The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
6917Visninger
AA

8. En usleben diamant

Vi børstede tænder. Lagde os til rette i soveposerne. Sov, drømte, vågnede. Jeg har sjældent tænkt  meget, som jeg gjorde på den aften. Mine tanker krædsede om alt det, som min første dag på TAT havde indebært: Violas og mit skænderi, den mærkelige fornemmelse jeg fik i kroppen, når jeg var i nærheden af Justin, og selvfølgelig den hemmelige lille løgn, som vi begge to var med på, fordi den af forskellige grunde reddede os fra noget, vi frygtede.

Jeg havde aldrig været en mester til at lyve, men alle kendte vel de mest basale tricks: Man skulle undgå at se ned på sine sko, pille ved en neglerod eller tale i et alt for langsomt tempo. Det bedste var egentlig bare, at lade som om, at alt var, som det plejede.

Men det var jo netop det, der var min udfordring. Alt var ikke, som det plejede.

Da jeg vågnede, var det første, som jeg kunne mærke, en gennemborende hovedpine. Jeg havde det som om at en hel børnehaveflok løb om kap over mit hoved. Af ren og skær refleks tog jeg hånden op til min pande, som om at jeg på den måde kunne få smerten til at forsvinde. Men det gjorde den selvfølgelig ikke.

Solen var stået op, og det samme var Blake - hans sovepose var tom. Viola var aldrig kommet ind i vores telt, efter hende og jeg havde skændtes, så jeg vidste slet ikke, om hun havde overnattet her. Også hendes sovepose var tom.

Til gengæld var et par af vores venner fra skolen, Razel og William, stadig derinde. De måtte være kommet ind i teltet, efter at Blake og jeg var gået i seng, for jeg havde slet ikke set dem inden jeg faldt i søvn.

Jeg fandt min mobil frem og så, at klokken var 11:02. Det var sjældent, jeg sov så længe. Men med al den sprut jeg fik i går var det vel en selvfølge, ligeså vel som mine tømmermænd.

Efter et par minutter havde jeg skiftet til et par sorte jeans, mens jeg stadig lå nede i soveposen. Jeg havde aldrig brudt mig om at vise mig selv, ikke engang undertøj, for jeg følte mig af en eller anden grund lidt for afslørende, når jeg gjorde det. Det var ikke, fordi at jeg havde det dårligt med min krop, jeg havde bare tit den tanke, når jeg for eksempel skulle skifte tøj i omklædningsrummet inden idræt, at de andre måske syntes, jeg ikke så ud ligesom dem. At jeg var anderledes. Og jeg var ikke særlig god til det med at være anderledes.

Hurtigt fik jeg også taget en sweater i mørkeblå nuancer over hovedet, og så smuttede jeg ud af teltet.

Udenfor blev jeg med det samme mødt af duften af bål. De havde tændt op i det igen - eller, nu når jeg tænkte over det - så havde det sikkert været tændt hele natten. Da Blake og jeg gik i seng, kunne man høre, at et par havde sat sig endnu engang rundt på de fugtige træstammer, som udgjorde bænke, og udført lange, dovne samtaler.

Da jeg fulgte duften og til sidst kom ned til bålet, var stemningen langt fra doven. Der var nogle, som havde fyldt en gammeldags trækvogn op med alt det, som de fleste godt kunne lide til morgenmad. Der var boller, som nænsomt blev ristet over ilden, syltetøj og smør og pålæg, hvis man var til den slags, og så var der yoghurt, havregryn, cornflakes og frugt. Til sidst var der store kande fyldt med kaffe og te, samt engangskrus, kopper og bestik.

Inden jeg begyndte med at spise, så jeg Blake stå i læ for røgen på modsatte side af, hvor jeg stod, og jeg gik over til ham med halvtrætte bevægelser.

Gud, hvor gjorde mit hoved ondt. Jeg behøvede ikke længere at ligne en, der havde det dårligt over for Blake, for det var ikke engang en løgn.

"Godmorgen," smilte jeg, og gav ham et lille kram. "Har du været oppe længe?"

