The Autumn Tour - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Den syttenårige Evelyn skal for første gang I sit liv med på The Autumn Tour - også kaldet 'TAT', som er en weekendtur for unge i Bayfield-området i Canada. Selvom TAT rummer hundrede unge ude i en skov, langt væk fra forældrenes strenge irettesættelse og regler, har weekenden aldrig indeholdt andet end latter, nætter i soveposerne og rolige stunder ved bålet.
Men noget ændrer sig, da tre ukendte drenge møder op. De er vildere end Evelyn er vandt til, men overraskende nok føler hun sig draget af den verden, som de lever i. En af dem - den elleve måneder ældre Justin Bieber - viser sig samtidig at være lidt for tiltrækkende, til det er sundt.
Svære valg skal træffes - for hvad gør man, når man har et brændende begær kørende med denne udfordrende Justin, som lever livet på kanten, når man samtidig er kærester med skolens pæne dreng, Blake - der også er med?
Man kan mildest talt sige, at dette års TAT bliver en dramatisk og uforglemmelig omgang for Evelyn.
*Justin er ikke kendt*

93Likes
107Kommentarer
6988Visninger
AA

15. De hårdeste drenge vil have de pæneste piger

Det var ikke Justin, der tog hen til mig, det var mig, der tog hen til Justin.

Beslutningen var ikke svær. For det første, så var det ekstremt nemt for mig at komme derhen - Quinn skrev hans adresse ned på et stykke papir, og efter lidt søgning på nettet fandt jeg ud af, at jeg kunne tage toget hen til ham på under en time.

Derudover havde jeg selvfølgelig hele tiden håbet, at det her ville ske. Selvom alt havde virket ødelagt for blot en dag siden, så havde jeg ikke kunnet lade være med at håbe på, at det sjældneste af det sjældne ville ske: Et mirakel.

Og den efterfølgende dag var jeg så på vej mod dette mirakel.

Jeg havde taget min blomsterkjole på, fordi det var den kjole, jeg havde haft lyst til at vise Justin, lige siden første gang jeg begyndte at føle noget for ham. Den var sort og stram og måske lige lovlig udfordrende - ligesom ham - men det uskyldige blomstermønster gjorde den acceptabel til at have på hvor som helst.

Vinden bed i mine kinder, da jeg stod på stationen og ventede på toget. Det var godt, jeg havde husket både vanter og halstørklæde.

Stationen, som jeg ankom på, hed Winterstone Station. Efter at have siddet i et tog i halvtres minutter, havde jeg ualmindeligt meget lyst til at strække mine ben, og da jeg alligevel ikke kunne vente med at se Justin, valgte jeg at løbe hen til den adresse, jeg havde i hånden.

Gaden skulle efter Quinns instruering ligge efter cirka hundrede meter ned ad hovedgaden. Derefter skulle man dreje til højre, hvorefter man kom ind i et villakvarter. Det var den gade, der hed Wungstreet, Justin boede på. I mit løbetempo var jeg der efter fem minutter.

Gaden lå øde hen, ligesom Winterstone Station og min egen by havde gjort. Den mest oplagte forklaring var nok, at vejret ikke var særlig godt. Frostgraderne var efterhånden lige rundt om hjørnet, og ifølge radioavisen, som jeg hørte samme morgen, ville det trække op og ligefrem blive storm hen på aftenen.

Da jeg selv kom fra en by, der nok kunne sammenlignes med et sandkorn, var mit første indtryk af Justins by, at den var stor. Selvfølgelig var den ikke stor; butikkerne på hovedgaden havde været alt andet end kendte mærker, da jeg så dem mens jeg løb, og desuden hang der ikke den bylignende lugt af bilos i luften, som jeg havde lagt mærke til, da jeg en gang for længe siden var på ferie i New York.

Nej, her var der masser af plads og frisk luft, og selvom New York var fantastisk, var der ingen tvivl om, at jeg i dét sekund faktisk elskede at være vokset op sådan et sted som lige hér. Jeg følte mig hjemme.

Mit åndedræt var tydeligt i stilheden, og for ikke at ligne en, der var i alt for dårlig form, gik jeg det sidste stykke. Justin boede i nummer 21.

