The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
6916Visninger
AA

5. Hvem er jeg?

Det var tydeligt at se, at Viola og Quinn var blevet noget i nærheden af forelsket, mens vi var sammen med drengene. Jeg havde aldrig oplevet Viola på den måde før. Hun røg sin cigarret med en overbevisende selvsikkerhed, og hun fniste bare, da jeg lagde mærke til, at Justin på et tidspunkt gik lidt for tæt på hendes bryster.

Maria, derimod, var selskabelig, men ikke på en kunstig måde som Viola og Quinn. Hun var ikke blændet af ham - det var det, der var forskellen.

Mens vi sad der ude for enden af badebroen, så jeg på Justin, når han ikke lagde mærke til det. Allerede efter at jeg havde set på ham et par gange, vidste jeg, at der ulmede en anden person under hans facade, end den alle snakkede om. Den måde, han indimellem bremsede op i en sætning for at trække vejret, var nogengange længere, end det var naturligt - som om at han faktisk ikke kunne trække vejret - som om han kom i tanke om ting, han ikke ville komme i tanke om.

Det var som om, at jeg kunne se igennem ham. Jeg kunne se, at han ikke altid havde været den selvsikre og hårde fyr, som han udgav sig for at være.

Imens de snakkede om, hvor utrolig koldt det allerede var blevet, og uddelte udfordringer om at hoppe i søen, var jeg stille. Jeg så på Justin et par gange igen, når han ikke lagde mærke til det - ikke længe, for jeg havde altid selv syntes, at det var ubehageligt at bive overbegloet af en, man ikke kendte - men i lang nok tid, til at jeg kendte de fleste af hans ansigtsudtryk, da vi begyndte at blive trætte. På en måde fascinerede han mig. Han var så mystisk, at der næsten dannede poetiske stemninger i mig, når han tænksomt så ud over den mørke sø.

"Hvad er klokken?" spurgte Samuel, og Maria fandt sin mobil frem med det samme. Den lyste unaturligt meget i mørket.

"Halv elleve." Hun lagde mobilen ned i sin jeanslomme igen. Justin begyndte ud af det blå at smile overdrevet meget, som når man får en god idé.

"Er der nogen af jer, der har sprut med?" spurgte Justin, og satte sig i en anden stilling, så han kunne sidde med strakte ben. "Jeg er vildt tørstig."

"Du får da ikke tilfredsstillet din tørst ved at drikke alkohol," pointerede Quinn i et tonefald, der ikke lød anklagende, snarere lidt flirtende.

Justin, som ikke havde taget notis af hentydningerne fra Viola og Quinn hele aftenen, foretrak endnu engang ikke en mine af hendes ord. Han stirrede på sine sneakers, som var sorte med en svag kant af guldtråd, og lod som om, at han ikke havde hørt hende.

Jeg bed mig lidt i læben, for det gjorde mig tit utilpas, når folk var flabede og jeg overså det. Jeg trak mine ben ind til mig i skrædderstilling, så jeg kunne varme dem.

Det var faktisk blevet overraskende koldt på meget kort tid.

"Hvad med ikke-jomfruen?" grinede Samuel flabet, og tilføjede: "Hun har sikkert noget i sit telt."

Jeg kunne mærke, hvordan mine øjne blev store, da overvejede, om han jokede eller var seriøs. Alkohol i mit telt? Selv Maria og Quinn, som jeg blot havde kendt i et par timer, så helt forundrede ud, da de vendte deres hoveder om, så de kunne se på mig.

Helt ærligt - alle vidste, at jeg ikke var typen, der havde sådan noget i mit telt. Jeg var typen, der havde ekstra sokker og en bog med i mit telt.

Det var først, da de andre begyndte at grine, at jeg vidste, det var useriøst. Men det gjorde mig ikke glad af den grund.

"Helt sikkert," grinede Justin ironisk, og rodede op i sit hår med fingrene, som når man stryger en kat med pelsen. Jeg grinede med, selvom jeg ikke vidste hvorfor. Det var jo ikke sjovt. Måske var det en måde at kamouflere, at jeg egentlig syntes, det var lidt krænkende at blive nedgjort på den slags jokende måde.