"Godmorgen Evelyn," svarede han. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over mindet med i går da Blake havde kaldt mig skat. Det virkede som en helt anden person, en helt andet tid, et helt andet liv. Jeg smilede lidt og ventede på hans svar.

"Jeg har vidst været oppe i et par timer nu," sagde han. Det var først nu, jeg lagde mærke til, at han havde et flamincobæger i hånden med en sort, bitter væske i - kaffe, selvfølgelig. Jeg trak vejret dybt ned i lungerne, indåndede kaffeduften, og mærkede lysten til det blusse op i mig. Koffein var lige det, jeg havde brug for.

"Må jeg?" spurgte jeg, og rakte ud efter bægeret. Jeg vidste egentlig godt, at han ikke havde givet mig lov, men det virkede så naturligt bare at læne sig lidt forover og række ud efter det, for jeg troede virkelig, at han ville sige ja.

Men inden jeg nåede at tage bægeret ud af hænderne på ham, trådte han et skridt bagud, og holdt fast om sin kaffe med bægge hænder. Han fik mig til at føle mig som en, der var skurken i en film; den onde ræv, der ville nappe en af de små musseunger til at mæske i sig.

Jeg måtte ikke få noget kaffe.

"Der er kopper der henne," sagde Blake, og smilede lidt. Jeg blinkede hurtigt et par gange, og efter at have gentaget hans ord inde i mit hoved, gik jeg over til trækvognen med kaffe.

Normalt ville jeg drikke min kaffe med mælk i, gerne også med en smule kakaopulver, men i dag var jeg udelukkende ude efter den bitre, opkvikkende virkning, og ikke nydelse. Jeg drak den sort.

Efter et par minutter mødte Maria op. Hun havde tydelige rander under øjnene, og hun lignede det, som min mor ville kalde "noget katten havde slæbt hjem". Hendes hår var uglet og hendes hud havde en undertone af usund bleg.

Da jeg så hende, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til de alarmsignaler, min krop udsendte. Jeg fik kolde hænder, småtrippende fødder, og jeg kunne mærke, at min kæbe spændte sig.

Jeg havde slet ikke overvejet, at Maria selvfølgelig vidste, at jeg havde været fuld. Mine tanker havde kredset sig så meget om Justin, og om, at Blake under ingen omstændigheder måtte få at vide, at jeg havde løjet, så jeg havde fuldstændig glemt Maria. Hele min personlighed ville krakelere i Blakes øjne, hvis han vidste, at jeg havde været 'vild' i går aftes. Og nu var der en chance for, at han ville få det at vide - en chance for at jeg ville afsløres ...

Jeg stirrede ned i græsset, og gjorde mig umage med at undgik øjenkontakt med nogen. Det var sådanne tidspunkter, jeg ville ønske, jeg forsvandt på. I et øjeblik havde jeg det næsten også som om, at jeg oprigtig nok var forsvundet, men så kunne jeg pludselig se et par sko ved det lille område, mine øjne stirrede på, og jeg vidste, at jeg ikke længere var alene.

"Evelyn?" spurgte en stemme, en lys og piget stemme, som matchede det ansigt, jeg så på. Lyst hår. Krystalblå øjne. Ud over den lidt gustne hudfarve og randerne under øjnene, var Maria faktisk stadig pæn.

Jeg kneb mine øjne sammen, og gav et lille smil fra mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Efter et par sekunder fik jeg fremstammet et lille, uskyldigt "ja?".

"Jeg ved godt, det lyder mærkeligt ..." sagde hun, og da hun begyndte at tale i sætninger, kunne jeg høre, at hun ligesom mig også var hæs. Med hende var det bare mere overdrevet: Hendes stemme lød som rystne søm i en dåse, som en gammel storryger. Jeg gik ud fra, at hun havde drukket meget mere, end jeg troede.

"Hvad?" spurgte jeg.