Villaerne mindede om de huse, jeg selv kendte til fra min egen by, men de var større. Der var garager med store firehjulstrækkere og hundehuse, som var så store, at der sikkert nemt kunne være en cykel derinde. Jeg havde aldrig tænkt på, at Justin måske kom fra et overklassemiljø, men mit førstehåndsindtryk af gaden her var helt klart, at familierne havde penge.

Eller hvad?

Nummer 21 var overraskende nok ikke så usmykket, som nogle af de andre huse var. Huset var stort, ingen tvivl om det - men bilen i garagen lignede ikke en, som var købt på grund af glæden ved at kunne fremvise så stor en bil - nej, den her bil var praktisk, og mudderpletterne rundt omkring fortalte mig, at den blev brugt jævnligt.

Der var mindst tre børnecykler med støttehjul i forhaven, sat ud fra hvor de sidst var blevet brugt. Den ene var rød, den anden blå, og den sidste en mærkelig blanding af lyserød og brun, som om den var smurt ind i jord med vilje.

I et par sekunder stod jeg ude foran huset og betragtede det. Indtil nu havde jeg været rolig og overhoved ikke nervøs for, hvordan jeg ville blive taget imod, men nu kom bekymringerne snigende.

Hvad nu, hvis han faktisk havde taget mine ord fuldstændig bogstaveligt på TAT, og aldrig regnede med at se mig igen? Så ville det jo være åbenlyst, at han prøvede at komme over mig. Var han kommet over mig? Måske lå han derinde på sin seng med en eller anden ny pige, en ny pige, som sikkert også havde taget en sort, stram kjole på, i håb om at kunne imponere ham ...

I samme sekund som jeg sank en stor klump, blev hoveddøren åbnet. Ud småløb der et par larmende børn - tvillinger ud fra alderen og deres næsten identiske ydre - og de to rene cykler, den blå og den røde, blev indtaget på kortere tid end det var muligt at lægge mærke til det. Deres bevægelser var så hurtige, at det næsten var skræmmende. Pigen havde fletninger og drengen kort, neutralt hår. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor hårdt det måtte være at holde styr på et sæt 4-årige som dem. De lignede sådan nogle børn, som kunne smadre en hel bygning eller få en elevator til at gå i stå, lige så hurtigt som man knipser med fingrene.

Der gik ikke mere end et par sekunder, så havde de lagt mærke til min tilstedeværelse lige uden for deres havelåge.

"Hvem er du?" spurgte de, med lyse børnestemmer. "Hvorfor står du bare dér?"

Pigen kom løbende hen til mig, men lågen holdt hende inde. Det var jeg glad for. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om hun måske ville begyndte at bide mig i låret, hvis nu at der ikke var noget imellem os.

"Jeg ..."

Lyden af døren, som endnu en gang blev åbnet, stoppede mit svar. I døråbningen stod der nu endnu en pige, yngre end hende foran mig, og hendes beskidte udseende gjorde det nemt at regne ud, at det var hende, der havde snavset den tredige cykel til.

Hendes små ben løb over til drengen, som stadig sad på den blå cykel, og imens sang hun lavt for sig selv. Noget sagde mig, at hun ikke havde opdaget mig, for hun var ligesom inde i en bobbel, hvor hun ikke tænkte på andet end sine egne behov. Med et par målrettede skub prøvede hun at få drengen ned ad cyklen, så hun kunne komme til.

"Det' min tur!" råbte hun, da drengen ikke gav efter for hendes skub. "Det' min tur nu!"

Da hun så op på sin storebrors ansigt, gik det op for hende, at han var travlt beskæftiget med noget andet - at stirre på mig.

Man kunne se i den beskidte, lille piges ansigt, at cyklen var glemt nu. Nu var det mig, der var det nye, seje legetøj.

"Skal du ind til os?" spurgte den store pige mig, og hendes fletninger dansede om hovedet på hende, da hun vendte sit hoved hen mod huset. "Lad mig vise dig op!"

"Nej, ved du hvad, det er meget sødt af dig, men jeg tror, at jeg selv ..."

Jeg blev afbrudt hurtigere end jeg kunne nå at færdiggøre min sætning. Nu åbnede drengen også munden - han var åbenbart ikke ligeså udadvendt som sin tvillingesøster, men han ville ikke overses.

"Hvorfor er du helt rød i hovedet?" Han rynkede sin pande, forvirret. Det udtryk mindede mig så meget om en andens, at jeg ikke var i tvivl om, at det her var det rigtige sted.

