The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
6950Visninger
AA

13. Hvem?

Da jeg endelig kom hjem, hvilket jeg gerne havde villet længe, var det eneste jeg havde lyst til, at komme tilbage.

Det var åndssvagt - for hvorfor skulle jeg dog have lyst til at vende tilbage til det sted, der kun havde forvoldt mig problemer på blot tre dage?

Jeg tror, det havde noget at gøre med mine omgivelser. Det, at der pludselig var mennesker på gaden, og fornemmelsen af huse omkring mig, var foruroligende. Jeg trængte til træer og frisk luft, men jeg gjorde ikke engang noget for at opfylde det behov - jeg lå bare i min seng hele søndag, hele mandag, og også hele tirsdag. Mine ben summede af lysten til at bevæge mig, men samtidig kunne jeg ikke få min krop til at adlyde. Det var som om, at jeg var i en form for ekstase.

Mine forældre troede, jeg var syg. Efter det dramatiske opgør mellem Blake og Justin kunne jeg slet ikke overskue noget som helst, så derfor fik jeg min far til at hente mig med det samme i bil, mens jeg stak ham den løgn, at jeg havde fået influenza.

Blake insisterede på at følge mig hen til togstationen, som lå et par kilometer væk. Det var som om, at det ikke var gået op for ham, at jeg var i en krisesituation. Alt det, jeg havde frygtet, skete jo i de minutter - jeg kunne mærke min verden falde sammen, indse at jeg ikke længere havde de mennesker omkring mig, som jeg elskede.

Og som jeg også troede elskede mig.

"Drop det, Blake!" havde jeg råbt, mens han i et desperrat forsøg på at opmuntre mig havde holdt min hånd og prøvet at kysse den. Jeg var ligeglad med, at Blake stadig gerne ville have mig efter alt det her. Jeg havde for længst cuttet min forbindelse til ham. "Jeg skal ikke med toget - min far kommer, okay? Det er slut!"

Blake havde først indset min alvor, da jeg steg ind i bilen, og kørte væk med min far, uden overhoved at skænke ham et blik.

Alt var så overvældende. Jeg behøvede ikke engang at få min far overbevist om, at jeg havde det dårligt, for han så bare på mig én enkelt gang, og så lagde han sin brede hånd på min pande, så han kunne tjekke min temperatur.

De beroligende bemærkninger, han mumlede, var nok til at jeg vidste, han ikke tvivlede på, om jeg var syg.

Jeg havde det ad helvedes til. Jeg kunne kun tænke på én ting, og det var, at det ikke var Justin, som havde fulgt efter mig og prøvet at få min opmærksomhed.

Faktisk havde Justin ikke gjort noget som helst. Han havde bare stirret frem for sig, totalt forstenet, efter at jeg havde afvist ham første gang, som om at der var en, der havde hældt en spand iskoldt vand ned over ham. Han havde ikke engang rakt en hånd ud efter mig, da jeg vendte mig om og gik væk med hastige skridt, nej - jeg var alene, ingenting, som jeg blev ved med at sige til mig selv.

Det var irrationelt. Jeg vidste, at jeg aldrig ville kendes ved ham igen, at jeg aldrig mere ville have lyst til at høre hans navn blive nævnt eller nogensinde indspille de minder, vi havde sammen, i mit hoved. Alt det, jeg havde lavet i de sidste tre døgn, skulle bare slettes. Væk. Langt væk.

Men jeg kunne ikke lade være med at håbe.

Huset jeg voksede op i, var middelstort og bygget ud af orangerøde mursten, som næsten havde samme farve som bladene på træerne. Vi havde cykler smidt tilfældige steder på græsplænen i forhaven, og så var der et lille æbletræ med dybrøde, overmodne æbler udenfor mit værelse i den vestlige side af huset.

Min lillesøster, som var seks år, havde ligesom alle andre skolebørn - inklusiv mig - efterårsferie, men hun skulle på telttur med den dagsinstitution, der passede hende, og var derfor ikke hjemme resten af hele ugen. Jeg savnede lyden af hendes fødder, når hun løb ind på mit værelse i håb om at få en historie ud af mig, eller når hun spurgte, om jeg ikke ville være med til at se en film med hende.

