Min engel

Michael Vennon er en dreng på 14 år, som bor i det centrale London. Han har gennem sit liv været ude for utallige ulykker, men er mirakuløst nok sluppet godt fra dem alle sammen. Michael går på privatskole, fordi hans forældre tænkte at det kunne være godt for ham, men han har det ikke ligefrem godt. Michael er nemlig lidt af en "outsider", hvis man kan sige det sådan. Alle de andre børn fryser ham ude, fordi de er bange for ham. Fordi han har overlevet alle de ulykker, som han burde være død af. Som en form for zombie, som han nok selv ville have betegnet det.

En dag, da Michael falder ned fra et træ og slår hovedet, dukker den mystiske pige Ayleen pludselig op i skolegården, som trådt ud af det blå. Michael føler sig på en underlig måde draget af hende, selvom han egentlig aldrig rigtig før har været interesseret i piger før. Men hun viser sig dog at bære på dybe hemmeligheder, som også indblander Michael selv.

4Likes
6Kommentarer
375Visninger
AA

2. Zombie

Metroen kørte for fuld kraft gennem den tidlige morgendis. Det var tirsdag morgen, og Michael var på vej hen til skole. Han kunne egentlig ikke så godt lide sin skole, men han var ikke så meget en som brokkede sig, så hans forældre vidste selvfølgelig ikke noget om det. Han så op på uret. Kvart i otte. Hvis ikke den her metro satte farten lidt op, ville han komme for sent i skole. Han sukkede og fandt en bog frem. Viden om engle. Den havde han kigget en del i her på det sidste, fordi han syntes at den var fascinerende. Lige nu ville han ønske at han havde haft et sted at sidde, men der var ingen ledige pladser. Så måtte han vel stå op og læse.

Han bøgede hovedet, og begyndte at studere de smukke engle. En af dem havde en lang, hvid kjole på, og bølget, rødblond hår. En anden havde en gullig kjole på, nærmest gylden, og smukt, glat hår. Men en fangede dog som altid opmærksomheden fra de andre. Hun havde en lang, lilla, elegant kjole på, og bølget rødt hår, som slangede sig hen over hendes spinkle krop. Vingerne var ikke hvide, som de andres, men svagt lyseblå, og havde et specielt glødende skær over sig. Han havde altid været mest fascineret af hende. Han stod med vidt åbne øjne og studerede hver en detalje, da der pludselig var en der stødte ind i ham bagfra, så han blev skubbet forover og tabte bogen så den røg halvvejs gennem metroen. Han sprang panisk op og kiggede alle vegne efter den. Den var landet flere meter fremme i metroen, og det var svært at komme hen til den, fordi der var så mange mennesker. Men han kæmpede sig alligevel frem i mængden, og efter lang tids skubben og banden fra de andre passagerer, fik han endelig fat i den. Den var heldigvis okay. Han sukkede lettet ud, men før han vidste af det, hørte han pludselig et stort brag bag sig, og metroen blev med høj kraft skubbet til siden. Han blev nærmest kastet ind mod væggen, og der lød en uhyggelig knasende lyd fra hans skulder. Han krammede stadig bogen ind til sig, og åbnede forsigtigt øjnene op. Alt var kaos og skrig, og han kunne knap se en meter frem på grund af alt støvet i luften. Han hostede og forsøgte at støtte sig op på albuen, men knækkede sammen under forsøget. Han bed tænderne sammen af smerte og gled langsomt ned på gulvet, og lænede sig op ad væggen. Hans krop dunkede af adrenalin, og han kunne næsten ikke sidde stille af bare panik. Støvet var begyndt at lette, og han kunne se hvad der foregik. Hele den anden halvdel af metroen var blevet smadret af et sammenstød med et eller andet. Han havde været i den bedre halvdel. Hvis ikke hans bog var røget halvvejs gennem metroen, havde han sikkert været død lige nu. Han tog sig til hovedet og prøvede at tænke klart, og kiggede rundt efter andre overlevende. Der sad et par heldige passagerer og så sig forvirret omkring, nogen med større skader end andre, men det meste af metroen var blevet smadret ved sammenstødet. Det var sådan set kun lige den øverste del, hvor Michael sad, der var blevet sparet. Han tog sig til skulderen, og forsøgte at rejse sig op, da han opdagede, at der var begyndt at komme folk ind udefra. De måtte have været ret tæt på enden af tunnellen, da uheldet skete. En dame kom og hjalp mig op, og jeg holdt stadig fast i bogen med min raske arm. Hun så ængsteligt på mig, og spurgte, om jeg var okay. Jeg ville have svaret, men min hals var helt tør, og jeg kunne ikke få en lyd ud. Hun grinede ad mig og hjalp mig ud ad den nyetablerede udgang. "Du har vidst noget af en skytsengel!" sagde hun og smilede, før hun overlod mig til alle de andre folk, som stod og ventede ude på perronen. Ja, hvis jeg havde en skytsengel, så var det i hvert fald en dygtig en af slagsen.

