The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
6925Visninger
AA

3. Iagttaget

Om aftenen, mens solen var ved at gå en smule ned, var vi en stor gruppe, som satte os omkring bålet. Aftensmaden var netop blevet spist; hjemmebragt madpakke med sandwitches. Nu var der et par stykker, som snakkede om at grille skumfidusser.

For anden gang den dag satte jeg mig ned på en træstub, en af dem som dannede et kvadrat rundt om bålet. Denne gang var træstubben ikke fugtig, for ilden havde varmet den op og lavet den om til en helt fair siddeplads.

Blake satte sig ned ved siden af mig. Han havde ligesom Viola også været på TAT før. Lige umiddelbart skulle man ikke tro, at TAT var noget for Blake, men han havde engang fortalt mig, at det var her, han opdagede sin passion for at skrive digte. Naturen inspirerede ham på den mest gennemborende måde, åbenbart. Det syntes jeg var ret sødt.

"Hey Blake, hvem er det, du har taget med i år?" spurgte en dreng fra den anden side af bålet. Jeg havde aldrig set ham før, og det vidste jeg, fordi jeg ville kunne huske hans vilde, røde hår og rare smil, hvis jeg havde. Lettere smigret efter at blive lagt mærke til, sendte jeg ham prøvende et smil og åbnede munden for at præsentere mig selv. Blake kom mig i forkøbet.

"Det er Evelyn, min kæreste. Det er Evelyns første år her, så I må tage godt imod hende." Blake fandt min hånd og gav den et lille klem. Jeg blinkede lidt genert og nikkede, som om at jeg ville bekræfte hans ord.

"Jeg er faktisk allerede blevet taget godt imod," sagde jeg, selvom det selvfølgelig ikke var rigtigt - jeg havde ikke snakket med andre end Blake og Viola siden vi ankom, og det var ikke ud over det sædvanlige, for dem så jeg også til hverdag.

Asocial måske, ja - men det var ikke, fordi jeg ikke brød mig om at være sammen med andre mennesker, jeg var bare vandt til mit eget selvskab. Jeg syntes, det var rart lige at trække vejret dybt ude på toilettet, inden jeg gik ud til meget sociale arrangementer, og jeg havde også altid syntes, at det var hyggeligt at tilbringe tid med min familie.

Men desværre var det ikke alle, som syntes sådan noget var hyggeligt, og jeg frygtede, at folk ville syntes jeg var kedelig, hvis de vidste, hvor ... alene, jeg faktisk var - også selvom jeg havde både venner og kæreste. Det var derfor, jeg tit løj om min egentlige personlighed. Min jeg-har-faktisk-aldrig-rigtig-været-fuld-eller-været-ude-efter-midnat-personlighed.

Jeg fik øjenkontakt med ham drengen, som havde spurgt ind til mig, og valgte at virke interesseret, selvom jeg egentlig havde mest lyst til at snakke med Blake om alt og intet.

"Hvad hedder du?" spurgte jeg ham. Han lyste op efter mit spørgsmål, så det i forvejen store blink i hans øjne blev større, og lagde sine hænder på sit knæ. Lyden af flammerne, der knitrede, var som en beroligende baggrundsmusik.

"Jamie Ferrel," svarede han, stadig lykkelig over, at jeg havde stilt ham et spørgsmål. "Jeg kommer fra Bluewater. Min tvillingesøster og et par af mine venner er her også."

Jeg nikkede. Faktisk havde jeg set en pige bag mig i toiletkøren tidligere, som godt kunne ligne denne Jamie lidt. Jeg besluttede mig for at ville præsentere mig selv for hende, hvis jeg stødte på hende igen.

Der gik ikke lang tid, før Jamie, Blake og jeg fandt et samtaleemne, som vi alle sammen kunne involveres i. Viola havde fundet nogle andre at være sammen med; jeg kunne høre hende et stykke væk ovre ved teltpladsen, hvor jeg skulle sove i telt sammen med Blake, Viola og et par andre fra vores skole.