"Jeg ved godt, vi sad sammen i går og drak, eller - jeg drak, og jeg vil egentlig bare sige undskyld," sukkede hun, som om hun allerede var udmattet efter blot at have sagt tyve ord. "Jeg skammer mig. Jeg kan huske, at du sagde noget med, at du ikke rigtig havde drukket dig fuld før, og at jeg så derefter pressede dig til det. Det var virkelig ikke min mening at ... gøre sådan noget mod dig. Men gider du ikke lige fortælle mig, hvad der skete efter at vi havde været inde i teltet? Jeg kan huske, at vi drak en øl hver derinde, men efter det bliver alt bare tåget."

Jeg ville have tabt min underkæbe, hvis ikke det var fordi, at hendes ord fastholdt det lille mirakel, som jeg stadig kunne bevare, hvis jeg løj. Det her var jo for godt til at være sandt.

Maria kunne ikke huske, at jeg havde været fuld.

"Øh, ja, selvfølgelig," mumlede jeg, og rømmede mig. "Jeg gik ud ad teltet og gik mig en lille tur. Min krop var vidst ikke rigtig vandt til alkoholen." Jeg lo kort og håbede, det ikke lød for nervøst.

"Okay, det kan jeg godt forstå," smilede Maria, og gabte derefter så meget, at jeg kunne se drøbelen bagerst i hendes mund. "Undskyld, jeg er så slatten. Jeg har bare de sygeste tømmermænd. Godt, jeg ikke gjorde et eller andet dumt ..."

Hun slog over i et par eksempler med nogle af hendes venner, som havde gjort dumme ting efter fester, men jeg lyttede ikke rigtig efter. Det eneste, jeg nåede at opfatte, var at hun nævnte navnet "Diana", og gav mig hele historien om hende igen. Hun kunne virkelig ikke huske noget som helst.

Jeg var vidst virkelig forsvundet alligevel, forsvundet i min egen lettelse.

Hun kunne ikke huske, at jeg havde været fuld. Blake ville aldrig få det at vide.

Samtidig kunne jeg ikke lade være med at glæde mig over noget andet - også selvom det var forkert. Det, at jeg nu var "fri" for bekymringerne, indebar også, at jeg fik muligheden for at mødes med Justin på badebroen. Jeg havde den perfekte undskyldning klar:

"Jeg bliver nødt til at blive inde i teltet og sove lidt, for jeg er jo syg med influenza ..."

Jeg smilede for mig selv. Måske ville den her weekend alligevel blive lidt magisk - præcis som jeg altid havde fået beskrevet den.

***

Jeg sagde det, som jeg havde forberedt.

Blake havde netop spist frokost, og jeg sad ved siden af ham, og gjorde mit bedst for at ligne en, som rent faktisk var syg. Jeg sagde nej til mad, selvom noget salt og fedt var højest på min ønskeliste. Der var nogen, som ristede grillpølser over bålet, og andre, som poppede popcorn: De var fyldt med salt og lige, som jeg bedst kunne lide dem ...

Men jeg blev nødt til at tænke på alt, der skulle tænkes på, før jeg kunne slappe af. Af erfaring vidste jeg, at man ikke ligefrem var sulten, når man var syg. Frokosten måtte vente. Nu skulle jeg mødes med Justin.

Jeg sneg mig ud af teltet, da der var fem minutter til, at jeg skulle mødes med ham. Klokken var netop passeret 12:25.

Jeg glædede mig, men jeg var samtidig også ret spændt, for jeg anede ikke, hvordan det ville gå. Heldigvis virkede Justin som typen, der ikke ville tillade, at noget gik i vasken, hvis han ikke selv ville have det. Han var så selvsikker og rolig - ja, jeg blev også selv overrasket, når jeg tænkte på ham med dét ord - så jeg frygtede ikke akavet stemning eller pinlig tavshed.

Det var som om, at mine sanser blev ekstra opmærksomme, da jeg gik ud. Måske fordi jeg var så bange for at blive opdaget - det ved jeg ikke, men i hvert fald kunne jeg tydeligt høre lyden af råb nede fra fodboldbanen, mærke lugten af bålet i mine næsebor og fornemme kulden på hver eneste centimeter af min krop. Godt, jeg havde taget mine lange, sorte jeans på; det ville have været alt for koldt med nederdel og nylonstrømper.

