget at gøre med det, hun troede - at han også var forelsket i hende. Uhhh ... Der er store følelser på spil ;-)

Tusind tak for jeres støtte og favoritlister, det betyder meget <3

Jeg tager i sommerhus i dag, og vi har desværre ikke internet, så jeg kan ikke lægge noget ud. Håber I overlever, haha! God efterårsferie til jer alle

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...