Viola grinede også. Hendes stemme virkede langt væk, selvom hun sad lige over for mig. Jeg tror, det var fordi, at hun ikke var tilstede hos mig - hun var ikke opmundrende, som veninder altid er, når folk nedgør én. Hun var en anden.

"Evelyn har aldrig været fuld før," sagde hun, stadig leende. "Jeg tror faktisk aldrig, at hun har drukket mere end en genstand."

Det blev stille. Den grinende og jokende stemning blev med det samme skiftet ud med noget, jeg opfattede som chok - ligesom når man møder en, der aldrig har set sne før.

For anden gang den aften blev der helt stille, og for anden gang den aften havde denne stilhed noget med mig at gøre. Det var som om, at jeg ikke engang kunne høre lyden af bølgernes skvulpen eller duerne i træerne heller - alt var bare stille. Indeni mig kunne jeg til gengæld mærke en vrede blusse sig op.

Jeg var ydmyget. Tænk, at Viola kunne finde på at afsløre sådan en hemmelighed - hun var jo min veninde!

De andre grinede lidt igen, men det var ikke på den der ej-hvor-er-det-her-sjovt måden, det var på en shit-jeg-ved-ikke-hvad-jeg-skal-sige måde. Jeg havde det som en sprinter, der lige havde løbet 100 meter med syre i hele kroppen - nu da jeg så var stoppet op, skulle min krop lige vænne sig til den nye tilstand. Den nye tilstand, som var et resultat af min vrede.

Jeg ville have hævn.

"Ved I hvad? Viola har stadig bamser i sin seng," svarede jeg, og knyttede automatisk mine hænder, mens jeg talte.

Blikket blev flyttet fra mig til Viola lige så hurtigt, som når folk ser en tenniskamp. Var det lige mig, der sagde det der? Var jeg flabet?

Shit. Jeg kunne slet ikke kende mig selv. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg syntes, at det føltes godt.

"Evelyn begyndte engang at græde, fordi hun fik C i en engelsk stil." Violas øjne stak, og jeg kunne mærke stikkene overalt på min krop. Da jeg svarede hende, var det gennem sammenbidte tænder, for jeg var bange for at begynde at råbe. Ikke en enkelt gang forlod mine øjne hendes.

"Du vidste, hvor mange timer jeg brugte på den aflevering," mumlede jeg, skuffet over hendes ord, og kunne fornemme de andres hoveder gå frem og tilbage mellem os igen. "Men hvis du gerne vil blive ved, så kan jeg da også lige minde dig om, at du ikke engang har prøvet at kysse nogen."

Viola snappede efter vejret. Hendes øjenbryn gled diagonalt ned til et punkt mellem hendes øjenbryn, og jeg vidste ud fra det lille smil, der dansede om hendes læber, at hun havde nogen gengæld til mig på vej, som ville overgå alt det andet.

Jeg kunne mærke det prikke i mine øjne, mærke rædslen for, hvad hun ville afsløre om mig, og mærke lysten til at slå på noget blive vildere og vildere. Jeg havde aldrig været ude for sådan noget her før - der var så mange følelser i min krop, tanken om at alle hørte på mine hemmeligheder, og så af en, jeg stolede på ...

Viola åbnede sin mund, stadig smilende. "Evelyn tror på, at ... -" begyndte hun, men hun blev afbrudt.

"Stop!"

Det var Justin. Han havde hævet sine hænder, så de stod i front mod hver af os, som når en fodbolddommer skiller to diskuterende fodboldspillere fra hinanden. Hans øjne var store og på en måde lidt bekymrede, og jeg kunne mærke mit hjerteslag gå hurtigere og hurtigere for hver sekund, fordi jeg spændte så meget i kroppen.

"Jeg tror, vi stopper den her," sagde han, og så skiftevis på os begge to, så han kunne sikre sig, at vi lyttede efter. "Okay?"

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med, at han ville opføre sig sådan - jeg havde troet, at han ville klappe hårdt i sine hænder og råbe, at vi skulle gå i flæsket på hinanden. Han var den sidste, jeg ville udkåre til at være den omsorgsfulde her i gruppen. Og han lod sig ikke engang påvirke af, at hans to venner, Samuel og Alex, højlydt ærgede sig over, at han ikke havde ødelagt dramaet.