Normalt syntes jeg, at hun var en smule irriterende, men alt var jo i forvejen anderledes nu - og derfor føltes det som en selvfølge, at jeg savnede hende.

Dagene gik. For første gang i mit liv forstod jeg, hvad det vil sige at føle ensomhed. Det var som en kronisk sygdom - man vidste ikke, hvad man skulle gøre - og jeg kunne mærke min energi blive suget fuldstændig ud af mig, ligesom en ballon, der svinder ind som tiden går. Alt hvad jeg foretog mig, mindede mig om ham.

Jeg brød mig ikke om at se folk ind i øjnene, for lige meget om de havde de mest himmelblå øjne, kunne jeg ikke lade være med at sammenligne dem med et par nøddebrune. Jeg kunne heller ikke se film, for jeg syntes hele tiden, at plottet havde noget at gøre med kærlighed.

Hvis jeg så derimod slog over på en anden kanal for at se en krimi, viste det sig til sidst i filmen, at skurken i virkeligheden var enormt sød.

For sød.

Jeg kunne ikke engang gøre noget så banalt som at tage et bad. Ligeså snart det kolde vand gled ud gennem bruseren og ramte min nøgne hud, mindedes jeg. Bare tanken om et bad kunne få mig til at føle mig ilde tilpas.

Det værste var egentlig, at jeg ikke havde nogen at snakke med om det. Det kan godt være at ensomhed er en frygtelig følelse, men jeg var jo ikke hundrede procent alene - jeg havde jo stadig mine forældre og nogle kammerater fra skolen, som ikke vidste noget om alt det her, men jeg følte ikke, at jeg kunne fortælle dem om min situation.

Derudover havde Viola og Blake ikke kontaktet mig overhoved, og jeg havde slet ikke overvejet at kontakte dem selv. Selvfølgelig var muligheden der. Men min mobil blev på mit sengebord, uberørt, ligesom den hele tiden havde gjort.

Justin prøvede jeg at lade være med at tænke på det meste af tiden. Jeg fik ondt i hovedet af at tænke på, hvor stor en fejl jeg lige havde begået ved at stole på sådan en som ham. Selv hvis jeg havde hans nummer, ville jeg ikke ringe til ham. Jeg ville højst sandsynligt have slettet det på vej hjem i bilen. Tanken om at have hans tilstedeværelse tæt på mig var ligeså ubehagelig, som følelsen af at have mareridt.

Hver dag var ligesom at synke længere og længere ned i et hul, siddende inde på mit værelse i vores lille hus. Det viste sig, at den eneste måde, jeg kunne føle mig underholdt på, uden at jeg blev alt for trist, var hvis jeg læste bøger fra min barndom. Så det gjorde jeg.

Peter Pan, Harry Potter, Oliver Twist og Laura Ingalls indtog snart mit værelse, kun afbrudt af de små pauser, når min mor eller far kom ind for at se til mig. Jeg havde en smule dårlig samvittighed over, at jeg bare lå inde på mit værelse dag ind og dag ud, så jeg prøvede at tvinge mig selv til at se mere positivt på tingene, for min families skyld. Jeg vidste, at de var bekymrede for mig - jeg var sjældent syg - og jeg ville ikke have, at det følte sig forpligtede til at se efter mig.

Jeg begyndte at tage med, når min mor gik en kort aftentur i kvarteret, og jeg hjalp min far med at lave mad. På den måde kom jeg i det mindste op ad sengen.

Efterhånden som tiden gik, og jeg kunne mærke mine fødder røre jorden igen, fik jeg det bedre. Jeg kunne ikke lade være med at glæde mig over, at det var efterårsferie, for tanken om at komme tilbage i skolen var ikke særlig behagelig, og samtidig havde jeg friheden til at sove længe.

