The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
7032Visninger
AA

11. Dilemma

Det var ikke fordi, at jeg ikke ville være sammen med Justin; jeg var bare så bange, at jeg var helt ude af mig selv.

Og som jeg efterhånden havde fundet ud af, så kunne jeg slet ikke tænke på konsekvenser, når jeg var ude af mig selv. Jeg gjorde simpelthen alt, hvad der faldt mig ind, også selvom nogle af disse handlinger var dumdristige.

Men - måske var de ikke  dumdristige - jeg ville jo gerne være sammen med Justin, ikke?

Vi sagde ikke et ord, efter at Justin havde draget sin konklusion. Han gentog sig et par gange, efter at han havde sagt det første gang, bare formuleret på en anden måde, for eksempel "jeg er hos dig nu" eller "ham Blade-drengen kan bare holde sig væk".

"Han hedder altså Blake," rettede jeg ham, pludselig en smule vred, selvom jeg havde følt mig mærkelig tilpas hele tiden. Vi stod stadig på badebroen med vandet dryppende om os, men jeg var ikke begyndt at fryse endnu.

Jeg kunne på en måde ikke klare, at Justin snakkede grimt om Blake - for han var jo trodsalt stadig min kæreste, og jeg elskede ham.

Med lettere rystende hænder førte jeg min hånd op til mine læber, som om at jeg med manuel kraft kunne tage fat i Justin og mit kys, mærke nærheden og ømheden, som vi lige havde delt.

Jeg havde på mange måder lyst til at tage kysset tilbage, hvis det var muligt, for det var jo forkert. Blake havde slet ikke gjort mig noget nogensinde, og nu kyssede jeg med en anden bag hans ryg - det var virkelig dårlig stil, og jeg fik en grim smag i munden hver gang jeg tænkte på, hvordan Blake ville reagere, hvis han fandt ud af det.

På den anden side havde jeg overhoved ikke lyst til at tage kysset tilbage, for det var så dejligt, at det ikke fortjente at blive elimineret. Jeg kunne godt lide det. Jeg kunne virkelig godt lide det.

En pludselig åbenbaring åbnede sig i mit hoved, som om det stod skrevet med tydelige blokbogstaver i mit hoved, ikke til at overse.

Jeg var tiltrukket af det forbudte. Ligesom Justin.

Noget sagde mig, at den boblende fornemmelse, som gled rundt i mine årer, ikke bare var et tegn på, at jeg var tiltrukket af Justin, men også at han havde sat sine spor på mig - at jeg fik lyst til at være spontan hele tiden, og handle, før jeg tænkte. Den følelse blev forstærket, hver gang Justin gik tæt på mig.

Jeg løj ikke, når jeg sagde, at jeg elskede den følelse højere, end jeg elskede Blake.

"Sikkert," fnøs Justin, og så ned i jorden. "Hvorfor er du overhoved sammen ham?"

"Han får mig til at føle mig tryg," sagde jeg hurtigt, som om det var et standardsvar, jeg havde forberedt. Det gjorde det ikke desto mindre sandt, og da Justin så mig i øjnene, kunne han nok også se, at jeg var ærlig.

"Tryg?" spurgte Justin med en anklagende tone. Til at starte med nikkede jeg bare, men så kunne jeg ikke holde mig tilbage, og jeg ville gerne bevise over for ham, at jeg rent faktisk også var fornuftig, bare ikke, når jeg var sammen med ham.

Måske kunne Justin faktisk blive smittet af min personlighed, ligesom jeg var smittet af hans?

Det kunne vel ikke skade at overvinde ham lidt - sætte ham lidt på plads, tænkte jeg.

"Han er dygtig i skolen, og mine forældre er vilde med ham," uddybede jeg, og rømmede mig lidt, mens jeg rettede ryggen. "Og så stoler jeg på ham."