Det var ligesom at finde noget, men havde mistet, men ikke glemt. Jeg trak vejret dybt og kørte hurtigt bagsiden af min hånd hen over min pande.

Han havde ret - jeg var varm. Men i det mindste svedte jeg ikke.

"Hør, har I en storebror?" spurgte jeg, i håb om at aflede opmærksomheden fra mig, og få den over på det, jeg var kommet for. Den lille pige, som var foran mig, havde hændende rundt om de små gitre, der udgjorde lågen, og hendes øjne var ligeså klare som glaskugler. Nøddebrune, selvfølgelig.

"Ja," svarede hun. "Vi har en storebror, der hedder Ryan. Og ...

Jeg nikkede overdrevent, prøvede at lokke mere ud af dem. Hvis Justin nu ikke var hjemme, ville jeg meget nødigt gøres til grin, ligesom Quinn fortalte, at hun var blevet, da Justins mor troede, at hun var en anden af de mange piger, som Justin havde datet.

Jeg havde brug for lidt anerkendelse, inden jeg tog mit første skridt på vej op til døren. Var han der, eller var han der ikke?

Mit spørgsmål nåede aldrig at blive besvaret. I hvert fald ikke af de tre små børn.

I stedet blev hoveddøren åbnet for tredige gang, og først var jeg lige ved at tro, at endnu flere børn ville løbe ud ad døren, men nej.

Det var en anderledes oplevelse af se Justin stå der i døråbningen, tydeligvis med en form for forældrerolle over for børnene. Jeg havde ikke set ham som typen, der tog ansvar, men da jeg kunne se hans koncentrerede - og småirriterede - ansigtsudtryk, vidste jeg, at han var god til at tage hånd om sine søskende. Og selvom jeg altid havde syntes, at der var en antydning af noget blødt bag den hårde facade, så havde jeg aldrig set Justin se så kærlig og ligefrem moden ud, som han gjorde nu.

"Kan I så komme ind, vi skal nå at rydde op, inden mor kommer hjem," hyssede Justin, og kløede sig lidt i tindingen - mere irriteret for hvert sekund der gik, og hans søskende ikke makkede ret.

Han havde ikke lagt mærke til mig. Det var først, da den lille, beskidte pige med mudderpletterne på sit tøj og de små ben, der løb som trommestikker, nåede op til Justin og hev ham i hans cowboybukser, at det gik op for ham.

"Må hun ikke godt komme indenfor?" plagede hun, og pegede på mig.

Ligeså hurtigt, som børnene havde bevæget sig, ændrede Justins ansigtsudtryk sig, da han så mig. Jeg kunne mærke mit ansigt blive varmere - endnu varmere, end det havde været lige før, da jeg kort rørte ved mig pande - nu havde jeg det som om, at jeg kunne koge over hvert øjeblik.

Justin lignede i modsætning til mig slet ikke en, der rødmede eller havde en anden form for svaghedstegn, i stedet var hans krop i præcis den position, som den hele tiden havde været. Det var kun ansigtet, der bevægede sig.

Munden åbnede sig let i forbløffelse, øjnene virkede større i forundring, og lyden af hans åndedræt afslørede en form for lettelse, ligesom når man får besked på sin karakter efter en eksamen, og den er god.

Han havde droppet de hårdhedstegn, som jeg huskede ham for. I stedet for den gyldne halskæde, havde han ikke andet end en sort t-shirt på, og så de blå cowboybukser, som den lille pige stadig stod og hev i.

Det var lige før, at hele verden stod stille, indtil øjeblikket så blev vækket til live igen, da en forhåbningsfuld sætning slap ud af Justins mund: "Jo, hun må rigtig gerne komme indenfor."

***

De tre små børn, som jeg senere fandt ud af hed Josephine, Damen og Ciara, ville enormt gerne være med, da Justin sagde, han ville vise mig rundt.

Vi havde ikke udvekslet nogen som helst form for fysisk kontakt, men alligevel havde jeg fornemmelsen af, at hans hænder rørte ved min kind, strejfede min hofte eller prikkede på min skulder, ligesom jeg huskede han havde gjort på TAT.