Det var mig, som var den første, der ankom. Broen så anderledes ud end jeg huskede den, selvfølgelig fordi at jeg så den i fuldt dagslys nu. Den virkede grønnere, ikke så trist og grå, som jeg syntes, den var i går. Med små, forsigtige skridt fik jeg manøvret mig ud på spidsen af den, og mens jeg ventede, plaskede jeg en smule med søens overfalde med min skospids. Det sagde en melodisk, dejlig lyd.

"Hej."

Hans stemme mindede mig i et sekund om vandet - en melodisk og dejlig lyd. Forskellen var bare, at den ikke havde samme ynde, som de fine vandkrystaller havde, når de spejlede sig i solens lys for atter at falde tilbage igen.

Justin var alt andet end yndefuld, og han vidste det godt. Jeg så på ham fra top til tå: Han havde de samme sorte, rå sneakers på, nogle slidte cowboybukser i falmet lyseblå og en sort, tidsløs T-shirt.

Han ville ligne en helt almindelig fyr, hvis ikke det var på grund af hans udstråling, som var så speciel. Hans ansigt foretrak ikke en mine, da han så mig - det eneste jeg nåede at opfange, var et lillebitte træk hans mundvig, så han kom til at smile skævt. Hans hår var rodet, som om at han lige var stået op, og når han gik, gik han på sådan en selvsikker måde, at det ville slå enhver mandemodel ud.

Det var vildt, så hurtigt som jeg havde skiftet mening om ham. I går havde jeg været en smule ligeglad med ham, men nu syntes jeg faktisk, at han var smuk.

Han var ikke lækker. Det ord ville jeg ikke bruge om ham. Men under den hårde overflade, under alt det beskidte, gemte sig en diamant. Han var bare ikke blevet slibet endnu - så han kom til at fremstå på en helt anden måde foran alle andre, end som den, jeg kendte.

Den Justin, som havde reddet mig. Hjulpet mig. Den menneskelige side af ham.

"Hej," sagde jeg lavt, og stoppede med at plaske med vandet. Jeg hev en lok hår væk fra mit ansigt og betragtede ham, mens han satte sig ned ved siden af mig.

"Sikke en aften i går, hva'?" smålo Justin, og jeg blev helt overrasket over, at han bragte emnet på bane. Jeg troede, at han ville komme så langt uden for emnet, som ham overhoved kunne.

"Ja ..." sagde jeg, og grinede lidt med. "Jeg kommer nok ikke til at glemme den lige foreløbig."

"Heller ikke jeg." Justin smilede lidt, men droppede det hurtigt igen, og besluttede sig for at se ud på vandet. Jeg kunne mærke en vis afstand i mellem os, også selvom vi sad lige ved siden af hinanden. Jeg tror, det var fordi, at vi kun talte om det, alle og enhver ville tale om, hvis de havde været ude for det samme som os.

Om lidt ville jeg sikkert begynde og tale om vejret, som en eller anden idiot, for det plejede jeg altid at gøre, når jeg blev nervøs.

Var det her ikke det, som jeg ikke havde regnet med, ville ske? At der ville komme pinlig tavshed?

Åbenbart opførte Justin sig helt anderledes, når man var alene med ham.

Jeg sukkede så lavt, at det kun var mig selv, som hørte det, og åbnede derefter munden for at tale.

"Hør, jeg håber virkelig ikke, at du følte dig trådt over tæerne af min kæreste i går," begyndte jeg, for det var sandt - jeg syntes, at Blake havde overreageret med at kalde mig skat og alt det, og den måde, han havde opført sig på over for Justin, var ikke fair. Og så var emnet måske ret godt til at slå hul på isen med. "Jeg håber, det er okay."

"'Trådt over tæerne'?" spurgte Justin, og til min store overraskelse flækkede hans ansigt midtover i et grin.

Jeg så på ham med forsigtige, uforstående øjne.

"Øh, ja, du ved, sådan såret," mumlede jeg, for jeg vidste ikke, om han gjorde grin med mig, eller om han faktisk syntes, at jeg var åndssvag.