Selvom Justin med garanti var stolt over, at han ikke var ligesom Blake, kunne jeg se et snert at jalousi i hans øjne. Han stillede sig diskret op på tæerne, som om at han gerne ville dominere over mig ved at virke højere og mere skræmmende. Jeg gik ud fra, at det bare var en gammel vane.

"Stoler du ikke på mig?" spurgte han lavt. Jeg bed mig i læben og vidste, at jeg ikke kunne lyve.

"Jo, jeg stoler på dig."

"Hvad er problemet så?" Han lagde sine arme over kors, som om at han jokede med mig, men det var ikke det, som fik bægeret til at flyde over indeni mig; det var hans smil, der fra min synsvinkel kom til at virke en smule nedladende, som om at han grinede af mig.

Han fik det til at virke så let, men det var jo ikke let, og jeg havde virkelig ikke brug for at få at vide, at jeg bare kunne gøre, hvad jeg havde lyst til, uden at der så ville komme problemer.

Så kunne jeg ikke holde mig tilbage længere - jeg knyttede min hånd og slog ham hårdt på skulderen. Det var meningen, det skulle gøre ondt, men Justin grinede bare. Uheldigvis smittede hans grin, og mens jeg slog igen og igen, kunne jeg ikke lade være med at smile og komme med opgivende grinelyde.

"Lad så være!" råbte jeg, men det var blot et ynkeligt forsøg, for vi vidste begge to godt, at vi aldrig ville kunne ændre på dette dilemma. Eller, det vil sige, at jeg godt vidste, at vi ikke kunne ændre på dette dilemma.

Godt nok havde jeg ikke kendt Justin i lang tid, men han var bestemt ikke typen, der gav op, og hans øjne strålede med liv fra en plan, han snart havde tænkt sig at fuldføre. Hvis jeg begyndte at fortælle ham, at det var håbløst, og at vi aldrig ville komme videre, fordi at jeg ikke havde lyst til at såre nogen, ville han med garanti bare trække ligeglad på skulderen, eller grine på samme måde, som han gjorde nu.

Jeg lagde mine arme over kors og trak mig væk. Mine kinder var varme og sikkert også røde, da jeg skulle til at hive en masse luft ind i mine lunger, så jeg kunne protestere og sige fra over fra ham.

Men før jeg vidste af det, havde jeg glemt det.

For anden gang havde Justin hevet fat i mit ansigt, og vores læber rørte hinanden igen og igen, kun afbrudt af pauserne, hvor vi blev nødt til at trække vejret. Mine arme hang slapt ned ved siden af mig, og jeg var også lige ved at lade mine ben give efter for den gennemborende rolighed, som var lige ved at få mine knæ til at falde til jorden, men jeg holdt mig oppe for ikke at slippe mit ansigt fra hans.

Begær havde aldrig været noget, jeg direkte havde tænkt over, men i det sekund vidste jeg, hvad det, vi var i gang med, ville føre hen til.

Hans læber var pludselig ikke kun på mine læber, men også på andre dele af mit ansigt, og jeg fniste, da hans kys kildede mig på halsen.

Jeg mærkede ham sige mit navn, som om at det var noget, der var kostbart. Som om min navn var noget, der gav ham svar.

Jeg mærkede ham dufte til min hud, og jeg mærkede ham smile, da jeg endelig fik rejst mine hænder og lagde dem om hans nakke. Den var blød og mindede mig om noget, jeg aldrig ville give slip på. Og så sitrede det i mig igen, blodet rasede under min hud, der hvor han rørte mig.

Det skal ikke være her, slog det mig.

Ikke her, hvor jeg har minder om Viola og den person, jeg håber på at kunne glemme.

Så trak vi os ind i skoven - efterlod både vores tøj og det dilemma, vi aldrig nåede at diskutere færdigt.

***

Undskyld det halvkorte kapitel. Jeg har haft meget travlt, og har derfor ikke fået skrevet meget. Nå, men jeg håber I nød det alligevel! Jeg håber, det næste bliver længere. For jeg kan godt love jer for, at der snart sker noget vildt ... ;-)

Mathilde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...