Jeg var stadig anspændt, og også en smule nervøs, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle starte på de sætninger, jeg havde tænkt på at sige i toget. Det var svært nok i forvejen - og med tre børn på henholdsvis tre og fem år, var det ikke lettere. Det fandt Justin vidst ret hurtigt ud af, da han så mit ansigtsudtryk.

"Josephine, Ciara og Damen, hvis I går ud i køkkenet, så er der nogle småkager i kagedåsen, som mor har gemt til os," sagde Justin, og gik ned i knæ, så han var lige så høje som dem. "I må spise lige så mange I vil, okay? Men kun, hvis I ikke larmer eller følger efter Evelyn og jeg. Er det forstået? Og tag lige Ryan med - han sidder inde på fars kontor, tror jeg."

"Hvem er Evelyn?" spurgte den yngste pige, som stadig skilte sig ud fra de andre ved at ligne en, der havde rullet sig i en bunke jord. Mens jeg havde hængt min jakke op, præsenterede hun sig som Ciara. Jeg kunne godt lide den måde, hun ikke kamouflerede noget på. Hun var meget direkte i alt, hvad hun lavede - overraskende nok var det charmerende, ikke uopdragent.

Den påstand var Justin vidst ikke helt enig i. Han sendte Ciara et strengt blik og fandt en karamel op fra sin bukselomme. "Der er også karameller i kagedåsen," hviskede han i hendes lille øre. "Smut nu med dig, ik'?"

Det behøvede han ikke sige to gange: Hun snuppede karamellen fra hans hånd hurtigere end lynet og løb ud i køkkenet, som var til højre for entreen.

"Det må du undskylde," sagde Justin, og rejste sig op igen. "De er meget, meget udadvendte."

"Det er ikke en dårlig ting," beroligede jeg ham. Han lo lidt, som om han prøvede at skjule, han ikke var enig. Tilgengæld smilte hans øjne. Jeg så det som et tegn på taknemmelighed.

"Skal vi?"

Mens Justin viste mig de tre første rum, var der stilhed. Man kunne knap nok høre lyden af vores skridt, fordi vi begge to kun havde strømpesokker på. Indretningen i Justins hjem bar tydeligt præg af at være en stor børnefamilie. Der var legetøj i alle rum - selv ude på badeværelset, hvor badekarret flød med badedyr og farverige klistermærker på spejlet.

Da vi kom til etagen ovenpå, blev isen endelig brudt.

Da vi var nedenunder, kunne man tydeligt høre børnenes begejstring, da de åbnede kagedåsen, og efterfølgende et lille brag, da låget fandt ned på gulvet. Det var anderledes her oppe. Her var der ikke en lyd, ligesom når man træder ind i et musiklokale. Jeg gik ud fra, at det var det, som gjorde det nemmere for os at starte den samtale, som vi åbenlyst begge to brændte efter at starte.

"Du kom," sagde han, uden at møde mit blik. Nedenunder havde han virket ret glad, men der var noget mørkede og mere dramatisk ved hans kropssprog nu. Jeg rømmede mig let, nikkede.

"Jeg kom."

"Hvad fik dig ... overbevist?" Justin fulgte mig hen til det næste rum, som var et lyst et med en guitar i hjørnet, en uredt seng og et skrivebord med et blankt stykke papir og en blyant på.

Vi gik stadig rundt, som om vi var på et museum, og han var min guide. Det rum, som vi stod i nu, var helt sikkert Justins - jeg vidste det på grund af duften, den naturprægede duft med noter af sæbe, og så den der krydrede duft af appelsiner eller regn - noget i den retning.

Jeg trak vejret dybt ind, mærkede den beroligende effekt af hans duft ramme mig. Selvom jeg ikke så på Justin, vidste jeg, at han betragtede mig: Jeg gik over til vinduet og så ud, fiskede efter ordene til en ny sætning. Det var begyndt at regne.

"Quinn besøgte mig i går."

Jeg håbede, at han ville forstå, hvad jeg mente med den sætning. Da han ikke svarede med det samme, uddybede jeg. "Hun fortalte mig det hele."

"Lad mig lige være helt sikker på det her - du er ikke kommet for at svine mig til, vel? For ærlig talt, så er jeg ikke helt sikker på, at jeg kan holde til det," mumlede han, og min teori om, at der ulmede noget inden i ham fra tidligere, virkede til at være sand. Han var tydeligvis bedrøvet, måske ligefrem vred.