"Justin, vi skulle have ladet dem blive ved; det var lige ved at bygge sig op!" sagde Samuel, og sammen med Alex lavede han et lille skuespil af Viola og jeg. De lo som to fulde mænd.

Jeg blinkede øjerdrevent med øjnene for at sikre mig, at jeg ikke ville begynde at tude. Hele skænderiet var gået så hurtigt, men fordi at det var så sjældent, jeg blev uvenner med nogen, føltes det næsten som et overgreb. Det kildede i min næse, og jeg vidste, at alle mine blink måske ikke var nok til at holde tårerne tilbage.

Ligesom Justin havde gjort tidligere, så jeg ned på mine sneakers. Mit hjerteslag var stadig hurtigt, og jeg overvejede kraftigt at rejse mig op og finde Blake, så jeg kunne få en eller anden form for tryghed tæt på mig.

Menneskerne omkring mig var pludselig blevet til fremmede.

Var det seriøst Viola, jeg lige havde bitch-fightet med? Spørgsmålene kørte rundt i mit hoved, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg stadig var vred, selvom jeg sikkert snart ville lade den prikkende fornemmelse i mine øjne blive fyldt ud med tårer, og afsløre, hvor såret jeg følte mig.

Jeg satte min fod fladt ned på badebroen, og rejste mig op i en smidig bevægelse. Jeg ville gerne væk herfra, og jeg var ligeglad med, at jeg ikke havde fået løst det med Viola. Og med hensyn til de andre, så havde de ikke fået en betydelig stor rolle i mit liv lige pludselig, så jeg havde ikke noget imod bare at forlade dem.

Jeg ville ikke have, at de så, jeg græd.

Uden ord fra hverken de andre eller mig, gik jeg ind på land igen, og kunne snart høre det knasende grus under mine fødder. Jeg gik tilbage til det sted, hvor jeg tidligere havde siddet med Blake og Jamie rundt om bålet, men til en lettere irritabel overraskelse, sad de der ikke længere. I stedet sad der en stor gruppe drenge og piger, som hyggede sig til lyden af guitarspil og gamle, klassiske sange. Deres ansigter lyste op i bevægende røde og orange farver fra ilden.

Jeg gik op mod teltpladsen, som lå et kort stykke fra bålpladsen. Mine fødder begyndte at blive kolde, fordi dugget i græsset trængte igennem mine sko.

Ved at se efter lys i teltene, kunne jeg nemt finde ud af, om der var nogen derinde. I de fleste telte sad der nogen - jeg kunne se deres skygger udefra; se at de spillede kort, slog hinanden med puder eller bare snakkede sammen. Da jeg kom hen til vores telt, et flaskegrønt et, var der ikke noget lys. Jeg kom i tanke om, at jeg også skulle sove sammen med Viola derinde, og den tanke var ikke en, jeg var glad for.

Gud, hvor jeg hadede at skændtes. Tanken om TAT var ikke særlig tiltalende længere, faktisk ville jeg bare gerne hjem.

Efter et par minutter, havde jeg ledt stort set hele pladsen igennem, men uden held af at have fundet Blake, sukkede jeg dybt. Selvom det var ligeså mørkt som at have et lagen over hovedet, lod jeg mig ikke påvirke af det. Jeg var ikke bange. Faktisk syntes jeg, at det var en god ting, at det var mørkt, for så var der ingen, der ville opdage mig, hvis jeg nu lige satte mig over i hjørnet af teltpladsen, og fik tid til at hidse min krop ned igen og græde lidt - tænke det hele igennem ...

Jeg løftede mine hænder, så de kunne tøre de første tårer væk. Da jeg kom hen til det sted, jeg havde udpeget til at være der, jeg skulle sidde, huskede jeg, hvor vådt græsset egentlig var.

I stedet for at sætte mig ned, blev jeg ved med at stå op, med ansigtet mod de træer, der aldrig ville afsløre nogen hemmeligheder om mig. Jeg græd. Bag mig kunne jeg høre stemmerne af dem, som hyggede sig inde i teltene. Der var oveni købet også lyden af nogen, der klingede flasker mod hinanden, men jeg var ligeglad.