Efter Jamie, Blake og jeg havde snakket i et par minutter om nederen lejrskoleoplevelser (åh Gud, regnvejr i seks dage i træk i Penera Villages stinkende hytter), begyndte Jamie og Blake at snakke om fodbold.

Ja. Fodbold. Fyre-snak.

"Jeg har hørt, at Kaka ikke længere er på top 10-listen," sagde Jamie, som om at han snakkede om noget så overraskende som en håndgranat i en pose kartofler. "Jeg mener, så du hans sidste kamp mod Bayern? Det var lige før han troede, han var offensiv!"

Blake lænede sig en smule fremover, som jeg vidste han altid gjorde, når der var noget, han blev optaget af. Han nikkede lidt og svarede: "Han var  offensiv."

Jeg stirrede ind i ilden og prøvede at forestille mig, at jeg skulle sidde her hele aftenen, mens Jamie og Blake snakkede om en eller anden fodboldspiller, jeg aldrig havde hørt om. Ilden blussede op i mit ansigt, og jeg kunne mærke, at mine kinder snart ville blive røde. Heldigvis var solen gået ned nu - himlen var mørk kongeblå og vinden begyndte at blive mærkbart køligere - så ingen ville lægge alligevel lægge mærke til det.

Måske skulle jeg løbe op til Viola og finde ud af, hvad det var, hun havde gang i? Jeg burde jo nok også finde et par nye venskaber heroppe, og Viola var god til at komme i kontakt med de rigtige mennesker.

Jeg rejste mig stille op fra min siddeplads og begyndte at gå hen over det halvfugtige græs.

Det var lidt trist at tænke på, at sommeren allerede var slut, men jeg havde altid elsket vinter og de køligere måneder, så jeg prøvede at se positivt på det. Det var vinter, da Blake og jeg kom sammen til en fælles julefest, som vores venner holdte - og vi havde været sammen et par gange inden til nogle lignende arrangementer. Han havde helt røde kinder af at være ude i kulden, og hans halstørklæde var dækket af sne, da han trådte indenfor til julefesten. Jeg husker duften af skrællede appelsiner og små ingefærkager, som vi dyppede i teen den aften. Blake lærte mig at folde et julehjerte, og jeg tror kun jeg kunne finde ud af det, fordi hans opmundende kommentarer gav mig en selvtillid, jeg ikke havde oplevet før.

Jeg tror, det var det, jeg forelskede mig i ved Blake. At han på trods af alle andres handlinger kunne få mig til at tro, jeg var god nok. Han gjorde mig tryg.

"Viola?" kaldte jeg, da jeg næsten var kommet hen til hende. Hun stod sammen med to andre piger, nogen, som jeg ikke kendte, og snakkede lavmælt. Pigerne havde begge meget lyst hår og samme tøjstil, som bestod af lyseblå jeans og en farverig sweatshirt med striber. Viola skilte sig ud fra dem med sit tøj, som alt sammen var sort. Sort kjole, sorte leggins og sorte, solide gummisko. Viola var modsat hendes navn aldrig iført farver på sit tøj.

Jeg selv havde en ulden trøje på i grå og en løs nederdel i sort, som var sat sammen med klassiske sorte nylonstrømper og mine røde adidas. Jeg gik ikke vildt meget op i mit tøj - specielt ikke sådan et sted som dette her, hvor der var fare for at glide i en mudderpøl eller få revet noget af tøjet af en gren. Selvfølgelig gik jeg op i, hvordan jeg så ud, men jeg gik ikke  meget op i det, at det kunne kaldes en interesse. Jeg var vel bare mere praktisk tænkende.

Da jeg kom tættere på Viola og de to piger, kunne jeg hurtigt se, at pigerne var fuldstændig modsat mig. Noget sagde mig, at de var typerne, der havde håndsprit med overalt.

"Hej," sagde den ene, og selvom jeg stod halvanden meter fra hende, kunne jeg nemt se, hvor meget makeup hun havde på - "jeg hedder Maria. Det her er min bedste veninde, Quinn."