Justin opfangede min usikkerhed, og stoppede med det samme med at grine. I et øjeblik kom der et anstrøg af noget vrede over hans ansigt, men det var så lidt, at jeg ikke tænkte videre over det.

Justin løsrev sit blik fra vandet og så mig i øjnene i stedet.

"Undskyld, det er bare så sjældent, at jeg høre nogen sige sådan noget," forklarede han, og uddybede: "Nej, mine tæer er uskadte og har det helt fint, tak. Til gengæld må dine tæer da være ret hærgede efterhånden. Jeg syntes, at din kæreste virker som et værre røvhul."

Hans ærlighed kom ikke bag på mig. Justin var så ligetil, så nem. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at gå i forsvar. Blake var min kæreste, også selvom jeg følte mig nysgerrig efter at møde andre fyre, og jeg blev nødt til at vise min loyalitet.

"Hey, han er altså ikke et røvhul," forsvarede jeg ham, og knyttede min hænder. "Han er en rigtig god dreng. Og jeg elsker ham."

"Jaja. En god dreng. Helt sikkert." Ironien var så tydelig, at han ligeså godt kunne have sagt det ligeud: At han syntes, Blake ikke var noget for mig. Jeg undersøgte hans ansigt, men desværre var det gået hen og blevet til det pokerface, han tit bar, når han skulle kritisere folk.

Jeg kneb mine øjne sammen. "Hvad mener du?" spurgte jeg. Alle elskede Blake - der var ikke noget dårligt at sige om ham. Gad vide, hvad Justin mon havde lagt mærke til?

"Han ville nærmest ikke røre dig, da vi bildte ham ind, at du var syg," sagde Justin. Hans stemme var hård og kontant. Jeg kunne høre, at det her var noget, han havde tænkt på mange gange. Han lød næsten som en elev til en eksamen, der havde forberedt sin fremlæggelse så godt, at han kunne den i hovedet.

"Han mente det ikke, da hans kaldte dig "skat" i går. Man kunne bare se det på ham. Han så helt kold og falsk ud, da han sagde det, som om at han ligeså godt kunne have sagt det til et træ. Og til sidst, så vil han ikke have, at du drikker dig fuld. Det er sgu da for langt ude!"

Jeg lænede mig tilbage, overvældet af hans ord.

"Jeg kan godt forstå, at det ser forkert ud, men sådan er det altså slet ikke ..." begyndte jeg, men Justin afbrød mig. Faktisk afbrød han mig ikke bare, han tog fat i min arm og klemte til om den, ligesom en skruestik.

"Nej, okay? Det ser ikke slemt ud. Det er slemt." Han gennemborede mig med sine øjne - prøvede at overbevise mig med sit blik.

Jeg snappede efter vejret. Jeg tror, han opfattede det som et tegn på utilpashed, så han skyndte sig at give slip på min arm. Han var vred, men jeg kunne se, at han prøvede at holde det tilbage. Han stirrede ud på vandet, og pulsen i hans hals dunkede vildt i takt med at han spændte sin kæbe.

Sandheden var, at jeg ikke var utilpas. Jeg var tryg. Alle disse ting, som han lige havde sagt, var noget, jeg aldrig selv havde turdet tænke kritisk over. Jeg havde aldrig set på det på den måde. Det var som en åbenbaring.

Og ja, selvfølgelig havde jeg frygtet den åbenbaring. Men det var samtidig en lettelse.

Jeg var pludselig ikke alene.

***

I må undskylde ventetiden, jeg har haft en rimelig travl uge, men jeg håber, det går. Kapitlet her har været en smule svært for mig at skrive, så jeg håber ikke, at I er forvirrede. Jeg har gjort mig umage med at skrive det på en måde, så det er forståeligt.

Nu er det vidst rigtigt efterårsvejr ... jeg har været til Røde Kors indsamling i dag, og shit, det var koldt. Husk vanter og halstørklæde - jeg siger det bare!

Jeg håber I alle har det godt og at I nød kapitlet :-) I ønskes en herlig søndag aften. Knus fra Mathilde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...