Næsten skræmt vendte jeg mit hoved om mod ham, og kunne næsten ikke fatte, hvad jeg lige havde hørt. Troede han, at jeg var kommet, fordi jeg ville svine ham til? Nej! Det var jo det modsatte!

Jeg lo lidt, ikke fordi det var sjovt, men fordi jeg ville skjule, hvor trist hans ord gjorde mig.

"Det burde være dig, der sviner mig til," forklarede jeg, og bed mig lidt i læben. "Jeg har været en idiot."

"Mener du det der?" spurgte han, næsten målløs over mine ord. Justin satte sig ned på sin seng. Den klagede lidt under hans vægt, men det var ikke mere end i et par sekunder. "Vent - hvad fortalte Quinn dig?"

Jeg sukkede, og prøvede at huske, om hun havde fortalt mig mere eller mindre af noget konkret, men det virkede som om, at hun havde været overalt omkring Justins historie. "Alt," svarede jeg.

Justin rystede lidt på hovedet, og lukkede i et kort øjeblik sine øjne. Han lignede en, der ikke kunne overskue noget som helst, og jeg vidste instinktivt, at han ikke havde lyst til den her samtale alligevel

Det var utrolig smertefuldt at opleve. Jeg havde jo troet, at dagen i dag skulle blive en glad dag, hvor vi kunne få alt på det rene.

Men lige nu begyndte jeg at tvivle.

"Hun fortalte dig alt?!"

Han lo, åbenlyst vred. Sengen klagede igen, da han rejste sig op. Hans kæbe strammede sig, da han spændte den, og han lignede mest af alt en, som havde lyst til at råbe hans frustrationer ud eller slå på noget.

Jeg lænede mig op af vindueskarmen, og mærkede hvordan forvirringen over hans reaktion blev mere og mere frustrerende. Jeg turde ikke åbne min mund for at sige noget.

"Fortalte hun dig, at jeg har været sammen med flere piger end jeg kan huske?" spurgte han, næsten lidende ved at sætte ord på sin egen fortid. Han begyndte at gå rundt i cirkler, som om det fik ham til at tænke klarere.

"At jeg har brudt ind i folks hjem og stjålet deres kæreste eje? At jeg har slået så hårdt, at blod blev synligt? Hva'? Er du sikker på, at du ved alt?!"

Nu begyndte jeg endelig at forstå - i hvert fald en smule. Han troede ikke på, at Quinn havde fortalt mig "det hele". Han troede ikke på MIG.

"Ja, jeg ved det," hviskede jeg, turde næsten ikke tale højere, af frygt for at han ville gøre noget, han ville fortryde.

Han rystede på hovedet - hårdere og hårdere, så jeg til sidst tænkte, at det måtte gøre ondt. Så stoppede han endelig i sin cirkelformede gåtur og handlede anderledes.

Han drejede om på hælen, gik helt hen til mig, så tæt, at vores kroppe rørte hinanden. Jeg havde lyst til at træde et skridt tilbage, men det var umuligt, fordi jeg i forvejen stod så tæt op ad vindueskarmen, at jeg ikke kunne bevæge mig.

Det var lige før, at vores næser også rørte hinanden, så tæt på mig var han. Jeg så, hvordan hans nøddebrune øjne blev klarere, end de i forvejen var - et tegn på væske, tænkte jeg - og så åbnede han munden, så han kunne sige, hvad han ud fra hans kropssprog havde brændende lyst til at få svar på.

"Men - Evelyn Carter," hviskede han, og hans ånde efterlod spor på min hud. Det var første gang, jeg havde hørt ham udtale mit fulde navn. Jeg gøs.

"Fortæl mig så: Hvis du ved alle disse ting om mig, ved hvor meget lort jeg har lavet, hvorfor vil du så stadig have mig?"

Der er øjeblikke, hvor man ikke er i stand til at foretage sig noget som helst, fordi man er så overvældet. Det kan være efter at man lige har tabt noget værdifuldt på gulvet, og bare står og betragter de ødelagte rester, eller det kan være når man kommer ned på jorden igen efter at have prøvet en vild forlystelse i en forlystelsespark.

Forskellen på de to er, at den ene er negativ, og den anden er positiv. Det var dén følelse, jeg havde lige dér, fuldstændig overvældet.