Maria, som mildest talt gik med meget makeup, skilte sig en smule ud fra Quinn ved at have læbestift på. Derudover lignede de meget hinanden med det lyse hår og den lidt poppede tøjstil. Jeg slappede af i skuldrene og rakte min hånd frem. Overraskende nok gav de mig begge et meget fast håndtryk (jeg havde altid syntes, at et håndtryk sagde meget om personen, så jeg blev positivt overrasket), og de sendte mig et funklende smil. Jeg prøvede at virke imødekommende.

"Mit navn er Evelyn. Jeg er veninder med Viola - vi kender hinanden fra skolen. Viola går i klassen over mig," præsenterede jeg mig.

Quinn og Maria nikkede interesserede og lod deres øjne hvile kort på Viola. Der kom et par bølger af en akavet stilhed, som altid var der, når man lige havde mødt nogle vidt fremmede mennesker, men det gik heldigvis over, da isen blev brudt ved et spørgsmål.

"Er du i dit tredige år?" spurgte Quinn, pigen uden læbestift, og vendte sig om mod Viola. Viola lagde sine blege hænder på panden, som om hun pludselig blev dårlig - en typisk handling som hun gjorde, når der var noget, hun ikke kunne fordrage.

"Mind mig ikke om det. Jeg føler mig  gammel." Viola lo.

"Hvad med jer, går I på andet eller tredige år?" spurgte jeg Quinn og Maria. I et kort øjeblik frygtede jeg, at de måske ville blive fornærmede over spørgsmålet, fordi de godt kunne ligne typerne, der gik meget op i deres alder og klassetrin - men de vippede bare lidt med hovedet og smilede høfligt til mig.

"Andet år, ligesom dig," svarede Maria. Jeg nikkede og følte på en måde en lille lettelse over, at jeg nok allerede havde fået et par nye veninder, kun to minutter efter at jeg havde siddet halv-ensomt rundt om bålet med Jamie og Blake.

Der gik ikke lang tid, før vi besluttede os for at gå lidt rundt og få strukket benene og samtidig få undersøgt området. Imens vi gik, talte vi om de mest basale ting i vores liv - jeg fortalte dem, at jeg havde en kæreste, og de fortalte mig, at de var single.

Det var Maria og Quinns tredige år på TAT, men de satte ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg ikke havde været med før, og det var overraskende dejligt. Jeg havde i forvejen skulle forklare ret mange fra min skole, hvorfor jeg ikke havde været med før - fordi jeg havde fødselsdag i samme uge og derfor blev tvunget til at holde familiefødselsdage i weekenden - og jeg orkede ikke at komme med hele historien igen. Det var rart med en lille pause.

Tilgengæld var der noget andet, som ikke fik en pause.

Vi var netop kommet ned til den sø, der lå et par hundrede meter fra teltpladsen, da Viola skruede emnet over på de tre mystiske drenge, hun havde snakket om tidligere. Jeg kørte en lille lok hår om bag øret og prøvede at skjule, at jeg faktisk var ret ligeglad med dem - at det eneste, jeg følte, var en smule bekymring, fordi jeg ikke ville have at weekenden blev ødelagt af stoffer og kriminalitet.

I stedet så jeg mig lidt omkring, mens Maria, Quinn og Viola startede forsigtigt ud med samtalen. Deres stemmer mindede mig om overgearede piger, der taler om et kendisidol.

Området var meget smukt. Rundt om søen var der de flotteste nuancer af smørgule, ildrøde, falmede grønne og brændte toner på bladene, og de spejlede sig svagt i den blanke sø. Der duftede svagt af fugtig jord, og selvom det var ved at blive aften, og vi var ret langt væk fra de andre, kunne man indimellem stadig høre lyden af latter, musik og tilråb. Der lå en afslappet stemning overalt, ligesom når man var på spejderlejr eller lejrskole. Den eneste forskel var, at her var det den ultimative stemning, den, som alle mine venner havde snakket så meget om. TAT-stemningen.

Jeg måtte indrømme, at jeg virkelig godt kunne lide den.