De måtte gerne drikke sig fulde, hvis det var det, de ville. Jeg var alligevel også ved siden af mig selv i aften.

"Evelyn?" var der pludselig en, der sagde. Jeg stivnede, tørrede mine øjne hurtigt igen og vendte mig om.

Det var Maria. Hun så på mig med medfølelse, og jeg blev lidt flov over, at jeg havde været så ligeglad med hende, da jeg gik. Lige nu lignede hun en, der meget gerne ville hjælpe mig.

Da jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, trippede jeg lidt på stedet og nikkede samtidigt, så hun vidste, at jeg lyttede efter. Hun tog et par skridt tættere på mig, tøvende.

"Jeg ledte efter dig, men det er mega svært at se noget som helst her i mørket. Er du okay?" spurgte hun, og sendte mig et forsigtigt smil. Jeg smilede, og var glad for, at hun var så betænksom, at hun ligefrem ville hjælpe en, hun ikke kendte. Det var jeg ikke sikker på, at jeg selv ville have gjort, hvis jeg var hende. Jeg trak vejret gennem næsen, så der kom en svag snøftende lyd.

Pis. Jeg ville helst ikke have medfølelse fra nogen lige nu. Jeg brød mig ikke så meget om, når jeg var i fokus, fordi folk havde ondt af mig.

"Græder du?" spurgte Maria overrasket. Mit snøft havde afsløret mig.

"Nejnej," sagde jeg, som en af de første sætninger i aften, og fortsatte: "Jeg er bare en smule forkølet."

"Jeg er ikke dum," svarede hun, og rykkede tættere på mig. Selvom vi ikke var veninder, føltes det naturligt, da hun lagde armene om mig og strøg mig et par gange over ryggen. Jeg følte mig en smule overvældet, og følte, at jeg skulle vise hende min taknemmelighed.

"Tak, Maria. Virkelig," hviskede jeg. Jeg græd ikke længere. Det var blot et par tårer, min krop havde brug for at få ud, ikke et vandfald.

"Det var så lidt, skat. Jeg fik ondt af dig. Det tror jeg også, de andre gjorde. De snakkede i hvert fald stadig om dig, da jeg gik lidt efter dig. Og mens jeg ledte efter dig, tænkte jeg ..." Hun tøvede. Jeg ventede på uddybelse, og rynkede min pande nysgerrigt.

"Hvad tænkte du?" spurgte jeg.

"At vi kunne gøre oprør. At du kunne gøre oprør."

Jeg bed mig i læben, og vidste ikke rigtig, hvor hun ville hen med den her samtale. Ville hun lave piercinger på mig og lave mig om til en emo? Inde i mit hoved fandtes der kun oprør mod ens forældre, og på en måde havde jeg allerede gjort lidt oprør mod dem ved at insistere, at jeg ville med på TAT i år. Men da jeg havde sagt det, var der ikke kommet dramatiske skænderier ud af det. Min mor havde bare nikket og fået mig til at love, at jeg ikke ville gå længere ud end til navlen, hvis vi skulle ud og bade.

"Oprør?" spurgte jeg forvirret.

"Det kan godt være, at du ikke har alkohol i dit telt," sagde Maria, og slikkede sig om sine lyserøde læber. Nu når jeg tænkte over det, kunne hun faktisk godt ligne en Barbie lidt. "- Men det har jeg."

***

Uh, nu skal Evelyn gøre oprør - åbenbart har Maria planer om at gøre Evelyn fuld! Hvad tror I der vil ske, og tror I, at Blake vil opdage det? Og hvad med Viola? So exciting ... ;-)

Undskyld for ventetiden, jeg har holdt fødselsdag for min fars familie, min mors familie, min klasse og mine veninder uden for klassen - så jeg har haft travlt! Håber det ikke har ødelagt kvaliteten på kapitlet. Kys og kram og god lørdag.

PS: Jeg vil blive rigtig glad, hvis nogen af jer gad at skrive en kommentar, trykke på like eller sætte den som favoritliste. Det ville være en dejlig fødselsdagsgave, hehe. Men I behøver selvfølgelig ikke, hvis I ikke vil :-)

Mathilde X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...