Jeg lagde slet ikke mærke til alle menneskene omkring mig, da jeg langsomt bevægede mig ind i mængden. Ikke før jeg vågnede op ved en ubeskrivelig smerte, da en greb fat i min skulder. Jeg kiggede op, og en gråhåret mand med små runde briller havde grebet fat i min hånd. "Du skal vidst til lægen med det der!" sagde han og begyndte at lede mig hen mod trapperne. Før jeg vidste af det var vi ude, og han hev mig med hen til sin bil. "Jeg giver dig et lift derhen!" sagde han hastigt, skubbede mig ind på forsædet og lukkede døren efter mig. Jeg så forvirret ud på den store folkemængde udenfor, og var stadig ikke helt ved mig selv. Manden havde tydeligvis lagt mærke til mit kridhvide ansigt, og klappede mig på hånden. "Bare rolig, min dreng, den er sikkert bare brækket!" sagde han og smilede til mig, før han startede bilen og kørte hen til det nærmeste hospital. 

 

Det tog ikke lang tid på hospitalet. Armen var brækket, og han fik den i en slynge. Lægen sagde, at den ville være helt fin igen i løbet af et par uger, og at han var sluppet meget billigt. I det mindste var det da den venstre arm. Han havde været ude for det der var meget værre. Men på en eller anden måde slap han altid ret billigt i forhold til andre. Han gik rundt om hjørnet henne i skolegården, og satte sig op ad væggen. Endelig lidt fred og ro. Han lænede hovedet  mod den kølige mur, og lukkede øjnene. Han havde allermest lyst til bare at forsvinde til et eller andet sted hvor der ikke var andre end ham. Han kunne høre stemmer i nærheden, og prøvede på at rejse sig, men hans ben ville ikke lystre. De var blevet helt følelsesløse. Han sukkede dybt og tog sig til hovedet. Måske var det også bedst at han blev siddende og slappede lidt af. Selvom han prøvede, kunne kan ikke undgå at høre samtalen lige rundt om hjørnet.

"Han skræmmer mig altså fra vid og sans, den dreng!" sagde en skinger pigestemme. Det måtte være Melissa. Hun havde altid undgået ham så meget, hun kunne komme til. 

"Ja, altså, han er med i en metroulykke, hvor halvdelen af metroen bliver totalsmadret, og så slipper han med en brækket arm!? Han overlever jo nærmest hvad som helst! Det skulle ikke undre mig, hvis han står som den eneste tilbage, når jorden engang går under!" 

"Ja, det er ret creepy..." Den her gang var det helt klart Eric. 

"Han er nærmest som en form for zombie, som ikke kan dø! Det er ligesom dengang med flyulykken for to år siden!" 

Michaels strube strammede sig sammen et øjeblik, da det blev nævnt, og han hev efter vejret. 

"Ja, hvordan var det nu det skete?" fortsatte Simon. 

"Hele flyet var brudt i brand, efter at være styrtet ned i ødemarken. Alle andre var døde, men på en eller anden måde var Michael sluppet med et par brandsår." svarede Dave,og man kunne tydeligt høre et snært af frygt i hans stemme.

"Og det er ikke engang det hele!" fortsatte Melissa med en hysterisk stemme.

"Kan i huske den der busulykke sidste år?" spurgte hun dystert.

"Mener du dem, der kørte ud over kløften?" spurgte Dave med en skinger stemme. 

"Jep. Michael var i den bus." svarede hun og fortsatte med en dramatisk stemme.

"Og ved i hvad? Han kom ikke noget som helst til! Eller, han brækkede vidst en ankel, men det er det!" 

Michael kunne nærmest tage og føle på den trykkede stemning rundt om hjørnet. Så tydelig var den. Han kunne ikke lade være med lige at kigge frem fra sit skjul. De ville sikkert alligevel ikke lægge mærke til ham. 

De andre børn så forfærdede på Melissa. 

"Ja, jeg skal i hvert fald ikke have noget med ham at gøre! Han skræmmer mig!" mumlede Dave og bakkede langsomt væk fra den lille forsamling. De andre begyndte også at gå væk, alle med skrækken malet i deres ansigter. 

Michael, som havde fået følelsen tilbage i benene, rejste sig forsigtigt op, og begyndte at gå hjemad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...