Quinn og Maria trådte ud på en badebro, der førte ud i søen. Vandet var mørkt og grumset - det mindede mig om olie. Selvom det ikke lige umiddelbart så rart ud, kunne jeg ikke lade være med at føle nysgerrigheden boble i mig, og jeg aftalte med mig selv, at jeg på et tidspunkt ville prøve at bade i denne mystiske sø. Det kunne være, jeg kunne lokke Viola og de andre med.

"Hvad hedder de to andre drenge, egentlig?" spurgte Quinn. Hun satte sig ned på broen i skrædderstilling, og vi andre førte trop rundt om hende.

Det var ret hyggeligt at være samlet i sådan en lille rundkreds, ligesom da man var lille - jeg kunne godt lide, når man havde perfekt udsyn til at se alles ansigter.

"Det var jeg ikke," svarede Viola. "Jeg ved kun, at den ene hedder Justin, og at han er sygeligt sexet."

Maria fnisede overlegent, og lod sit blik falde på mig, da hun endelig kunne holde sit ansigt i skak igen. "Har du hørt noget om dem, Evelyn?"

Jeg rystede på hovedet, så jeg kunne mærke den fletning, Viola havde lavet på mig, glide fra side til side omme bag i min nakke. Det var ikke fordi at jeg ikke havde lyst til at vide noget om de tre drenge, som alle åbenbart snakkede om - det var bare den samme høflige interesse man havde, når en, man kendte, snakkede om sin kusines kærestes mor, som havde fået nyt job.

Jeg så ned på mine fingre og fjernede noget snavs, jeg havde fået under neglen. Imens kunne jeg mærke på Marias nye tonefald, at hun ville spørge om noget, man ikke talte om højt.

Bare det her ikke havde noget at gøre om det, jeg forestillede mig.

"Piger?" hviskede hun, og som refleks bevægede de andre sig ind mod midten, som om de skulle lave læ for en tændstik, Maria tændte. Lettere forsinket stak jeg også mit hoved ind og nikkede som signal til, at jeg gerne ville vide, hvad Maria havde at sige.

Okay. Det handlede med garanti om det, jeg forestillede mig.

"Er I jomfruer?" Marias øjne glødede.

Jeg kunne mærke en kuldegysning glide ned ad min rygsøjle. Jeg havde aldrig brudt mig om at tale åbent om sex - selvom jeg vidste, det var den mest naturlige process i verden, havde jeg altid følt mig lidt akavet, når folk førte samtalen hen på det. I mange af mine veninders øjne var sex noget, der fandt sted, mens stearinlys i krogene blaffede romantisk, og hvor man havde så brændende en lyst til hinanden, at man ikke kunne holde sine bevægelser blide.

Men sandheden var, at jeg aldrig havde oplevet sex på den måde. Jeg var ikke jomfru, nej, men jeg havde ikke oplevet vildskab, overraskelse - at falde i søvn i Blakes trætte vejrtrækning.

Den eneste form for sex, som jeg havde oplevet, var to gange med Blake, hvor det var planlagt. Den første gang var hjemme hos ham, mens hans forældre var på kongres i en af de nærliggende byer. Jeg havde aldrig fortalt nogen om det, fordi jeg faktisk var lidt pinligt berørt over det - hele aftenen gik nemlig med Blakes bekymrede sætninger, som for eksempel lød: "Gør det her ondt?" eller "er det her rart?"

Han var sød, det var ikke det. Det var ganske enkelt bare ikke det, jeg havde glædet mig til ved at miste min mødom; jeg havde glædet mig til det, mine veninder snakkede om. Mere ... spontanitet.

Men måske ville det ændre sig med tiden.

"Jeg er," sagde Viola. Jeg vidste, at hun ikke løj, for Viola holdt sig ikke tilbage med at fortælle om, hvor meget hun ville ønske, hun ikke bar på tillægsordet "jomfru".

Maria fniste lidt igen og nikkede. "Også mig. Men jeg håber, det ændrer sig denne weekend."

Violas øjne blev store. Jeg vidste, hvad hun tænkte på - den fyr, Justin, eller hvad han nu hed. Måske ville hun få en konkurrent nu.