Justin stirrede mig ind i øjnene. Jeg glemte helt at blinke, fordi det blik var så kraftfuldt.

Hvordan skulle jeg lige sige det her? Jeg havde aldrig sagt det før til nogen, hvor det var så afgørende.

"Fordi jeg elsker dig, Justin," mumlede jeg, og jeg mærkede, hvordan min stemme knækkede over, da jeg af den ultimative frygt forestillede mig, at han ikke ville tro på mig. "Jeg elsker dig, og jeg er ligeglad med din fortid, for det eneste, jeg tænker på, at nutiden. Og at jeg gerne vil være en del af din fremtid."

Vi var stille. Alt foregik i langsomme bevægelser. Jeg blev i tvivl om det var fordi at min hjerne opfattede alt i slow-motion, eller om det rent faktisk var fordi at alt foregik i langsomme, rolige bevægelser.

Så syntes jeg at opfange en form for aftagning af det klimaks, vi begge to lige havde været en del af. Justin blinkede et par gange, så væsken i hans øjne kunne forsvinde.

Han græd ikke af sorg eller vrede.

Han græd af glæde.

Justin løftede sin hånd, og så rørte han mig de steder, jeg tidligere havde husket ham røre mig: Først på min hofte, et ganske forsigtigt strøg, og så på skulderen, som han klemte ganske forsigtigt, som et slags kram. Til sidst kom hans hånd op til min kind. Jeg mærkede kuldegysningerne køre i bølger ned ad min rygrad, men jeg var stadig i tvivl om jeg havde overbevist ham fuldstændigt.

"Det er åndssvagt," sagde han lavt, og nu var hans grin ikke vredt, irriteret eller noget helt tredige - nu var det ganske enkelt et grin, som afspejlede glæde. "Man siger jo, at de hårdeste drenge vil have de pæneste piger, ikke?"

Jeg smilede, og aflæste hurtigt mine tanker, som alle sammen handlede om, hvor meget jeg håbede, at han ville gøre afstanden mellem vores ansigter mindre.

"Eller i hvert fald næsten. Den der kjole-ting du har på, er inde i mit hoved alt andet end artig."

Hans hånd kærtegnede stadig min kind, og så kørte den op over min pande, så han kunne fjerne en lok hår, der var fløjet ind over mit ansigt. Det var lige før at jeg rystede af nydelse under hans hånds bevægelser, så meget havde jeg savnet dem. Der var selvfølgelig også smilet, det skæve smil, som spredte en varme inden i mig, der ikke var mulig at få frem ved blot at røre mig. Det var næsten det bedste.

Jeg fugtede kort mine læber med tungen. Så sukkede jeg, og fik mumlet min sidste bemærkning: "Og de pæneste piger vil have de hårdeste drenge."

Hans hænder lagde sig om min nakke, så vores læber endelig kunne røre hinanden.

Kort sagt kan man vel sige, at han ikke tog hensyn til at være blid, som han havde været i starten. Jeg husker smagen og følelsen af hans mund bedre, end jeg husker noget andet; han var ikke bange for at efterlade spor efter ham overalt på min krop, også så det var synligt med det blotte øje dagen efter; på min hals, min talje, lige under mit kraveben.

Jeg kan lide det. Jeg tror aldrig, han vil finde ud af, hvor meget jeg kan lide det.

Han siger, at han har det på samme måde. Og jeg vil selvfølgelig heller aldrig forstå det. Men måske ændrer det sig. Måske ændrer det sig nu.

***

Vi er ude i skoven, der hvor vi mødte hinanden første gang. Jeg falder et par gange over et par bregner, og da han griner, skubber jeg til ham, drillende. Hans grin er ikke et grin, der varer ved, tværtimod er hans ansigt alvorligt, da han ser op på mig igen nede fra den halvvåde skovbund.

Det går op for mig, at han ikke rejser sig op med vilje. Han bliver dernede. På knæ.

Det er ikke en svær beslutning. Og i stedet for at sige noget, vælter jeg bare forover, så vi lander ovenpå hinanden. Jeg kan mærke hans mavemuskler spænde sig, da hans glæde kommer ud i lyde. Det er den bedste lyd, der findes. Lige så god som smagen af hans mund.

Det er det, jeg husker allerbedst. Ham.

***

Forfatter kommentar i næste kapitel

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...