Jeg havde stadig brug for at være alene og komme mig oven på alt det fra TAT, men det var ikke længere sådan, at jeg ikke engang kunne tage et bad eller kigge folk i øjnene. Jeg havde ikke grædt - noget, jeg havde tvunget mig selv til at lade være med. Grunden til, at jeg ikke havde grædt, var hovedsageligt fordi, at jeg var bange for, hvad der så ville ske. Måske ville jeg have svært ved at stoppe igen. Og derudover følte jeg heller ikke, at jeg skulle synke så dybt, at jeg ligefrem græd.

Justin var ikke værd at græde over.

Egentlig burde jeg grine: Grine så højt, at det rungede, og klaske mig på lårene, over hvor stor en nar han var. Det gjorde jeg selvfølgelig aldrig. Jeg ville ønske, jeg kunne, men det ønske blev aldrig opfyldt.

I stedet skete der noget andet - et af mine andre ønsker blev opfyldt. Det var måske ikke nøjagtigt dét, jeg havde ønsket, men i hvert fald var det i nærheden.

Min ensomhed var begyndt at gå mig på nerverne, og hvis ikke, det havde ringet på døren torsdag formiddag, ville jeg nok have ringet til en eller anden tilfældig fra skolen, og spørge, om vi ikke kunne være sammen.

Da jeg hørte lyden af ringeklokken - kort og lys, høj nok til at man ikke kunne undgå at lægge mærke til den - var jeg i gang med at rydde op på mit værelse. Jeg havde iført mig en vamset striktrøje og et par ganske almindelige grå joggingbukser, så jeg stadig havde fornemmelsen af at være under dynen, selvom jeg havde stået op. Klokken var 11:23.

"Evelyn?" råbte min mor ude fra badeværelset. Min far var taget på arbejde for at kunne forberede sig til opgaverne efter ferien, om min mor var i bad.

Jeg var den eneste, som kunne åbne døren. Shit.

Gad vide, hvem det var? Justin, måske? Blodet frøs til is i min krop, og jeg glemte næsten at trække vejret, så skræmt blev jeg ved tanken.

I stedet overvejede jeg, hvad chancen for, at det var Justin, der kom, var - og den var selvfølgelig meget lav. Justin vidste ikke engang, hvor jeg boede, og jeg tvivlede på, at Blake ville fortælle ham det, hvis Justin havde spurgt ham.

Nej - det var helt sikkert ikke Justin.

Jeg småløb ud til hoveddøren, da jeg fik strøget den tanke væk, og jeg blev faktisk overraskende glad for, at der var nogen, som ringede på. Om det så bare var postbuddet eller nogle indsamlere til velgørenhed, der stod derude, ville jeg alligevel med glæde åbne op. Jeg havde brug for at se nogen.

Jeg lod min hånd tage fat om dørhåndtaget, holdt vejret i et par sekunder, og så forventningsfuldt til, hvem der ville stå foran mig, når jeg åbnede døren.

Pigen, som stod foran mig, var ikke en, jeg kendte. I hvert fald ikke særlig godt: Hun kunne stadig defineres som en fremmed for mig. I modsætning til andre fremmede, havde jeg dog et detaljeret bud på, hvad hun var for en person: Småirriterende, ikke til at stole på, falsk ...

Hendes lyse hår matchede de små lys i hendes øjne, smykkerne var glansfulde og tilpas store, tøjet var stramt og makeuppen perfekt.

Jeg havde aldrig rigtig snakket med hende. Men alligevel kendte jeg hendes navn, og jeg vidste, hun kendte mit. Måske havde hun ligefrem også dannet et billede af, hvem jeg var, ligesom jeg havde gjort med hende.

Det var Marias veninde fra TAT - Quinn.

***

Uhauha, Quinn er dukket op til Evelyns hus - hvad skal der ske? ;-)

Jeg vil gerne undskylde for ventetiden til mine kapitler for tiden - jeg går, hvis I ikke ved det - i niende klasse, og der er en masse skole og arrangementer at se til for tiden, især fordi at vi skal have terminsprøver på min skole om under en måned. Jeg håber, I kan bære over med mig!

Hvad synes I om kapitlet? I må endelig skrive en kommentar, for jeg eeelsker at læse jeres beskeder. Fyr løs!

- Mathilde x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...