Heldigvis tilføjede Maria: "Jeg har noget med den her fyr, der hedder Jamie, som sad ovre ved bålet tidligere. Jeg håber, vores lille flirt kan opgraderes til noget mere seriøst."

Jeg hævede mine øjenbryn. Det måtte være den samme Jamie, ham med ildhåret, som havde snakket sammen med Blake, inden jeg gik. "Ham så jeg godt, inden jeg kom over til jer," smilede jeg. "Han virker sød."

Maria nikkede. Hun fastholdt øjenkontakten med mig i et ekstra sekund, og jeg vidste, hvad det betød - nu lå opmærksomheden på mig. Quinn rynkede panden og så intenst på mig.

"Hvad med dig, Evelyn?" Hendes øjne virkede næsten hypnotiserende, så meget stirrede hun på mig. Jeg kunne mærke en bølge af rødmen skylle op i mine kinder.

Shit, tænkte jeg. Jeg havde aldrig fortalt nogen, at jeg ikke var jomfru, ikke engang Viola, som nok var min tætteste veninde. Hvad ville de ikke tænke om mig? Skulle jeg sige det? Eller skulle jeg lade være?

De opfattede med det samme min rødmen, og Viola rakte begejstret hænderne i vejret, som når man slår en sekser i et brætspil.

"Jeg vidste det!" udbrød hun højt, og de andre tyssede grinende på hende. Vores skuldre rørte næsten hinanden, så tæt sad vi.

"Viola, for helvede," grinede jeg. Selvom jeg ikke var direkte glad for at jeg endelig havde fortalt nogen det, kunne jeg ikke lade være med at se det sjove i hendes overgearede reaktion. Viola var som sagt nok den veninde, jeg var tættest på, så det var nok også på tide, at hun fik det at vide.

"Fortæl os om det!" hviskede Maria smilende og slikkede sig om sine læbestiftrøde læber. Viola nikkede overdrevet, og jeg skulle netop til at protestere, og fortælle dem, at jeg altså ikke ville give nogen detaljer om mit privatliv på den måde - da Viola opfangede min tvivl og ville overbevise mig.

"Ja! Fortæl os om sex." Hendes stemme havde opnået kategorien råb nu - så meget ønskede hun åbenbart, at jeg ville underholde dem.

Pludselig kunne man høre et højlydt knæk inde fra vandkanten i skoven.

Der var helt stille i et øjeblik. Jeg holdt vejret på samme måde som man gør, når man vågner om natten, og kan høre lyde ude for ens værelsesdør.

Sekundet efter kunne man høre lyden af drengegrin - dybt og underholdt, lige i nærheden. Herefter opstod lyden af flere små grene, der knækkede, og jeg havde det som om, at jeg var blevet iagttaget nøgen.

Der var nogen, som havde hørt, hvad vi snakkede om.

Og det var ikke svært at regne ud, hvilke drenge det var. Dem, som så mange havde talt om; dem som var lige lovligt vilde og ikke vidste, hvad almindelig opførsel var. Umiddelbart efter de alarmerende lyde kunne man nemlig høre en af dem sige: "Justin, vi skulle have hørt det! Nu spildte vi vores chance!"

Og så så jeg ham.

***

Jeg advarer jer lige: Jeg kommer ikke til at skrive med det samme de næste par dage, for jeg fylder nemlig femten i morgen, d. 14. september. Tiden er knap, fyldt med mennesker og forventet opmærksomhed fra min side af (selvfølgelig) men bare rolig, jeg skal nok udnytte det tid, der er tilbage af den - for shit, jeg vil gerne skrive videre her fra!

Dette kapitel, "Iagttaget", giver jer forhåbentlig et bedre indblik af, hvem de forskellige personer historien kommer til at omhandle. Vi mangler bare at høre noget om Justin, hehe ... det skal nok blive spændende.

Nu til en lille bøn ... noget feedback? Jeg er meget spændt på at høre, om I kan lide min skrivestil, og jeg er aldrig bange for at få kritik, så længe den bare er konstruktiv. Så ja, hit me! ;-)

Tak. X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...